I krisetider knopskyder sproget. Derfor introducerer vi nu Coronaordbogen

Da Mette Frederiksen i begyndelsen af marts dukkede op på vores allesammens tv- og telefonskærme i det, der skulle blive den socialdemokratiske statsministers første pressemøde i en meget, meget lang og stadig igangværende kavalkade, sagde hun to ting, der senere viste sig nærmest mantraagtige for hende, for myndighederne og for den danske befolkning. Hun opfordrede os til at »vise samfundssind«. Og hun bad os »stå sammen om at holde afstand«.

Siden er der sket en hel del.

Landet er praktisk talt lukket ned, og de, der alligevel får forvildet sig uden for deres hjem, holder sig troligt et par meter fra de andre. Men ud over at vi har lært at holde afstand i fællesskab, har vi også lært ord som ’smittekæde’ og ’værnemidler’ at kende.

Og så er nogle af os begyndt at hilse på hinanden med Wuhan shake, kommunikere med telefonvenner og frygte de coronakilo, der bare bliver flere og flere af, mens vi sidder hjemme og er karantæneramte.

Autoriteternes sprog

Når noget samler store grupper af mennesker, er der ifølge seniorforsker ved Dansk Sprognævn Eva Skafte Jensen tendens til, at folk søger efter at tale det samme sprog.

»Og i det her tilfælde kan man sige, at hele Danmarks befolkning er én stor menneskegruppe,« siger hun.

Hun forsker i sprogforandring, og hun ved, at det normalt finder sted i mindre grupper. Det kan være faggrupper, men det kan også være mere uformelle konstruktioner – unge vennegrupper, der udvikler en særlig måde at tale sammen, eller arbejdspladser med en særlig jargon.

»Når vi nu pludselig alle sammen har lært at sige ord som ’smittekæde’ og ’værnemidler’, er det jo, fordi vi er i en situation, hvor vi alle pludselig er i samme båd,« siger hun.

Og fordi den båd er en uoverskueligt stor krise, og vi alle har det som samtaleemne, siger professor i retorik ved Københavns Universitet Christian Kock, ser vi, at politikernes og myndighedernes sprog med højere hastighed end normalt siver fra medierne og direkte ud til befolkningen.

»Det meste af, hvad der kendetegner situationen, er nyt for de fleste af os, og derfor overtager vi hurtigt autoriteternes sprogbrug og udtryk,« siger han.

Sprogforsker Henrik Jørgensen fra Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Aarhus Universitet udtrykker det endnu mere klart:

»Umiddelbart er situationen jo nok den, at folk i almindelighed er angst i anledning af pandemien.«

Det er han også selv, forsikrer han – han har ikke lyst til at dø i en respirator og endnu mindre lyst til at dø, mens han venter på, at der bliver en respirator ledig.

»Alle kommer på den måde til at tænke og opleve verden på nogenlunde samme måde. Derfor spreder de nye ord og vendinger sig, fordi de gør det muligt at sætte ord på det, der sker. Noget af det er dog ikke så nyt. Mange af vendingerne har jo eksisteret længe, men pludselig bliver de prægnante i en situation, hvor der er meget at bruge dem til.«

Slogan a la Kingo

Ph.d. i retorik og adjunkt på Roskilde Universitet Mette Bengtsson siger, at regeringen og myndighederne i deres kommunikation nøje har valgt nogle udtryk, som de gentager.

»God politisk kommunikation er kendetegnet ved udtryk og vendinger, der opsummerer ens hovedbudskab, og som er nemme at forstå og huske. Vendingen om ’at stå sammen ved at holde afstand’ er en af dem, mange har taget til sig. Det sker, fordi den opsummerer et af de vigtigste budskaber på en sproglig interessant måde. Det er et ordspil eller en lydleg, der består af en gentagelse med minimal ændring, og som samtidig er en antitese, en modsætningsfigur, der har noget dramatisk over sig. Ligesom når Thomas Kingo skriver om sorrig og glæde, lykke og ulykke. Det er som et slogan,« siger hun.

»Med begrebet ’samfundssind’ appellerer regeringen og myndighederne til en grundlæggende værdi, som de går ud fra, at mange kan tilslutte sig – og samtidig kan vi bruge det til fælles at pege fingre af dem, der ikke følger anvisningerne. Vi kan ikke bare udskamme dem for ikke at følge reglerne, men også for ’ikke at vise samfundssind’.«

Samfundssind siden 1992

Eva Skafte Jensen fra Dansk Sprognævn har også bidt mærke i ’samfundssind’, som statsminister Mette Frederiksen lancerede tidligt i pandemien. Egentlig havde sprogforskeren en forestilling om, at ordet rakte langt tilbage i historien, og af en eller anden grund forbinder hun det med mellemkrigstiden og tidligere statsminister Thorvald Stauning, men faktisk er det ældste eksempel i Den Danske Ordbog fra 1992, siger hun.

»Det overrasker mig, at ordet ikke er ældre, men ordet har nok bare ’passet så godt til dansk’, at det rimelig ubemærket er gledet ind i sproget og nu føles, som om det er ældre,« siger hun og tilføjer, at det dog godt kan være ældre, end ordbøgerne siger.

Glosen er interessant, fordi den på én gang både trækker på det, Eva Skafte Jensen kalder en borgerlig og en venstreorienteret diskurs.

