Inden Danmark lukker ned: Skynd dig at få fat i nyoversættelsen af storværket ’Dekameron’

Mens landet dag for dag er blevet lukket ned, har nærværende læser haft den lykke dagligt at kunne åbne en bog eller rettere to fyldt med overdådig fortællekunst. Det drejer sig om den nye danske oversættelse af Boccaccios storværk Dekameron, hvis handlingsramme coronapandemien har gjort så sørgeligt højaktuel. For forfatteren tager afsæt i pesten i Firenze i året 1348, en byldesygdom, som i perioden fra maj til september bortrev over 100.000 mennesker eller over halvdelen af byens befolkning.

Det berettes i optakten, hvordan gaderne, især om morgenen, flød med lig. Nogle blev lagt i kister, undertiden flere end én i hver, andre blev båret væk på et bræt. På kirkernes begravelsespladser anlagdes mægtige kuler, hvor de døde blev »stuvet sammen i lag som varer i lasten på et skib. De øverste lå så højt, at der ikke skulle ret meget jord til at dække dem og fylde graven op«.

Samtidig gik den sociale orden gradvist i opløsning. Nogle borgere sluttede sig sammen og lukkede sig inde i velhaverhuse, »hvor der ikke var nogen syge, og hvor man kunne leve godt. De spiste udsøgt mad og drak fremragende vine med stort mådehold og undgik enhver form for vellyst, de talte ikke med folk udefra og ville intet høre om død og sygdom«.

Andre derimod turede ubekymret rundt i byen, drog syngende fra det ene værtshus til det andet og tilfredsstillede enhver mulig lyst, ofte i ejendomme, beboerne havde måttet forlade.

»De, der skulle have forvaltet og håndhævet lovene, var ligesom andre mennesker enten døde eller syge.«

Læsning, leg og spadsereture

I denne kaotiske undtagelsestilstand arrangerer forfatteren en art idealverden, en litterær utopi. Det hele begynder på en tirsdag, hvor syv kvinder i alderen fra 18 til 28 år mødes efter messen i kirken Santa Maria Novella og beslutter at drage ud af byen. I det samme kommer kæresterne til tre af dem til stede og bliver tilbudt at tage med. Og om onsdagen slår de ti sig ned på et landsted med en stor, smuk gård i midten og med loggiaer, sale og værelser og kældre med ædle vine, alt sammen omgivet af enge og pragtfulde haver med brønde med det friskeste vand. Senere flytter de til et smukt lille hus.

Men programmet forbliver det samme:

Formiddagen anvender man på læsning, leg og spadsereture. Eftermiddagen går med fortælling, otte dage med fælles opgivet emne, to dage med motiv efter eget valg. Om aftenen bliver der spillet musik og danset, og inden man hver især går til ro, foredrages til strengespil et yndefuldt og kunstfærdigt digt. Alt sammen i den skarpest tænkelige kontrast til den sammenbrudte verden i de ti unge menneskers fælles hjemby.

Illustrationer fra bogen

Det primære formål med deres behersket luksuriøse eksil var at opretholde sundheden, men dertil kommer en grundmenneskelig trang til at søge adspredelse og dermed modvirke bedrøveligheden, sorgen og frygten.

Sin utopiske dimension får værket dels gennem fremhævelsen af en lang række menneskelige dyder, dels i kraft af udfoldelsen af litteraturen som fristed, fortællekunst som en værdig, dannet og ikke mindst lystig samtale.

Med tungen i kinden

I sin fortale til hele værket, men også i indledningen til den fjerde dag og i afslutningen oven på tiende dag gør Boccaccio meget ud af at forsvare sig mod anklager for moralsk letfærdighed. Mine fortællinger, siger han, er, som de var, da jeg fik dem fortalt, og har netop den form, som de hver især kræver. Og hvad angår det påstået uanstændige indhold, bør man være opmærksom på, at han taler om det med anstændige ord!

