Feature
Læsetid: 7 min.

Modstandsmanden Camus

Fra eksistentialistisk absurditet til engagement i Frankrigs frihedskamp, fra nihilisme til håbet om et retfærdigt samfund – Anden Verdenskrigs modstandserfaringer blev en vigtig intellektuel brydningsperiode for den franske forfatter
Albert Camus i Paris den 17. oktober 1957, umiddelbart efter at han er blevet tildelt Nobelprisen i litteratur.

Albert Camus i Paris den 17. oktober 1957, umiddelbart efter at han er blevet tildelt Nobelprisen i litteratur.

Ritzau/Scanpix

Kultur
13. marts 2020

For 60 år siden led Albert Camus en voldsom død i en alder af blot 46 år – en chokerende død, der kom brat til ham. Næsten som en skæbnens grumme illustration af den absurditet, han i sine værker udforskede som et menneskeligt grundvilkår: Den eksistentialistiske forfatter blev dræbt i en bilulykke under omstændigheder, der lige siden er blevet set som gådefulde.

En januardag i 1960 er Albert Camus, der to år før blev tildelt Nobels litteraturpris (som den næstyngste til dato), på vej tilbage til Paris efter ferie i Provence. Ved rattet i bilen, en sportslimousine af det franske prestigemærke Facel-Vega, sidder Michel Gallimard, en nevø til Camus’ forlægger og en mangeårig god ven af forfatteren. Gallimards hustru, Janine, og deres 18-årige datter, Anne, befinder sig på bagsædet.

På vej gennem den lille by Villeblevin, godt 105 km fra Paris, mister Gallimard pludselig herredømmet over vognen. Farten er ikke høj, føret hverken glat eller vådt, der er kun sparsom trafik, og vejen går ret ligeud. Alligevel tørner Facel-Vega’en frontalt ind i et vejtræ. Camus bliver dræbt på stedet. Gallimard dør få dage senere af sine kvæstelser, mens Janine og Anne slipper med knubs. Ulykkesårsagen er aldrig fuldt opklaret.

Spekulationer

Mystikken om den fatale ulykke har forudsigeligt fostret spekulationer. Sidste år vakte forfatteren Giovanni Catelli opsigt med sin konspirationsteoretiske bog La mort de Camus, hvori han hævder, at den sovjetiske spiontjeneste, KGB havde pillet ved bilen for at få den til at forulykke.

Motivet til at forøve et attentat på Camus skulle være, at den franske forfatter, siden han i 1951 udgav essayet L’homme révolté (Oprøreren) i stigende grad var blevet en markant sovjetkritisk stemme i den franske opinion – således havde han taget afstand fra Sovjets invasion af Ungarn, udtalt offentlig støtte til den systemkritiske forfatter Boris Pasternak og generelt fordømt brugen af revolutionær vold som politisk kampmiddel.

Den amerikanske forfatter Paul Auster fandt Catellis indicieindsamling og rygtebaserede udsagn fra samtidige kilder tilstrækkeligt besnærende til at skrive bogens forord. Alligevel har de fleste eksperter, herunder Camus’ egen datter og forvalter af hans efterladte værk, Cathérine Camus, afvist Catellis fremstilling som konspirationstosseri.

2020 er som 60-året for den store franske forfatters død blevet markeret med en strøm af udgivelser om Camus, hans forfatterskab og dets appel i vores tid. En af de mest interessante er en ny biografi af historikeren Vincent Duclerts Camus, des pays des libertés, der bygger på årelange arkivstudier af forfatterens efterladte papirer.

Opsigtsvækkende har Duclert i de franske nationalarkivers De Gaulle-samling fundet en hidtil overset og aldrig tidligere udgivet tekst af Camus, som Information efter aftale med Camus’ datter eksklusivt har fået rettighederne til at bringe på dansk.

Teksten består af tre maskinskrevne ark, som Albert Camus ser ud til at have skrevet sidst i juni eller først i juli 1943. Det fremgår af arkivdata, at teksten er henvendt til og stemplet som modtaget i den franske befrielseskomité, Comité français de la libération nationale, som blev nedsat i begyndelsen af juni 1943 som en provisorisk befrielsesregering med base i Algier i Fransk Algeriet.

