Læsetid: 7 min.

Idéhistoriker: »Vi har for længst vænnet os til at give køb på friheden for sikkerhedens skyld«

Den tilnærmelsesvise undtagelsestilstand, vi befinder os i, forstærker og afslører ifølge professor i idéhistorie Mikkel Thorup en fundamental samfundsmæssig tendens, der allerede længe har gjort sig gældende: Det er ikke længere menneskets autonomi, der er politikkens omdrejningspunkt, men dets sårbarhed
Undtagelsestilstanden ændrer magtbalancen mellem stat og individ til statens fordel, påpeger Mikkel Thorup.

Undtagelsestilstanden ændrer magtbalancen mellem stat og individ til statens fordel, påpeger Mikkel Thorup.

Sigrid Nygaard

27. marts 2020

»Selv om coronapandemien er en unik ny situation, lå vores måde at forholde sig til den på allerede på forhånd nogenlunde fast. De fleste af os har handlet efter mønstre, der allerede lå i vores samtid, inden nogen havde hørt om coronavirus.«

Sådan siger Mikkel Thorup, der er professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet. Da der i forrige uge gradvist blev lukket ned for forsamlings- og bevægelsesfriheden i Danmark, sad han og hans familie for sig selv i en norsk skihytte og så »hvordan verden blev mere og mere mærkelig og lukket«. Ude på løjperne var de på én gang fuldt informerede og fuldstændig afkoblede fra den enorme omvæltning, der fandt sted i resten af verden.

At vende hjem til den tilnærmelsesvise undtagelsestilstand i Danmark var en brat overgang, men ikke i egentlig forstand overraskende. Som forsker i politisk idéhistorie opfatter Mikkel Thorup den nuværende krise som en radikalisering af en tendens i vestlig politik, der allerede har gjort sig gældende i årtier. Der er simpelthen sket et fundamentalt skred i opfattelsen af såvel politik som af de mennesker, politikken vedrører.

Hvor man tidligere i den moderne politiks historie så mennesker som autonome, rettighedsbærende individer, ser man nu i højere grad på mennesket som en skrøbelig, sårbar og potentielt farlig krop, der skal beskyttes mod udefrakommende eller selvpåførte trusler. Og hvor politik før primært handlede om at realisere visioner, handler det i dag i højere grad om at beskytte status quo mod katastrofer. Det er det, der manifesterer sig lige nu – om end i en kraftigt forstærket form.   

»Det, der interesserer mig, er, hvordan vi har lært at være sårbare og farlige kroppe, før epidemien startede. Den tankegang lå implicit i årtierne før. Da lærte vi det, der nu er blevet meget dramatisk og tydeligt,« siger Mikkel Thorup. 

Fra autonomi til sårbarhed

Når det meste af verden lige nu har afværgelsen af en sundhedsmæssig katastrofe som sit primære fokus, er det ifølge Mikkel Thorup en generel tendens, der bliver sat på spidsen.

»Det, politikken lover os nu, er ikke at bremse virussen, men at udsætte det uundgåelige og frygtelige. Det er på den ene side pandemiens natur, på den anden side flugter det perfekt med den måde, politikken har talt om sig selv de sidste mange år. Vi lærer at være taknemmelige over, at katastrofen ikke bliver større, end den nu gør. Der ser jeg et næsten 1:1-sammenfald mellem en generel tendens og så coronasituationen.«

»Hvor man før har fokuseret på menneskets autonomi, selvstændighed og selvberoenhed, ser man nu i stigende grad mennesket som et sårbart væsen, der har behov for hjælp og beskyttelse. Idealet er ikke længere at nå frem til noget bedre, men at forhindre det hele i at blive værre.

I en klassisk ideologibaseret politikforståelse har det handlet om, hvilken bedre fremtid vi gerne vil have. Nu har fokus flyttet sig fra at udvide menneskelig autonomi og frihed til at beskytte mennesker, der er sårbare.

Coronavirussen er næsten for god en illustration af den tendens,« fortsætter Mikkel Thorup: »Vi har behov for beskyttelse, karantæne og grænser. Håndsprit og masker. I sådan en situation betoner man ikke mennesket som rettighedsbærende individ, men som en krop.«

Mikkel Thorup fremsætter den forsigtige påstand, at skiftet fra autonomi til sårbarhed skete omkring Murens fald, der for Vesten medførte en affortryllelse af politikken: »Der kom større fokus på, hvad politikken ikke kan, end på hvad den kan, og en konsensus om, at utopier og ideologier er urealistiske, naive og farlige.«

Tendensen til at fokusere på beskyttelse frem for frihed blev accellereret af terrortruslen efter den 11. september. Mikkel Thorup ser coronakrisen som endnu en accelleration af den samme tendens.

