Interview
Læsetid: 8 min.

Nonbinær forfatter: Andre steder i sproget har vi jo heller ikke kun to gensidigt udelukkende kategorier

Ida Holmegaards tredje bog hedder ’LOOK’ og handler om tøj og litteratur. Men også om en forfatter, der finder sprog for at beskrive sin egen kønsidentitet. Nemlig som både mand og kvinde – som nonbinær. Der er ikke nogen grund til at insistere på, at der udelukkende findes to køn, ligesom man heller ikke insisterer på, at der kun findes regn og sol, siger forfatteren. Normalt ser man nye kategorier som løsninger på sproglige problemer
Ida Holmegaards tredje bog hedder ’LOOK’ og handler om tøj og litteratur. Men også om en forfatter, der finder sprog for at beskrive sin egen kønsidentitet. Nemlig som både mand og kvinde – som nonbinær. Der er ikke nogen grund til at insistere på, at der udelukkende findes to køn, ligesom man heller ikke insisterer på, at der kun findes regn og sol, siger forfatteren. Normalt ser man nye kategorier som løsninger på sproglige problemer

Sarah Hartvigsen Juncker

Kultur
12. marts 2020

Under et års ophold i London oplevede Ida Holmegaard at blive kønnet hele tiden i det, som forfatteren kalder »den konstante gætteleg«. Fordi hver gang man i London skal betale for et indkøb, eller når nogen holder døren for én, så bliver man tiltalt enten ’sir’ eller ’madam’. Og under opholdet skete det derfor rimelig ofte, at Ida Holmegaard blev kaldt ’sir’. 

»Jeg kunne mærke, at jeg blev rigtig glad, også selv om det var akavet for dem, så var det en god følelse for mig,« siger forfatteren.

I sin nye bog Look skriver Holmegaard således om en oplevelse med at købe kop kaffe på et bibliotek. Ekspedienten spurgte: »What would you like, sir?«, før han kiggede op og undskyldte mange gange. Ida Holmegaard prøvede at berolige ham og forklare, at det var helt i orden. Men efter den samtale undgik ekspedienten øjenkontakt:

»Måske afstedkom kombinationen af, at han syntes, han havde fornærmet mig, og at jeg ikke blev fornærmet, en form for blivende ubehag. Jeg kommer og hjemsøger ham med min ubestemmelighed, og det virker, som om han synes, det er stressende.« 

Vi sidder i Ida Holmegaards atelier i Københavns Nordvestkvarter. Det er her, hen ofte sidder og skriver. Og ja, Ida Holmegaard bruger det personlige pronomen ’hen’ frem for ’haneller ’hun’. På bordet foran os ligger hver vores version af bogen. På forsiden står der ’LOOK’ og ’Læsninger’ ovenpå et grønt billede af en skjorte.

Jeg er på besøg, fordi vi på avisens kulturredaktion har besluttet os for at undersøge nonbinær kønsidentitet som koncept. Når man har en nonbinær kønsidentiet, betyder det, at man hverken er udelukkende mand eller udelukkende kvinde. Det seneste år har det, og særligt nonbinære personers ønsker om at blive omtalt med andre pronominer såsom hen eller entals-de, fyldt en del i debatten.

Vi har sat den debat lidt på pause for blandt andet at undersøge tankerne bag at gå imod en binær forståelse af køn. Og netop det handler LOOK blandt andet om. I LOOK læser Ida Holmegaard en række litterære værker og skriver om tøj og det sprog, der er i tøjet.

Bogen berører eksempelvis et shortsforbud på Jyllands-Posten, da Armani begyndte at lave jakkesæt, der også passede kvinder, og da Orlando – hovedpersonen i Virginia Woolfs roman af samme navn – rejste til Tyrkiet som mand og kom hjem som kvinde.

På den måde er bogen en mellemting mellem en personlig fortælling og en essaysamling. Den stiller både spørgsmål til litteraturen, til historien og til Ida Holmegaard selv.

»Det er en bog om tøj og tøjs sproglighed. Den her bog, den kræver alt det af mig, jeg ved om tøj, og hvad tøj betyder. Jeg skal give bogen alle mine erfaringer om det, og altså også de erfaringer, der handler om min egen kønsidentitet,« siger Ida Holmegaard.

