Baggrund
Læsetid: 10 min.

Hvorfor vækker kønsdebatten så stærke reaktioner? Det er der mindst fire grunde til

Der findes ikke mange debatter, der skaber lige så stærke reaktioner som kønsdebatten. Men hvorfor reagerer vi så kraftigt – og så forskelligt – på, at nogen sætter spørgsmålstegn ved, om der kun findes kvinder og mænd? Information er gået på jagt efter en forklaring, og den er muligvis både sociologisk, psykologisk, evolutionshistorisk og biologisk
Der findes ikke mange debatter, der skaber lige så stærke reaktioner som kønsdebatten. Men hvorfor reagerer vi så kraftigt – og så forskelligt – på, at nogen sætter spørgsmålstegn ved, om der kun findes kvinder og mænd? Information er gået på jagt efter en forklaring, og den er muligvis både sociologisk, psykologisk, evolutionshistorisk og biologisk

Sara Houmann Mortensen

Kultur
13. marts 2020

»Bliver det en dreng eller en pige?« spørger vi nysgerrigt de kommende forældre. I svømmehallen går vi til højre eller venstre for at klæde om, vi tikker af i bokse, om vi er det ene eller det andet, og vores CPR-nummer afslører det.

Hver eneste dag forholder vi os til vores eget og andres køn, fra vi står op om morgenen og tager tøj på, til vi sidder over aftensmaden og fortæller om, hvad ’hun’ og ’han’ har gjort og sagt i løbet af dagen. De to køn, pige og dreng, kvinde og mand, hunkøn og hankøn, har enorm betydning.

Og så er der en gruppe af mennesker, som sætter spørgsmålstegn ved hele præmissen. De nonbinære. De afviser ideen om, at der kun findes to køn. I stedet mener mange af dem, at køn er et spektrum, der folder sig ud mellem polerne kvinde og mand. Man kan være hverken kvinde eller mand, både kvinde og mand, eller en kombination af de to køn. 

Ifølge undersøgelsen Sex i Danmark, udført af Projekt SEXUS, udgør nonbinære en minoritet på 0,44 procent af den danske befolkning, det svarer til omkring 25.000 mennesker, og de vækker stærke reaktioner i dele af resten af befolkningen. 

Tanken om, at der skulle findes mere end to køn, kan provokere, frustrere, forvirre, begejstre eller gøre os nysgerrige. Nogle stejler fuldstændig, mens andre kaster sig hovedkulds ind i forsvaret for den totale kompleksitet. Men hvorfor reagerer vi så stærkt – og så forskelligt?

Det har vi sat os for at undersøge. For at komme en forklaring nærmere har vi talt med tre forskere. Tilsammen tegner de et billede af, at vores socialisering, psyke, historie og biologi alt sammen spiller en rolle.

Den sociologiske forklaring: Der er kun ’kvinde’ og ’mand’

En af grundene til, at nonbinaritet kan være en provokerende tanke for mange af os, kan spores tilbage til vores tidlige barndom. Allerede som helt små børn socialiseres vi til, at der kun findes to køn.

Det fortæller den australske forsker Kay Bussey. Hun er professor i psykologi på Macquarie Universitet i Australien. I 44 år har hun forsket i børns udvikling af kønsidentitet og i deres evne til at skelne de to køn fra hinanden.

»Køn er en meget fremtrædende kategori i samfundet. Børn lærer tidligt, at der er to køn, og at de forventes at opføre sig forskelligt,« forklarer Kay Bussey.

Det er både en kognitiv og en social proces, når vi lærer at differentiere kønnene. I en alder af to et halvt år kan børn skelne kvinder og mænd fra hinanden. Kort tid efter lærer de, hvilket køn de selv er, og de bliver hjulpet godt på vej af omverdenen.

»Børn er kun i stand til at lære kategorierne ’kvinder’ og ’mænd’, fordi vi fremhæver forskellene på kønnene, når vi klæder os forskelligt og opfører os forskelligt,« forklarer Kay Bussey.

