Baggrund
Læsetid: 9 min.

I Kirsten Thorups Danmarkshistorie får vi beskrevet storslåede begivenheder i almindelige menneskers liv

Fra 1930’ernes førkrigstid til COP15 i 2009, og midt imellem det ungdomsoprør, skel mellem land og by, storbylivets eksistenser, velfærdsstatens udfordringer og det moderne samfunds institutioner. Med et mylder af karakterer skildrer Kirsten Thorup gennem sit godt 50-årige forfatterskab et Danmark i stadig bevægelse. Vi tegner her et portræt af det Danmark, forfatteren indfanger med sine værker
Fra 1930’ernes førkrigstid til COP15 i 2009, og midt imellem det ungdomsoprør, skel mellem land og by, storbylivets eksistenser, velfærdsstatens udfordringer og det moderne samfunds institutioner. Med et mylder af karakterer skildrer Kirsten Thorup gennem sit godt 50-årige forfatterskab et Danmark i stadig bevægelse. Vi tegner her et portræt af det Danmark, forfatteren indfanger med sine værker

Sara Houman Mortensen og Scanpix

Kultur
20. marts 2020

Kirsten Thorups forfatterskab er kendetegnet ved en flerstemmighed. Både på et formmæssigt og et indholdsmæssigt plan har vi i hendes værker mødt utallige karakterer, stemmer og fortællere, der skifter livsbane, identitet og synsvinkel – lige fra debuten i 1967, digtsamlingen Indeni-udenfor, frem til i dag, hvor Kirsten Thorup udkommer med romanen Indtil vanvid, indtil døden.

Forfatterskabet afdækker knap hundrede år af Danmarkshistorien. Det begynder i 1937-39 med romanen Førkrigstid (2006), der gennem hovedkarakteren Dinna skildrer tiden, anelsen om en ny tid og spændingerne lige før Anden Verdenskrig set fra den lille by Gelsted på Fyn.

Og indtil videre er vi nået til Erindring om kærligheden (2016), hvor vi er med aktivister til demonstration i forbindelse med FN’s klimakonference i København i 2009, COP15, hvor videokunstneren og den ene hovedkarakter Siri er blandt dem, der anholdes af politiet.

Dette spænd, som forfatterskabet strækker sig over, bearbejder i litterær form store forandringer i det moderne, danske samfund: den demografiske bevægelse fra land til by; storbyeksistens og arbejderklasse; hvordan velfærdsstaten overtager funktioner, der tidligere blev varetaget i familien; hvordan verden synes at bevæge sig under ungdomsoprøret, og hvilken realitet der venter på den anden side.

Vi får fortolket samtiden gennem beretninger om verdenskrigene, aids-epidemien og den globale kapitalismes konsekvenser. Vi får malet et Danmarksbillede, hvor elendighed og ensomhed bliver beskrevet side om side med høstakke og marker, frikadeller og dåsemad.

Kirsten Thorups Danmarkshistorie beskriver storslåede begivenheder i almindelige menneskers liv.

Mange af forfatterskabets centrale karakterer bærer de samme navne i variationer. I et interview fra 2006 sagde Kirsten Thorup til Marianne Juhl, at »nogle af dem«, altså navnene, »bliver hængende, også selv om de burde være skiftet ud«, og hun ræsonnerede, at der nok var for mange karakterer med de samme navne: John, Jonna, Jonni.

Til den liste kan man tilføje navne som Marie, Maria, Daisy. Og blive ved. Men man fornemmer, at mønstrene og gentagelserne som for eksempel i navnene er med til at understrege det, som mange af forfatterskabets bøger gør. De peger på, at ingen karakterer er en ø, men eksisterer i forbindelse med andre, ikke kun i sin egen, men hinandens fortællinger.

I bøgerne møder vi mennesker, hvis liv er anderledes fra vores egne, men vi identificerer os med dem og på tværs af generationer. Vi mærker i fiktionen, at personerne ikke er alene, men forbundne med hinanden. Det er blandt andet disse forbindelser, mellem tid og mellem mennesker, der bliver kortlagt i mange af forfatterskabets værker.

Den Danmarkshistorie, der fortælles i Kirsten Thorups værker, peger på, at Den Store Fortælling ikke kan fortælles, uden at nogen falder eller holdes udenfor, uden at nogen rives med og nogen bliver efterladt. Thorups Danmarkshistorie giver os ikke en genvej til folkesjælen eller national sammenhængskraft. Men den stiller et endnu større skæbnefællesskab til skue, og det er, at vi er fælles om at være i live.

Fordi forfatterskabet kan karakteriseres ved en flerstemmighed, er det også nærliggende ikke at være én stemme i nærværende artikel, men at alliere sig med flere.

Information fortæller herunder, hvordan Kirsten Thorups karakterer fortæller en moderne Danmarkshistorie. Det gør vi med hjælp fra tre velbevandrede læsere af forfatterskabet, redaktør for forlaget LESEN, Lea Vilhelmsen, redaktør på forlaget Amulet, Jakob Slebsager Nielsen, og litteraturprofessor Anne-Marie Mai, der er født i henholdsvis 1978, 1993 og 1953.