»Med fare for at se alt bekræftet så er det at være skjult smittebærende, hvor man med sine almindelige hverdagsaktiviteter udsætter andre for fare, og samtidig selv er udsat, den ultimative illustration af den lange bevægelse, jeg har skitseret, hvor man ser sig selv både som sårbar og farlig. At gøre de mest normale ting – at gå på arbejde, passe sine børn – er blevet farligt.«

Folketinget som ekspeditionskontor

Officielt er der ikke erklæret undtagelsestilstand i Danmark – det er ikke sket siden Anden Verdenskrig – men undtagelsestilstand er ikke desto mindre det begreb, mange tyer til, når den midlertidige suspension af forskellige rettigheder og former for frihed skal beskrives. 

Den klassiske, klart definerede juridiske undtagelsestilstand giver den udøvende magt ekstra beføjelser i ekstraordinære krisesituationer med det erklærede formål, at samfundet skal kunne vende tilbage til normaltilstanden, når truslen mod nationen og dens befolkning er overstået.

Det er også sådan, regeringen præsenterer sine indgreb, der skal bekæmpe spredningen af coronavirussen. Mikkel Thorup understreger, at undtagelsestilstanden ikke indebærer en total suspension af de normalt gældende retsprincipper:

»Det er klart, undtagelsestilstanden ændrer magtbalancen mellem stat og individ til statens fordel, men vi står jo ikke i en situation, hvor Mette Frederiksen har frataget os alle vores rettigheder, så hun nu kan gøre hvad som helst. Vi opretholder det meste af den normale lovgivning, de fleste rettigheder og det meste af institutionernes praksis, og så suspenderer man kortvarigt enkelte dele.« 

De sidste par årtier har der med Mikkel Thorups ord eksisteret en »hel lille industri af undtagelsestilstandsteoretikere,« som er udsprunget af den italienske filosof Giorgio Agambens værker Homo Sacer (1995) og Undtagelsestilstand (2009). Denne politiske filosofi er Mikkel Thorup også selv inspireret af, men han mener dog, at »mange ikke har nok blik for de rettigheder, der trods alt gør sig gældende i en undtagelsestilstand«.

»Agamben beskrev undtagelsestilstanden som et retstomt rum, hvor der dybest set ingen love og rettigheder findes. Jeg mener, vi snarere skal opfatte undtagelsestilstanden som et midlertidigt og afgrænset indbrud i normaliteten.«

Ifølge Mikkel Thorup er det særligt interessante ved den nuværende situation, hvordan coronakrisen forstærker og tydeliggør forandringer, der har fundet sted generelt i politik de seneste par årtier. Et eksempel er, at politikkens centrum er skiftet fra parlamentet til regeringen:

»Aktuelt ser vi Mette Frederiksen træde frem som den stærke regeringsleder og et Folketing, der i bedste fald er blevet ekspeditionskontor og reelt er irrelevant for håndteringen af situationen. Dette skift ser man i alle undtagelsestilstande. Det interessante er, at man løbende har set den samme tendens til, at regeringerne er blevet styrket på bekostning af parlamenterne. Agambens pointe er, at man i demokratisk politik har set det samme langsomme vedvarende skift fra parlamentet til regeringen.« 

Det slår Mikkel Thorup, hvor genkendelige mange aspekter af coronakrisehåndteringen er:

»Det overrasker mig ikke, at Mikael Jalving sammenligner virus med indvandring, eller at Mette Frederiksen træder frem som den handlekraftige leder, eller at Folketinget reduceres til et gummistempel. Det overrasker mig ikke, at vi er klar til at give køb på vores frihedsrettigheder for løftet om sikkerhed, eller at det politiske løfte handler om at afværge eller udsætte det katastrofiske frem for at bringe os et bedre sted hen. Alt det var også en del af politikken før. Det er blevet mere tydeligt nu, men det er ikke et brud med, hvordan tingene plejede at foregå.«

Skrøbelig eksistens styrker staten

Mikkel Thorup er spændt på at se, »hvor langt tilliden til staten strækker sig på den anden side af det her«.