Når børn først har lært, hvilket køn de selv er, tager udviklingen af deres kønsidentitet fart, og de lærer at opføre sig i tråd med deres køn. De bliver klædt på i bestemt tøj, præsenteret for forskellige aktiviteter og talt til på forskellige måder.

»Hvis de træder ved siden af den kategori, de tilhører, bliver de rettet af deres forældre, pædagoger eller endda de andre børn. På den måde bliver de to kønsroller tydeligt markeret og styrket,« siger Kay Bussey.

På dette niveau i børns kognitive udvikling udvikler de meget stereotype kønsroller. Drenge leger med biler og Buzz Lightyear, mens piger leger med dukker og klæder sig ud som prinsesser. Indtil de er syv-ni år, tror de ikke, man kan tilhøre den ene kategori og samtidig gøre ting, der hører til i den anden. Det gør det svært for børn at afvige fra det, de mener, tilhører deres eget køn. De er altså selv aktivt med til at opretholde bestemte kønsroller.

Det er også omkring de 2,5 år, at børn begynder at opdele sig i grupper baseret på køn, så piger leger med piger, og drenge leger med drenge. Men vennegruppen er ikke bare gode legekammerater, den kan også fungere som et politi, der håndhæver lov og orden. Børn, som indgår i relationer med det modsatte køn eller opfører sig som det modsatte køn, vil i en eller anden grad blive negativt udstillet af gruppen.

Denne oplevelse kommer ikke kun fra vennegruppen. Ofte kommer den også fra forældre, pædagoger og kommercielle sider som reklamer og tv-programmer. Det medvirker alt sammen til at opretholde de tydelige kønsroller og til at internalisere en følelse i børn af at være forkerte, hvis de opfører sig på en måde, der tilskrives det andet køn.

»Der er et stort socialt pres fra flere sider i forhold til at tilpasse sig stereotyperne,« siger Kay Bussey.

Og små børn har tendens til at tilpasse sig. De har ikke kompetencerne til at konfrontere dem, som irettesætter dem, og for eksempel forklare dem, at de er uenige. Det kan få to udfald. Enten tilpasser de sig til den fortolkning af deres kønsrolle, som de møder hos andre, og bliver utilfredse med sig selv, fordi de begrænser deres egen udfoldelse. Eller også fortsætter de med at afvige fra den, hvilket ofte vil resultere i mobning.

Kay Busseys pointe om, at vi socialiseres til, at der findes to forskellige køn, forklarer, hvorfor det kan være næsten umuligt at sætte sig ind i, at der findes mere end to køn, som nonbinære hævder. Men den forklarer ikke, hvorfor nogle synes, nonbinaritet er spændende og interessant, mens andre bliver provokerede.

Den psykologiske forklaring: Nogle kategorier matcher verden

Det har Thor Grünbaum et bud på. Han er lektor på Sektion for filosofi ved Københavns Universitet og forsker i videnskabsfilosofi. Han forklarer, at ’kvinde’ og ’mand’ bare er to kategorier ud af uendeligt mange. Mennesker, voksne, børn, dyr, pattedyr, rovdyr, træer, planter, møbler og mad er alle eksempler på kategorier.

»Vores kategorier fungerer som et kort at navigere efter. Vi har struktureret enorme mængder af viden om verden ved hjælp af kategorisering. Vores inddeling muliggør altså, at vi overhovedet kan kommunikere med hinanden,« forklarer han.

Kategorierne kan inddeles i tre typer. Mange debatter opstår, når vi er uenige om, hvorvidt en kategori afspejler verden en til en, eller om vi selv har fundet på den. Det er tilfældet, når vi diskuterer kønsroller.

Den første type er kategorier, som vi mener en til en afspejler den måde, verden i virkeligheden er på. Altså kategorier, som vi mener findes naturligt i verden, og som vi bare har sat ord på. Det kan være biologiske kategorier som fugle, hunde, pattedyr og mennesker.

