Baggrund
Læsetid: 4 min.

I kunsten behøver man ikke at vælge det ene eller andet køn

I kunsten har der længe været positioner, der har forsøgt at bryde den gamle dikotomi mellem de to herskende køn. Enten ved at veksle mellem de to udtryk, eller ved aldrig at vælge side. Kunstredaktør Maria Kjær Themsen fører os som led i vores serie om hverken at være ’han’ eller ’hun’ gennem perspektiver fra kunsthistorien
Kunstneren Adam Christensen fotograferet i soloudstillingen Shitty Heartbreaker på Overgaden i 2018.

Kunstneren Adam Christensen fotograferet i soloudstillingen Shitty Heartbreaker på Overgaden i 2018.

Celina Dahl

Kultur
20. marts 2020

Her er alle kategorier til forhandling og i opløsning. Maria Kjær Themsen guider til kunst, der ikke er for fastholdere, når det gælder køn.

Claude Cahun: ’Selfportrait (Reflected in mirror)’, 1928.

Claude Cahun: ’Selfportrait (Reflected in mirror)’, 1928.

©Jersey Heritage Collections

Claude Cahun (1894-1954) var en fransk surrealistisk kunstner, der næsten et århundrede før vi er begyndt at tale om nonbinære køn, udlevede netop den position, og som også nu i sit engelske Wikipedia-opslag omtales som they/them.

Jeg oplevede første gang Cahuns fotografiske selvportrætter på Louisianas udstilling Avantgardens Kvinder (2012), og når man først har set Cahuns værker, glemmer man dem aldrig igen.

Cahuns leg med køn er ikke kun et maskeradespil, hvor der veksles mellem det maskuline og feminine udtryk. Det er langt mere vovet end det.

I et berømt selvportræt fra 1928 – som også var med på Louisiana – ser man en næsten kronraget Cahun læne sig op ad et spejl. Blikket er vendt mod kameraet, mens spejlet fanger profilen.

Det er et dobbeltportræt af en androgyn og kønsubestemt figur. Men hvor der er masser af selvsikker attitude i det direkte blik, så fremstår profilen i spejlet anderledes skrøbelig.

Cahun er iført en ternet jakke, hvor kraven er slået helt op – meget atypisk for kvinder, ligesom det helt kortklippede hår er det. Til gengæld har Cahun tydeligvis læbestift på overlæben og ringe på fingrene.

Kønskoderne flimrer i blikket, som febrilsk forsøger at finde et stabilt sted. Det findes ikke i Cahuns værker.

Ovartaci-værk signeret Frk Overtaci, udateret.

Ovartaci-værk signeret Frk Overtaci, udateret.

© Museum Ovartaci / Museets arkiver

Ovartaci (1929-1985) var en kunstner, der det meste af sit liv var indlagt på det psykiatriske hospital Risskov ved Aarhus. Ovartaci blev født Louis Marcussen, men indtog i løbet af sit lange liv adskillige identiteter, både som mand, eunuk og kvinde.

Også i værkerne kan man se, hvordan de ellers så vante kategorier og arter fuldstændig opløses og glider ind og ud ad hinanden: dyrelignende skikkelser med menneskelignende hoveder eller omvendt.

Væsner og arter muterer ind og ud ad hinanden, det hele udført i et mytologisk univers, hvor smålige hensyn til specifikke køn og arter er opløst.

Ligeledes er der en svungenhed i Ovartacis værker, der helt opløser klassiske perspektiver til fordel for en langt mere kurvet, svulmende og dybest set erotisk streg, hvor de fleste skikkelser vandrer på høje hæle/klove og med struttende bryst.

Da Ovartaci i 2017 fik en større soloudstilling på Charlottenborg, gik en af de store diskussioner på, om kunstneren skulle omtales han eller hun. Ingen af delene passede helt eller omtrent.

Der udspillede sig også en diskussion om, hvorvidt værker af en psykisk syg patient som Ovartaci overhovedet skulle udstilles på en kunsthal, hvor værkerne – der nærmest for Ovartaci selv havde karakter af relikvier – blev indsat i plexiglas fæstnet i tunge betonklodser.

Det var en kobling, og nogle mente en ufølsom kollision, mellem to forskellige udtryksmåder af ren følelse og kold konceptkunst. Men man kunne også anskue det sådan, at det var to forskellige slags brutaliteter, der dér smeltede sammen: traditionen fra den såkaldte art brut, der henviser til kunst af psykisk syge, og så brutalismen som arkitektonisk tradition.

Ester Fleckner-værk fra udstillingen Jeg navigerer i kollisioner på C4 Projects, 2014.

Ester Fleckner-værk fra udstillingen Jeg navigerer i kollisioner på C4 Projects, 2014.

Pressefoto/ C4 Projects

Jeg navigerer i kollisioner kaldte den yngre kunstner Ester Fleckner (f. 1983) en udstilling på et lille kunstnerdrevet sted i 2014. Udstillingen bestod af en række sort-hvide træsnit, der var hængt direkte på væggen uden rammer.