Undtagelsestilstanden handler om at genetablere den tabte normalitet. Det afspejles også i de solnedgangsklausuler, som sætter en udløbsdato på de nye beføjelser, regeringen har givet sig til at bekæmpe spredningen af coronavirussen, tidsbegrænsede. Men Mikkel Thorup påpeger, at undtagelsesbestemmelser har det med at overleve den krise, der legitimerer dem. Derfor er det væsentligt at holde øje med, hvilke forskydninger der eventuelt sker på den anden side af krisen:

»Lærer vi at leve lidt lettere med at give køb på vores rettigheder og privatlivets fred til gengæld for statens beskyttelse? Bliver staten glad for de instrumenter, den har fået lov at prøve af? Og vil regeringen blive styrket yderligere på bekostning af parlamentet?« spørger Mikkel Thorup og understreger, at disse eventuelle forskydninger i så fald vil udspringe af en tendens, der allerede er i gang.

– Men er det så underligt, hvis man sætter sin lid til staten i en situation som denne? En global pandemi kan vel også ses som en situation, der netop bekræfter statens legitimitet.

»Helt overordnet tror jeg, at hver gang det er menneskets skrøbelige eksistens, der er omdrejningspunktet, bliver staten styrket. Vi bliver mindre bekymrede for vores rettigheder og mere bekymrede for vores sikkerhed. Hvis det lykkes staten at beskytte os, vil en handlekraftig rettighedsbegrænsende, autonomiindsnævrende politikform vinde bredere gehør.«

Mikkel Thorup peger på antiterrorlovgivningen, der fulgte i kølvandet på den 11. september, som et eksempel på, at vi i Vesten lærte at leve med, at vores egne rettigheder blev indskrænket, at andre menneskers rettigheder blev ekstremt begrænset, og at graden af overvågning blev øget voldsomt.

»Vores justitsminister fortæller os, at jo mere overvågning man har, jo mere frihed har man – den mest håbløse påstand endnu hørt i dansk politik. Vi har vænnet os til at give køb på friheden for sikkerhedens skyld. Hver gang vi gør det, har vi styrket statsmagten og dens legitimitet som beskytter.«

Spørgsmålet er, mener Mikkel Thorup, om man vil betragte faren som ovre, når coronavirussen er under kontrol, eller om man vil begynde at betragte pandemier som et nyt livsvilkår på samme måde, som man gjorde med krigen mod terror. Mikkel Thorup kan godt forestille sig, at der opstår en ny normaltilstand, hvor man forbereder sig på den næste pandemi, ud af den igangværende coronakrise:

»Ærligt talt synes jeg, det er det mest sandsynlige fremtidsscenarium.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Poul Simonsen
  • Carsten Svendsen
  • Hanne Utoft
  • Søren Veje
  • Carsten Munk
  • Ejvind Larsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Agnete La Cour
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Rune Palm
  • Bjarne Toft Sørensen
Hans Larsen, Poul Simonsen, Carsten Svendsen, Hanne Utoft, Søren Veje, Carsten Munk, Ejvind Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Agnete La Cour, Maj-Britt Kent Hansen, Rune Palm og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

"Hvor man før har fokuseret på menneskets autonomi, selvstændighed og selvberoenhed,"

Idéhistoriker mikkel thorup befinder sig i en forestilling om "menneskets autonomi, selvstændighed og selvberoenhed", som magten har fundet det belejligt at indgive os, alt imens den selv samme magt i det mere eller mindre skjulte har tilranet sig stadig større magt. Hvilket bedrag, og hvorlænge endnu?

"Spørgsmålet er, mener Mikkel Thorup, om man vil betragte faren som ovre, når coronavirussen er under kontrol, eller om man vil begynde at betragte pandemier som et nyt livsvilkår på samme måde, som man gjorde med krigen mod terror. Mikkel Thorup kan godt forestille sig, at der opstår en ny normaltilstand, hvor man forbereder sig på den næste pandemi, ud af den igangværende coronakrise:"

Pandemier er globaliseringens produkt, og globaliseringen vil ingen i den besiddende klasse af med; globaliseringen er på flere måder den sidste vækstgenerator, storkapitalen har til rådighed i den bestræbelser på at akkumulere yderligere kapital. Derfor kommer vi ikke af med pandemier, før vi er af med klassesamfundets priviligering af dets øverste lag, og da der ikke er udsigt til nogen form for bæredygtig revolutionsudvikling, vil pandemierne bestå - og grundlaget for at bevare totalitær lovgivning være til stede. Dén lovrevision, som følger af solnedgangsklausulerne vil derfor meget let kunne få karakter af et 'ansvarligt' Folketings ønske om fortsat at kunne 'sikre' Danmark og danskerne, når/hvis nye viruskomplekser toner frem og fordrer 'samfundssind' plus 'ansvarlighed'.

