Interview
Læsetid: 8 min.

Marcus går i nederdel: »Nogle råber ’mand dig op’. Jeg synes, det kræver mere mandsmod at skille sig ud«

Når 19-årige Marcus Holst går i nederdel eller stiletter, kan folk finde på at råbe ad ham. Det har han det fint med. Han forstår deres forargelse, for selv har han ikke altid været lige tolerant. Han håber bare, at det udseende, der provokerer dem sådan, også får dem til at reflektere over hvorfor
Marcus Holst synes ikke, køn er vigtigt. Det betyder for eksempel, at han ikke tænker over køn, når han klæder sig på. Han tager det på, han har lyst til.

Marcus Holst synes ikke, køn er vigtigt. Det betyder for eksempel, at han ikke tænker over køn, når han klæder sig på. Han tager det på, han har lyst til.

Tobias Nicolai

Kultur
6. marts 2020

Marcus Holst er hverken mand eller kvinde. Han vil ikke engang sige, han er et sted midtimellem, for han er ligeglad med køn. Han synes ikke, det er vigtigt, og derfor klæder han sig præcis, som han har lyst til, og udtrykker det køn, han har lyst til. Selv kalder han sig for queer.

»Jeg synes ikke, køn er vigtigt. Jeg tager afstand fra tanken om, at der findes to køn, og at vi alle skal passe ned i den ene eller den anden kasse,« siger han.

Det betyder eksempelvis, at den 19-årige studerende ikke tænker over køn, når han skal vælge tøj om morgenen. Hvad han tager på afhænger af, hvad han føler den pågældende dag. Nogle dage går han i jeans, T-shirt og Dr. Martens-støvler. Andre dage går han i nederdel eller kjole. Nogle gange har han make-up, store smykker eller stilletter på.

Men det er ikke alle, der reagerer lige stilfærdigt, når de ser Marcus Holst i nederdel og stiletter i Aarhus midtby. Cirka en gang om ugen oplever han, at nogen råber ad ham.

»Så mand dig dog op!«

Netop den sætning har han hørt flere gange.

»Det er sjovt, det her med idéen om det at ’være mand’ eller at ’mande sig op’. Jeg synes, det kræver mere mandsmod at skille sig ud,« siger han.

Andre gange har han oplevet, at folk råber: »Er du mand eller kvinde?« eller at de stopper ham på gaden for at spørge, hvorfor han går i det tøj, han gør.

For Marcus Holst, som til daglig læser lingvistik på Aarhus Universitet, viser det, at de mennesker tænker ud fra et spektrum, hvor der kun findes to køn, nemlig mand og kvinde. Det er han uenig i. Han mener, at alle mennesker er deres eget køn. 

Ikke alle queerpersoner og nonbinære vil være enige med Marcus Holst. Det er nemlig meget individuelt, hvordan de fortolker deres køn. Fælles for dem er dog, at de afviser idéen om, at der kun findes to køn. Generelt identificerer de sig hverken som mand eller kvinde, både som mand og kvinde eller som en blanding af de to.

Man skal respektere mig

Indimellem er det ikke blevet ved tilråbene, når han har gået anderledes klædt.

En nat i december 2019 havde Marcus Holst været i byen med nogle venner i Aarhus. Han havde taget en lille grøn kjole og høje hæle på. Øjnene var markeret med eyeliner og grøn øjenskygge, og det lange hår havde han sat op i en høj knold. Da han efter byturen var på vej hen til sin bus, kom en mand op på siden af ham og kaldte ham ’ladyboy’, et nedsættende udtryk, der bruges om transvestitter eller transseksuelle. Marcus Holst svarede afvisende: »Det er fint. Pas dig selv,« og drejede så ind i en passage. Manden fulgte efter ham, skubbede ham op ad muren og prøvede at tiltvinge sig et kys.

»Nej, det har jeg ikke lyst til. Du skal respektere, at jeg ikke gider,« sagde han høfligt, men bestemt til manden, som endte med at gå sin vej.

For den 19-årige studerende vækker sådan en oplevelse ikke vrede eller angst. Han ser det nærmere som et nødvendigt onde.

»Jeg ved, der ligger noget et sted i den mand, som han ikke forholder sig til. Noget, som har brug for at komme ud, blive set eller tænkt på. Hvis det er det her, der skal til, for at han kan udvikle sig, så skal det til. Jeg har hærdet hud. Jeg ved, det kan ske, så jeg er forberedt,« forklarer han.

