Nonbinær forfatter: Andre steder i sproget har vi jo heller ikke kun to gensidigt udelukkende kategorier

Under et års ophold i London oplevede Ida Holmegaard at blive kønnet hele tiden i det, som forfatteren kalder »den konstante gætteleg«. Fordi hver gang man i London skal betale for et indkøb, eller når nogen holder døren for én, så bliver man tiltalt enten ’sir’ eller ’madam’. Og under opholdet skete det derfor rimelig ofte, at Ida Holmegaard blev kaldt ’sir’. 

»Jeg kunne mærke, at jeg blev rigtig glad, også selv om det var akavet for dem, så var det en god følelse for mig,« siger forfatteren.

I sin nye bog Look skriver Holmegaard således om en oplevelse med at købe kop kaffe på et bibliotek. Ekspedienten spurgte: »What would you like, sir?«, før han kiggede op og undskyldte mange gange. Ida Holmegaard prøvede at berolige ham og forklare, at det var helt i orden. Men efter den samtale undgik ekspedienten øjenkontakt:

»Måske afstedkom kombinationen af, at han syntes, han havde fornærmet mig, og at jeg ikke blev fornærmet, en form for blivende ubehag. Jeg kommer og hjemsøger ham med min ubestemmelighed, og det virker, som om han synes, det er stressende.« 

Vi sidder i Ida Holmegaards atelier i Københavns Nordvestkvarter. Det er her, hen ofte sidder og skriver. Og ja, Ida Holmegaard bruger det personlige pronomen ’hen’ frem for ’han’ eller ’hun’. På bordet foran os ligger hver vores version af bogen. På forsiden står der ’LOOK’ og ’Læsninger’ ovenpå et grønt billede af en skjorte.

Jeg er på besøg, fordi vi på avisens kulturredaktion har besluttet os for at undersøge nonbinær kønsidentitet som koncept. Når man har en nonbinær kønsidentiet, betyder det, at man hverken er udelukkende mand eller udelukkende kvinde. Det seneste år har det, og særligt nonbinære personers ønsker om at blive omtalt med andre pronominer såsom hen eller entals-de, fyldt en del i debatten.

Vi har sat den debat lidt på pause for blandt andet at undersøge tankerne bag at gå imod en binær forståelse af køn. Og netop det handler LOOK blandt andet om. I LOOK læser Ida Holmegaard en række litterære værker og skriver om tøj og det sprog, der er i tøjet.

Bogen berører eksempelvis et shortsforbud på Jyllands-Posten, da Armani begyndte at lave jakkesæt, der også passede kvinder, og da Orlando – hovedpersonen i Virginia Woolfs roman af samme navn – rejste til Tyrkiet som mand og kom hjem som kvinde.

På den måde er bogen en mellemting mellem en personlig fortælling og en essaysamling. Den stiller både spørgsmål til litteraturen, til historien og til Ida Holmegaard selv.

»Det er en bog om tøj og tøjs sproglighed. Den her bog, den kræver alt det af mig, jeg ved om tøj, og hvad tøj betyder. Jeg skal give bogen alle mine erfaringer om det, og altså også de erfaringer, der handler om min egen kønsidentitet,« siger Ida Holmegaard.

Erfaringen af at være både og

Erkendelsen af at være nonbinær, som langsomt og brudvist udfoldes i bogen, er ifølge forfatteren ikke en personlig udvikling. Det, der sker i LOOK, handler derimod om sprog. Det vil sige, det handler ikke om at blive nonbinær – men om at finde sig til rette i et sprogligt fællesskab ved at bruge det ord: nonbinær. 

Selve erfaringen af både at være mand og kvinde kom meget tidligere end under arbejdet med bogen. Og det er også beskrevet flere gange. For eksempel i barndomsmindet om at være, fremfor at lege eller klæde sig ud som, Jim Hawkins, hovedpersonen i Robert Louis Stevensons Skatteøen:

»Måske er kostume slet ikke det rigtige ord, for jeg havde jo været Jim længe. Med jævne mellemrum var jeg kravlet ind i et skab, som samtidig var en tønde med æbler, som jeg gemte mig i, fordi piraterne på skibet holdt møde om et forestående mytteri. Bare en lille dreng inde i skabet.« 

Til gengæld var det, der konkret skete, mens Ida Holmegaard arbejdede på LOOK, at hen flyttede til London i en periode. Ud over at opdage begejstringen ved at blive kønnet som mand med tituleringen ’sir’, så opsøgte Ida Holmegaard også nogle miljøer i London, hvor forfatteren mødte flere mennesker, som kaldte sig nonbinære. Og hvor Ida Holmegaard følte sig hjemme.

I bogen beskriver hen, at det også helt lavpraktisk var smart at have specifikke ord at google for at finde sådanne fællesskaber, både i London og i København.

»Jeg har tænkt på, om jeg overhovedet skulle putte mig selv ned i den her kategori. Men når jeg opsøgte sammenhænge, hvor folk var nonbinære, opdagede jeg, at det var folk, der havde samme erfaring, som lignede mine, der kaldte sig det. Så det er nok det ord, der beskriver de erfaringer, jeg har,« siger Ida Holmegaard.

Kønseufori

Og hvad går den erfaring så ud på? Hvad er det for en følelse? Til at forklare det bruger Ida Holmegaard to forskellige begreber: kønsdysfori og kønseufori.