Hans historiers rum er hverken kirken eller den filosofiske skole, nej, de hører hjemme i haven, i frihedens rum. Og skulle endelig nogle af dem gå hen og vække lidt forargelse hos en, der hellere vil sige sit Fadervor eller bage hirsekager til sin yndlingshelgen eller præst, kan denne fromme læser jo bare lade dem ligge:

»De render ikke efter nogen for at blive læst.«

Man ser for sit indre blik forfatteren med et glimt i øjet og med tungen i kinden. For vist er der da umoralsk indhold i visse af de hundrede historier. Tag blot syvende dags anden historie, kaldet »Elskeren i krukken«, om fru Peronella, som skjuler sin unge elsker i en kæmpemæssig vinkrukke, men bilder sin ægtemand ind, at lapsen kom for at købe krukken. Som de står dér og skal afslutte handlen, beklager Gianello sig over, at den indvendig var klistret til med indtørret stads, som han ikke kunne kradse af med neglene.

»Jeg vil ikke have den, hvis jeg ikke ser den renset først.«

Ægtemanden tager skjorten af, beder om et lys og en skraber og kravler ned i krukken. Og mens han renser den efter omhyggelige anvisninger fra Peronella, som står med hovedet halvt nede i den og fylder åbningen ud, tilfredsstiller elskeren »sit ungdommelige begær på samme måde som de vilde og brunstige hingste går løs på hopperne på Parthiens vidtstrakte sletter«.

Illustration fra bogen

Det fine og raffinerede ved denne beskrivelse er, at den lader det være helt op til læseren at sætte billeder på situationen. Samme fortielsesteknik anvender Boccaccio, da den unge fromme pige Alibech af en munk i Libyens ørken lærer »at kyse djævelen ned i helvede«, og da den unge gartner Massetto foregiver at være døvstum og derved får ansættelse i et kloster, hvor han først betjener nonnerne, til sidst abbedissen – den mest lystne af dem alle.

Her tales om »den stummes ridekunster« og om hans »natlige ridt«. Og til sidst, da han har redet sig godt træt i abbedissens arme, får han omsider tungen på gled: »Min frue, jeg har hørt sige, at én hane er fuldt tilstrækkelig til ti høns, men at ti mænd kun vanskeligt eller slet ikke kan stille én kvinde tilfreds, og her skal jeg betjene ni. Det kan jeg ikke holde til for noget i verden, og det er faktisk kommet så vidt med mig på grund af det, jeg har gjort indtil nu, at jeg hverken kan yde lidt eller meget. I må derfor enten lade mig gå med Gud eller finde en passende løsning.«

Vil man i denne replik lede forgæves efter frække ord, kan man til gengæld finde masser af pornografiske illustrationer i både ældre og nyere udgaver af Dekameron, endda også ved fortællinger, som strengt taget ikke omhandler erotik.

Værket har af oplagte årsager fået et lummert rygte, hvilket i grunden er ærgerligt, eftersom dets kerne er et forsvar for klogskab, forudseenhed, snarrådighed og intelligens. Disse aspekter af menneskenes rigdom på evner bliver ganske vist indimellem sat aktivt ind på at udfolde Eros som en positiv naturkraft, som mennesker er magtesløse overfor, men det centrale er for forfatteren, at mennesker ikke lyver for sig selv og hinanden om, hvordan mennesket er.

Af samme grund har Boccaccio kun sund kritik tilovers for religiøst hykleri og tilbedelse af kristne relikvier, og når munkene fremstilles som lige så liderlige som så mange andre rammer kritikken jo cølibatet som social konstruktion.

’Nede på jorden’-etik

Sagt på en lidt anden måde fremstår Dekameron som alt andet end umoralsk. Værket propagerer netop for dyder som retskaffenhed, overbærenhed, generøsitet, tålmodighed og ædelhed. Det lovpriser venskabet og »det ædle hjerte« og forankrer sit livsbillede i dagliglivet.

Kirsten Grubb Jensen taler i en afhandling fra 1985 om en epokal forskydning fra gejstlig og høvisk middelalderkultur til verdslig intelligens og beskriver, hvordan Boccaccio i den ene historie efter den anden artikulerer en ’nede på jorden’-etik.

