Baggrund
Læsetid: 8 min.

De, dem, hen, høn: Sådan kom de nye pronominer ind i debatten og ind i sproget

Det kønsneutrale pronomen hen har længe været en del af den offentlige debat, mens ’de’ i ental først inden for de sidste par år er blevet udbredt blandt danskere, der hverken identificerer sig som mand eller kvinde. Vi sætter debatten på pause og undersøger fænomenet forfra
Det kønsneutrale pronomen hen har længe været en del af den offentlige debat, mens ’de’ i ental først inden for de sidste par år er blevet udbredt blandt danskere, der hverken identificerer sig som mand eller kvinde. Vi sætter debatten på pause og undersøger fænomenet forfra

Illustration: Sara Houmann Mortensen

Kultur
6. marts 2020

Jeg identificerer mig binært. Det vil sige enten som mand eller kvinde – og i mit tilfælde altså som kvinde. Mine pronominer er hun og hende. Når man omtaler mig, siger man: Iben Katrine Alminde, hun er journalist. Hendes artikler handler til tider om identitet – det gør denne i hvert fald.

For det er ikke længere sådan, at alle ønsker at blive omtalt med de personlige pronominer han eller hun. Der er for eksempel sangeren Sam Smith, som identificerer sig som nonbinær. Det vil sige hverken som entydigt mand eller entydigt kvinde. Sam Smith bruger pronominerne de og dem. Når man omtaler Sam Smith, siger man: Sam Smith, de er sanger. Deres sange handler ofte om kærlighed.

Det var Sam Smiths ønske om at blive omtalt med pronominerne they og them på engelsk – oversat de eller dem på dansk, der fik Berlingske til i efteråret at ringe rundt til chefredaktørerne på en række danske medier for at høre, om de ville imødekomme sådan et ønske. Det var de langtfra enige om.

»Vi synes ikke, at enkeltindivider skal kunne kræve at lave om på det danske sprog. Når vi er i en offentlig samtale og skal beskrive en situation offentligt, vil vi bruge de pronominer, vi har i sproget, og som hele fællesskabet forstår,« siger Berlingskes egen chefredaktør Mette Østergaard i artiklen.

På den anden fløj af mediebranchen stod Politikens chefredaktør Christian Jensen På Politiken har de ifølge Jensen »altid haft forståelse og respekt for minoriteter«. Derfor konkluderer han i en mail til Berlingske, at: »Hvis en person ønsker at blive omtalt som transperson, nonbinær, de eller dem, så vil vi også fremover respektere det.«

Men hvor kommer spørgsmålet overhovedet fra? Vi sætter lige debatten på pause i et kort øjeblik. Og med hjælp fra en sprogforsker, Dansk Sprognævn, og en queermiljøekspert undersøger vi, hvor de nye pronominer kommer fra, og hvordan de bliver brugt. Og vi starter med Shakespeare.

De kom, de så, de sejrede

Ordet they på engelsk kommer oprindeligt fra gammelt skandinavisk sprog – det, man også kalder oldnordisk og blev adopteret til engelsk i midten af 1200-tallet. I starten henviste det til to eller flere personer, men der gik ikke længe – ca. 100 år – før man også begyndte at bruge det til at omtale en person, for eksempel en, hvor kønnet er ukendt. Lidt på samme måde, som man på dansk kan bruge vedkommende – og William Shakespeare gjorde det også. For eksempel her i hans tidlige teaterstykke fra 1594 The Comedy of Errors (På dansk Tvillingerne, red.):

»There’s not a man I meet but doth salute me/As if I were their well-acquainted friend«

They på engelsk har altså været i sproget i mange hundrede år, før man begyndte at tale om nonbinaritet. Men i takt med at først transpersoner og siden nonbinære personer er blevet mere og mere synlige op igennem de seneste årtier, har ordet de altså også fået funktion som kønsneutralt pronomen. Og at nonbinære personer bruger det som det pronomen, der henviser til dem. Det fortæller Ehm Hjorth Miltersen, som er lingvistiksuderende på Aarhus Universitet, har udgivet fagfællebedømte artikler om nonbinaritet i sproget og er en del af en forskningsgruppe på universitetet.

