Baggrund
Læsetid: 5 min.

Pest: Hvis man vil forstå en af historiens største katastrofer, skal man læse Barbara Tuchman

Den amerikanske historiker Barbara Tuchman leverer i ’Et fjernt spejl – det stormfulde 14. århundrede’ fra 1978 en skarpsindig oversigt over pestens forandrende betydning og lange eftervirkning
Den amerikanske historiker Barbara Tuchman leverer i ’Et fjernt spejl – det stormfulde 14. århundrede’ fra 1978 en skarpsindig oversigt over pestens forandrende betydning og lange eftervirkning

Sara Houmann Mortensen

Kultur
20. marts 2020

Den pest, de syge, døende og døde genuesiske søfolk på rejse fra Krim ufrivilligt bragte i land i Messina i 1347, var tilsyneladende to sygdomme eller to sider af samme og udløste senmiddelalderens ufatteligt omfattende europæiske befolkningskatastrofe.

Den ene variant af pesten smittede ved kropskontakt og angreb med 50 procents dødelighed blodet i bylder og voldsomme indre blødninger. Den anden endog mere forfærdende variant spredtes ved host og udånding og satte sig i et kort dræbende forløb på lungerne. Her døde praktisk taget alle, og døden kom hurtigt.

Højst tre dage, ofte kun 24 timer gik der, fra smitten ramte, til ligbærerne måtte bære det blodige, ildelugtende lig ud i overfyldte massegrave.

»Døden kommer ind midt blandt os som en sort røg, en pest, der river de unge bort, et hvileløst spøgelse, der ikke skåner et fagert ansigt …«

Således sang de i Wales. Således kunne de have sunget alle steder, hvor pesten kom. Og den kom så at sige alle steder.

Også Danmark blev hårdt medtaget, så hårdt, at kong Valdemar (Atterdag) indstillede alle henrettelser for at spare på folk.

Mindst en tredjedel af Europas befolkning gik tabt. Måske var det halvdelen eller flere.

Selvpiskernes hysteri

Smittens årsag kendte jo ingen. Dog stod én ting klart: De smittede var farlige for dem, der endnu ikke var det, men blev det.

Hurtigt opstod den forståelige rædsel for pesten, der fik samfundene til at gå yderligere i opløsning. Forældre forlod deres syge børn, brødre deres søstre, børn deres mødre.

De allestedsnærværende gejstlige i den altdominerende kirke var magtesløse: Præster, biskopper, ja, selv kardinaler døde i hobetal, hvilket måtte tydes som Guds misfornøjelse med hele redeligheden.

Paven udstedte en syndsforladelse efter fjernbetjeningsmetoden, da de præster, der ikke allerede var bukket under, ikke kunne klare byrden. Mange svigtede i farens stund og flygtede, andre opofrede sig diakonisk i barmhjertighedens navn.

I slipstrømmen af rædslerne optrådte de frygtede og indflydelsesrige flagellanter, der piskede sig selv og hinanden og solgte deres eget blod som relikvier på flaske. Uforglemmelig er scenen i Ingmar Bergmans film Det syvende segl, hvor ridderen Antonius Block i netop afdøde Max von Sydows skikkelse i afsky betragter selvpiskernes hysteriske optog.

Døden slog til uanset personens anseelse, men med særlig styrke blandt fattige og syge. Velhavende folk i Mellem- og Sydeuropa søgte bort fra de farlige byer og tog ophold i landejendomme fjernt derfra.

Billedet af en af verdenshistoriens største katastrofer er mangfoldigt og flimrende.

Omtrent sådan præsenterer den amerikanske historiker Barbara Tuchman (1912-89) i hovedværket Et fjernt spejl – det stormfulde 14. århundrede (1978) i afsnit om pesten. Her leverer hun, uberørt af tidens tand, en skarpsindig oversigt over pestens dybe forandrende betydning og lange eftervirkning.

Det fremmede

Europas potentialer blev ved befolkningstallets stilstand skønsmæssigt sat godt 150 år tilbage i udvikling af erhverv og videnskab.

Nu truer en krise, der alt andet lige kan ligne fortiden, ikke mindst som følge af USA’s hidtil så uforstandige reaktion.

Efter ugers fornægtelse stod Donald Trump forleden frem i en indpakket erkendelse af sygdommen, men understreget som »the foreign virus«.

Ukendt er det ikke, at magthavere skyder skylden for ulykkerne på udefra kommende fænomener. Det inficerende fremmede er en trussel mod nationens pure uskyld. I Trumps forklaring er de skyldige europæerne, mens smitten længe har været i fuld galop i USA.

