Læsetid: 8 min.

De, dem, hen, høn: Sådan kom de nye pronominer ind i debatten og ind i sproget

Det kønsneutrale pronomen hen har længe været en del af den offentlige debat, mens ’de’ i ental først inden for de sidste par år er blevet udbredt blandt danskere, der hverken identificerer sig som mand eller kvinde. Vi sætter debatten på pause og undersøger fænomenet forfra
Det kønsneutrale pronomen hen har længe været en del af den offentlige debat, mens ’de’ i ental først inden for de sidste par år er blevet udbredt blandt danskere, der hverken identificerer sig som mand eller kvinde. Vi sætter debatten på pause og undersøger fænomenet forfra

Illustration: Sara Houmann Mortensen

6. marts 2020

Jeg identificerer mig binært. Det vil sige enten som mand eller kvinde – og i mit tilfælde altså som kvinde. Mine pronominer er hun og hende. Når man omtaler mig, siger man: Iben Katrine Alminde, hun er journalist. Hendes artikler handler til tider om identitet – det gør denne i hvert fald.

For det er ikke længere sådan, at alle ønsker at blive omtalt med de personlige pronominer han eller hun. Der er for eksempel sangeren Sam Smith, som identificerer sig som nonbinær. Det vil sige hverken som entydigt mand eller entydigt kvinde. Sam Smith bruger pronominerne de og dem. Når man omtaler Sam Smith, siger man: Sam Smith, de er sanger. Deres sange handler ofte om kærlighed.

Det var Sam Smiths ønske om at blive omtalt med pronominerne they og them på engelsk – oversat de eller dem på dansk, der fik Berlingske til i efteråret at ringe rundt til chefredaktørerne på en række danske medier for at høre, om de ville imødekomme sådan et ønske. Det var de langtfra enige om.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Klaus Lundahl Engelholt
  • David Zennaro
Klaus Lundahl Engelholt og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens christian jacobsen

Journalist Iben Katrine Akminde tager Shakespeare til indtægt for at bruge et kønsneutralt 'they' i komedien The Comedy of Errors og hun bringer et citat: There’s not a man I meet but doth salute me/As if I were their well-acquainted friend som 'bevis' fo,r at køn kan være ukendt. Det har jeg meget svært ved at se. Stykket handler om to sæt tvillinger der er kommet bort fra hinanden og hvor en fra hver 'sæt' sammen leder efter den anden. Næppe et indlæg for sproglig kønsneutralitet fra Shakespeare side...

Therese Hagen, Karsten Aaen, Karsten Lundsby, Ole Andersen, Fødevarestyrelsen Mørkhøj, ulrik mortensen, Gitte Loeyche og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Selv hvis jeg/vi identificerede mig/os som nonbinær, ville jeg/vi ikke kunne tage mig/os selv alvorligt, såfremt jeg/vi insisterede på vigtigheden af at blive tiltalt med et pronomen, der godt nok tilfredsstillede mit/vores behov for nonbinær anerkendelse, men som konsekvens havde sproglig forvirring på et unødvendigt lavt/højt niveau.

Men hvad ved vi?

Therese Hagen, Karsten Aaen, Karsten Lundsby og Ture Nilsson anbefalede denne kommentar
Helle Degnbol

Rigtig god artikel. Ser frem til hele serien.

Klogt, at Sprognævnet venter med at lægge sig (os alle sammen) fast på en bestemt sprogbrug. Godt, at der lyttes til hvad folk siger & skriver og til hvad folk gerne vil kaldes. Samtidig praktisk med fælles - og så vidt muligt umisforståelig - sprogbrug.

De.

Jeg har svært ved at fange idéen om, at vi gennemført skulle bruge flertal 'de/dem/deres' om én person. Jf. Anders Sørensen herovenfor.

'They/them' diskuteres og bruges i det engelske, men udviklingen og mulighederne inden for pronominer er tydeligvis ikke den samme i de to sprog, ej heller konteksten for dette 'they', og der kan vist være flere grunde til ikke at imitere engelsk.

På dansk bruges 'de/dem/deres' som nævnt i artikelen også i 2. person ental i den høflige tiltaleform 'De/Dem/Deres', så det bliver lidt crowded, og alt i alt tror jeg, man vil gøde jorden for misforståelser og usikkerhed, hvis man systematisk går over til at bruge 'de/dem/deres' på endnu et område.