Forskningen på området er sparsom, så, på trods af at Miltersen er studerende, er hen det tætteste, vi kan komme på at have en ekspert på området. Og ja, som den opmærksomme læser har opdaget, bruger Ehm Hjorth Miltersen selv pronomenet hen og er nonbinær. Det vil sige, at når man omtaler Ehm Hjorth Miltersen, siger man for eksempel: Ehm Hjorth Miltersen, hen er lingvist. Hens forskning handler om køn og sprog.

Ehm Hjorth Miltersen er i øjeblikket i gang med et forskningsprojekt, hvor hen laver en grammatisk beskrivelse af de brugt i ental i samarbejde med forskningsgruppen Danish Talk in Interaction på Aarhus Universitet. Miltersen slår fast, at det ikke er sikkert, at det kønsneutrale de på dansk er adopteret fra det kønsneutrale they på engelsk. Man tager det nemlig ofte for givet, at ord på dansk kommer fra ord på engelsk, uden at det kan påvises.

Forfatter Mads Ananda Lodahl, denne artikels queerekspert, har beskæftiget sig med blandt andet kønsidentiteter i godt 15 år og været aktiv i danske queermiljøer lige så længe. Han mener, at sociale medier har været platforme for international udveksling mellem queerpersoner, og at det måske også er stedet, nonbinære personer har hentet inspiration til pronominer på dansk.

»Meget af det her kommer jo fra USA. Det sociale medie Tumblr var virkelig et sted, hvor der skete meget en overgang. Og på videoblogs på Youtube.«

Det er svært at datere, hvornår man begyndte at bruge kønsneutrale pronominer om nonbinære personer på dansk. Men Mads Ananda Lodahl kan i hvert fald huske, at der var nogen, der gjorde det allerede i midten af 00’erne.

»Selv om erfaringen af at være nonbinær har eksisteret meget, meget længe, så er det ret nyt, at man bruger lige det ord: nonbinær. Terminologien omkring det her ændrer sig hele tiden. Men for mig virker det, som om det er entals-de, der bliver hængende,« siger han.

Hen på svensk

I april 2015 blev det kønsneutrale pronomen hen optaget i den svenske ordbog. I den forbindelse er det vigtigt at forstå, at de svenske ordbøger er normative. Det betyder, at ordbogsredaktørerne kan tage en politisk eller moralsk beslutning om, hvordan sproget bør være. I Danmark er ordbøgerne deskriptive. Det vil sige, at ordbogsredaktørerne tager bestik af, hvordan dem, der bruger sproget, bruger det, og ordbøgerne beskriver så det – ordbøgerne vender vi tilbage til.

Debatten om hen handlede mindre om nonbinære personer og mere om kønsneutrale børnehaver i Sverige, hvor man minimerer brugen af de kønnede pronominer.

Ifølge Ehm Hjorth Miltersens undersøgelser er hen dog ikke det mest brugte pronomen blandt nonbinære personer på dansk – det er de i ental. En af grundene til, at der er flere forskellige nonbinære pronominer i spil, er, at der ikke er et officielt kønsneutralt pronomen på dansk. Det er svært at sige noget entydigt om, hvorfor forskellige personer bruger forskellige pronominer, forklarer Ehm Hjorth Miltersen:

»Der er nogle, der ikke kan lide at bruge hen, fordi de synes, det minder for meget om han eller hun. Nogle synes, det lyder for svensk. Nogle foretrækker de, fordi det allerede findes i sproget, mens nogle ikke kan lide det, fordi det falder sammen med flertalspronomenet de.«

I øvrigt er der også folk, der bruger den som nonbinært pronomen. Udover de tre, er der, så vidt Ehm Hjorth Miltersen ved, ikke nogen nonbinære pronominer, der er »store på dansk«. Til spørgsmålet, om det ikke er grammatisk forkert at bruge de nye pronominer, svarer Ehm, at der er folk, der bruger det aktivt i deres hverdagssprog uden forståelsesproblemer:

»I det data, jeg har kigget på, har folk ikke problemer med at identificere hvem og hvor mange, der bliver talt om. Konteksten gør, at det ikke er svært for folk at forstå. Og det gælder også folk, der ikke har nogen faglig viden om pronominer.«

Sprognævnet får spørgsmål

Men hvad skal der egentlig til, før de nye nonbinære pronominer bliver en officiel del af det danske sprog. Jeg ringer til seniorforsker Eva Skafte Jensen fra Dansk Sprognævn. Det er Dansk Sprognævn, der udgiver Retskrivningsordbogen og onlineordbogen Nye ord i dansk. Derudover giver de råd og vejledning om sproget.