På samme måde er vi, som i mange af værkerne, selv et kollektiv: stemmer, der samles; et fællesskab i tekstens anledning.

I førnævnte interview fortalte Kirsten Thorup, at hun undertiden gik på kirkegårde for at finde navne til sine karakterer. Det var ikke lige så kedeligt som at kigge i telefonbogen, sagde hun. Eller facebook, som man måske kunne have svaret, hvis man var blevet stillet det samme spørgsmål i går.

Danmark har forandret sig i løbet af de 53 år, som Thorups forfatterskab runder i år. Nedenfor følger et udvalg af de vigtige karakterer, forfatterskabet har beskrevet.

Teenageliv under efterkrigstidens modernisering

Provinspigen Jonna, som vi møder som 10-11-årig i romanen Lille Jonna (1977) og siger farvel til som 42-årig i Den yderste grænse fra 1987, er født under Anden Verdenskrig og vokser op i halvtressernes provinsdanmark sideløbende med, at teenagefiguren opfindes.

Romanerne om Jonnas barndom og ungdom, der også tæller romanen Den lange sommer (1979), er et indblik i en tid, hvor velfærdssamfundet er under tilblivelse og følger de demografiske bevægelser fra land til by.

Fortællingen om Jonna, som Anne-Marie Mai kalder en udviklingshistorie, er dermed et kvindeligt modstykke til de udviklingshistorier, vi kender fra karakterer som Pelle Erobreren og Lykke-Per. Per, Pelle og Jonna fortæller fra hver deres perspektiv et udsnit af Danmarkshistorien.

Bogen drives frem af det menneskesyn, der udkrystalliseres i den helt centrale replik, som bageren, der er indlagt på det statshospital, Jonna på et tidspunkt tager arbejde på, formulerer:

»Mennesker er større end det liv, de lever«.

På den måde åbner hun udviklingshistorien, den er ikke eksklusiv, den er ingen utopi. Jonnas historie og stræben efter forbedring er ikke en heltefortælling, men også en historie om at falde udenfor. Det er smerteligt og skamfuldt, som da Jonnas familie i en periode er ’på røven’ og må bo i husvildebolig i skolens gymnastiksal.

Virkeligheden for karaktererne er ikke idealistisk, den er praktisk og konkret som konsekvenserne af de herskende samfundsnormer, de lever under, er det. Som Jonna bemærker hos sin moster Marie:

»Hun havde en tilbøjelighed til at rakke kvinder ned og fastholde de fordomme mod kvinder, hun selv var offer for. Men i praksis var hun 100 procent solidarisk med sit eget køn og hjalp, hvor hun kunne«.

Lea Vilhelmsen peger på, at Jonna med ankomsten til byen står på tærsklen til en måde at leve på, som er væsensforskellig fra det liv, forældrene Carl-Frederik og Betty har levet. Hun skal finde sig selv i et Danmark, der er anderledes end deres. Det er der både en ensomhed og en nødvendig lydhørhed forbundet med. Hun ankommer til en tilværelse uden vejledning, uden steder at kigge hen for at få at vide, hvordan hun skal leve sit liv:

»Hun roder rundt«, som Lea Vilhemsen formulerer det.

Denne spænding mellem det nye og gamle samfund, mellem børn og deres forældre, skildrer Thorup flere steder i forfatterskabet.

Forældre fra en gammel verden

»Familiens opløsning«, en lille, kort tekst af Kirsten Thorup, blev oprindeligt trykt i antologien Min generation i 1975 på forlaget Swing. Teksten kan læses som en skitse til de efterfølgende Jonna-bøgers figurer og konflikter, fortæller Jakob Slebsager Nielsen.

Den lille tekst ender med, at moren begynder at fortælle, og jeg’et skriver ned. Jeg’ets projekt bliver at forstå sit skæbnefællesskab med sine forældre og dermed deres sociale og historiske kontekst. Denne bevidsthed er uundgåeligt også en klassebevidsthed, som i dette blik på forældrene og dermed også på jeg’et selv:

»De er gamle, grimme og fattige. Jeg har aldrig skrevet et digt om dem. Jeg har bildt folk ind, at min far var læge og havde to biler. Og at jeg var student og studerede litteratur. Nu føler jeg mere og mere nødvendigheden af at sige sandheden. Et håndværkerhjem på landet: Lige så fjernt, man føler sig fra arbejderklassen, lige så fjernt står man fra overklassen og borgerskabet«.

Faren og moren, der er født i begyndelsen af det tyvende århundrede, har været ude at tjene på den samme gård, og sådan møder de hinanden. De er blevet slået med varme grydeskeer, de har grædt sig selv i søvn.

Faren siger, man skal kende sin plads. Skolen siger, at børnene skal være taknemmelige for at være født her og nu. Forældrene arbejder for, at deres børn skal nå videre end dem selv. Og jeg’et »gør far og mor stor sorg og rejser til København. København er stor. Jeg er alene. Jeg arbejder i en quickvask«.