Teksten må dog være skrevet før de vestallieredes landgang på Sicilien midt i juli 1943, da Camus i denne netop efterlyser, at modstandsbevægelsen undsættes af en sådan intervention i Europa.

Redaktør Camus

Som Duclert forklarer i et interview med Le Figaro ser brevet, der bærer overskriften D’un intellectuel résistant (’Fra en intellektuel frihedskæmper’), ud til at være et svar på en bestilling fra Befrielseskomiteens informationskommissariat, der løbende søgte at holde sig orienteret om situationen i det besatte Frankrig.

Da Camus skriver brevet, er han chefredaktør for det besatte Frankrigs vigtigste illegale avis, Combat. Snarere end at være en underretning om modstandsbevægelsens operationelle fremskridt eller stemningen i den franske befolkning, er brevet imidlertid fuld af moralsk og politisk selvransagelse omkring modstandskampens menneskelige udfordringer og omkostninger for nationens fremtid, og hvilke implikationer der ligger i det radikale valg, som en aktiv tilslutning til Frankrigs befrielseskamp kan indebære.

Brevets bærende anfægtelse er, at de, som har mod og moralsk kaliber til at gå ind i en national befrielseskamp, som de risikerer at betale for med deres liv, alene ved denne gestus skiller sig ud som en »elite«, som også morgendagens Frankrig vil behøve. Men vel at mærke ikke for at vende tilbage til status quo. Efter krigen ser Camus det som et mål at opbygge et nyt samfund, der skal forene frihed og retfærdighed i en historisk ny balance.

Med Duclerts ord, pointerer Camus, at »retfærdighed og frihed må forudsætte hinanden gensidigt – Camus ser dem som essentielle værdier for at genopbygge verden efter krigen og for at gå op imod historiens destruktive logikker. Han formulerer et budskab, der også i dag har bevaret sin aktualitet«.

I sin biografi fremsætter Duclert den hypotese, at teksten kan være begyndt som en kladde til en lederartikel i Combat, og at Camus i sine tanker i nok så høj grad har haft de samtidige franskmænd, der endnu i sommeren 1943 tøvede med at engagere sig og vælge side i en situation, hvor det endnu ikke var gennemskueligt, om krigslykken var vendt for tyskerne. Og ikke mindre uigennemskueligt, hvordan en befrielse af Frankrig kunne tage form.

Brevet synes også at referere til de samtidige interne fejder i Fransk Algeriet, hvor generalerne Giraud og De Gaulle rivaliserer om positionen som øverstbefalende for De Frie Franske Styrker og stille sig i spidsen for befrielsesregeringen, alt imens også magtfulde tidligere vichyfranske interesser i Algier, der først året før under den senere myrdede admiral François Darlans lederskab er gået modstræbende over på vestallieret side, også forsøger at positionere sig i den interne magtkamp.

Duclert vurderer dokumentet som »meget værdifuldt«, fordi den på dette tidspunkt 29-årige journalist og teatermand, der trods sit litterære gennembrud året før, endnu kun står på tærsklen til berømmelse, indirekte også leverer en begrundelse for sit eget valg.

Først i 1942 er Camus kommet til Paris fra Algeriet. Den tuberkuløse forfatter lider af dårligt helbred og blev kasseret, da han i 1940 forsøgte at melde sig frivilligt til militærtjeneste. Brevet stammer fra en periode, hvor han med Duclerts ord »erklærer sig som intellektuel frihedskæmper over for andre figurer i den parisiske kulturelite, der over for den tyske besættelse enten vælger en tilpasningsstrategi eller endda bliver skamløse kollaboratører«.

