Baggrund
Læsetid: 5 min.

Midt i en coronatid vil vi vide, hvad der virkelig foregår – og aktualitetspodcasts er som skabt til formålet

Mere end nogensinde er der brug for perspektiv og overblik, og netop dét tilbyder de mange daglige aktualitetspodcasts, som for tiden dukker op herhjemme – med DR’s ’Genstart’ som seneste eksempel. Efter udenlandsk forbillede skærer de nyhedsstøjen fra og går i dybden med én ny historie hver dag. Podcastmediet er som skabt til formålet, siger ekspert
Mere end nogensinde er der brug for perspektiv og overblik, og netop dét tilbyder de mange daglige aktualitetspodcasts, som for tiden dukker op herhjemme – med DR’s ’Genstart’ som seneste eksempel. Efter udenlandsk forbillede skærer de nyhedsstøjen fra og går i dybden med én ny historie hver dag. Podcastmediet er som skabt til formålet, siger ekspert

Sofie Holm Larsen

Kultur
20. marts 2020

»Give me the big picture.«

Sådan lyder en ofte hørt formulering i The New York Times’ populære aktualitetspodcast The Daily, hvor værten Michael Barbaro på daglig basis skaber overblik i nyhedsbilledet for sine lyttere ved at zoome ind på en aktuel historie: Hvorfor har USA ikke været bedre forberedt på coronavirussen?

Eller: Hvordan vil den kommende økonomiske nedtur blive anderledes end den forrige? I alt en halv times podcast, hvor fokus ikke er på hurtige nyheder, men på baggrund, perspektiv og kontekst.

Det har vist sig at være en særdeles vindende formel.

På få år er The Daily med over to millioner daglige lytninger blevet den ubetinget mest populære podcast i USA, og i oktober kunne The New York Times meddele, at podcasten nu samlet har rundet over en milliard downloads.

Danske pendanter

Set i det perspektiv er det måske ikke så underligt, at en række danske medieorganisationer de senere år har forsøgt at efterligne det amerikanske forbillede med hjemlige versioner.

Altinget har fået sin Ajour, Zetland sin Helikopter, Politiken har Du lytter til Politiken, og seneste skud på stammen er DR’s Genstart, der gik i luften i begyndelsen af marts.

Ifølge podcastekspert og tidligere radiochef i DR Tor Arnbjørn har de mange nye podcasts en række træk til fælles.

»Fokus er på én lang historie, der typisk varer mellem 20-30 minutter og giver perspektiv og dybde til en aktuel sag. Alle er produceret af eksisterende nyhedsorganisationer, som bruger deres egne journalister som eksperter og værter. Og det foregår typisk sådan, at værten inviterer en journalist i studiet for at fortælle om en verserende sag, som de så i fællesskab perspektiverer, uddyber og udfolder. På den måde er det også et relativt billigt produkt at lave for en stor medieorganisation,« siger Tor Arnbjørn.

Men hvad er det for et mere grundlæggende behov, de mange nye podcasts tilfredsstiller? Ifølge Tor Arnbjørn handler det først og fremmest om overblik og indsigt.

»Når man lytter til The Daily, beder værten ofte sine gæster om at give ’det fulde billede’ af situationen. Og det er netop det dér skridt væk, som folk er interesserede i at få. Vi vil vide, hvad der virkelig foregår. Ikke bare, hvad der sker, men hvorfor det sker og hvordan. Og det går tilsyneladende rigtig godt i hak med de mennesker, som i forvejen bruger tid på podcast,« siger han og uddyber:

»Det er et medium, der skaber rum for fordybelse, og som folk bruger lang tid på, fordi de kan tage det med, når de løber, cykler, går tur – eller som nu sidder inde og prøver at få tiden til at gå. Folk lytter længe til podcasts. Og det er kun de færreste andre nyhedsmedier, som kan forvente at have folks opmærksomhed i så lang tid ad gangen,« siger han.

Bag om nyheden

Da værten på The Daily, Michael Barbaro, for nylig blev interviewet af onlinemagasinet Holler Hustle, fremhævede han den særlige brug af avisens journalister som historiefortællere som en af årsagerne til podcastens succes.

»Der er noget særligt over at høre journalister fortælle, hvilke tanker de har gjort sig om deres historie undervejs, og hvad de har lært i processen,« sagde han.

Den ambition er også meget tydelig at få øje på i de danske pendanter, mener Tor Arnbjørn.