Erfaringen af at være både og

Erkendelsen af at være nonbinær, som langsomt og brudvist udfoldes i bogen, er ifølge forfatteren ikke en personlig udvikling. Det, der sker i LOOK, handler derimod om sprog. Det vil sige, det handler ikke om at blive nonbinær – men om at finde sig til rette i et sprogligt fællesskab ved at bruge det ord: nonbinær. 

Selve erfaringen af både at være mand og kvinde kom meget tidligere end under arbejdet med bogen. Og det er også beskrevet flere gange. For eksempel i barndomsmindet om at være, fremfor at lege eller klæde sig ud som, Jim Hawkins, hovedpersonen i Robert Louis Stevensons Skatteøen:

»Måske er kostume slet ikke det rigtige ord, for jeg havde jo været Jim længe. Med jævne mellemrum var jeg kravlet ind i et skab, som samtidig var en tønde med æbler, som jeg gemte mig i, fordi piraterne på skibet holdt møde om et forestående mytteri. Bare en lille dreng inde i skabet.« 

Til gengæld var det, der konkret skete, mens Ida Holmegaard arbejdede på LOOK, at hen flyttede til London i en periode. Ud over at opdage begejstringen ved at blive kønnet som mand med tituleringen ’sir’, så opsøgte Ida Holmegaard også nogle miljøer i London, hvor forfatteren mødte flere mennesker, som kaldte sig nonbinære. Og hvor Ida Holmegaard følte sig hjemme.

I bogen beskriver hen, at det også helt lavpraktisk var smart at have specifikke ord at google for at finde sådanne fællesskaber, både i London og i København.

»Jeg har tænkt på, om jeg overhovedet skulle putte mig selv ned i den her kategori. Men når jeg opsøgte sammenhænge, hvor folk var nonbinære, opdagede jeg, at det var folk, der havde samme erfaring, som lignede mine, der kaldte sig det. Så det er nok det ord, der beskriver de erfaringer, jeg har,« siger Ida Holmegaard.

Kønseufori

Og hvad går den erfaring så ud på? Hvad er det for en følelse? Til at forklare det bruger Ida Holmegaard to forskellige begreber: kønsdysfori og kønseufori.

Det første begreb betyder at føle ubehag ved sit køn eller den måde, omverden kønner en på. Kønseufori, derimod, bruger Ida Holmegaard til at beskrive oplevelsen af at blive kønnet på en anden måde end som kvinde. Hen griner lidt, når jeg spørger, hvordan det så føles:

»Det gør mig utilpas at blive kønnet feminint. Det gør mig helt vildt glad at være et sted midt imellem. Måske er det nok, at det bare føles rigtigt,« siger Ida Holmegaard. »For mig vil det at være nonbinær sige at være både maskulin og feminin på én gang. Både en mand og en kvinde.«

Det føles nok forskelligt for alle, understreger Ida Holmegaard og pointerer, at hen kun kan tale på egne vegne. For Holmegaard har det også handlet om, hvordan hen opfatter sin krop: høj med en dyb stemme og kort hår. Og at hverken herre- eller dametøj passer helt. Men mest af alt er det en følelse, der har været der konstant gennem hens liv, og som det er svært at sige, hvor kommer fra.

»Jeg har altid identificeret mig med maskuline karakterer og forstået mig selv lige så meget eller mere gennem dem end gennem en feminin linse,« siger Ida Holmegaard.

Gensidigt udelukkende kategorier

Før Holmegaard havde fundet ord, eksempelvis nonbinær, til at dele sin erfaring af at være både mand og kvinde, havde det grundlæggende været en ensom oplevelse, som hen kun havde et sprog for over for sig selv.

Nu kan hen nemmere dele erfaringen med dem omkring sig. Det er en af grundene til, at der er behov for en nonbinær kønskategori, mener Ida Holmegaard.

