Interview
Læsetid: 6 min.

Instruktør bag Krudttønden-dokumentar: »Med vores film kommer vi nærmere en forståelse«

I denne uge kommer både en dokumentarfilm og en fiktionsfilm, der med forskellige greb behandler terrorangrebet i København i februar 2015. Her fortæller Nils Giversen, instruktøren bag dokumentarfilmen, 'Angrebet – Omars vej til Krudttønden', hvornår han vidste, at han ville lave en film om begivenhederne, og om hvilke hensyn han har taget
’Angrebet’ er ikke et portræt af Omar el-Hussein, men et forsøg på at kortlægge det, der skaber terror.

’Angrebet’ er ikke et portræt af Omar el-Hussein, men et forsøg på at kortlægge det, der skaber terror.

Final Cut for Real

Kultur
3. marts 2020

Nils Giversens dokumentarfilm Angrebet – Omars vej til Krudttønden følger terroristen Omar el-Husseins barndom og ungdom frem til, at han kommer i fængsel et år før hans angreb på Kulturhuset Krudttønden og synagogen i København. Parallelt kortlægges hans færden de sidste 14 dage før. Første del har premiere på DR mandag aften, og filmen vises også på filmfestivalen CPH: DOX. Her fortæller han om arbejdet med filmen.

– Hvornår gik det op for dig, at du skulle lave en film om Omar el-Husseins terrorangreb i København i februar 2014?

»Da angrebet skete, arbejdede jeg på DR som redaktør. Jeg tror, at alle journalister og rigtig mange borgere i Danmark dengang var meget optaget af sagen, og jeg fulgte også med. Nogle sagde, at han var intelligent, andre, at han var en god bokser, andre igen, at han var dybt kriminel. PET sagde, at det hele var gået så hurtigt, at de ikke havde haft grund til at tro, at Omar el-Hussein planlagde angreb. For mig var det ét stort mysterium. Så jeg gik stille og roligt i gang og spurgte min egen chef, om vi ikke skulle prøve at lave noget, der kom tættere på forståelse. Men vi havde ikke så lang tid til research dengang. Parallelt med mit redaktørjob begyndte jeg alligevel så småt at lave tidslinjer, kildelister og den slags.«

– Hvornår vidste du så, at der ville blive en film?

»Det er svært at sige. I 2017 mødte jeg produceren Signe Byrge, som jeg i forvejen kendte perifert, og vi kom til at tale om projektet, som hun gerne ville være med til. Jeg samlede al den research, jeg havde skrabet sammen, og vi skrev en ansøgning til DFI og fik udviklingsstøtte. Vi arbejdede videre, men først i august 2019 fik vi produktionsstøtte og vidste endelig stensikkert, at filmen ville blive til noget.«

»Samme sommer mødtes jeg også med Finn Nørgaards søstre, Helle og Lilian, som jeg først og fremmest ville orientere om projektet og høre, om jeg skulle tage nogle særlige hensyn. Jeg havde frygtet, at de ville sige: ’Stop, vi har brug for fred, vi kan ikke mere’. De sagde, at de havde brug for fred, men de sagde også, at de havde brug for svar på, hvad der var gået galt. Og det viste sig, at de tilbage i 2015 havde kontaktet Folketingets retsudvalg og bedt om flere svar på netop det. I 2019 skrev de et brev stilet ’de danske myndigheder’, hvor de anmodede mig om aktindsigt i alle nødvendige informationer til at afdække angrebet. På den måde fik jeg indsigt i centrale dele af efterforskningen, der ikke tidligere havde været fremme, og som endte med at blive filmens rygrad.«

– Hvor mange kilder har du talt med?

»Der er jo enorm forskel på kilder. Der er folk som Johann Heinemann, Omar el-Husseins lærer i fængslet, som står frem med navn og ansigt og fortæller om sine observationer. Det er en guldkilde, fordi det var under netop det fængselsophold, at der skete en forandring med el-Hussein. Ud over nøglekilderne er der en bred vifte af anonyme kilder, baggrundskilder … Jeg har en kilometerlang kildeliste.«

»Ikke alle har villet tale, og det har jeg jo måttet acceptere. Men min fordel har været, at jeg har haft god tid, så jeg har kunnet opbygge en tillid til kilder og tage ud og mødes med dem. At køre til Sydsjælland og bruge en hel dag med et vidne, der så, hvad der skete på Krudttønden, betyder rigtig meget. Folk har været følelsesmæssigt ramte – det er ikke en overdrivelse at bruge ordet ’traumatiseret’ – men det, jeg synes, der kendetegner alle, jeg har talt med, har været et ønske om at vide hvorfor. Det – og tiden – har hjulpet mig.«

– I filmen har du både interviewet Omars mor, bror, venner og bekendte. Hvordan har du trængt ind i det miljø og fået dem til at fortælle?

