Læsetid: 6 min.

Pestvisioner: Sådan håndterede Rembrandt, Tizian og Caravaggio deres tids epidemiudbrud

Meget af Europas største kunst var hjemsøgt af sygdomsudbrud, men midt i de dystre skildringer af allestedsnærværende død findes der også vidnesbyrd om kærlighed og livsmod. Kan fortidens mesterværker føre os igennem dagens krise?
Zanchis ’Jomfruen viser sig for de pestramte’ fra 1666 hænger i træppeopgangen i Scuola Grande di San Rocco i Venedig.

Zanchis ’Jomfruen viser sig for de pestramte’ fra 1666 hænger i træppeopgangen i Scuola Grande di San Rocco i Venedig.

31. marts 2020

Det er måske svært at tro, at vi kan føle skæbnefællesskab med mennesker, der for 500 år blev ramt af epidemiske sygdomsudbrud, som de hverken havde nogen klar forståelse af eller effektiv behandling mod. Men sidste søndag begav pave Frans I sig ikke desto mindre ud på en vandring gennem Roms mennesketomme gader. Hans ærinde var at aflægge besøg i kirken San Marcello al Corso for at knæle og bede en bøn ved et kors, som angiveligt skal have værnet Rom imod pestens anslag i 1522.

Befinder vi os ikke netop nu i en tilsvarende nød, truet af en sygdom, som ser ud til at have det klare overtag og er i færd med helt at vende op og ned på alle vores tilvante hverdagsstrukturer? Selv de metoder, vi nu må tage i brug, herunder karantæne, har historiske modstykker i forgangne tiders epidemier.

Alle disse erfaringer har Europas store kunst spejlet og bearbejdet. Mesterværkerne fra dengang kan være os til trøst. De kan hjælpe os til at se vores nye liv i undtagelsestilstandens tegn i et andet lys. Og til at stå prøvelserne igennem. Her følger en række udvalgte værker, der kan vise os veje, som Rembrandt, Titian og Caravaggio i sin tid betrådte i et land, der for os endnu er ubetrådt.

Albrecht Dürer: ’Apokalypsens fire ryttere’ (1498)

Døden og hans tre dystre følgesvende rider på hærgetogt i verden og knuser såvel paver som bønder under deres hestes hove. Dette træsnit, som visualiserer Johannes’ Åbenbaring, identificerer menneskehedens tre værste dræbere som krig, hungersnød og pest (eller pestilens, red.).

Rytteren med vægten skal formentlig repræsentere pesten, selv om han i andre fremstillinger ses afbilledet som en bueskytte, for pestens pile træffer uden varsel, afskudt fra et sted, som ingen ser.

I Dürers verden var han den mest frygtede af de fire ryttere. I 1347 bragte genuesiske skibe den massemorderiske pest til Europa fra Krim-halvøen. Over de følgende ganske få år tog den sorte død livet af en tredjedel af kontinentets befolkning.

Efter denne første pandemi vendte pesten jævnligt tilbage til europæiske byer i nye udbrud. DNA-test af skeletfund fra London og andre steder viser, at alle disse udbrud blev forårsaget af den samme sygdom, byldepest, der smittede ved spredning af bakterien Yersinia pestis.

Albrecht Dürer: ’Apokalypsens fire ryttere’ (1498)

Ann Ronan Picture Library/Herita

Salvator Rosa: ’L’Umana Fragilita’ (’Menneskelig skrøbelighed’, ca. 1656)

Alle byer i det tidlige moderne Europa led af genkommende epidemier, der kunne tage livet af mellem ti og 50 procent af deres indbyggere. Det anslås, at mindst halvdelen af Napolis indbyggere – over 200.000 – omkom under et pestudbrud i 1656.

Rosas maleri er som en beretning fra dødens frontlinje. Det kan forekomme som den ultimative makabre overdrivelse: Vi ser et spædbarn underskrive en aftale med Døden som anerkendelse af, at menneskelivet er kort og miserabelt. Døden er et frygtindgydende skelet med vinger, der rækker truende op i maleriets gravkammermørke.

Rosa overlevede selv pesten i 1656, men han mistede sin lille søn, sin bror og sin søster, søsterens mand og deres fem børn. Drengebarnet her er netop hans søn, Rosaldo, der accepterer dødens herredømme.

Salvator Rosa: ’L’Umana Fragilita’ (’Menneskelig skrøbelighed’, ca. 1656)

Tizian: ’Pietà’ (’Barmhjertighed’, 1575-76)

En gammel mand beder for sin egen og for sin søns overlevelse under en epidemi i en bevægende og desperat trosbekendelse. Maleren har her skildret sig selv som halvt nøgen og knælende over for jomfru Maria i krypten hos den døde Kristus. Som for at understrege sit budskab har han i sit maleri inkluderet en votivgave af den slags, man finder i katolske kirker: et primitivt billede, der viser ham selv og hans søn, Orazio, fordybet i bøn.

Den sofistikerede renæssancemester synes at frembyde sit askegrå mesterværk i samme simple ånd og på samme måde, som når en simpel bonde bringer et offer som en bøn om helbredelse. Det virkede ikke. Tizian og Orazio omkom begge under pesten i 1576, og billedet måtte færdiggøres af en af hans elever.