Eva Skafte Jensen fortæller, at Sprognævnet får rigtig mange spørgsmål, der handler om kønsneutrale pronominer – og der er også folk, der ringer ind med forslag. Hun kan ikke sige præcis, hvornår det startede, men det er i hvert fald taget til efter sommeren 2019.

»Vi får mange spørgsmål om, hvordan man kan bruge både hen, hin og høn. Høn er et gammelt forslag til et kønsneutralt pronomen – jeg husker det især fra 80’erne. Vi får egentlig ikke så mange spørgsmål om de i entalsform, men det afspejler ikke nødvendigvis, hvad man er optaget af generelt,« siger Eva Skafte Jensen.

Eva Skafte Jensen forklarer, at man i Sprognævnet ser nogle problemer med hen, hin og høn og derfor ikke kan vejlede om dem. Det største problem er, når man skal bøje dem, som man bøjer han til ham og hen til hende. For skal man så vælge hem eller henne? Det vil ifølge Eva Skafte Jensen blive opfattet som kønnet, fordi hem ville blive associeret med ham og henne med hende. Det kønsneutrale de er hun mere positivt stemt over for:

»De kan man bedre slippe afsted med, vil jeg mene. Men i moderne dansk har man haft hundredevis af års traditioner for, at de, deres og dem bruges om flertal eller som høflig tiltaleform. Det har muligvis mere gang på jorden, for det er ikke baseret på noget, der er kønnet i forvejen.«

Eva Skafte Jensen forklarer, at der som sådan ikke er noget, der forhindrer, at et kønsneutralt pronomen kunne blive en officiel del af det danske sprog – altså optaget i ordbøgerne – for der er ikke noget i sprogets struktur, som forhindrer det. Men der skal tre ting til.

For det første skal der være et bredt udsnit af sprogbrugerne, der bruger det, og de skal bruge det på den rigtige måde.

»Det, vi ser i vores store korpussøgninger, er, at hvis vi for eksempel søger på hen, så bliver det brugt i omtale af, om det ville være en god idé at bruge det. Det tæller vi ikke som den form for sprog, der afspejler de danske sprogbrugeres sprog,« siger Eva Skafte Jensen.

For det andet skal det give grammatisk mening. Eva Skafte Jensen fortæller, at vi på dansk allerede bruger de til at omtale én person, når det er en ubekendt person. For eksempel kan man sige: Der er en, der har glemt sin jakke, jeg håber de kommer og henter den. Det er meget almindeligt. Forskellen er så, at hvis det skal fungere som eksempelvis nonbinært pronomen, så skal vi vænne os til at bruge de om en bestemt person.

For det tredje skal der tid til. Sprognævnet er meget påpasselige med at ændre på oplysninger i ordbogen, fortæller Eva Skafte Jensen.

»Du drømmer ikke om, hvor langsomt det her går,« siger hun og griner.

Ordbogsredaktørerne vil nemlig meget nødigt ændre på ordbøgerne, hvis der så går fem år, og så passer det slet ikke længere. Men Eva Skafte Jensen kunne sagtens forestille sig, at kønsneutrale pronominer som de kunne blive en del af ordbøgerne.

»Hvis vi faktisk kunne se, at det blev brugt, og ikke så sjældent endda, så ville man tage det med som en bøjningsoplysning i ordbogen. Det ville ikke være umuligt, men det kræver, at rigtig mange gør det, og det er ikke nok, at der er aktivister, der gør det,« siger Eva Skafte Jensen. Hun giver et eksempel på, at noget lignende tidligere er sket:

»I 70’erne protesterede Rødstrømpebevægelsen mod, at man brugte han som udgangspunkt, når man skulle beskrive en ubekendt person – altså som en kønsneutral betegnelse. Det er vi holdt mere eller mindre op med at gøre. Så der er rent faktisk sket en forandring, hvor det startede iblandt aktivister, og resten af befolkningen – og siden fulgte ordbøgerne med.«

Serie

Hverken ’han’ eller ’hun’

Personer, der hverken betragter sig som mænd eller kvinder, har det seneste år for alvor fået opmærksomhed i offentligheden. Flere betegner sig som nonbinære, og mange ønsker ikke at blive omtalt med ’han’ eller ’hun’, men derimod med ’hen’ eller ’de‘. Det ønske har skabt voldsom debat.