Glemmes skal det at samme Folketing i årtier har demonstreret at det bl.a. gerne sælger dansk infrastruktur for en slik til udenlandsk storkapital, at det gerne indskrænker den demokratiske kontrol med regerings- og magtudøvelsen, at der gerne kreerer fjendebilleder og begår striber af krigsforbrydelser og at det gerne øger uligheden via dæmonisering af i forvejen udsatte. befolkningsgrupper. For vi kan jo stole på vore myndigheder, på vore traditionelle medier og på vore politiske 'ledere', som i virkeligheden blot vil dig og demokratiet det allerallerbedste.

Trond Meiring, Poul Simonsen, jens rasmussen, johnny volke, Werner Gass, Erik Winberg og Jens Kofoed anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Sådan siger Mikkel Thorup, der er professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet. Da der i forrige uge gradvist blev lukket ned for forsamlings- og bevægelsesfriheden i Danmark, sad han og hans familie for sig selv i en norsk skihytte og så »hvordan verden blev mere og mere mærkelig og lukket«. Ude på løjperne var de på én gang fuldt informerede og fuldstændig afkoblede fra den enorme omvæltning, der fandt sted i resten af verden.
Hvor man tidligere i den moderne politiks historie så mennesker som autonome, rettighedsbærende individer, ser man nu i højere grad på mennesket som en skrøbelig, sårbar og potentielt farlig krop, der skal beskyttes mod udefrakommende eller selvpåførte trusler.»Vi har behov for beskyttelse, karantæne og grænser. Håndsprit og masker. I sådan en situation betoner man ikke mennesket som rettighedsbærende individ, men som en krop.«

Jeg mener, vi snarere skal opfatte undtagelsestilstanden som et midlertidigt og afgrænset indbrud i normaliteten.«
Ja det er vel derfor det hedder undtagelsestilstand eller hvad ?
Mennesket som krop tjah , man må gå ud fra at Thorup var i Norge for at dyrke sin krop og udnytte sin ferie midt i marts måned ( en hårdt tilkæmpet rettighed ?). En betingelse for at tænke visionært er jo at man er der, altså levende. En god del af kampen for de mest udbyttede gik jo bl.a. ud på at deres kroppe ikke blev smadrede, ikke fik infektionssygdomme og andet kedeligt, mens de velaflagte var på højfjeldshoteller og ikke behøvede at tænke på krapylet. Ja helt almindelige mennesker bekymrer sig om deres liv og overlevelse. Det er ikke en undtagelsestilstand, som tilsyneladende generer Thorup, men et simpelt ønske om overlevelse.

Rikke Nielsen

Et samfund, der afleverer halvdelen af deres indtjening til fællesskabet, er allerede vant til at gå i takt...

Erik Fuglsang, Jens Winther og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Rikke - 'halvdelen af deres indtjening' - når præmissen er det eksisterende system, er det ikke en valid beregning.

Steffen Gliese

Det er en alt for sort hvid konflikttegning - det handler jo om, at bremse det værre, for at kunne komme videre med det, der er fremskridt. Det er ikke et ændret syn på udviklingen - men det komplicerede denne gang er, at det faktisk er i nogenlunde denne retning, som virussen tvinger os, at vi fremover kommer til at gå - og det med tiden med glæde.
Der er allerede ansatser til, at folk er glade for at kunne arbejde hjemme, være mere sammen med deres børn og øvrige familie, indse at rejser ikke er nær så interessante og ophidsende, når de er blevet en vane uden egentligt mål osv. osv.
Alt sammen en stor hjælp til os, når vi skal sadle om og tackle en klimakrise.

Lillian Larsen, Ete Forchhammer og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Næ, Rikke Nielsen, for deres indtjening beror på, at de får det dobbelte i løn af, hvad arbejdsgiverne ellers ville betale.
Men lad os da forenkle og afkræve arbejdsgiverne en afgift for at få lov til at drive virksomhed indenfor Europas grænser og friholde den private borger for skat under et vist beløb (for at forhindre virksomhederne i ved overbetaling af deres ledere at bringe overskuddet ned).