Selv om han efterfølgende gik roligt ned til sin bus, mærkede han alligevel en stædighed.

»Man skal respektere mig og mine grænser, og det her var langt over dem,« forklarer han.

En af grundene til, at oplevelser som denne ikke sætter dybere spor i ham, skal måske findes i den gode portion trods, han rummer.

»Jeg tror, min største drivkraft har været den modstand, jeg har mødt. Jeg har følt mig motiveret til at blive mere af det, folk ikke kan lide, for det er ikke fair, at andre skal diktere, hvordan jeg skal være. Det skal jeg selv diktere,« siger han.

Marcus Holst bliver ikke kun mødt af negative reaktioner. Ofte smiler og nikker helt fremmede til ham.

»Det er virkelig en fed oplevelse, når jeg kan se, de tænker: ’Fuck, du er sej.’«

Jeg tog afstand fra alt, hvad der var ’gay’

De negative reaktioner er ikke helt fremmede for Marcus Holst. Faktisk føler han, han forstår, hvor de kommer fra.

Tobias Nicolai
Han er vokset op i Hadsund i Nordjylland. Som barn følte han sig altid anderledes end de andre, men indtil han var 15 år, var han alligevel snæversynet anlagt og havde tendens til at være homofobisk. Selv tror han, det har at gøre med den kultur, der var i hans folkeskoleklasse.

Her blev ordet ’gay’ dagligt brugt negativt, og det, der blev beskrevet som ’gay’, var upassende, frastødende og blev brugt i nedsættende kommentarer. Marcus Holst kan ikke huske, at der egentligt var sammenhæng i, hvad der blev beskrevet som gay. Det var en kommentar, der bare blev slynget ud om små ting.

Kulturen i folkeskoleklassen fik ham til at tage afstand fra alt, hvad der var ’gay’.

»Jeg ønskede ikke at være et offer. Jeg fortrængte ting inden i mig selv for at undgå at blive smidt ud af gruppen,« fortæller han.

I folkeskolen opfattede han sig selv som fuldt ud mand og heteroseksuel, men hans forældre vidste godt, at det sidste måske ikke var tilfældet. Flere gange spurgte hans mor ham, om han var kærester med sin bedste ven. Det blev han meget fornærmet over. Forældrene synes også, at han skulle på efterskole. Det var den 14-årige folkeskoleelev uenig i.

»Jeg havde ikke lyst til at tage af sted, for jeg synes, jeg havde det fint i folkeskolen, selv om jeg i bund og grund ikke havde det fint. Jeg tror bare, jeg havde accepteret, at det var sådan, mit liv var. Jeg kendte ikke til andet, end at der var ’mand’ og ’kvinde’. Det var alt, hvad jeg gik ud fra, og på den måde kendte jeg ikke min egen verdens begrænsninger,« siger han.

Fra heteroseksuel til flydende

Forældrene fik alligevel overtalt ham til at tage afsted. På Ranum Efterskole i Nordjylland blev Marcus Holst mødt af et virvar af forskellige mennesker, og det var første gang, han mødte homoseksuelle og folk, som ikke identificerede sig inden for det binære kønsspektrum, altså som enten mand eller kvinde.

Som efterskoleelev begyndte han at forstå, at der ikke var noget i vejen med at være homoseksuel. Efter et halvt år nåede han frem til, at han var til mænd. I gymnasiet fortsatte hans refleksioner, og han følte hverken, han passede på billedet af, hvad en mand er, eller hvad en kvinde er. Måske hørte han ikke til i nogen af kasserne, tænkte han. Og egentlig var det heller ikke vigtigt for ham at høre til i en.

»Jeg opdagede, at jeg bare kunne vælge at tage afstand fra det hele og sige, at jeg kan lide det, jeg kan lide, fordi det er mig. Ikke fordi jeg er mand eller kvinde,« siger han.

I Aarhus mødte den nu 18-årige gymnasieelev mennesker, som betegnede sig selv som ’queer’. De afviste tanken om to køn og lod sig ikke begrænse af at skulle passe i den ene eller anden kasse. De klædte sig, som de havde lyst til, og var afslappede omkring det. Det blev en øjenåbner.