Det første begreb betyder at føle ubehag ved sit køn eller den måde, omverden kønner en på. Kønseufori, derimod, bruger Ida Holmegaard til at beskrive oplevelsen af at blive kønnet på en anden måde end som kvinde. Hen griner lidt, når jeg spørger, hvordan det så føles:

»Det gør mig utilpas at blive kønnet feminint. Det gør mig helt vildt glad at være et sted midt imellem. Måske er det nok, at det bare føles rigtigt,« siger Ida Holmegaard. »For mig vil det at være nonbinær sige at være både maskulin og feminin på én gang. Både en mand og en kvinde.«

Det føles nok forskelligt for alle, understreger Ida Holmegaard og pointerer, at hen kun kan tale på egne vegne. For Holmegaard har det også handlet om, hvordan hen opfatter sin krop: høj med en dyb stemme og kort hår. Og at hverken herre- eller dametøj passer helt. Men mest af alt er det en følelse, der har været der konstant gennem hens liv, og som det er svært at sige, hvor kommer fra.

»Jeg har altid identificeret mig med maskuline karakterer og forstået mig selv lige så meget eller mere gennem dem end gennem en feminin linse,« siger Ida Holmegaard.

Gensidigt udelukkende kategorier

Før Holmegaard havde fundet ord, eksempelvis nonbinær, til at dele sin erfaring af at være både mand og kvinde, havde det grundlæggende været en ensom oplevelse, som hen kun havde et sprog for over for sig selv.

Nu kan hen nemmere dele erfaringen med dem omkring sig. Det er en af grundene til, at der er behov for en nonbinær kønskategori, mener Ida Holmegaard.

Tokønssystemet – det system, hvor alle kategoriseres som enten hun- eller hankøn, og hvor en person ikke kan være i begge kategorier – er ifølge Ida Holmegaard »ret ubrugeligt som sproglig konstruktion.« Og i alle mulige andre sproglige systemer skaber man flere kategorier eller underkategorier, når behovet melder sig:

»Altså, det kan regne, og det kan være solskin. Men det kan også være støvregn eller skyet, og det kan også være tåget. Det kan også være hagl, og det kan også være sne. Der er ikke nogen grund til at insistere på, at der udelukkende findes regn og sol, eller på at det er helt vildt besværligt at oprette endnu en kategori. Normalt ser man nye kategorier som løsningen på et sprogligt problem.«

Sarah Hartvigsen Juncker

Ida Holmegaard køber ikke helt fortællingen om, at det skulle være så svært for folk at forstå nonbinaritet. Efter at have fortalt en del folk omkring sig om det, kan hen konstatere, at det ikke har været et problem.

Det er heller ikke, fordi Ida Holmegaard forventer, at alle skal forstå det til fulde – men bare fordi man ikke selv deler en erfaring eller intuitivt forstår den, kan man jo godt acceptere og respektere, at andre har den, siger hen.

»Tokønssystemet virker for mig, som hvis jeg skulle rydde op i min lejlighed og gjorde det ved at bygge to kasser og komme alting i en af dem. Det er jo en form for orden. Men det er en meget rodet orden. Specielt, når der tydeligvis findes flere erfaringer, end der passer i de to kasser.«

Pronominet hen

Grunden til, at hen gerne vil omtales med et andet personligt pronomen end ’hun’, er, at hen oplever ubehag ved at blive kønnet feminint.

»Det er mere sprogligt korrekt at sige om mig, at jeg er nonbinær, end at jeg er en kvinde. Og det, der sprogligt korresponderer til det, er at bruge et kønsneutralt pronomen. Det at skifte pronomen er også en måde at starte en samtale med dem, jeg holder af, om, hvad jeg er for en, og hvordan det føles. Og det er en måde for dem at vise omsorg at omtale mig, som jeg ønsker.«

Ida Holmegaard fortæller, at der var en periode, hvor forfatteren sammen med sin kæreste afprøvede både ’hen’, ’de’ i entalsform og ’han’, mens Holmegaard lyttede og mærkede efter, hvad der føltes rigtigt. Det er også beskrevet i bogen:

»Vi ligger i liggestolene i haven, han hjælper mig med at prøve forskellige nye pronominer. Vi hjælper hinanden med at finde rundt i et nyt sprog. Han taler om mig, til mig, han siger:

Ida, de kan godt lide at sove og slappe af. De har sådan en øjenpude, de kan lægge over øjnene, når de skal hvile sig. Ida, hen skriver nogle rigtig … korte bøger. Hen er min kæreste. Jeg elsker hen.«

»Jeg kan godt lide fonetisk, at ’hen’ nogle gange kan lyde som ’han’, men ’hens’ kan lyde som ’hendes’. På den måde har ’hen’ lidt begge køn iboende,« siger Ida Holmegaard.

»Det er også helt i orden, hvis folk bruger ’de’ i entalsform om mig, hvis de for eksempel er mere vant til at bruge det som kønsneutralt pronomen. Det er superfint for mig.«

Et nonbinært look

Det er vigtigt at acceptere, når folk fortæller om, hvilken kønsidentitet de har – uanset hvordan de ser ud – for man ved bedst selv, hvordan man har det. Sådan svarer Ida Holmegaard, når jeg spørger til, om man skal se ud på en bestemt måde for at være nonbinær.

»Den her idé om, at man skal se ud på en eller anden bestemt androgyn måde, kommer fra en idé om, at kønsidentitet er noget, man har krav på at vide om andre. Det, tror jeg, er værd at forsøge at aflære,« siger Ida Holmegaard, som selv har oplevet både en udefra- og indefrakommende forventning om at skulle se anderledes ud, efter hen havde fortalt folk omkring sig, at hen er nonbinær.

»Det meste tøj er lavet, så det passer ind i et binært system, til herre- eller dameafdelingen, men kønnet sidder jo ikke i tøjet. Det handler mere om at finde et udtryk, som man selv er tilpas med.«