Rikke Nielsen

Steffen Gliese

Det er vel et spørgsmål om ord, om det er medarbejderne, der betaler halvdelen af deres indtægt til fællesskabet, eller om det er arbejdsgiverne, der betaler et 1:1 gebyr til staten for at have en medarbejder ansat. Begge fortolkninger giver samme resultat; staten får over 1.000 millarder at omfordele med.

Man kan så argumentere for, at den sidste fortolkning nok bedre forklarer, hvorfor det er vigtigt at have arbejdsgivere og arbejdspladser for også at have et velfærdssamfund. Arbejdsgivere og arbejdspladser er ikke altid fjenden. Hvilket måske også kunne give en bedre forståelse for behovet for økonomisk støtte til virksomheder her under coronakrisen; samfundet ville være virkelig f*cked, hvis der ikke var nogle virksomheder tilbage efter vi kommer ud af krisen.

Erik Fuglsang

@Rikke Nielsen
27. marts, 2020 - 18:47
"Et samfund, der afleverer halvdelen af deres indtjening til fællesskabet, er allerede vant til at gå i takt..."

Ja, de fleste afleverer halvdelen af deres indtjening til fællesskabet, nogle endda endnu mere pga det progressive skattesystem.

Hvis jeg må stille dig to spørgsmål, Rikke:
Betaler vi for meget i skat til fællesskabet?
Er omfordelingen fra dem, der bidrager, til dem, der er nettomodtagere, for kraftig i din optik?

Det undrer mig meget, at Mikkel Thorup, ikke henviser til Hobbes som (hørt bl.a. i Supertanker på P1)
mente, at individerne i et samfund, f.eks. det danske, frivilligt opgav en del af deres selvstændig, og autonomi, og overgav den til suverænen, fyrsten, monarken, i moderne tale, staten, som så sikrede deres tryghed og sikkerhed gennem forskellige tiltag, bl.a. gennem statens voldmonopol:

når staten ikke længere kan sikre, ikke vil sikre, eller borgerne oplever, at staten ikke sikrer deres sikkerhed og tryghed, så er det, at de som i USA, i krisetider, bl.a. køber flere våben....

Pointen er her den, at i krisetider som de vi er lige nu, forventer borgerne, i hobbesk forstand, at staten sikrer tryghed og sikkerhed for dem, herunder også, at staten sikrer madforsyningerne
til dem :)

Og det er jo præcis det som Mette F. som den stålsatte regeringsleder gør lige nu!

:)

torben - nielsen

Hvordan kan man tordne imod den stakkels, helt alene, ene procent, og så samtidig underbygge sit argument ved at linke til facebook??

Enten mangler der en kobling her, eller også er der en kobling for meget.

Steffen Gliese

Det handler vel bare, Rikke Nielsen, om, at virksomheder og arbejdsgivere er særdeles vrangvillige, når det handler om at betale fællesskabet for de ubetvivlelige fortrin, de lukrerer på. Ethvert firma, der leverer, accepterer man uden at kny, men hele grundlaget for overhovedet at kunne oprette og drive virksomhed, forsøger man på mange måder at unddrage sig.

torben - nielsen

Yep, - det er ligesom når jeg er nødt at spekulere i aktier på børsen, for at få råd til lidt praktisk anvendelig socialisme!!

Randi Christiansen

"Hvordan kan man tordne imod den stakkels, helt alene, ene procent, og så samtidig underbygge sit argument ved at linke til facebook??"

Du må lige forklare, torben - nielsen, hvordan det at linke til fb kan være i modsætning til at kritisere den ene procent?

torben - nielsen

OK, Facebook er bygget op af Mark Zuckerberg, og tjener i dag deres penge, blandt andet på annoncer, og her er de afhængig af den trafik, eller klik, der er på deres website.

Så når man linker til Facebook, og øger trafikken på deres website, er man med til at de tjener penge.

Og Mark Zuckerberg ejer, så vidt jeg ved, stadigvæk 15% af aktierne i Facebook.

Det gør ham til en af den ene procent.

Randi Christiansen

Selvom, torben - nielsen, fb tjener penge på min systemkritik, står den der alligevel. Vi må jo benytte os af de tilgængelige kanaler.

Hvilke personer, der udgør den ene procent, kan vi kun gisne om. Og hvorledes den enkelte aktør anvender sine midler, er også skjult. Det eneste resten - de 99% - kan vurdere, er konsekvenserne af den magtkamp, der finder sted. Det er ikke kønt, og det kunne ovenikøbet være endnu værre.