Brugen af engelsk 'they' om én person, eksempler set lige siden middelalderen, kan, som det også ses her i Information, diskuteres; og ikke kun hvor der optræder noget så forvirrende og underholdende som tvillinger! En særlig ulempe i det engelske er, at også udsagnsordet, ved såkaldt "singular they", bøjes i flertal: 'This is my friend, Jay. I met them at work. They are a talented artist'. Selvom vi på dansk ikke flertalsbøjer verberne, ville også vores sprog, så vidt jeg kan se, blive udfordret: 'Jeg mødte Kim i dag; de var helt røde i hovedet'. Jeg ved ikke, om 'de var helt rød i hovedet' ville være en mulighed for den, der betragter det nye "de" som et entals-ord, problemet må i hvert fald takles. 'De' føles ikke uden videre som et entals-ord.

Hen.

Jeg ville foretrække: 'Jeg mødte Kim i dag; hen var helt rød i hovedet'. Vi har ofte lært noget af svenskerne, men været lang tid om at realisere lærdommen. Blandt alle potentielle h-ord (hen hin hon hyn hæn høn hån) forekommer 'hen' at være det bedste valg, af flere grunde, men altså ikke mindst fordi det svarer helt til svensk og norsk 'hen'. På den måde ville vi ubesværet kunne tale med og om hinanden! For at det ikke skal være løgn, har finnerne (og det har netop inspireret svenskerne) siden tidernes morgen brugt det kønsneutrale ord 'hän'. Om det kan man læse meget fint her:
https://finland.fi/han/article/ Vælges 'hen', kommer man ikke uden om en gang imellem at skulle sætte ordet i genitiv (ejefald), så man taler om fx 'hens bøger', 'hens røde hår'. Formen 'hens' er også hvad det svenske Språkrådet anbefaler.

(Vi behøver derimod ikke lede efter eller savne en bøjningsform *hem, *henne, svarende til 'ham' og 'hende'. Mange andre pronominer og alle navneord, inkl. personnavne, bøjes heller ikke i akkusativ/dativ, så vi kan roligt bruge 'hen' hele vejen igennem, en form der også anbefales på svensk: 'Jeg gav hen bogen').

I den fine svensk-danske ordbog på nettet sprogbro.org ses nogle nydannelser til 'hen':
henifiera: bruge 'hen' (hun/han) i nyhedstekster
henerator: dataprogram der erstatter hun og han med 'hen'

Den.

Hvis man sværmer for et d-ord (i stil med flertalsordet 'de/dem/deres'), synes jeg godt om brugen af 'den' (for han/hun og ham/hende). En sprogbrug, som jeg tilfældigt fandt hos to helt forskellige (i øvrigt kvindelige) skribenter for et par år siden, men ikke havde set diskuteret. (Valgmuligheden 'den' nævnes her i artikelen af Ehm Hjorth Miltersen). Jeg tror, de skrev om noget samfundsmæssigt, måske det var i Information, men det havde ikke noget med kønspolitik at gøre. Når det kom til omtale af én person, hvor jeg måske ellers ville have skrevet 'han' eller 'han eller hun' eller 'han/hun', valgte de at skrive 'den', kønsneutralt, ligesom vi jo i f l e r t a l bruger 'de/dem/deres' og ikke sprogligt viser, om der tales om mænd, kvinder eller lidt af hvert. Genitiv-formen 'dens' ligger lige for, vi bruger den allerede.

Jeg studsede selvfølgelig lidt, fordi brugen af 'den' var mig fremmed. Men samtidig faldt det så naturligt, at jeg tænkte, det nok blev morgendagens sprog. Det kan jeg stadigvæk håbe, at det bliver. Så vi frem for såkaldt "entals-de" eller "de i entalsform" kommer til at bruge ental "den" om ét enkelt ikke kønsspecificeret menneske, "de" om flere.

Hvis altså ikke h-ordet vinder. Eller de tre "store" nonbinære pronominer fortsat bruges om ved hinanden!

PS.
Hvis man bruger ental 'den' som kønsneutralt pronomen, kan man forholde sig mere frit end over for 'de', gætter jeg. Måske mit eksempel er for "søgt" eller jeg har misset noget væsentligt. Men jeg forestiller mig, at man på linje med 'den pige', 'den dreng', 'den Kim' (nonbinær), nemmere vil kunne tale om 'denne Kim', 'den her Kim', 'den Kim dér' (og stadig være kønsneutral) end om 'disse Kim', 'de her Kim', 'de Kim dér'.