De kollisioner, der blev forsøgt navigeret i, viste sig at handle om stamtræer. Hvordan kan man lave stamtræer uden den sædvanlige far-mor-børn-konstellation? I vinduet ind til stedet hang der et træsnit, hvor der stod:

»Relation. Du snakker på en måde jeg ikke kender men savner. Du snakker om at høre til på andre måder.«

Fleckners egne eksperimenter med at udvide det binære kønspektrum for familiedannelser gik ud på at forme helt anderledes stamtræer: nogle lignede satellitter, der svævede i det mørke med adskillige fangarme. Andre lignede mere TV-antenner med støj på linjen. Andre igen lignede nærmest nodeark.

Fælles for dem var de mange fritsvævende anusstjerner og klitorisbuer, som hun selv kaldte dem: De var kønnede tegn for biologi, som på disse træsnit var ophørt med at være tegn for noget specifikt, for en bue kan også være en mellemting mellem en fallos og en klitoris.

Alt det linære og det binære, der har konstrueret så meget struktur og magt i vores samfund, er i Fleckners univers under stærk opløsning.

Fra Adam Christensens soloudstilling Shitty Heartbreaker på Overgaden

Fra Adam Christensens soloudstilling Shitty Heartbreaker på Overgaden

Anders Sune Berg

I Adam Christensens (f. 1979) værker og performances er køn ikke en fastlåst kategori, der tilhører det ene eller andet biologiske afsæt. Ligesom fiktion og virkelighed smelter sammen i Adam Christensens inderlige og følelsesladede performances, så gør kønnene det også.

Christensen skaber her ofte en stærk teatralsk effekt, hvor han selv er iført paryk, højhælede sko og stramtsiddende tøj, mens han spiller harmonika og synger sine historier på en vrængende, følsom måde, der kan minde om både Antony and the Johnsons og norske Nils Bech.

Christensen har mest udstillet i udlandet – særligt i London, hvorfra han er uddannet – men havde i 2018 en soloudstilling, Shitty Heartbreaker, på Overgaden i København, hvor den forsigtige og korrekte konceptkunst, som ellers præger den danske scene, blev fejet totalt af banen.

For Christensen spiller på alle tangenter og udtrykker meget store melodramatiske følelser, som vi ikke er vant til på den københavnske kunstscene. Yderligere er der en skælvende, sitrende følelse i Christensens værker, der egentlig er langt mere vovet her til lands end at skifte mandetøjet ud med en paryk og nederdel.

Det vil sige: det er ikke nødvendigvis Christensens leg med kønnede udtryk, der gør det største indtryk, men den følelsesmæssige dramatik og blotlæggelse, han vover at dele med sit publikum.

Serie

Hverken ’han’ eller ’hun’

Personer, der hverken betragter sig som mænd eller kvinder, har det seneste år for alvor fået opmærksomhed i offentligheden. Flere betegner sig som nonbinære, og mange ønsker ikke at blive omtalt med ’han’ eller ’hun’, men derimod med ’hen’ eller ’de‘. Det ønske har skabt voldsom debat.

I en artikelserie sætter kulturredaktionen debatten på pause og undersøger i stedet fænomenet forfra: gennem sproghistorie, psykologi, filosofi, kunsthistorie, portrætter og fotos forsøger vi at blive klogere på, hvilken betydning de nye kategorier og pronomener har.

Seneste artikler

  • »Det vigtigste er at møde anderledeshed med nysgerrighed, respekt og undren«

    3. april 2020
    Personer, der hverken betragter sig som mænd eller kvinder, har det seneste år fået stor opmærksomhed i offentligheden. Men ofte foregår diskussionen uden om dem, det egentlig handler om. Her er tre beretninger fra personer, der alle identificerer sig selv som nonbinære
  • Hvorfor vækker kønsdebatten så stærke reaktioner? Det er der mindst fire grunde til

    13. marts 2020
    Der findes ikke mange debatter, der skaber lige så stærke reaktioner som kønsdebatten. Men hvorfor reagerer vi så kraftigt – og så forskelligt – på, at nogen sætter spørgsmålstegn ved, om der kun findes kvinder og mænd? Information er gået på jagt efter en forklaring, og den er muligvis både sociologisk, psykologisk, evolutionshistorisk og biologisk
  • Nonbinær forfatter: Andre steder i sproget har vi jo heller ikke kun to gensidigt udelukkende kategorier

    12. marts 2020
    Ida Holmegaards tredje bog hedder ’LOOK’ og handler om tøj og litteratur. Men også om en forfatter, der finder sprog for at beskrive sin egen kønsidentitet. Nemlig som både mand og kvinde – som nonbinær. Der er ikke nogen grund til at insistere på, at der udelukkende findes to køn, ligesom man heller ikke insisterer på, at der kun findes regn og sol, siger forfatteren. Normalt ser man nye kategorier som løsninger på sproglige problemer
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her