»De lavede ikke en masse hurlumhej omkring, at de var anderledes. De accepterede bare, at det var sådan, det var. Det var med til at åbne mine øjne for, at man godt kan vælge at være ligeglad med, at man er anderledes,« fortæller Marcus Holst, som også begyndte at opleve, at andres køn blev mere ligegyldigt for ham.

»Langsomt flød det ud i, at jeg bare gjorde, hvad jeg havde lyst til. For min seksualitet kom det til at betyde, at jeg i dag er sammen med dem, jeg har lyst til – om det er en mand, en kvinde, en nonbinær eller noget andet,« siger han.

Folk skal vide, det findes

Marcus Holst er ikke den eneste, der ikke definerer sig som enten mand eller kvinde. I medierne går debatten ofte på, om vi skal ændre vores sprog for at inkludere den minoritet, der ikke identificerer sig med kategorierne ’mand’ og ’kvinde’ og dermed med pronominerne ’han’ og ’hun’.

Selv har han det fint med at blive omtalt som ’han’, ’hun’, ’den’, ’det’ eller ’de’, og han vil ikke tvinge nogen til at ændre deres sprog. Alligevel synes han, det ville være fedt, hvis folk havde mulighed for at vælge et kønsneutralt pronomen ligesom i Sverige.

»Hvis vi ikke har nogle pronominer, der går ud over binariteten, opstår der heller ikke en forventning om, at der findes køn ud over binariteten,« siger han.

Samtidig tror han, at et kønsneutralt pronomen, vil provokere folk, som ikke mener, der findes andet end ’mand’ og ’kvinde’.

Men for Marcus Holst gør det ikke noget, at folk bliver provokeret. Selv om nogen kan finde på at råbe ad ham, vælger han også at gå klædt, som han gør, for at provokere dem til at tænke. Hvis han eksempelvis har sorte jeans og en t-shirt på, sætter han gerne et bælte i taljen for at skabe mere figur, eller også tager han stilletter eller kraftig make-up på.

»Jeg håber, at de går hjem og snakker om det, de har set. Det gør ikke så meget, om det, de siger, er negativt eller positivt, bare de snakker om det og tænker over, at det findes,« siger han.

Selv har den 19-årige studerende en stor tolerance over for omverdens negative reaktioner, fordi han selv har prøvet at være et sted, hvor han ikke var åben over for folk, der skilte sig ud.

»Jeg ser ikke bare andres reaktioner som uprovokeret had. Jeg ser det med en forståelse. Da jeg var yngre, kunne jeg jo være helt forarget. Nu er det mig, der forarger.«

Serie

Hverken ’han’ eller ’hun’

Personer, der hverken betragter sig som mænd eller kvinder, har det seneste år for alvor fået opmærksomhed i offentligheden. Flere betegner sig som nonbinære, og mange ønsker ikke at blive omtalt med ’han’ eller ’hun’, men derimod med ’hen’ eller ’de‘. Det ønske har skabt voldsom debat.

I en artikelserie sætter kulturredaktionen debatten på pause og undersøger i stedet fænomenet forfra: gennem sproghistorie, psykologi, filosofi, kunsthistorie, portrætter og fotos forsøger vi at blive klogere på, hvilken betydning de nye kategorier og pronomener har.

Seneste artikler

  • »Det vigtigste er at møde anderledeshed med nysgerrighed, respekt og undren«

    3. april 2020
    Personer, der hverken betragter sig som mænd eller kvinder, har det seneste år fået stor opmærksomhed i offentligheden. Men ofte foregår diskussionen uden om dem, det egentlig handler om. Her er tre beretninger fra personer, der alle identificerer sig selv som nonbinære
  • I kunsten behøver man ikke at vælge det ene eller andet køn

    20. marts 2020
    I kunsten har der længe været positioner, der har forsøgt at bryde den gamle dikotomi mellem de to herskende køn. Enten ved at veksle mellem de to udtryk, eller ved aldrig at vælge side. Kunstredaktør Maria Kjær Themsen fører os som led i vores serie om hverken at være ’han’ eller ’hun’ gennem perspektiver fra kunsthistorien
  • Hvorfor vækker kønsdebatten så stærke reaktioner? Det er der mindst fire grunde til

    13. marts 2020
    Der findes ikke mange debatter, der skaber lige så stærke reaktioner som kønsdebatten. Men hvorfor reagerer vi så kraftigt – og så forskelligt – på, at nogen sætter spørgsmålstegn ved, om der kun findes kvinder og mænd? Information er gået på jagt efter en forklaring, og den er muligvis både sociologisk, psykologisk, evolutionshistorisk og biologisk
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Jeg kan også godt finde på at gå i nederdel - om sommeren, især når jeg ser Tour de France. Det er simpelthen for at få lidt mere afkøling til de lange sommerboller.