Tokønssystemet – det system, hvor alle kategoriseres som enten hun- eller hankøn, og hvor en person ikke kan være i begge kategorier – er ifølge Ida Holmegaard »ret ubrugeligt som sproglig konstruktion.« Og i alle mulige andre sproglige systemer skaber man flere kategorier eller underkategorier, når behovet melder sig:

»Altså, det kan regne, og det kan være solskin. Men det kan også være støvregn eller skyet, og det kan også være tåget. Det kan også være hagl, og det kan også være sne. Der er ikke nogen grund til at insistere på, at der udelukkende findes regn og sol, eller på at det er helt vildt besværligt at oprette endnu en kategori. Normalt ser man nye kategorier som løsningen på et sprogligt problem.«

Sarah Hartvigsen Juncker

Ida Holmegaard køber ikke helt fortællingen om, at det skulle være så svært for folk at forstå nonbinaritet. Efter at have fortalt en del folk omkring sig om det, kan hen konstatere, at det ikke har været et problem.

Det er heller ikke, fordi Ida Holmegaard forventer, at alle skal forstå det til fulde – men bare fordi man ikke selv deler en erfaring eller intuitivt forstår den, kan man jo godt acceptere og respektere, at andre har den, siger hen.

»Tokønssystemet virker for mig, som hvis jeg skulle rydde op i min lejlighed og gjorde det ved at bygge to kasser og komme alting i en af dem. Det er jo en form for orden. Men det er en meget rodet orden. Specielt, når der tydeligvis findes flere erfaringer, end der passer i de to kasser.«

Pronominet hen

Grunden til, at hen gerne vil omtales med et andet personligt pronomen end ’hun’, er, at hen oplever ubehag ved at blive kønnet feminint.

»Det er mere sprogligt korrekt at sige om mig, at jeg er nonbinær, end at jeg er en kvinde. Og det, der sprogligt korresponderer til det, er at bruge et kønsneutralt pronomen. Det at skifte pronomen er også en måde at starte en samtale med dem, jeg holder af, om, hvad jeg er for en, og hvordan det føles. Og det er en måde for dem at vise omsorg at omtale mig, som jeg ønsker.«

Ida Holmegaard fortæller, at der var en periode, hvor forfatteren sammen med sin kæreste afprøvede både ’hen’, ’de’ i entalsform og ’han’, mens Holmegaard lyttede og mærkede efter, hvad der føltes rigtigt. Det er også beskrevet i bogen:

»Vi ligger i liggestolene i haven, han hjælper mig med at prøve forskellige nye pronominer. Vi hjælper hinanden med at finde rundt i et nyt sprog. Han taler om mig, til mig, han siger:

Ida, de kan godt lide at sove og slappe af. De har sådan en øjenpude, de kan lægge over øjnene, når de skal hvile sig. Ida, hen skriver nogle rigtig … korte bøger. Hen er min kæreste. Jeg elsker hen.«

»Jeg kan godt lide fonetisk, at ’hen’ nogle gange kan lyde som ’han’, men ’hens’ kan lyde som ’hendes’. På den måde har ’hen’ lidt begge køn iboende,« siger Ida Holmegaard.

»Det er også helt i orden, hvis folk bruger ’de’ i entalsform om mig, hvis de for eksempel er mere vant til at bruge det som kønsneutralt pronomen. Det er superfint for mig.«

Et nonbinært look

Det er vigtigt at acceptere, når folk fortæller om, hvilken kønsidentitet de har – uanset hvordan de ser ud – for man ved bedst selv, hvordan man har det. Sådan svarer Ida Holmegaard, når jeg spørger til, om man skal se ud på en bestemt måde for at være nonbinær.

»Den her idé om, at man skal se ud på en eller anden bestemt androgyn måde, kommer fra en idé om, at kønsidentitet er noget, man har krav på at vide om andre. Det, tror jeg, er værd at forsøge at aflære,« siger Ida Holmegaard, som selv har oplevet både en udefra- og indefrakommende forventning om at skulle se anderledes ud, efter hen havde fortalt folk omkring sig, at hen er nonbinær.

»Det meste tøj er lavet, så det passer ind i et binært system, til herre- eller dameafdelingen, men kønnet sidder jo ikke i tøjet. Det handler mere om at finde et udtryk, som man selv er tilpas med.«

Serie

Hverken ’han’ eller ’hun’

Personer, der hverken betragter sig som mænd eller kvinder, har det seneste år for alvor fået opmærksomhed i offentligheden. Flere betegner sig som nonbinære, og mange ønsker ikke at blive omtalt med ’han’ eller ’hun’, men derimod med ’hen’ eller ’de‘. Det ønske har skabt voldsom debat.