Når man f.eks. omtaler en sanger som Sam Smith med stedordene/pronomenerne 'de' og 'dem' kunne vi gå tilbage til den høflige tiltale De, Dem og Deres! som man interessant nok også har på tysk, hvor man sige Sie (med stort S) til personer, man ikke kender så godt. På engelsk ville man aldrig kalde Sam Smith for Sam, men mr. Smith (hvis man ikke kendte ham godt).

Ift. ord som hen, så er det jo sådan, som der også står i artiklen, at det kommer fra finsk! Grunden til det er. at man på finsk har tre køn rent grammatisk, som man også har på tysk (hvor man jo som bekendt har der, die, das); det har man så også på finsk, hvor vi på dansk, og (norsk og svensk) har fælleskøn og intetkøn. På tysk hedder mus f.eks. 'die maus', altså hunkøn, når man omtaler den, siger man så ikke den, men 'sie' (med lille s); jeg tænker, at det er det samme, som man gør på finsk, ligesom gaffel på fransk er hunkøn, mens gaffel på spansk er hankøn. (det kommer der en del sjove optrin ud af, bl.a. når Disneys figurer (gafler især !) skal omsættes, eller oversættes til spansk og fransk!)

Skulle vi bruge et stedord/pronomen som var og er neutralt, ville jeg foreslå det gamle danske ord 'hin' - det findes i dansk, bl.a. i Kierkegaards omtale af 'hin enkelte'; det der med på dansk at bruge flertalsformen de, dem og deres om en person er noget pjat! Vi, altså de fleste af os, er jo netop ikke Kongelige, vel!

Søren Løvborg

Artiklens formulering "kønsneutralt 'they'" er måske en anelse forvirrende. 'They' er altid kønsneutralt, det er slet ikke til debat. :-) Ligeledes dansk "de" og "deres".

Spørgsmålet er hvorvidt "they" kan bruges (kønsneutralt som altid) i ental. Her er Shakespeare-eksemplet ganske relevant, hvis nu nogen skulle finde på at kalde "singular they" for en eller anden frygtelig nymodens opfindelse. (Det er i øvrigt heller ikke en Shakespeare-opfindelse: Wikipedias artikel om "singular they" har et eksempel helt tilbage fra 1382.)

"There’s not a man I meet but doth salute me/As if I were their well-acquainted friend."
eller på dansk
"Der er ikke en mand jeg møder som ikke hilser mig/som var jeg deres nære ven."

Ingen tvillinger her, men derimod et eksempel på "entals 'they'". Oven i købet i en sammenhæng hvor kønnet ER givet, og Shakespeare derfor lige så vel kunne have skrevet "his".

Men der er, som også omtalt i artiklen, selvfølgelig forskel på at bruge "singular they" (og entals-de på dansk) om ubestemte hhv. bestemte personer. Det sidste skurrer stadig lidt i mine danske ører (mens jeg finder det ganske naturligt på engelsk), nok mest fordi det leder tankerne hen på høfligheds-De. Men vi er jo alligevel alle dus nu om dage, så det er nok bare et spørgsmål om tid før entals-de lyder helt normalt.

'hen' skurrer lidt i gamle ører, men da nu svenskerne har taget initiativet, så lad os følge trop. Bortset fra det såkaldt kønsbinære eller ikke binære er det praktisk at kunne nøjes med et ord i stedet for at skrive han/hun, når man vil være sikker på at være 'all inclusive'. 'Den' lyder for meget som tingsliggørelse. Forældre og hundeejere bliver ofte fornærmede, hvis man omtaler deres baby eller hvalp som en 'den'. For ikke fornærme må man høflig først spørge til kønnet, og det virker som et unødigt intimt spørgsmål, hvis man bare vil komplementere med at sige at 'hen' ser sød ud. 'de' dur ikke, så tror moren / hundeejeren man ser dobbelt. Det var svenskerne, der begyndte med 'å', - lad os bare lægge os i slipstrømmen med 'hen'. Har man det dårligt med at kopiere storebror Sverige, kan vi jo sige, at de har det fra finnerne.
NB. Der er i øvrigt mange sprog, som ikke skelner mellem køn. På engelsk virker det lidt komisk når en filippiner siger 'she is my brother', men er man ikke vant til at skelne, gør man det heller ikke i oversættelsen.