»Der er forskel på familie og venner. Moren, som stiller op for første gang, kontaktede jeg for fire år siden. Først på skrift, hvor jeg forklarede, hvem jeg var, og hvad jeg ville. Der gik længe, før vi mødtes, og det har været en meget lang proces, hvor vi i begyndelsen bare talte til baggrund, som vi journalister kalder det. På et tidspunkt tog vi hul på de interview, jeg endte med at måtte bruge i dokumentarfilmen. I forhold til miljøet er det jo altid godt at kende nogen, der kender nogen. Det svære her var, at han blev radikaliseret i fængslet, hvor han ikke var sammen med sine venner. Han var én Omar, da han kom ind i fængslet, og en anden Omar, da han kom ud. For vennerne var det også et mysterium.«

– Er du bekymret for, at nogen kommer til at føle sig krænket eller føler, du er gået for tæt på eller fortalt en forkert historie?

»Jeg tror ikke, der er nogen, der føler, at jeg går for tæt. Der kommer til at være reaktioner, jeg har et indtryk af, at folk kommer til at reagere på meget forskellige ting. Men jeg har gjort mig umage for at finde en balance. Det er ikke sikkert, alle synes, jeg har ramt den balance, det får vi at se. Men jeg har virkelig gjort mig umage for det.«

– Hvordan sikrer man, at deres efterladte og pårørende alle føler sig hørt?

»Jeg har talt med Finn Nørgaards søstre, en af hans bedste venner, familien Uzan og en af Dans nære venner. Jeg har forsøgt at fortælle dem, hvad jeg laver, og at min historie ikke handler om ofrene, men om at forstå, hvad der fik Omar el-Hussein til at gøre, hvad han gjorde. Til Omar el-Husseins mor har jeg sagt, at jeg har gjort det bedste, jeg har kunnet, for at skildre ham fair. Jeg har mødt en del mennesker, som har haft noget positivt at sige om ham. Lærere, sagsbehandlere, pædagoger, klassekammerater. De er med til at nuancere billedet af ham. Men jeg fortæller også om kriminalitet og vold.«

»Dokumentarfilmen er på ingen måde ment som et portræt af Omar el-Hussein. Ambitionen er derimod at kortlægge og skildre de faktorer og mekanismer, der skaber terror – ud fra devisen om, at jo mere vi ved, des bedre kan vi modvirke. På den måde lægger filmen sig i forlængelse af kriminologi og terrorforskning.«

– Der er rigtig mange rekonstruerede scener i filmen. Hvilke overvejelser har du gjort dig om dem?

»Der ligger rigtig meget research bag dem. Vi har forsøgt at lave alt så ægte og korrekt som overhovedet muligt, og det indebærer for eksempel, at vi har været i familien el-Husseins lejlighed. Der bor en ny familie i dag, som vi ad flere omgange og i flere dage har genhuset: Fjernet alle deres ting og indrettet lejligheden, som den så ud, da el-Hussein boede der. Vi har været i de rigtige fængsler, endda de rigtige celler. Vi har bestilt den rigtige kniv, som Omar bestilte. Vi har fået specialsyet tøj og generelt været utrolig minutiøse i forhold til det faktuelle.«

– Hvorfor er det så vigtigt?

»Fordi vi laver dokumentar. Vi ønsker at skildre så dokumentarisk, som vi overhovedet kan. For at styrke troværdigheden. Folk må ikke tro, at vi har fundet på noget. Alt, hvad der er faktuelt, forsøger vi at gengive så korrekt og præcist som muligt. Det er vores dokumentariske ambition.«

– Det er i de her dage fem år siden, du stod over for mysteriet Omar. Føler du, mysteriet er løst nu?

»Det er store ord at sige, at et mysterium er løst. Så det vil jeg ikke gøre. Men jeg synes, at vi er kommet et væsentligt skridt nærmere nogle forklaringsmodeller for, hvilke faktorer og mekanismer der er i spil. Og vi er kommet nærmere en forståelse: Det viser sig, at der var mange tegn og faresignaler forud for angrebet, og at myndighederne kunne have reageret med enten forebyggelse eller operationelt. Filmen dokumenterer, at angrebet ikke skete ud af den blå luft. Så den del af mysteriet kan man godt sige er løst.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

To meget fine dybtgående menneskelige film. Tak for den indsigt. Tak for at lave dem.