Uartig opførsel i en skæv verden

I romanen Himmel og helvede (1982) går Maria på en af sine hvileløse nattevandringer forbi Sagabiografen på Vesterbrogade. Fortælleren, den velkendte karakter Jonna, der ellers kun er til stede som et lejlighedsvist »jeg« i bogen, beretter om gadekampe foran biografen.

De demonstrerende, der vil have John Wayne’s film De grønne djævle, en hyldestfilm til de amerikanske eliteenheder under Vietnamkrigen, gjort forbudt, får bank af motorcykelrockerne ’De vilde engle’. Slagsmål, som ifølge Jonnas underretninger politiet først ser passivt til, inden de anholder demonstranter for at kaste sten mod dem.

I bogen, der udspiller sig i København i slutningen af tresserne og slutter ikke længe efter Verdensbankdemonstrationerne i 1970, er en skæv verden i bevægelse, og karaktererne rives med, men i bogstavelig snarere end idealistisk forstand.

Der berettes lejlighedsvis om store begivenheder i verden; om engelske faldskærmstroppers besættelse af Nordirland, om de to medlemmer af De sorte pantere, Fred Hampton og Mark Clay, der bliver dræbt under ildkamp med politiet.

I Himmel og helvede, der udkom samme år, som CD’en kom på markedet, flettes global politik sammen med den nære: kvinderne Frk. Andersen og Jasmin skilles fra de mænd, de har serviceret som henholdsvis klinikdame i en læges praksis og i ægteskabet.

Maria, der er Jasmins datter, går ud af et papirløst ægteskab og ind i et andet med visheden om, at hun ikke kan fortabe sig i det uden at have sig selv og dermed sin kunstneriske praksis (hun spiller violin) og ambitioner med sig.

Karakteristisk for romanen er, at den i vid udstrækning ikke giver os arketyper – det skulle lige være politiet – uden at man altid er nogen, der på godt og ondt er formet af noget. Som karakteren David tænker i romanen Baby (1973):

»Det er en ubeskrivelig lykke at vide noget konkret om et andet menneske«. Det er en enkel, men solidarisk poetik og Thorups store poesi.

Randeksistenser i velfærdsstaten

I 1973, samme år som aborten blev fri, udgiver Thorup romanen Baby, der foregår cirka samtidigt på Vesterbro. Baby skildrer storbylivet og dets eksistenser. Heri præsenteres en række karakterer, som ikke har noget fællesskab, men som ikke desto mindre deler skæbne. De er alle randeksistenser i halvfjerdsernes København.

I halvfjerdserne befinder vi os midt i det, der er blevet kaldt velfærdsstatens guldalder, hvor sociallovgivning burde have løftet borgere ud af kummerlige livsvilkår og tildelt dem forudsætninger for lige muligheder. Men vi ser ikke samfund præget af fremgang.

Derimod præsenteres karakterne som i et vakuum, uden fortid og, måske, uden fremtid. Vi ser ikke skolen, institutionen eller herberget som en egentlig hjælp for karaktererne, men hvordan det fastholder dem i deres marginaliserede position.

Ingen er egentlig hovedkarakter, dog er ågerkarlen og pengemanden Eddy et tematisk centrum for romanen, da kapitaludbytning strukturerer de mulighedsrum, karaktererne kan bevæge sig rundt i.

Det har den konsekvens for fortællingen, at romanens karakterer ikke blot er materielt forarmede, men også uden agens.

Den enlige mor Karla, der arbejder på fabrik, flytter under boligmanglen ind i en klam lejlighed på Nordre Frihavnsgade, som i sidste ende fører til, at hendes datter Isa bliver syg, kommer på hospitalet og dør midt i en af de lange sætninger, der er karakteristisk for romanens stil.

Bundet sammen uden punktum, men læsset med »og« får vi snart den ene information, snart den anden. Romanen er også læsset med popkulturelt inventar, politiserien McCloud, melodien fra Godfather, kriminalromaner og Anders And-blade.

Fanget i et ingenmandsland

Da Carl Sørensen kommer på plejehjem, skrumper han »ind til ynglingestørrelse« og klædes på »som en olding«. I Ingenmandsland fra 2003 tages der også fat på familiens bånd, og hvad de betyder, når hukommelsen ikke rækker til at opretholde rollerne ’far’ og ’datter’ længere.

Bogen afspejler på den ene side det moderne samfunds institutioner, helt konkret et plejehjem, men den fortsætter også temaet, som vi har beskrevet med Jonna-bøgerne. For den handler også om en ældre person, der ikke flytter ind på plejehjem uden at flytte ind med en livshistorie, og det er også den, der løftes frem gennem skiftende synsvinkler (en af Thorups signaturer).

På den måde repræsenterer hans fortælling en central konflikt i velfærdssamfundet, påpeger Anne-Marie Mai: Omsorg kan også opleves som formynderisk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her