»Hvis vi tager udgangspunkt i det seneste skud på stammen, DR’s Genstart, så er det meget tydeligt, at man ønsker at give en fornemmelse af, at man her får noget mere og andet – at man så at sige kommer bag om nyhedsstrømmen. I et af de første programmer hører man værten Knud Brix stå og slå lidt på mikrofonen og sige: ’Er du der?’ til DR’s udsendte journalist i det sydjyske. Som lyttere føler vi, at vi bliver lukket ind i et rum, vi ellers ikke har adgang til, og hvor vi kan få ’den rigtige’ historie og ikke bare den historie, som alle de andre hører i nyhederne.«

– Hvem er målgruppen for sådan en type podcast?

»Det, vi ved om podcasts, er, at de i høj grad appellerer til et yngre publikum. Og derfor er de her aktualitetspodcasts på mange måder også et forsøg på fra de etablerede mediers side at komme i kontakt med en yngre målgruppe,« siger Tor Arnbjørn.

Redaktionens udvalgte

Samtidig er der tale om podcasts, som er meget afhængige af afsenderens troværdighed. Er man abonnent på en avis eller medlem af et medies indholdsunivers, har man samtidig deponeret en del af sin tillid til netop den avis eller det medies evne til at udvælge og sortere i nyhedsstrømmen.

»I dag hvor alting går så hurtigt, er der et åbenlyst behov for overblik og opdatering, og mange efterspørger en redaktionel udvælgelse af, hvad der er det vigtigste i dag. Kort sagt: Hvad skal man kunne mene noget om ved middagsselskabet i aften? Derfor er det også karakteristisk for mange af de her podcasts, at de slutter med en kort gennemgang af, hvad man i øvrigt lige skal vide for at være godt klædt på til at gå ud i dagen,« siger han.

Tor Arnbjørn spår, at vi den kommende tid ikke blot vil få endnu flere aktualitetspodcasts, som tager tidens vigtigste emner til grundig behandling. Men at vi i takt med at podcastmediet bliver et fuldblodsmedie i sin egen ret også vil begynde at se deciderede nyhedsprogrammer udsendt som podcasts – og faktisk er det allerede i gang.

»For nylig knopskød The Daily med endnu en podcast, som de kalder The Latest, og noget lignende er også begyndt at ske herhjemme, hvor Børsen nu udsender en daglig morgenbriefing, og Ritzau leverer et daligt nyhedsoverblik. Så hvis man kigger lidt ud i fremtiden, er det formentlig det næste skridt: Daglige podcasts med nyheder i et mellemlangt format.«

Fem daglige aktualitetspodcasts

Genstart

»Få et unikt indblik i én aktuel historie, få den fortalt fra starten og få besvaret de spørgsmål, du ikke anede, du ønskede svar på. Alle hverdage – mandag til fredag – fra klokken 06:00.« 

Du lytter til Politiken

»Med Politikens daglige nyhedspodcast ’Du lytter til Politiken’ i ørerne vil du på 20 minutter få én udvalgt, aktuel historie leveret som levende lydfortælling mandag til fredag.«

Altinget: Ajour

»Fra mandag-fredag udkommer ’Altinget: Ajour’ hver eftermiddag med en udsendelse om dansk politik. Værterne er magasinredaktør Esben Schjørring og podcastredaktør Henrik Axel Buchter.«

Zetland Helikopter

»På lyntid er vores daglige nyhedspodcast Zetland Helikopter blevet vores flagskibsprodukt og rigtig mange medlemmers foretrukne nyhedsrutine – her får de forklaret døgnets største nyhed på sammenhængende, overraskende og vildt engagerende vis.«

The Daily

»This is how the news should sound. Twenty minutes a day, five days a week, hosted by Michael Barbaro and powered by New York Times journalism.«

 

Serie

Informations podcastpanel

Midt i en coronatid er der mere end nogensinde brug for perspektiv og overblik, og netop dét tilbyder de mange daglige aktualitetspodcasts, som for tiden dukker op herhjemme. Over de kommende uger anmelder vi en række af de mest populære med hjælp fra et eksternt anmelderpanel af tilfældige lyttere med hvert deres udgangspunkt. Informations podcastpanel består af: Julie Søholm på 27, der er medicinstuderende. Martin Zoffmann på 41, der er kommunikationschef i Rambøll. Og Ulla Jensen på 71, der er pensioneret folkeskolelærer

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Tanghus

The Daily er desværre endnu en af de "podcasts", som ikke tilbyder et RSS feed, så dem, der ikke er under Apples/Googles åg, kan ikke lytte med :(

Thomas Tanghus

Jeg er åbenbart den eneste, der er irriteret over det, for jeg fandt det andetsteds: https://www.listennotes.com/podcasts/the-daily-the-new-york-times-xp7nhs...