Kommentar
Læsetid: 4 min.

Max von Sydow satte et markant og mangeartet præg på de sidste 70 års filmhistorie

Den svenske skuespiller Max von Sydow døde søndag i en alder af 90. Til det sidste var han aktiv som skuespiller inden for stort set alle genrer, om end han nok især vil blive husket som ridderen, der møder døden i Bergmans ’Det syvende segl’ og Lassefar i Bille Augusts ’Pelle Erobreren’
Max von Sydow fik sin første Oscar-nominering for rollen som Lassefar – en sagtmodig enkemand, landarbejder og far til hovedpersonen i Bille Augusts filmatisering af Martin Andersen Nexøs socialrealistiske hovedværk Pelle Erobreren (1988).

Max von Sydow fik sin første Oscar-nominering for rollen som Lassefar – en sagtmodig enkemand, landarbejder og far til hovedpersonen i Bille Augusts filmatisering af Martin Andersen Nexøs socialrealistiske hovedværk Pelle Erobreren (1988).

Kultur
10. marts 2020

Den mest ikoniske scene, den netop afdøde svenske skuespiller Max von Sydow indspillede i sit 90 år lange og utroligt produktive liv, der sluttede søndag, er fra landsmanden Ingmar Bergmans religiøse og eksistentielle drama Det syvende segl (1957).

Her spiller den unge Max von Sydow korsridderen Antonius Block, som i 1300-tallet vender hjem fra Det Hellige Land til et pestramt Sverige. På en øde stenstrand, som resten af filmet i kontrastfuld sort-hvid, møder Block selveste døden i Bengt Ekerots kutteklædte skikkelse.

Han er kommet for at hente Block, men den fattede ridder overtaler ham til at spille skak om hans liv. Så længe spillet er uafgjort, kan Block leve videre og prøve at opfylde sit ønske om at gøre gode, meningsfulde gerninger. 

Det syvende segl var den første film, Max von Sydow lavede med den instruktør, som mere end nogen anden prægede hans virke som skuespiller. De to mødtes, da Max von Sydow i 1955 fik arbejde på Malmø Stadsteater, hvor Ingmar Bergman var tilknyttet som instruktør.

Von Sydow var fire år tidligere blevet færdig på Dramatens elevskole i Stockholm efter en middelklassebarndom i Lund som søn af en skolelærer og en professor i svensk folklore. Han var på det tidspunkt egentlig primært orienteret mod teatret.

Hans spillestil i såvel mødet med døden i Det syvende segl som i de senere Bergman-film, han medvirkede i, er da også stærkt teatralsk, præget af en alvor, der ikke nødvendigvis skulle udtrykkes med en livlig ansigtsmimik, men med hele den lange krop og den dybe røst, han havde til rådighed.

Fra skandinavisk alvor til amerikansk gys

I alt medvirkede Max von Sydow i 11 film af Ingmar Bergman. Og selv om han altid vil være forbundet med sin landsmands alvorsfulde filmkunst, er det påfaldende, hvor vidt han nåede omkring, når man ser tilbage på hans 71 år lange karriere som filmskuespiller.

Max von Sydows internationale karriere begyndte med rollen som ingen mindre end Jesus Kristus i den amerikanske The Greatest Story Ever Told (1965) af George Stevens. Små 30 år senere prøvede Max von Sydow kræfter med rollen som den inkarnerede djævel i Stephen King-filmatiseringen Begærets butik (1993).

Max von Sydows ganske stoiske attitude egnede sig godt til gysergenren, og man kender ham derfor også som den hårdt prøvede præst, der forsøger at uddrive satan fra et stadig mere monstrøst pigebarns krop i William Friedkins gyserklassiker Eksorcisten (1973). 

I den allermest kulørte ende så man Max von Sydow som superskurken Kejser Ming i filmudgaven af science fiction-superheltetegneserien Jens Lyn fra 1980, nærmest uigenkendelig med kunstigt, kulsort kinesisk kejserskæg, kronraget isse og store ondskabsindikerende øjenbryn.

Sideløbende med rollerne i store og små amerikanske produktioner (der efter Max von Sydows egen mening var præget af en ærgerlig tendens til at lade ham gentage de samme skurkagtige glansnumre igen og igen) medvirkede denne gennem hele karrieren voldsomt anerkendte skuespiller også i europæiske film og serier.

Max von Sydow huskes eksempelvis af mange for sin rolle som Karl Oskar i Jan Troells film Udvandrerne (1971) og Nybyggerne (1972), der er baseret på Vilhelm Mobergs romanserie om fattige smålandske landarbejdere, der i 1800-tallet migrerer til USA.

Hans første Oscar-nominering fik han for rollen som Lassefar – en sagtmodig enkemand, landarbejder og far til hovedpersonen i Bille Augusts filmatisering af Martin Andersen Nexøs socialrealistiske hovedværk Pelle Erobreren (1988).

I det amerikanske tidsskrift The Atlantic beskrev filmkritikeren Terrence Rafferty i 2015 under overskriften »Den største nulevende skuespiller«, hvordan Max von Sydow på sine gamle dage var ved at blive et popkulturelt ikon.

Ikke som bærende karakter, men som en karakteristisk skikkelse med et dybt respektindgydende cv bag sig, som man med fordel kunne caste til biroller i store episke film og tv-serier som Star Wars: The Force Awakens (2015) og Game of Thrones (hvor han spillede den treøjede ravn i tre afsnit) og få utrolig meget udstråling for pengene.   

Hvorfor den scene med døden er så god

Max von Sydow var åbenlyst interesseret i at bruge sit talent som skuespiller så alsidigt som muligt, men forbindelsen til Ingmar Bergman, der døde i 2007, går igen i beskrivelserne af ham. 

I et interview med den amerikanske talkshowvært Charlie Rose fra 2012 udtaler Max von Sydow, at han »ikke ville være samme sted i dag, hvis han ikke havde mødt ham (Bergman, red.).« Charlie Rose nævner scenen, hvor Antonius Block første gang møder døden og spørger, hvorfor den blev så god. Det var, fordi Bergman var meget søgende på det tidspunkt, svarer Max von Sydow, »efter mening, sandhed, kærlighed, etc.« Det samme var han selv, omend meget mere tvivlende. Von Sydow refererer en samtale, de havde ind i mellem optagelserne om liv efter døden. Det var i modsætning til Bergman ikke noget, Max von Sydow troede på, men Bergman holdt fast og lovede endda at bevise det, når han engang selv var død.

Da Max von Sydow tøvende fortæller, at han selv har ændret sin opfattelse af, om der findes et liv efter døen – og at han sågar har oplevet en form for kontakt med sin afdøde ven Bergman – bliver talkshowværten en smule forlegen. Charlie Rose fisker (som for at skifte emne) efter, om det, der gjorde udslaget, mon var, at Max von Sydow havde mødt kærligheden (her er det sandsynligvis von Sydows anden kone, Catherine Brelet, som han var gift med fra 1997 til sin død, der sigtes til). »Ja. Også det,« svarer en ellers undvigende Max von Sydow.

Ud over sin kone og fire børn efterlader han sig et billede af et privat, myreflittigt og ambitiøst menneske, der har sat et markant præg på filmhistorien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her