Tizian: ’Pietà’ (’Barmhjertighed’, 1575-76)

Ullstein Bild - Meller Marcovicz

Antonio Zanchi: ’La Vergine appare agli appestati’ (’Jomfruen viser sig for de pestramte’, 1666)

San Rocco blev anset for at være en beskytter mod pest, fordi han på mirakuløs vis kurerede selv sig for smitten. La Scuola Grande di San Rocco i Venedig blev bygget som domicil for et broderskab, der var viet til hans tilbedelse i en by, hvis beklumrede livsrammer gjorde den til det perfekte udklækningssted for smitsomme sygdomme, uanset at det også var Venedig, som opfandt karantæne som modforanstaltning. Ja, selve ordet kommer af det venezianske ord for ’fyrre dage’ (quarante giorni), som var det tidsrum, udefrakommende skibe i 1348 måtte vente, før de kunne anløbe byens havn.

Scuola Grande er et vidnesbyrd om de mange lidelser, Venedig måtte gennemleve trods bystatens drastiske forholdsregler. Turister kommer her (eller rettere: kom her) især for at se Tintorettos malerier. Men når den aktuelle karantæne i 2020 er overstået, vil det igen være værd at dvæle på trappeafsatsen, hvor Zanchis grusomme scener skildrer pestens hærgen i 1630.

Antonio Zanchi: ’La Vergine appare agli appestati’ (’Jomfruen viser sig for de pestramte’, 1666)

Rembrandt: Portræt af Hendrickje Stoffels (ca. 1654)

Det er en foruroligende omstændighed, at så megen verdenskunst synes hjemsøgt af byldepest. Hendrickje Stoffels blev en af dens ofre. Her er hun gengivet som fuld af bevægende liv i hendes elsker, Rembrandts portræt.

Hendes milde mørkøjede blik udstråler intimitet og oprigtighed. Stoffels var enkemanden Rembrandts husholderske, og hun blev siden hans livspartner. Hun fik en datter med ham og opdrog hans søn, Titus.

Da han gik fallit, gik hun ind som forretningspartner og holdt ham oppe økonomisk. Maleriet er et vidnesbyrd om deres stærke kærlighed. Men så, i 1663, bragte et skib fra Algier pesten til Amsterdam, og hun blev et af dens ofre. Tabet af hende bidrog til den tragik og smerte, som Rembrandt så tydeligt udstråler i de sene selvportrætter.

Rembrandt: Portræt af Hendrickje Stoffels (ca. 1654)

Gerrit van Honthorst: ’Saint Sebastian’ (cirka 1623)

Den romerske soldat Sebastian, der var idømt henrettelse ved bueskydning på tæt hold for sin kristne tro, var både beskytter mod pest og et homoerotisk ikon. Honthorsts maleri formår at kombinere begge elementer.

Malerens hjemby, Utrecht i Holland, blev ramt af pest i 1620’erne. Maleriet her er en lidenskabelig portrættering af helgenen som en inspirerende helt for mirakuløs overlevelse. De pile, som er skudt dybt ind i kødet på ham, ser lige så fatale ud som pestbylder, men Sebastian overlevede og kom sig efter lang tids pleje. Den blege hud, de dystre omgivelser og billedets intense voldelighed er inspireret af Caravaggio, hvis kunst havde fængslet Honthorst under et besøg i Rom.

Gerrit van Honthorst: ’Saint Sebastian’ (cirka 1623)

Caravaggio: ’Sette opere di Misericordia’ (‘Barmhjertighedens syv gerninger’, 1607)

Et af de mest ubehagelige resultater af Europas oprindelige pandemi og dens genkomster var, at det ikke var muligt at give de døde en ordentlig begravelse. I det kristne trossamfund var det en »barmhjertighedsgerning« alligevel at gøre forsøget, som Caravaggio viser i denne skyggelagte vision af frivillige, der gør deres gode gerninger i Napolis dystre gader.

En præst holder sin fakkel frem, mens en mand bæres mod sin natlige begravelse med fødderne dinglende ud under ligklædet. Som øjenvidne til den sorte døds hærgen i Firenze fortæller forfatteren Boccaccio om, hvordan et sørgekor stak i et hyl, mens lig blev læsset af på gaderne. »Pestgruber« er siden opdaget fyldt med tætpakkede lig, hvilket bekræfter, at de døde ganske rigtigt blev bortskaffet i massegrave.

Caravaggio: ’Sette opere di Misericordia’ (‘Barmhjertighedens syv gerninger’, 1607)

Caterina de Julianis: ’Tiden og Døden’ (før 1727)

I 1700-tallet aftog byldepest efterhånden i Europa – det sidste større udbrud skete i Marseilles i 1720. Dette rædselstableau i voksfigurer blev lavet af en nonne i Napoli og viser, hvordan mindet om et helt landskab hærget af død forblev til stede i den levende erindring.

Som tidligere værker såsom Hans Holbeins træsnit Dødedans og Bruegel den Ældres Dødens Triumf er der tale om en grum vision af døden som en anarkist, der tilintetgør alle menneskelige forhåbninger. Hele denne ikonografiske vision kan spores tilbage til den sorte død selv, og mindet om denne pandemi har aldrig helt kunnet udviskes af historien.

Caterina de Julianis: ’Tiden og Døden’ (før 1727)

Victoria and Albert Museum

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Anker Juul
  • Eva Schwanenflügel
  • Mikael Aktor
  • Ejvind Larsen
Poul Anker Juul, Eva Schwanenflügel, Mikael Aktor og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Houmøller

Økonomisk bliver det slemt for de fleste. Virksomheder som er ringe drevet lukker. Noget som burde være sket for længst. Forvent et helt ændret gadebillede med langt færre turister og lukkede hoteller og restauranter. Mange kommer ikke til at savne tiden før Corona.