Læsetid: 6 min.

Der er mange lighedspunkter mellem coronatid og Camus’ roman ’Pesten’

I ’Pesten’ er Camus’ hovedærinde at undersøge, hvad pesten betyder for menneskene og for deres samliv og liv i ensomhed. Romanen har mange lighedspunkter med situationen i dag, men der er heldigvis også forskelle
Camus – her under en radiolæsning i 1948 – ville i ’Pesten’ undersøge, hvad pesten betyder for menneskene. Og selvom pesten hos ham var et billede på Anden Verdenskrigs rædsler, er der alligevel lighed med de overvejelser, coronapandemien vækker i os: Hvordan oplever man tiden fuldt ud? Døden? Ensomhed? Fællesskab? Solidaritet?

Camus – her under en radiolæsning i 1948 – ville i ’Pesten’ undersøge, hvad pesten betyder for menneskene. Og selvom pesten hos ham var et billede på Anden Verdenskrigs rædsler, er der alligevel lighed med de overvejelser, coronapandemien vækker i os: Hvordan oplever man tiden fuldt ud? Døden? Ensomhed? Fællesskab? Solidaritet?

Ritzau Scanpix

17. marts 2020

En dag finder en portner en død rotte på en trappe i den ejendom, hvor lægen dr. Rieux bor. Camus’ roman Pesten foregår i byen Oran, der ligger ved kysten et sted i Algeriet, og inden længe er byen fuld af døde rotter. En pest bryder ud. Portneren er den første, der dør.

Forfølger man Camus’ beskrivelse af pestens virkninger, er der mange lighedspunkter med den situation, vi befinder os i med dagens coronasmitte, men der er heldigvis også afgørende forskelle. (For Camus var pesten en metafor for Anden Verdenskrigs rædsler, men i denne her sammenhæng er dette mindre relevant end coronaen.)

Først er lægerne i tvivl, om det nu virkelig er pest.

»– Problemet er dette, sagde den gamle Castel lige ud, at få konstateret om det drejer sig om pest eller ej.

Et par af lægerne råbte op i protest. Andre lod til at betænke sig. Hvad præfekten angik, for han op med et sæt og vendte sig mekanisk om mod døren som for at sikre sig, at den var lukket og således forhindre, at slige uhyrligheder trængte ud i gangene.«

Man har svært ved at se kendsgerningerne i øjnene, og de forholdsregler, myndighederne træffer, er i første omgang utilstrækkelige. Men i princippet sker der det samme, som i den senere tid er foregået på danske hospitaler: Man tømmer sygestuer for andre patienter for at skaffe plads til de pestramte. Der er ikke nok, så man tager nye midler i brug.

»Den fjerde dag kundgjordes oprettelsen af et nødhospital i en ryddet vuggestue,« hedder det med mild ironi, og præfekten vil bede generalguvernementet om ’en forholdsordre’. Blandt meget andet giver Camus også det franske bureaukrati et drag over nakken, mens der ikke optræder nogen Mette Frederiksen, som kan indgyde mod og træffe beslutninger. Nogle af beslutningerne er dog de samme og resultaterne ligeledes.

Kun livsvigtige produkter må tilføres Oran, byens omsætning formindskes, luksusforretninger lukkes, og der er kø foran mere og mere tomme forretninger.

Der bliver knaphed på visse levnedsmidler.

Skæbnen i pestens skygge

En forskel på den situation, vi nu oplever i Danmark, og i Oran er til gengæld befolkningens reaktion. Når man ikke kan arbejde, kan man da gå på restaurant, og »takket være de betydelige lagre, der var til stede i en by, hvor handlen med vin og spirituosa spiller en fremtrædende rolle … blev der drukket stærkt«.

Det falder ingen ind at gå i frivillig karantæne.

Efterhånden spærres Oran dog helt af, turistlivet ligger i ruiner, der opstår forsyningsknaphed, og der er tilløb til optøjer. Senere i forløbet – hvor vi i vores egen nutid helst ikke skal nå hen – opgives individuelle begravelser, derefter begravelser, hvor man adskiller kønnene i massegrave, for til slut at vælte kvinder og mænd i én pærevælling ned i dybe huller og overhælde dem med læsket kalk.