Den anden type kategorier er dem, hvor vi er i tvivl om, hvorvidt et fænomen afspejler verden, som den egentlig er. Det er psykiatriske klassifikationer som autisme, autismespektrum, skizofreni, angst og depression et godt eksempel på. Er det inddelinger, vi selv har fundet på, eller er det måden, verden rigtig ser ud på?

Den tredje type er de kategorier, vi helt tydeligt selv har fundet på som eksempelvis djøffunktionærer eller bibliotekarer.

Thor Grünbaums forklaring giver en idé om, hvorfor nonbinære kan provokere og forarge. For de mennesker, som mener, at vores kønsroller afspejler den virkelige verden, kan alle mennesker inddeles i kategorierne ’kvinder’ og ’mænd’. For dem, som mener, kønsroller er socialt konstruerede, er kønsroller konstant til forhandling, og derfor er det ikke på samme måde utænkeligt, at kønnene kan være konstrueret på en anden måde.

Den evolutionshistoriske forklaring: et levn fra jæger/samler-samfundet

Faktisk er der også en evolutionshistorisk forklaring på, hvorfor de to kategorier ’kvinde’ og ’mand’ ligger så dybt i os.

Når vi i dag skelner mellem ’kvinde’ og ’mand’, er vores opdeling baseret på de biologiske forskelle mellem de to køn. Den australske psykologiprofessor Kay Bussey forklarer, at det er et levn fra jæger/samler-samfundet, at vi bruger biologi som et kriterie at kategorisere efter.

»I jæger/samler-samfundet differentierede man de to køn på baggrund af deres biologi, fordi man skulle kapitalisere på mandens styrke og kvindens evne til at amme,« siger hun og forklarer, at de biologiske forskelle på kønnene betød, at de blev socialiseret til at varetage forskellige roller. Sådan var det helt op til 1950’erne, hvor drenge skulle ud på arbejdsmarkedet som voksne, og piger skulle være husmødre. Den rollefordeling var med til at skabe sociale forskelle mellem de to køn.

»Men hvorfor gør vi det stadig?« spørger Kay Bussey. »Den basis, som lå til grund for at differentiere de to køn i jæger/samler-samfundet og helt op til 50’erne, eksisterer ikke længere. Det er ikke længere afgørende for os, at kvinder lærer at gøre én ting, og mænd lærer at gøre en anden. I dag går både mænd og kvinder på arbejde, og både mænd og kvinder passer børn. Alligevel har vi beholdt kategorierne,« siger hun.

Og det er til trods for, at der ifølge Kay Bussey ikke er videnskabeligt belæg for en tydelig binaritet, når man ser på de biologiske forskelle mellem de to køn.

»Vi taler om de biologiske køn, kvinde og mand, som om de er kategorier, der en til en passer på verden, men forskningen påviser store overlap mellem de to køn. Selv ikke hvis vi kigger på kromosomer eller hormoner, får vi en entydig binær opdeling. Nogle kvinder har eksempelvis lige så højt testosteronniveau som mænd. Faktisk er kvinder og mænd mere ens, end de er forskellige,« siger hun.

Selv om vores kategorisering i to biologiske køn ifølge Kay Bussey ikke afspejler den virkelige verden, kan begrebet kategorisering tilbyde en forklaring på, hvorfor kønsdebatten er så konfliktfuld. Hvis kategorierne ’kvinde’ og ’mand’ er en del af det kort, vi navigerer efter, som Thor Grünbaum siger, så må de nonbinære være med til at skabe et element af kaos. Men hvad bestemmer så, at nogle reagerer med nysgerrighed og andre med forargelse på det kaos?

Den biologiske forklaring: intolerance over for uorden

Det har Henrik Høgh-Olesen et bud på. Han er professor i social- og personlighedspsykologi ved Aarhus Universitet og har forsket i flertydighedstolerance og -intolerance. Det er et spektrum, forskere bruger til at måle folks behov for struktur, og det kan ifølge Henrik Høgh-Olesen være med til forklare, hvorfor nogle mennesker reagerer meget voldsomt, når de præsenteres for nonbinære.