Trumps udtalelse bringer netop mindelser om flagellanterne. I henholdsvis Carcasonne og Narbonne, Freiburg og Nürnberg samt et utal af andre steder i Syd- og Centraleuropa gik de til angreb på de kristendomsfremmede og beskyldte jøderne for at have forgiftet alle brønde og udløst tragedien.

I Norden, hvor der så at sige ikke boede én eneste semit, fik jøderne også skylden. Augustinus og andre jødefjendtlige kirkefædre havde lagt surdejen. At jøder i epidemierne selv døde som fluer, anfægtede ikke teologerne.

Når man uden at øve vold mod journalistisk skik – det vil sige ikke at markedsføre værdidomme og fordømmelse af personer – kan kalde Trump en stor idiot, skyldes det selvsagt mandens konsekvente, ekspertafvisende argumentresistens.

Heri adskiller han sig i farlighed ikke fra de middelalderlige fanatikeres bekvemmelige skyldspålæggelse. I den forbindelse skal man ikke glemme Trumps forsøg på at placere ansvaret for bare bekymringen for epidemien på sine politiske modstandere og medierne.

Autoritære politikere og regimer finder gerne deres syndebukke kontrært fornuft og empiri og fordunkler de årsager, der kunne bidrage til at mildne luften for de klippede får.

Folk som Trump afviser desuden menneskenes historie, der kan ses som en lang kamp mod smittens konsekvenser og sygdom og pludselig død som et menneskeligt vilkår.

Fra 1349 og frem blev eksempelvis det danske samfund ramt af utallige større og mindre pestepidemier. Størst i 1711 – det er den, Steen Steensen Blicher beskriver i Brudstykker af en landsbydegns dagbog (1824). Årene: 1360, 1369, 1443, 1520, 1536, 1546, 1575, 1592, 1596, 1598, 1601, 1624, 1629, 1636, 1654 markerer alle pestepidemier i Danmark, som belyst i Klaus Larsens fortrinlige fremstilling Den blege rytter (2017) om pest i Europa.

Oven i disse årstal skal lægges øvrige epidemier: kopper, syfilis, dysenteri, spedalskhed, tuberkulose og kolera. At nogen overhovedet overlevede, er lidt af en gåde.

Først og sidst kloakeringen

Fælles for næsten alle disse sygdomme er magtesløsheden. Ingen samtidige havde kvalificeret anelse om, hvorfra de skæbnesvangre lidelser kom, eller hvordan man skulle lindre endsige helbrede dem. Der var langt til erkendelsen af smittekildernes komplicerede natur.

Åbne rendestene, der blandede spilde- og drikkevand, sammenholdt med den øvrige uhumskhed i København blev under og efter koleraen i 1853 set af mere indsigtsfulde læger som direkte årsag til sygdom – ikke dårligt vejr, ikke miasmer, ikke fornemmelser eller overtro, ej heller jøder, men skidt og lort, her var forklaringen. Dertil kom elendige boligforhold iværksat af byggespekulanter og andre forbrydere.

Men først og sidst kloakeringen. København stod betænkeligt tilbage for andre europæiske større byer.

Over for et fodslæbende københavnsk bystyre, der grumme nødigt ville smide penge ned i jorden til noget, man ikke kunne se, maste fagfolk og dele af pressen på og vandt slaget om kloakkerne.

Skylden for de næsten 4.800 koleradødsfald i København i 1853 hvilede tungt på byens og landets egen sendrægtighed og de åbne rendestene. I øvrigt begyndte det at blive uacceptabelt udadtil at et forholdsvis civiliseret land som Danmark – ovenikøbet efter en sejrrig krig i 1850 – var selvforskyldt i epidemisk sygdom.

Smittefare kender ingen grænser.

Så meget desto mere er det anerkendelsesværdigt, når Danmarks statsminister 170 år senere betoner, at lukningen af landets grænseovergange samt øvrige rejsenødregler lige så vel som ikke at ville modtage smitte også begrundes i, at danskere ikke drager ud og smitter andre.

Corona er så lidt som pest så lidt som polio så lidt som så meget andet fremmed.

Den er bare natur, når den er mest grænseløst farlig.

Serie

Epidemien i litteraturen

Coronavirussen har gjort en række klassiske værker om sygdom aktuelle igen. Vi genanmelder de vigtigste af dem.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Tanghus

Når smitten er spredt i hele landet og landene omkring os, gør grænselukning hverken fra eller til. Indenfor landets grænser gælder den danske epidemilovgivning. Skal grænsen lukkes, bør det derfor kun være for at holde folk inde.