»Det opfordrer til, at vi skal stå sammen i en krisesituation, og i venstreorienterede sammenhænge ville man under normale omstændigheder bruge ordet ’solidaritet’. Men det gør Mette Frederiksen ikke, hun siger ’samfundssind’, som dybest set betyder det samme, men som også passer godt ind i en traditionel konservativ tankegang.«

Det er kun et par uger siden, at Eva Skafte Jensen lærte ordet ’værnemidler’ at kende. Første gang, hun hørte det, tænkte hun på ordet ’værnemager’ – altså betegnelsen fra Besættelsen for en person eller forretning, der tjente penge på Værnemagten.

»Jeg kunne forestille mig, at andre har samme associationer. Det er jo tydeligt, at ’værnemager’ er et meget negativt ladet ord, og at ’værnemiddel’ ikke er, men jeg har faktisk været overrasket over, at det ord så let har vundet indpas.«

Karantæneramt quisling

Om de nye coronaord ender som en del af vores dagligdagsordforråd på den anden side af krisen, er ifølge eksperterne svært at sige.

»Nogle ord vil accelerere, andre vil forsvinde,« siger Eva Skafte Jensen. »I min barndom kunne man bruge ’quisling’ om forræder – det gør man ikke længere. Konteksten, som var besættelsen af Norge, er forsvundet, så det giver ikke mening længere. I den generation, hvor det var relevant, holdt ordet, så smittede det af på den næste generation, og så gled det ud. Det er en typisk kæde. Nogle ord vil bide sig fast og glide ud igen om en generation eller to, og det vil selvfølgelig være et spørgsmål om, i hvor høj grad vi bruger dem.«

– Hvilke ord tror du vil overleve, og hvilke vil forsvinde?

»Nu er det som bekendt svært at spå – især om fremtiden – men sådan et ord som ’karantæneramt’, tror jeg altid vil være knyttet denne specifikke situation. Om fem eller ti år vil det henvise til dengang i 2020, hvor vi var karantæneramte.«

Et naturligt vi

Det er selvfølgelig ikke kun Danmark, men hele kloden, der har fået et fælles samtaleemne og en fælles fjende i coronakrisen: Det er verden mod virussen. Og netop det gør, at det er nemt at tale til og om et fællesskab, mener Mette Bengtsson:

»Der er et naturligt ’vi’, der inkluderer ikke bare alle i Danmark, men hele verden, og som kan hyldes for sammenhængs- og handlekraft. Den epideiktiske og deliberative retorik (lejlighedsretorik, red.) er vævet tæt sammen,« siger hun og forklarer:

»I den epideiktiske retorik hylder og dadler man mennesker og værdier her og nu – man taler om, hvem vi er, og hvad vi synes, er godt og skidt. I den deliberative retorik (politiske retorik, red.) fra- og tilråder man fremtidige handlinger. Man gør sig overvejelser om og argumenterer for, hvordan man skal handle. Retorikken lige nu er i høj grad præget af den epideiktiske retorik. Vi hylder sygeplejersker, læger, kassemedarbejdere og andre,« siger hun og nævner et andet nyt begreb – ’coronahelte’ – hvor medier og virksomheder hylder dem, der går på arbejde og »holder Danmark kørende«.

Situationen er – som Henrik Jørgensen fra Aarhus Universitet formulerer det – »unægteligt meget speciel«, og det undrer ikke sprogforskeren, at folk har brug for nye måder at tale om tingene på.

Han fortæller, at han selv er gammel nok til at huske, hvor bange alle var under Cubakrisen.

»Selv om jeg kun var ni år dengang, synes jeg, at jeg kan huske nogle lignende tendenser i, hvordan de voksne talte om verden. Erfaringen fra den slags kriser er vist nærmest, at meget af ordstoffet bliver liggende indkapslet som ubehagelige erindringer om ubehagelige tider. I min barndom hørte jeg mange grimme gloser fra Anden Verdenskrig, og de blev altid citeret med en særlig vrængen af de voksne.«

– Så du tror ikke, at vi taler om samfundssind og værnemidler om ti år?

»Det er nu nok mest sandsynligt, at meget af coronasproget ganske enkelt forsvinder igen, når krisen er forbi. Indtil videre ser det jo ud, som om vi alligevel kommer fra krisen med de fleste liv i behold – men til gengæld med økonomien i bund.«

Coronakrise eller -ferie?

På kulturredaktionen har flere luftet en frustration over at mangle ord for en hel del følelser og handlinger. Også retorikeren Mette Bengtsson har lagt mærke til, hvordan folk finder på ord og begreber, der skal beskrive den nye situation, vi befinder os i.

»Som Ludwig Wittgenstein siger, er tanke og tale uadskillelige. Der er ikke en verden, som vi beskriver med sproget; verden skabes i sproget. Derfor er det også sjovt at lægge mærke til, hvordan folk taler om deres situation. Mange taler og forstår det som en ’krise’, en ’coronakrise’, der både udmønter sig mentalt, socialt og økonomisk. Betegnelsen ’coronaferie’ bliver også brugt, men mest af nogle, der kritiserer andres vilkår eller adfærd,« siger hun.

Således kan coronaord også bruges til – bevidst eller ubevidst – at positionere sig. 

»Mere problematisk bliver det,« siger retorikprofessor Christian Koch, »hvis de udtryk, autoriteterne bruger, samtidig får kontroversielle synsmåder og ideologier til at glide uset ind i sproget og præge vor tankegang.«

Han nævner USA’s præsident Donald Trump, der insisterer på at kalde virussen »the chinese virus«, hvilket smitter af på mange amerikanere.

»Vi skal altid være agtpågivende over for, hvad vi får ’med i pakken’, når vi overtager udtryk og sprogbrug.«