»Folk har forskellige tolerancer overfor det fremmede og det ukendte. Hvis du er meget flertydighedsintolerant, har du det svært med uorden i kategorierne, fordi du har et stort behov for struktur. Du har et meget firkantet billede af, hvordan verden ser ud,« forklarer han.

For de meget flertydighedsintolerante kan det være provokerende og angstfremkaldende, når de kategorier, de kender, ikke længere er stabile.

»Det er ubehageligt for dem, når noget ikke længere entydigt er en mand eller en kvinde. Man kan sige, at de bliver søsyge af det, psykologisk søsyge,« forklarer Henrik Høgh-Olesen.

Så hvad er det, der sker, hvis vi forestiller os, at du er ekstremt flertydighedsintolerant, og jeg kommer, sætter mig over for dig og fortæller, at jeg er nonbinær?

»Jeg oplever simpelthen en følelse af angst og ubehag. Førhen kunne jeg regne med, at du så verden på samme måde som mig, men nu ved jeg ikke længere, hvor jeg har dig. Det er angstprovokerende, for hvordan skal jeg nu forholde mig til dig, hvis du hverken passer ned i kassen for kvinder eller for mænd. Verden bliver afbrudt, for jeg kan ikke længere orientere mig i den ud fra de forventninger, jeg indtil nu har haft til dens indretning,« siger Henrik Høgh-Olesen.

I den anden ende af spektret findes de ekstremt flertydighedstolerante. De trives uden struktur og ser flertydighed som en styrke og noget ønskværdigt. De bliver beriget af at opleve kompleksitet.

De fleste placerer sig et sted mellem de to poler og vil have mindre grader af det ene eller det andet.

Henrik Høgh-Olesen forklarer, at vi er født med forskellige behov for struktur og forskellige grader af tolerance eller intolerance over for flertydighed og nye fænomener. Men det betyder ikke, vi ikke kan ændre os. Vi udvikler tolerance gennem uddannelse og erfaring. Eksempelvis bliver vi mere tolerante over for de ting, vi ofte bliver mødt af, fordi vi vænner os til dem, og vi kan også selv aktivt arbejde imod vores grad af intolerance eller tolerance.

»Trækkene er ligesom en strøm, og den fører os uvilkårligt bestemte steder hen, medmindre vi virkelig beslutter os for at ro imod den. Det kan være meget svært, hvis strømmen er stærk. Men det er en opgave, vi kan tage på os,« siger Henrik Høgh-Olesen.

Kigger man på den nærmeste fremtid, vil kønsdebatten formentlig fortsætte med at splitte os. Spørger man den australske psykologiprofessor Kay Bussey om den fjerne fremtid, lyder svaret:

»Jeg tror, vi bevæger os i retning af et nonbinært samfund. Det vil tage lang tid, og vi vil først have et nonbinært samfund, når vi ikke længere fremhæver køn og eksempelvis klæder små børn på i lyserødt eller blåt tøj og har kønnede navne. Til den tid vil vi ikke lave aktiviteter på baggrund af, om de er ’for piger’ eller ’for drenge’, men på baggrund af, hvad vi har lyst til.«

Serie

Hverken ’han’ eller ’hun’

Personer, der hverken betragter sig som mænd eller kvinder, har det seneste år for alvor fået opmærksomhed i offentligheden. Flere betegner sig som nonbinære, og mange ønsker ikke at blive omtalt med ’han’ eller ’hun’, men derimod med ’hen’ eller ’de‘. Det ønske har skabt voldsom debat.

I en artikelserie sætter kulturredaktionen debatten på pause og undersøger i stedet fænomenet forfra: gennem sproghistorie, psykologi, filosofi, kunsthistorie, portrætter og fotos forsøger vi at blive klogere på, hvilken betydning de nye kategorier og pronomener har.