I en artikelserie sætter kulturredaktionen debatten på pause og undersøger i stedet fænomenet forfra: gennem sproghistorie, psykologi, filosofi, kunsthistorie, portrætter og fotos forsøger vi at blive klogere på, hvilken betydning de nye kategorier og pronomener har.

Seneste artikler

  • »Det vigtigste er at møde anderledeshed med nysgerrighed, respekt og undren«

    3. april 2020
    Personer, der hverken betragter sig som mænd eller kvinder, har det seneste år fået stor opmærksomhed i offentligheden. Men ofte foregår diskussionen uden om dem, det egentlig handler om. Her er tre beretninger fra personer, der alle identificerer sig selv som nonbinære
  • I kunsten behøver man ikke at vælge det ene eller andet køn

    20. marts 2020
    I kunsten har der længe været positioner, der har forsøgt at bryde den gamle dikotomi mellem de to herskende køn. Enten ved at veksle mellem de to udtryk, eller ved aldrig at vælge side. Kunstredaktør Maria Kjær Themsen fører os som led i vores serie om hverken at være ’han’ eller ’hun’ gennem perspektiver fra kunsthistorien
  • Hvorfor vækker kønsdebatten så stærke reaktioner? Det er der mindst fire grunde til

    13. marts 2020
    Der findes ikke mange debatter, der skaber lige så stærke reaktioner som kønsdebatten. Men hvorfor reagerer vi så kraftigt – og så forskelligt – på, at nogen sætter spørgsmålstegn ved, om der kun findes kvinder og mænd? Information er gået på jagt efter en forklaring, og den er muligvis både sociologisk, psykologisk, evolutionshistorisk og biologisk
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Journalist Iben Katrine Akminde tager Shakespeare til indtægt for at bruge et kønsneutralt 'they' i komedien The Comedy of Errors og hun bringer et citat: There’s not a man I meet but doth salute me/As if I were their well-acquainted friend som 'bevis' fo,r at køn kan være ukendt. Det har jeg meget svært ved at se. Stykket handler om to sæt tvillinger der er kommet bort fra hinanden og hvor en fra hver 'sæt' sammen leder efter den anden. Næppe et indlæg for sproglig kønsneutralitet fra Shakespeare side...

Therese Hagen, Karsten Aaen, Karsten Lundsby, Ole Andersen, Fødevarestyrelsen Mørkhøj, ulrik mortensen, Gitte Loeyche og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Selv hvis jeg/vi identificerede mig/os som nonbinær, ville jeg/vi ikke kunne tage mig/os selv alvorligt, såfremt jeg/vi insisterede på vigtigheden af at blive tiltalt med et pronomen, der godt nok tilfredsstillede mit/vores behov for nonbinær anerkendelse, men som konsekvens havde sproglig forvirring på et unødvendigt lavt/højt niveau.

Men hvad ved vi?

Therese Hagen, Karsten Aaen, Karsten Lundsby og Ture Nilsson anbefalede denne kommentar
Helle Degnbol

Rigtig god artikel. Ser frem til hele serien.

Klogt, at Sprognævnet venter med at lægge sig (os alle sammen) fast på en bestemt sprogbrug. Godt, at der lyttes til hvad folk siger & skriver og til hvad folk gerne vil kaldes. Samtidig praktisk med fælles - og så vidt muligt umisforståelig - sprogbrug.

De.

Jeg har svært ved at fange idéen om, at vi gennemført skulle bruge flertal 'de/dem/deres' om én person. Jf. Anders Sørensen herovenfor.

'They/them' diskuteres og bruges i det engelske, men udviklingen og mulighederne inden for pronominer er tydeligvis ikke den samme i de to sprog, ej heller konteksten for dette 'they', og der kan vist være flere grunde til ikke at imitere engelsk.

På dansk bruges 'de/dem/deres' som nævnt i artikelen også i 2. person ental i den høflige tiltaleform 'De/Dem/Deres', så det bliver lidt crowded, og alt i alt tror jeg, man vil gøde jorden for misforståelser og usikkerhed, hvis man systematisk går over til at bruge 'de/dem/deres' på endnu et område.

