Interview
Læsetid: 5 min.

Ole Christian Madsen: »Fiktionen kan bringe store nationale begivenheder i øjenhøjde«

I denne uge kommer både en dokumentarfilm og en fiktionsfilm, der med forskellige greb behandler terrorangrebet i København i februar 2015. Her fortæller Ole Christian Madsen, instruktøren bag fiktionsfilmen, 'Krudttønden', hvornår han vidste, at han ville lave en film om begivenhederne, og om hvilke hensyn han har taget
’Krudttønden’ er en film om terrorens ofre: vagten Dan Uzan og filmmanden Finn Nørgaard.

’Krudttønden’ er en film om terrorens ofre: vagten Dan Uzan og filmmanden Finn Nørgaard.

SF Film

Kultur
3. marts 2020

Ole Christian Madsens fiktive drama Krudttønden tager udgangspunkt i det virkelige terrorangreb på Kulturhuset Krudttønden og synagogen i København.

Filmen vinkler fire historier om de to ofre, den fiktive politimand Rico og gerningsmanden Omar el-Hussein sammen og fortæller, hvad der skete i dagene op til og på dagen i februar 2015. Den har biografpremiere torsdag og anmeldes her i avisen. Her fortæller han om arbejdet med film:

– Hvornår fandt du ud af, at du skulle lave en film om Omar el-Husseins terrorangreb i København i februar 2014?

»Det er ikke kun en film om angrebene, og det er ikke en film om Omar el-Hussein. Det er ofrenes film. Selvfølgelig er Omar el-Hussein med, men det er i langt højere grad en film om Dan og Finn.«

»Men der skete det besynderlige, at trods det at jeg ikke havde haft kontakt til Finn Nørgaard i ti år, så ringede Ekstra Bladet umiddelbart efter angrebet til mig for at få en kommentar til hans død. Det var en følelse, jeg ikke kunne slippe: det dybt ufattelige i, at et menneskes liv kan ændre sig så hurtigt, som det pludselig skete for Finn. Det havde jeg svært ved at rumme. Jeg ringede til Lars K. Andersen, som jeg tidligere har skrevet med, og vi havde været meget tætte venner med Finn. Da begyndte en proces, der mest handlede om, at vi skrev noter til hinanden. Vi skrev om, hvilket liv Finn havde levet, og begyndte at undersøge omstændighederne om attentatet. Vi skrev om, hvad det er for en tid, vi lever i. Om den mørke vinter i 2015 og om de liberale frihedsrettigheder, der var sat under hårdt pres. Vi overvejede, om vi skulle lave en dokumentarfilm eller måske en bog – eller en udstilling.«

– Hvordan endte I så med spillefilmen?

»For det første, fordi det er det, jeg bedst kan. Jeg har kun lavet én dokumentarfilm, og den har jeg lavet sammen med Finn Nørgaard. For det andet gik det efter nogle år op for os, hvilken konsekvens for samfundet angrebet havde haft. At der er et før og et efter Krudttønden. Det er nyere danmarkshistorie, vi beskæftiger os med. Så efter et par år foreslog jeg det.«

»I andre lande gør man det her i langt højere grad: Man bruger store, nationale begivenheder til at fortælle fiktionshistorie – og bruger det til at komme i øjenhøjde, så vi kan identificere os med de følelser, der er på spil. Og netop fordi vi betragter angrebet som et stykke nyere danmarkshistorie, og netop fordi det bærer så mange værdier for, hvem vi var, så ville vi gerne forsøge at holde virkeligheden inde i vores fiktion. I Danmark har vi en tendens til at dele det op, så journalister og historikere tager sig af det dokumentariske, mens fiktionen tager sig af det mellemmenneskelige. Jeg synes, det er interessant, hvis fiktionen skvulper mere over og tager fat i den her slags begivenheder.«

Hvad gjorde I så konkret?

»Da vi havde besluttet, at det var en spillefilm, vi skulle lave, kunne vi i første omgang bruge mange af de notater, vi havde sendt til hinanden. Og så selvfølgelig begynde at researche i dybden og endelig træffe nogle af de fortolkningsvalg, dramaturgiske valg, vinklinger, der skulle til, for at filmen kunne hænge sammen og blive netop en spillefilm og ikke en dokumentarfilm.«

– Hvordan er processen med at lave en film, der hverken er en fantasi eller en dokumentar?

»Jeg plejer at kalde det en proces, hvor det handler om at få det rigtigt. Ikke sandt, men rigtigt. Den virkelighed, der rent faktisk udspillede sig, skal være i nær dialog med den virkelighed, som filmen skaber. I den sammenhæng er der mange valg, der skal træffes. Og der er hele tiden et etisk perspektiv til stede, i forhold til at det jo er forholdsvis tidligt, og at det er virkelige mennesker, der har voldsomme følelser forbundet med angrebet. En af de vigtigste ting var, at portrætterne af Dan Uzan og Finn Nørgaard er værdige.«

Hvad kan fiktionen, som dokumentarismen ikke kan?

»Når du ser noget journalistisk, ser du det som regel oppefra – i et helikopterperspektiv. Men når du ser det i øjenhøjde, som en fiktionsfilm er, så ser virkeligheden helt anderledes ud. En af de ting, vi hele tiden har forsøgt at portrættere, er, at livet ændrer sig hurtigt. Den følelse af ufattelighed og uretfærdighed vil vi gerne forsøge at beskrive i øjenhøjde. Ikke bare som en konstatering, men så man mærker det – således at vi kan forebygge, at vi kommer til at opleve for mange af den slags tragedier. Jeg tror, det er meget vigtigt, at vi får lavet nogle symboler, som markerer vores tragedier, så vi kan huske på dem. Jeg har haft rørende oplevelser med 17-årige, der har set filmen. De var 12 år, da det skete, og de kan sagtens huske, at der skete noget. Så fælles er den her begivenhed. Det er ikke ret mange ting, vi er så fælles om. Der skal vi nok tilbage til Besættelsen eller maj ’93 eller visse fodboldbegivenheder.«

– Men selv om det er fælles, er det jo netop nogle ofres historie, som har en masse efterladte. Når du sidder som kunstner og skaber et værk, hvordan sørger du så for, at der ikke er nogen, der føler, at du fortæller historien forkert?

»Det kan jeg ikke sikre mig imod. Men jeg kan sikre mig, at jeg fortæller den så værdigt og rigtigt, som jeg overhovedet formår. Og så håbe, at den vil blive godtaget som én version af den fortælling. Der er selvfølgelig alle mulige versioner af denne fortælling, ligesom der er af andre historiske fortællinger. Alle vil altid have deres eget indre billede. Netop fordi det var så fælles, er der så mange opfattelser, at det vil være umuligt at ramme én, som alle kan være enige om, er den rigtige. Man kan aldrig ramme sandheden, men man kan prøve at ramme noget rigtigt.«

– Hvad har været sværest i processen?

»At filmen skal fungere og finansieres som film, men samtidig skildre ofre og fælles begivenheder på en ordentlig og værdig måde. At få alle de forskellige faktorer til at arbejde sammen har været det sværeste. Undervejs har vi været i kontakt med både efterladte og pårørende så meget, vi kunne, og så meget, de har ønsket at være med, for at forsøge at holde dem orienteret om, hvad det er for et portræt, vi har forsøgt at tegne.«

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

morten andersen

Instruktøren sidestiller Anders Breivik med Omar El-Sharik. Proportionsforvrængning eller elementær indskrænkethed?