Gennem alt dette følger vi en lille gruppe personer og deres skæbne i pestens skygge. Først og fremmest lægen, dr. Rieux, der stoisk kæmper mod pesten fra først til sidst. Han bliver venner med den lidt tillukkede Jean Tarrou, der omhyggeligt nedskriver sine iagttagelser gennem hele forløbet og dermed kommer til at fungere som endnu et talerør ved siden af den observerende og filosoferende hovedfortæller. (Der til allersidst viser sig at være dr. Rieux selv).

Der er derudover journalisten fra Paris, Raymond Rambert, som bliver fanget i Oran og forgæves forsøger at komme hjem til sin elskede. Der er præsten, der først svovler om Guds svøbe, siden tilslutter sig den daglige hjælpetjeneste, men til slut fastholder sin tro ved at dø uden at ville modtage lægehjælp. Rambert ombestemmer sig og bliver for at hjælpe.

Hvad betyder pesten for os?

Tarrou og Rieux bliver venner, og samtalerne mellem de to udgør hovedstammen i romanens filosofiske lag, for naturligvis er Camus’ hovedærinde at undersøge, hvad pesten betyder for menneskene.

Hvordan oplever man tiden fuldt ud? Døden? Ensomhed? Fællesskab? Solidaritet? Læseren præsenteres for overvejelser over heroisme og pligt, over ondskab og god vilje, eksil og fangenskab, og det væves alt sammen ind i handlingen, enten som fortællerens betragtninger eller som dialoger.

Her står Tarrou som den illusionsløse realist, der dog handler som en trofast hjælper (og dør af pesten), mens den lige så illusionsløse Rieux finder mening i at blive ved med at kæmpe. Ikke tilfældigt har han klare lighedstræk med Camus’ Sisyfos-figur.

En smagsprøve på dialogen mellem de to. Tarrou:

»– Om en fjorten dages tid eller en måned vil De ikke længere være til nogen gavn her i byen, begivenhedernes udvikling har taget magten fra Dem.

– Det er sandt, sagde Rieux … – Men når det er sådan, at verdensordenen er behersket af døden, er Gud måske bedst tjent med, at man ikke tror på ham, og at man sætter alle sine kræfter ind på at kæmpe mod døden uden at løfte blikket mod den himmel, hvor han tier.

– Hvad er det, som har lært Dem alt dette, doktor?

Svaret faldt omgående:

– Lidelsen.«

Fortælleren kommenterer:

»Og da pesten på denne måde for nogle var blevet et pligtanliggende, tog den sig nu for alvor ud som det, den var, nemlig en sag, der angik os alle … Og til den ende var der ikke andet at gøre end at erklære pesten krig. Denne erkendelse var ikke beundringsværdig, den var blot konsekvent.«

Som for at lette lidt på det hele, optræder der ind imellem bemærkninger og episoder, der nærmest må betegnes som vittigheder. Epidemiposten, der vil holde folk orienteret om udviklingen, indskrænker sig meget hurtigt til at bringe »annoncer for forskellige produkter, der alle skulle være ufejlbarlige midler mod pesten«. En cigarhandlerske omtaler en arrestation af en ung kontorist i Algier, »der havde dræbt en araber på en strandbred«. Det er handlingen i Camus’ Den fremmede.

I Pesten optræder en anden kontorist, der drømmer om at skrive den fuldendte roman, og som bogen igennem filer og filer på samme sætning: »En smuk morgen i maj måned galoperede en elegant amazone på en pragtfuld alezanerhoppe hen ad en blomstrende allé i Boulogneskoven.«

Der er virkelig mange måder, den sætning kan varieres på, viser det sig!

Kærligheden mister kræfterne

Hvis nogen ved ordet ’eksil’ kommer til at tænke på titlen på en anden af Camus’ bøger, novellesamlingen Eksil og kongedømme, er det ikke tilfældigt. Den konflikt mellem menneskers individuelle tilbøjeligheder og kravet om solidaritet og fællesskab, der står centralt i denne, sættes på spidsen, da pesten rammer.