Seneste artikler

  • »Det vigtigste er at møde anderledeshed med nysgerrighed, respekt og undren«

    3. april 2020
    Personer, der hverken betragter sig som mænd eller kvinder, har det seneste år fået stor opmærksomhed i offentligheden. Men ofte foregår diskussionen uden om dem, det egentlig handler om. Her er tre beretninger fra personer, der alle identificerer sig selv som nonbinære
  • I kunsten behøver man ikke at vælge det ene eller andet køn

    20. marts 2020
    I kunsten har der længe været positioner, der har forsøgt at bryde den gamle dikotomi mellem de to herskende køn. Enten ved at veksle mellem de to udtryk, eller ved aldrig at vælge side. Kunstredaktør Maria Kjær Themsen fører os som led i vores serie om hverken at være ’han’ eller ’hun’ gennem perspektiver fra kunsthistorien
  • Nonbinær forfatter: Andre steder i sproget har vi jo heller ikke kun to gensidigt udelukkende kategorier

    12. marts 2020
    Ida Holmegaards tredje bog hedder ’LOOK’ og handler om tøj og litteratur. Men også om en forfatter, der finder sprog for at beskrive sin egen kønsidentitet. Nemlig som både mand og kvinde – som nonbinær. Der er ikke nogen grund til at insistere på, at der udelukkende findes to køn, ligesom man heller ikke insisterer på, at der kun findes regn og sol, siger forfatteren. Normalt ser man nye kategorier som løsninger på sproglige problemer

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kent Nørregaard

Måske fordi at folk begynder frit at opfinde deres egne køn, hvide kvinder i USA identificerer sig som sorte og mænd der hellere vil være kvinder vil på dametoilettet. Selveste femi-ikonet Elisabeth Warren leger indianer uden at være det.

Alexander Humboldt vender sig i graven, det samme gør Darwin. En ny religion er ved at erstatte fakta med følelser. Og den er intolerant som bare f..... . For gud nåde trøste den der ikke underlægger sig disse nyreligiøses personlige følelser. "For hvad køn er hen lige?" Skal man i dag spørge. Og det meget lange svar forventes man at skulle kunne huske til tid og evighed. Vedkommendes seksualitet skal man også kunne huske. Den fik man gratis oveni hatten.... underligt, da man ikke spurgte til den.

ulrik mortensen, Erik Karlsen, Torben Bruhn Andersen, Morten Simonsen, Jens Jensen og Anders Mørk anbefalede denne kommentar
Irene Clausens

Hej, hvorfor bruger artiklen mon begrebet : det modsatte køn - uden at sætte det i apostrof ‘det modsatte køn’?

Steffen Gliese

Køn er konstruktion, og det ses deraf, at køn til alle tider og i verdens diverse egne konfigureres vidt forskelligt.

Lotte Tvede, Anders Olesen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Jeg har intet problem med nonbinære. De skal bare gøre mig den tjeneste at anerkende min opfattelse af biologisk køn (hvilket faktisk eksisterer) som afgørende for mine seksuelle præferencer.

Jeg vil ikke kneppe en nonbinær mand. Jeg vil godt kneppe en nonbinær kvinde (teoretisk set - i virkeligheden ville jeg nok finde den træls).

Der skal være plads til alle, selv dem der tro på noget, som er lidt "specielt"
Men mit problem er at jeg skal give dem ret i deres syn og de vil havde statsmagt til at udøve deres tro over andre, og at man skal kunne blive straffet hvis man snakker troen imod.

hvordan er vi noget her til.
For Staten, firmaer og vores medier er en Enabler i dette spil. Dette der er så langt væk fra virkeligheden, men klare tegn på at det er blevet til en religion. og de operere desværre også som en kult.

For snakke du imod eller træder ude for. Så skal du passe på. Så kan du blive: forfulgt, Deplatforme. udsat for offentlig shaming, anmeldt for Hate crime. men også udsat for forsøgt på at blive fyret.