Teksten kaster imidlertid også lys over Camus intellektuelle og litterære udvikling. Her er året 1943 en vigtig brydningstid og overgangsfase. Brevet er skrevet året efter udgivelsen af de to hovedværker i det tidlige forfatterskab, romanen Den fremmede og det filosofiske essay Sisyfos-myten, der sammen med teaterstykket Caligula tilhører den såkaldte absurde cyklus, hvor Camus bestemmer det menneskelige grundvilkår som en splittelse mellem et begær efter mening på den ene side og livets og verdens iboende meningsløshed på den anden – en på mange måder nihilistisk analyse, der dog udmunder i den paradoksale konklusion, at »man må forestille sig Sisyfos som lykkelig«.

Meningsbegæret er dømt til at fejle, men de giver alligevel en form for mening at fremture i lighed med den græske mytologiske helt Sisyfos, der bestandig må rulle en sten op på en bjergtop, skønt den bestandig ruller ned igen.

Brevet refererer da også, i modstandskampens kontekst, til »det velgørende ved absurditeten som sådan«. Ifølge den amerikanske Camus-forsker Robert Zaretsky er Camus midt i 1943 allerede på vej ind i sit forfatterskabs næste fase – den cyklus, der omfatter romanen Pesten, teaterstykket Les justes og førnævnte filosofiske essay, L'homme révolté, og hvor Camus udforsker den menneskelige gensidige henvisthed og den kollektive handling mod uretfærdigheder som meningsgivere.

»I den cyklus ser Camus modstandskamp som et nyt og intenst svar på meningsløsheden i absurditeten som vilkår. I L'homme révolté tvister han René Descartes’ berømte sentens ’Jeg tænker – ergo er jeg til.’, så den lyder ’Jeg gør oprør, derfor er vi til.’ I en nøddeskal bliver dette Camus’ diagnose og kur imod vores absurde vilkår,« siger Zaretsky i et interview med radiostationen Radio France Internationale.

Dette bliver især tydeligt i brevets formulering om forbrødringen af frihedskæmperne, der giver hinanden deres ord og dermed bliver til »ét kød«.

Endelig er der også formuleringer i det fundne Camus-manuskript, der peger frem imod den senere konflikt mellem Camus og den marxistiske franske venstrefløj som repræsenteret ikke mindst ved Jean-Paul Sartre, der i 1952 skulle føre til et bemærkelsesværdigt brud på venskabet imellem de to frontfigurer i den franske eksistentialisme.

Selv om Camus endnu i sommeren 1943 lovpriser frihedskampens alliancepartner, Sovjetunionen, som et storstilet og ambitiøst forsøg på at skabe et bedre samfund, hvor frihed og retfærdighed er realiseret under ét, er det også tydeligt, at han udtrykker forbehold over for den sovjetiske vej og ideen om ’proletariatets diktatur’ som en nødvendig frihedsundertrykkende overgangsfase på vejen imod indfrielse af endemålet.

Frankrig bør hellere finde sin egen vej og kan ikke forlade sig på en sovjetisk »fuldmagt«, som han skriver. Camus var kortvarigt medlem af det franske kommunistparti, men blev ekskluderet allerede i 1937. Hans senere stadig mere eksplicitte kritik af Sovjetunionen kommer i 1950’erne til at gøre ham til en pariaskikkelse i den venstreintellektuelle parisiske elite.

Som en anden Camus-biografiforfatter, Olivier Todd har udtrykt det i The New York Times, var 1950’erne en periode, hvor Camus blev gjort til »en lidende syndebuk« for hele den antikommunistiske venstrefløj. Endnu værre blev det, da Camus, der selv var født i Algeriet, ikke ubetinget kunne støtte algerisk uafhængighed af Frankrig.

»Det var en ærkeforbrydelse at erklære sig som antikommunist. Siden blev han også kaldt reaktionær på grund af det koloniale spørgsmål, og hans holdning til Algeriet, som ellers var langt mere nuanceret og kompliceret, end folk ville indse.«

Camus havde en »humanistisk sund fornuft for menneskers lidenskaber og begrænsninger«, der tidligt fik ham til at gennemskue sovjetsystemets grundlæggende afsporethed«, skriver Todd, der fremhæver Camus for hans mod til at sige fra og tale et helt miljø midt imod.

Læs dokumentet her.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Sjovt som han ligener (eller omvendt) Thomas Winding, ikke?