Også den type problemstillinger flyder imidlertid ud og sander til, efterhånden som Orans indbyggere udmattes mere og mere. Kærligheden mister kræfterne:

»Det lader sig ikke skjule, at pesten havde berøvet folk evnen til kærlighed, ja endog til venskab. Thi kærligheden forudsætter forventningen om en fremtid, og for os fandtes der blot et nu,« konstaterer fortælleren/Rieux.

Da pesten omsider går i sig selv, og Rambert genser sin hustru, hedder det:

»Og mens han omfavnede hende … lod han tårerne løbe uden at vide, om de skyldtes hans øjeblikkelige lykke eller den smerte, han alt for længe havde måtte beherske; han vidste kun, at de hindrede ham i at afgøre, om dette ansigt, der gemte sig ved hans skulder, var det samme, han havde drømt så meget om, eller om det tilhørte en fremmed kvinde.«

Og en slags forklaring:

»Mens [borgerne] hidtil havde holdt deres personlige smerte skarpt ude fra den fælles ulykke, gik de nu med til at blande disse to sammen. Uden erindring og håb begravede de sig i nuet. De levede kun for det nærværende.«

Pesten forsvinder til slut, men intet er det samme som før. Da Rieux afslører sig som fortæller, erklærer han, at han har skrevet beretningen for at vise, »at der er mere at beundre end at foragte i menneskene«.

Men det allersidste vi hører fra ham er, »at pestens bacille aldrig dør og aldrig forsvinder«.

Albert Camus: ’Pesten’. Oversat fra fransk af Hans Peter Lund. Udkom første gang i 1947

I Frankrig er Camus’ klassiker ’Pesten’ pludselig blevet en bestseller, 73 år efter den først udkom. Men sygdomsudbrud og epidemier findes overalt i litteraturen. Både som skrækindjagende virkemidler, dramatisk plot eller iscenesættelse af dommedag, og i lige så høj grad som afsæt for kulturkritik og som mulighed for at omkalfatre de gældende litterære former
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Ken Pedersen
  • Michael Svennevig
  • Anders Reinholdt
  • Dina Hald
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Torsten Jacobsen
  • Jakob Trägårdh
  • Oluf Husted
  • Poul Erik Riis
Troels Ken Pedersen, Michael Svennevig, Anders Reinholdt, Dina Hald, Maj-Britt Kent Hansen, Torsten Jacobsen, Jakob Trägårdh, Oluf Husted og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

'Pesten' er ganske rigtigt en allegorisk fortælling, til dels inspireret af Albert Camus' oplevelser under anden verdenskrig. Men det er nu ikke helt korrekt, når Karen Syberg hævder, at pestudbruddet i romanen blot fungerer som en metafor for anden verdenskrigs rædsler. En dybere læsning bør afsløre - i sammenhæng med et kendskab til forfatterens optagethed af begrebet 'det absurde' - at pesten blot fungerer som en tydeliggørelse, en udkrystallisering af et allerede eksisterende grundforhold: Menneskets eksistens i en verden uden dechifrerbar mening.

Persongalleriet i romanen er en form for arketyper, der hver for sig fremviser en mulig måde at forholde sig til dette grundforhold på. Mest detaljeret beskrives fortælleren, Dr. Rieux, og hans ven Jean Tarrou, da begge i vid udstrækning fungerer som talerør for Camus og hans tvivl..

Det er virkelig en fremragende roman, hvor hovedhandlingen (pestens udbrud frem til dens forsvinden) i og for sig er sekundær i forhold til de filosofiske overvejelser og de præcise - ofte morsomme - iagttagelser af livets absurde former i den moderne tidsalder..

Er man interesseret i et hurtigt overblik over grundtemaerne i Camus' forfatterskab, kan man blive lidt klogere her:
https://www.youtube.com/watch?v=jQOfbObFOCw

Kasper Linneberg, Michael Svennevig, Anders Reinholdt og Dina Hald anbefalede denne kommentar