Et eksempel kan være femte dags fjerde historie, kaldet »Nattergalen«, om to unges forårsfriske og meget fysiske kærlighed. Her beder Caterina om at få lov at sove ude på balkonen, så hun kan høre nattergalen synge, mens hensigten i virkeligheden er, at hun i hemmelighed vil muntre sig med kæresten Ricciardo.

Da hendes købmandsfar opdager, hvad der foregår, betænker han, at den unge fyr jo egentlig har penge nok og vil være et godt parti. Nattergalejagten får lov at fortsætte, fordi de sociale normer og de menneskelige følelser stemmer så smukt overens. Farens reaktion spænder ubesværet fra det frivole over det merkantile, og det er værd at lægge mærke til, at datteren tilsyneladende ikke føler skam over sin synd, nej, hun er, da de bliver afsløret, kun ulykkelig, fordi hun fejlagtigt tror, at hun ikke vil få lov at beholde sin elsker.

Illustration fra bogen

Vi møder her den hverdagsbevidste Boccaccio i undergenren ’købmandsnovelle’, gennemsyret af almindelig sans for penge og retfærdighed.

Andre historier hører hjemme i gruppen ’riddernovelle’, atter andre ligner kirkens ’exemplum’-genre, som formidler højmiddelalderens kristne moral, og derudover findes der i værket de jævne krostueeventyr, der rummer den jævne befolknings indsigt i dagligdagens vilkår og livets almene love, og som i mange tilfælde kan koges ned til, at den kloge narrer den mindre kloge.

En veritabel skatkiste

H.C. Andersens »Lille Claus og Store Claus« placerer sig i sidstnævnte kategori. Et decideret nedslag i dansk litteratur af Boccaccio finder vi i åbningskapitlet til J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe, hvor titelfiguren læser tiende dags tiende historie, om Griseldis eller Griselda, som forstødes og på det grusomste nedværdiges af sin mand, angiveligt fordi han ønsker at prøve hende af.

Andre danske forfattere har fra Boccaccio overtaget rammekonstruktionen. Det gælder således for Vilhelm Bergsøe med mammutromanen eller fortællekredsen Fra Piazza del Popolo (1866), for Karen Blixen med »Syndfloden over Norderney« (i Syv fantastiske Fortællinger, 1934/35), hvor dog antallet af indespærrede fortællere er skåret ned til tre ligesom i Svend Åge Madsens Maskeballet (1970).

Fuldt udfoldet optræder rammearrangementet i Septemberfortællingerne (1988), skabt på initiativ af forfatteren Vagn Lundbye og litteraturforskeren Erik A. Nielsen, og omfattende syv gange syv historier fortalt i den undtagelsestilstand, at en teaterbåd flyder rundt i Kattegat efter en ulykke på atomkraftværket i Barsebäck.

Dekameron står ikke alene som den pompøse begyndelse på novellekunsten i Europa. Den er tillige og især en veritabel skatkiste af stadigvæk sprællevende fortællinger. God til trøst i vanskelige tider, men til hver en tid propfuld af klogskab på menneskets natur, herunder vores evne til at overvinde barske forhindringer af både indre sjælelig og ydre fysisk art.

Om Thomas Harders nyoversættelse skal afslutningsvis kun siges, at den fremstår som et mesterværk i sig selv, mest fordi den ikke forfalder til platituder, men tværtimod respekterer originalens ædle tonefald og klassiske retorik.

Antallet af punktummer er, oplyser Harder, sådan cirka det dobbelte af Boccaccios, men så vidt nærværende læser kan dømme, er ikke en eneste underfundig antydning gået tabt. De 326 slutnoter gør kun læseren klogere og øger kun yderligere ens dybe respekt for bankmanden, juristen og diplomaten, til hvis øvrige åndsbedrifter hører den første filologiske og historiske kommentar til Dantes Guddommelige Komedie.

Giovanni Boccaccio: ’Dekameron’. Nyoversat af Thomas Harder. Hoff & Poulsen. 1128 sider. 500 kroner.

Illustration fra bogen