Nekrolog: Ole Michelsen bar sin borsalino med ydmyghed

Det var en mørk og farlig nat for efterhånden mange år siden. Farlig, fordi piloten var ganske ung og uerfaren, og flyet var et lille, lejet privatfly. Han havde selvfølgelig sin licens, men manglede nogle internationale timer på sit cv. Filminstruktøren Franz Ernst var i gang med en dokumentarfilm om en supertanker, og der skulle lettes og landes flere steder langs den franske kyst. Ole Michelsen var med på holdet, fordi han talte flydende fransk.

På en eller anden måde fløj flyet vild hen over Bretagne, hvor der var mange høje klipper. Ole Michelsen skulle så få piloten til at stille det skamfulde spørgsmål til kontroltårnet: »Undskyld, hvor er vi?« Det var han ikke meget for, men gjorde det selvfølgelig, og flyet fandt sin landingsbane.

Franz Ernst fortæller historien, fordi Ole Michelsen selv satte en ære i at have styr på samtlige detaljer, også når det gjaldt film, og det irriterede ham, hvis andre ikke havde det – in casu den unge pilot.

Melvilles assistent

Ole Michelsen var en af flere unge, danske skribenter, der flyttede til Paris i en periode, fordi det var her, ’det skete’, både inden for film og filosofi. De levede af at sende freelanceartikler hjem til danske aviser, men Ole Michelsen ville mere end det. Han havde siden sin barndom været tiltrukket af film, især Gøg og Gokke, og ville gerne være filminstruktør. Det lykkedes ham at blive ansat som assistent af selveste Jean-Pierre Melville, den første, der rendyrkede den franske udgave af gangsterfilm. Mænd med skydevåben og bredskyggede hatte, jaget af strømere, le flic. Måske som en reaktion på den såkaldt ’nye bølge’, som var mere intellektuel.

Han mistede sin danske kone i en trafikulykke, og efter fem år rejste han hjem med sin knapt fireårige datter. I forvejen havde han som barn mistet sin far, der havde begået selvmord. Livet havde ikke behandlet ham godt. Selv har han sagt, at det, der hjalp ham igennem, var interessen for film. Han blev ansat som kulturjournalist ved Danmarks Radio, hvor han som noget af det første bestyrede programmet Kardinalernes middag, hvor kulturspidser som Olaf Ussing, Hans Bendix, Svend Kragh-Jacobsen og Ole Vinding diskuterede lidt af hvert.

Hattene

Så fik han, nu ved skæbnens gunst, tildelt sit eget filmprogram, som han kaldte for Bogart efter Humphrey Bogart, hovedpersonen i filmen Casablanca, som han regnede for en af de største klassikere til alle tider. Det var før, alle mulige mødte op i studierne med en kasket på.

Ole Michelsen mødte med stor sans for mediets udvikling op med en bogartsk hat på, en borsalino, som var med til at identificere ham, og kan seerne ikke huske ham for andet, så husker de ham for den. Og så for de hatte, som han efter hver udsendelse uddelte, ofte med hård hånd, når han havde omtalt en film, ligesom aviserne uddeler stjerner.

Men filminteresserede husker ham også, fordi han var meget sikker i sin bedømmelse af filmene. På den måde kan han minde ikke så lidt om Informations anmelder Morten Piil, som han beundrede. Begge var fyldt til randen med viden om film, og begge var perfektionister på området. Man behøvede ikke være enig, og man behøvede ikke eje en borsalino for tage hatten af for deres soliditet og velargumenterede bedømmelser.

Ulykken ramte igen

Ole Michelsen var frederiksberger med stort F, og bortset fra de fem år i Paris boede han hele sit liv på det Frederiksberg, han elskede. Han elskede også sin datter Trine, som han var alenefar for. Som model, side 9-pige og skuespiller blev hun sexsymbol og mange mænds hedeste drøm, men siden også mere anerkendt skuespiller i blandt andet Lars von Triers Idioterne.

Så ramte ulykken ham igen. Trine Michelsen fik kræft og døde i en alder af kun 42 år på en slags privat hospice omgivet af mange blomster og venner. Hun imødeså døden med en vis ro. Både far og datter var troende.

Det skete omtrent samtidig med, at Danmarks Radio besluttede at lukke programmet Bogart ned. Det var der mange, der var vrede over, men ikke Ole Michelsen, der havde haft det i 17 år og følte en vis træthed ved at lave det. Også fordi han ikke gouterede den retning, Danmarks Radio var ved at sætte, hvor det ikke handlede så meget om, hvad programmerne indeholdt, men mere om, hvordan detog sig u. Et bogprogram skulle fremover hedde Bestseller, og det så han som et nøgleord for det, der skulle komme.

Kong Alkohol

Så fulgte ikke helt uforståeligt den tid, hvor han alkoholiserede sig gennem Frederiksbergs aften- og natteliv og opsøgte nogle af de samme vandingssteder som Dan Turèll, som han så fik en sludder med. Men hvor digteren ikke kunne stoppe, kom Ole Michelsen til det resultat, at det måtte høre op, og fik sig reddet – blandt andet via en Minnesotakur. Han lagde alkoholen helt på hylden. Sådan!

Interesseorganisationer finder det altid glædeligt, når en kendis melder sig under fanerne for deres sag, og det havde Ole Michelsen ikke det mindste imod. Han stod frem, som man siger, og rejste landet tyndt med foredrag om, hvordan man slipper fri fra Kong Alkohols regime, ligesom han skrev en bog om det, Den dansende dæmon – Beretning fra en ædru alkoholiker. Han slap filmenes Bogart som idol, men ikke fascinationen af filmene.

Medmenneskelighed

Noget af det bemærkelsesværdige ved Ole Michelsen som tv-stjerne – og det var han – var den ydmyghed, hvormed han bar borsalinoen.

Saglighed var hans kendemærke, og egentlig lignede han slet ikke den hårdtslående Humphrey Bogart, ligesom han ikke bralrede op eller var selvglad som så mange andre tv-stjerner. Han lignede heller ikke Ulf Pilgaard, som var hans barndomsven, og som Jakob Kvist skrev en interviewbog med dem begge om. Tag ikke fejl: Var han end nok så saglig på skærmen, så dækkede det blot over en mand med stor humor og begavelse.

En af de sidste sætninger før hans død, som han er citeret for, var: »Inden jeg går i seng, øver jeg mig i medmenneskelighed.«