Brugen af engelsk 'they' om én person, eksempler set lige siden middelalderen, kan, som det også ses her i Information, diskuteres; og ikke kun hvor der optræder noget så forvirrende og underholdende som tvillinger! En særlig ulempe i det engelske er, at også udsagnsordet, ved såkaldt "singular they", bøjes i flertal: 'This is my friend, Jay. I met them at work. They are a talented artist'. Selvom vi på dansk ikke flertalsbøjer verberne, ville også vores sprog, så vidt jeg kan se, blive udfordret: 'Jeg mødte Kim i dag; de var helt røde i hovedet'. Jeg ved ikke, om 'de var helt rød i hovedet' ville være en mulighed for den, der betragter det nye "de" som et entals-ord, problemet må i hvert fald takles. 'De' føles ikke uden videre som et entals-ord.

Hen.

Jeg ville foretrække: 'Jeg mødte Kim i dag; hen var helt rød i hovedet'. Vi har ofte lært noget af svenskerne, men været lang tid om at realisere lærdommen. Blandt alle potentielle h-ord (hen hin hon hyn hæn høn hån) forekommer 'hen' at være det bedste valg, af flere grunde, men altså ikke mindst fordi det svarer helt til svensk og norsk 'hen'. På den måde ville vi ubesværet kunne tale med og om hinanden! For at det ikke skal være løgn, har finnerne (og det har netop inspireret svenskerne) siden tidernes morgen brugt det kønsneutrale ord 'hän'. Om det kan man læse meget fint her:
https://finland.fi/han/article/ Vælges 'hen', kommer man ikke uden om en gang imellem at skulle sætte ordet i genitiv (ejefald), så man taler om fx 'hens bøger', 'hens røde hår'. Formen 'hens' er også hvad det svenske Språkrådet anbefaler.

(Vi behøver derimod ikke lede efter eller savne en bøjningsform *hem, *henne, svarende til 'ham' og 'hende'. Mange andre pronominer og alle navneord, inkl. personnavne, bøjes heller ikke i akkusativ/dativ, så vi kan roligt bruge 'hen' hele vejen igennem, en form der også anbefales på svensk: 'Jeg gav hen bogen').

I den fine svensk-danske ordbog på nettet sprogbro.org ses nogle nydannelser til 'hen':
henifiera: bruge 'hen' (hun/han) i nyhedstekster
henerator: dataprogram der erstatter hun og han med 'hen'

Den.

Hvis man sværmer for et d-ord (i stil med flertalsordet 'de/dem/deres'), synes jeg godt om brugen af 'den' (for han/hun og ham/hende). En sprogbrug, som jeg tilfældigt fandt hos to helt forskellige (i øvrigt kvindelige) skribenter for et par år siden, men ikke havde set diskuteret. (Valgmuligheden 'den' nævnes her i artikelen af Ehm Hjorth Miltersen). Jeg tror, de skrev om noget samfundsmæssigt, måske det var i Information, men det havde ikke noget med kønspolitik at gøre. Når det kom til omtale af én person, hvor jeg måske ellers ville have skrevet 'han' eller 'han eller hun' eller 'han/hun', valgte de at skrive 'den', kønsneutralt, ligesom vi jo i f l e r t a l bruger 'de/dem/deres' og ikke sprogligt viser, om der tales om mænd, kvinder eller lidt af hvert. Genitiv-formen 'dens' ligger lige for, vi bruger den allerede.

Jeg studsede selvfølgelig lidt, fordi brugen af 'den' var mig fremmed. Men samtidig faldt det så naturligt, at jeg tænkte, det nok blev morgendagens sprog. Det kan jeg stadigvæk håbe, at det bliver. Så vi frem for såkaldt "entals-de" eller "de i entalsform" kommer til at bruge ental "den" om ét enkelt ikke kønsspecificeret menneske, "de" om flere.

Hvis altså ikke h-ordet vinder. Eller de tre "store" nonbinære pronominer fortsat bruges om ved hinanden!

PS.
Hvis man bruger ental 'den' som kønsneutralt pronomen, kan man forholde sig mere frit end over for 'de', gætter jeg. Måske mit eksempel er for "søgt" eller jeg har misset noget væsentligt. Men jeg forestiller mig, at man på linje med 'den pige', 'den dreng', 'den Kim' (nonbinær), nemmere vil kunne tale om 'denne Kim', 'den her Kim', 'den Kim dér' (og stadig være kønsneutral) end om 'disse Kim', 'de her Kim', 'de Kim dér'.