I en artikelserie sætter kulturredaktionen debatten på pause og undersøger i stedet fænomenet forfra: gennem sproghistorie, psykologi, filosofi, kunsthistorie, portrætter og fotos forsøger vi at blive klogere på, hvilken betydning de nye kategorier og pronomener har.

Seneste artikler

  • »Det vigtigste er at møde anderledeshed med nysgerrighed, respekt og undren«

    3. april 2020
    Personer, der hverken betragter sig som mænd eller kvinder, har det seneste år fået stor opmærksomhed i offentligheden. Men ofte foregår diskussionen uden om dem, det egentlig handler om. Her er tre beretninger fra personer, der alle identificerer sig selv som nonbinære
  • I kunsten behøver man ikke at vælge det ene eller andet køn

    20. marts 2020
    I kunsten har der længe været positioner, der har forsøgt at bryde den gamle dikotomi mellem de to herskende køn. Enten ved at veksle mellem de to udtryk, eller ved aldrig at vælge side. Kunstredaktør Maria Kjær Themsen fører os som led i vores serie om hverken at være ’han’ eller ’hun’ gennem perspektiver fra kunsthistorien
  • Hvorfor vækker kønsdebatten så stærke reaktioner? Det er der mindst fire grunde til

    13. marts 2020
    Der findes ikke mange debatter, der skaber lige så stærke reaktioner som kønsdebatten. Men hvorfor reagerer vi så kraftigt – og så forskelligt – på, at nogen sætter spørgsmålstegn ved, om der kun findes kvinder og mænd? Information er gået på jagt efter en forklaring, og den er muligvis både sociologisk, psykologisk, evolutionshistorisk og biologisk
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Den danske ordbog:
binær adjektiv
OPRINDELSE fra fransk binaire fra latin binarius, af bini 'to (ad gangen)'
bestående af to dele, fx cifre
SYNONYM dobbelt

Altså burde en kønsidentitet der indeholder og udtrykker to køn samtidigt vel kaldes binær (dobbelt) og ikke nonbinær. Ligesom det burde være alle os lidt mere "almindelige" mænner og damer, der var nonbinære, i forståelsen et-kønnet. Eller hvad?

Erik Fleischer

Jeg insisterer ikke på at der kun findes to køn(sidentiteter)
Men jeg hæfter mig ved nogen ting

1) Hvor lille gruppen er som ikke identificerer sig binært
2) Hvor meget opmærksomhed den lille gruppe formår at skabe om sig selv.
3) Hvor utroligt grundlæggende en binær kønsopfattelse er for det meget store flertal.
4) At kønsidentitet er noget som det meget store flertal meget explicit visuelt melder ud. Det er MEGET sjældent at jeg er i tvivl om det er en mand eller kvinde. (Eller om det er er en kvinde som identificerer som mand eller vice versa). Og at det meget store flertal også forventer at andre fejlfrit identificerer vores køn.

De fleste af os har aldrig været i tvivl om vores kønsidentitet, fordi det er en så grundlæggende del af os som "bare er sådan".

Så være forberedt på temmeligt meget træghed, ikke så meget på grund af modvilje, men fordi tanken er så fremmed for os.

Jens Kofoed, Jesper Sørensen og John Poulsen anbefalede denne kommentar

Det binære talsystem bæres af to cifre, 0 og 1, kvinde og mand.

Kent Nørregaard

Måske er det ikke sproget der skal ændre sig men folks ulidelige trang til at andre skal kunne læse deres tanker. Kom videre, kald dig selv hvad du vil men bland andre uden om det. Mennesker definerer sig selv på mange forskellige måder og det er skam fint nok. Dog er det overhovedet ingen grund til at afskaffe han og hun.

Kristian Fogh Thomsen

Jeg forstår ikke lysten til at identificere sig som nonbinær. Selvom jeg hverken føler mig særligt godt tilpas i den traditionelle mande (eller kvindekøns)stereotyp, en grundfølelse som jeg er sikker på at en ret stor del af befolkningen, især kvinder deler, er det i min optik at underkaste sig Patriarkatets definitionsmagt at gruppere sig selv som afviger fra normen. Dette netop fordi at man så påtager sig at det ikke er normalt ikke at anerkende/acceptere dette systemes regide kønsroller.