Steffen Gliese

Jens Jensen, det er meget simpelt: hvis man selv vil respekteres for det, man ser sig selv som, må man respektere, at andre ser sig selv anderledes. Andet ligger der ikke i det.

Lotte Tvede, Anders Olesen, Troels Ken Pedersen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

Steffen,
hvordan er køn en konstruktion? Kan du forklare nærmere?

@Steffen Gliese
At respektere er en ting,
at give en person ret i personens tro/"ideologi", er noget helt andet.

For dette bærer præg af magtspil, ordlege og “burn it down”, og det kan jeg ikke se noget godt komme ud af. For dette er et forsøg på social kontrol og har slet ikke noget med at respektere at gøre.

Men ja der skal være plads til selv dem, der tror på jorden er flad.. Men det er ikke deres syn der skal bestemme fakta, fordi deres følelser siger noget andet.

Bjørn Pedersen

@Steffen Gliese
Gælder det også hvis man ser sig selv som en overlegen race, et uopdaget og ikke værdsat geni, eller hvis du ser sig selv som del af et fællesskab hvor det pågældende fællesskab ikke ser dig som medlem af deres fællesskab? Såsom Rachel Dolezal der gerne ville identificere sig som amerikansk sort, men hvor de amerikanske sorte ikke accepterede hende som en af deres? Er en dansker f.eks. japaner fordi han elsker anime og kan tale japansk og ser sig selv som japansk, og kan man kun respektere de "ægte" japanere hvis de accepterer den danske anime-elsker som oprigtigt én af "deres"? Og når Trump gerne vil respekteres for at være en stor og succesfuld forretningsmand, der er ekspert i alt muligt og bliver fornærmet når nogen modsiger ham... er det så også sådan et eksempel på at vi bør respektere folk for "det de ser sig selv som"?

Så nej, det du siger lyder jo ganske sympatisk og simpelt at indprente, men dit udsagn lægger al for megen vægt på det individuelle plan, på at det alene er individet selv der bestemmer hvad det er, hvor det hører til, hos hvem det hører til, og hvad ord skal have af nye betydninger.

Er det videnskabelig belæg for at køn ikke bare er binær? Ja. Er alle de mennesker der hævder at være nonbinære, folk der falder reelt og videnskabeligt ind i de kategorier af folk med særlige kromosonelle sammensætninger, der hverken er "mand" eller "kvinde"? Det tvivler jeg på, der er altid "posere" og folk der føler status i at præsentere sig som mere unikke end de er, men jeg tror at der findes "ægte" transpersoner, hvor der ikke kan være tvivl om at de virkelig føler at de ikke er det køn de biologisk er født med.

Og jeg kan respektere at disse mennesker føler hvad de føler, at de føler at deres kønsidentitet ikke svarer til samfundets traditionelle indskrænkning, og at de i nogle tilfælde også fysisk ændrer på sig selv for at finde sig mere tilpas, og at de skal beskyttes mod diskrimination. Alt det kan jeg både respektere og acceptere. Og når en transkvinde, eller transmand skal refereres i tredjeperson, tiltaler jeg dem også ved deres korrekte pronomen. Men de er ikke blevet til et andet køn af den grund. Det er bare ordet "mand" og ordet "kvinde", der har skiftet betydning. De er ikke blevet til f.eks. den gamle forestilling om "kvinde", disse kvinder er stadig deres egen gruppe ... de har bare ikke længere noget unikt navn.

Respekt er at få folk til at føle sig værdsat, det er ikke bare at tale dem efter munden og anerkende dem i deres billeder af dem selv, uanset hvad disse er.

Bjørn Pedersen

(Altså, jeg sværger, hver gang jeg skriver disse åbenbart lange indlæg ser de ikke så lange ud. De føles heller ikke lange, fordi jeg skriver hurtigt... men så er vi jo tilbage til det der med at se sin egen virkelighed på én måde, mens samfundet måske ser det på en anden... ;-P )

Lars Steffensen

Det er ofte spild af tid og kræfter, hvis man forsøger at tale landsbytossen til fornuft.