Når man f.eks. omtaler en sanger som Sam Smith med stedordene/pronomenerne 'de' og 'dem' kunne vi gå tilbage til den høflige tiltale De, Dem og Deres! som man interessant nok også har på tysk, hvor man sige Sie (med stort S) til personer, man ikke kender så godt. På engelsk ville man aldrig kalde Sam Smith for Sam, men mr. Smith (hvis man ikke kendte ham godt).

Ift. ord som hen, så er det jo sådan, som der også står i artiklen, at det kommer fra finsk! Grunden til det er. at man på finsk har tre køn rent grammatisk, som man også har på tysk (hvor man jo som bekendt har der, die, das); det har man så også på finsk, hvor vi på dansk, og (norsk og svensk) har fælleskøn og intetkøn. På tysk hedder mus f.eks. 'die maus', altså hunkøn, når man omtaler den, siger man så ikke den, men 'sie' (med lille s); jeg tænker, at det er det samme, som man gør på finsk, ligesom gaffel på fransk er hunkøn, mens gaffel på spansk er hankøn. (det kommer der en del sjove optrin ud af, bl.a. når Disneys figurer (gafler især !) skal omsættes, eller oversættes til spansk og fransk!)

Skulle vi bruge et stedord/pronomen som var og er neutralt, ville jeg foreslå det gamle danske ord 'hin' - det findes i dansk, bl.a. i Kierkegaards omtale af 'hin enkelte'; det der med på dansk at bruge flertalsformen de, dem og deres om en person er noget pjat! Vi, altså de fleste af os, er jo netop ikke Kongelige, vel!

Mikael Nielsen

han,hun det

Søren Løvborg

Artiklens formulering "kønsneutralt 'they'" er måske en anelse forvirrende. 'They' er altid kønsneutralt, det er slet ikke til debat. :-) Ligeledes dansk "de" og "deres".

Spørgsmålet er hvorvidt "they" kan bruges (kønsneutralt som altid) i ental. Her er Shakespeare-eksemplet ganske relevant, hvis nu nogen skulle finde på at kalde "singular they" for en eller anden frygtelig nymodens opfindelse. (Det er i øvrigt heller ikke en Shakespeare-opfindelse: Wikipedias artikel om "singular they" har et eksempel helt tilbage fra 1382.)

"There’s not a man I meet but doth salute me/As if I were their well-acquainted friend."
eller på dansk
"Der er ikke en mand jeg møder som ikke hilser mig/som var jeg deres nære ven."

Ingen tvillinger her, men derimod et eksempel på "entals 'they'". Oven i købet i en sammenhæng hvor kønnet ER givet, og Shakespeare derfor lige så vel kunne have skrevet "his".

Men der er, som også omtalt i artiklen, selvfølgelig forskel på at bruge "singular they" (og entals-de på dansk) om ubestemte hhv. bestemte personer. Det sidste skurrer stadig lidt i mine danske ører (mens jeg finder det ganske naturligt på engelsk), nok mest fordi det leder tankerne hen på høfligheds-De. Men vi er jo alligevel alle dus nu om dage, så det er nok bare et spørgsmål om tid før entals-de lyder helt normalt.

Jesper Lykke Jacobsen

Han, hun, hin.
Ligesom i Uffe hin Spage.

'hen' skurrer lidt i gamle ører, men da nu svenskerne har taget initiativet, så lad os følge trop. Bortset fra det såkaldt kønsbinære eller ikke binære er det praktisk at kunne nøjes med et ord i stedet for at skrive han/hun, når man vil være sikker på at være 'all inclusive'. 'Den' lyder for meget som tingsliggørelse. Forældre og hundeejere bliver ofte fornærmede, hvis man omtaler deres baby eller hvalp som en 'den'. For ikke fornærme må man høflig først spørge til kønnet, og det virker som et unødigt intimt spørgsmål, hvis man bare vil komplementere med at sige at 'hen' ser sød ud. 'de' dur ikke, så tror moren / hundeejeren man ser dobbelt. Det var svenskerne, der begyndte med 'å', - lad os bare lægge os i slipstrømmen med 'hen'. Har man det dårligt med at kopiere storebror Sverige, kan vi jo sige, at de har det fra finnerne.
NB. Der er i øvrigt mange sprog, som ikke skelner mellem køn. På engelsk virker det lidt komisk når en filippiner siger 'she is my brother', men er man ikke vant til at skelne, gør man det heller ikke i oversættelsen.