Gud fader bevares!

Søren K. Tidligere tiders danske sømænd der sejlede på tropisk fjernøsten lærte af de lokale, at en sarong kan være vældig komfortabel i varmen. Men det er næppe hvad fyren her taler om.

https://i.pinimg.com/originals/e8/02/b5/e802b539c5e5287fb9929fe1717e0526...

Søren Kristensen

Mikkel Zess. Min er lårkort. Det er et spørgsmål om komfort og vist føltes det lidt kinky i starten, men det går hurtigt over og bliver til en ren praktisk foranstaltning. Jeg har heller ingen ambitioner om at optræde offentligt, da jeg gerne er opmærksomheden foruden. Mit synspunkt er bare at en nederdel er eller burde være en legitim beklædningting til både mænd og kvinder og har vist også været det historisk. Mener de romerske legioner gik i nederdel. Folk skal kunne gå klædt som de vil, hvis det ikke generer andre. Burkaer kan godt være generende/trykhedsskabende/undertrykkende så det forbud er jeg helt med på, men hvorfor nogen skullle have noget imod nederdel til mænd (der går i underbukser) forstår jeg simpelthen ikke.

Klaus Lundahl Engelholt og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar
Thomas T. Jensen

Jeg kan stort set erklære mig enig med Marcus Holst, hvad angår, at kønnet er ligegyldigt. Det bør kun have betydning i forhold til ens egen og eventuelle seksualpartneres præference.
Hvad Marcus Holst ellers føler sig som, er helt hans (!!) egen beslutning og følelse. Hvad vi andre ser ham som, er derimod helt vi andres sag. Og derfor kan vi godt tale pænt og respektfuldt til hinanden uden at komme hinanden i møde med skældsord eller krænkende krav om brug af særlige pronominer.
Jeg er helt på det rene med, at den enkelte kan føle sig forkert i den krop, man er født med. Og den oplevelse opstår jo netop, når man kigger sig i spejlet og konfronteres med den objektive virkelighed.
Hvad alle vi sammenstimlende mennesker kan konstatere i samdrægtighed omkring den lille nyfødte er, om den lille er udstyret med penis eller sprække. Derfra vor verden går. Derfra fastsættes kønnet af samfundet. Alt derudover er fantasi. Og fantasien får ikke en penis til at falde af eller en penis til at vokse ud oven for sprækken i den objektive verden. Der skal anderledes voldsomme midler til at sminke virkeligheden. En mand, som får foretaget en kønsskifteoperation, bliver ikke til en kvinde. Han bliver til en mand med en historie. Uanset hvilke krumspring og personnummerændringer man foretager.

Anders Sørensen

Cirka en gang om ugen oplever han, at nogen råber ad ham.

»Så mand dig dog op!«

Virkelig? Jeg har ekstremt svært ved at forestille mig, at lige præcis det er tilråbet. Det virker som noget, man ville skrive på skrift eller måske sige i en anden tid.

En detalje som denne gør artiklen ekstremt utroværdig, imo.

Bortset fra det ville det være ret let bare at sige, at Marcus er en mand, der er ligeglad med kønsspecifik påklædning og klæder sig, som han vil. Det er helt fair, det er naturligvis hans ret. Og så slipper både han og alle vi andre for at besvære os med komisk kunstige problemstillinger som en eventuel eksistens af tusindvis af køn.

Det bliver fedt den dag, nogen der mest ser ud som en mand, kan møde ind på arbejde i nederdel, med ligeså stor accept, som kvinder kan møde ind i lange bukser.

Flemming Olsen

Nederdel! Hvorfor skal det være så konformt og fantasiløst, det kunne da være langt mere spændende at se Lars Løkke Rasmussen i en højtaljet empire chemisekjole a la Jane Austen eller Naser Khader i krinoline og slangekrøller som Scarlet O'Hara, fiddle-dee-dee!

Fødevarestyrelsen Mørkhøj og Jens Flø anbefalede denne kommentar