Den skandinaviske krimi er blevet religiøs

Hun ligger som en falden engel. På ryggen og med kjolen trukket op om livet. Der er størknet blod på armene, som ligger ud til hver side, og gennem hver håndflade er hamret en jernnagle. Kvinden er prostitueret, og i flere dage har hun ligget sådan, mens hendes syv små børn har gået rundt om hende uden at vide, hvad de skulle gøre. Nogle år senere gentager scenariet sig, og sådan fortsætter det: Over en årrække finder politiet den ene kvinde efter den anden sømmet fast til gulvet. En korsfæster er på spil.

Sådan lyder plottet i Skyggejægeren, den seneste krimi af den svenske forfatter Camilla Grebe. Og hun er langtfra den eneste krimiforfatter, der rækker ud efter biblen, når der skal findes på nye blodsudgydelser. Faktisk vrimler det med levende begravede, korsfæstelser, fordækte præster og detektiver, der ofrer sig for samfundets synder i nordic noir.

Alene titlerne på de krimier, der var på programmet til krimimessen i Horsens, inden messen blev aflyst, taler deres tydelige sprog: Blodsengel, Arvesynden, Gud har travlt, Den der falder, Skytsengel, Drømmenes Gud, De tre paver, Satans sommer, Sins of the past, Familiens Arv, Englemagersken og så videre.

Det kan virke paradoksalt, at den mest læste litterære genre vælter sig i bibelske historier, samtidig med at danskerne flygter fra folkekirken, der de seneste 20 år har haft konstant medlemsfrafald. Søndagens gudstjeneste er et ritual for de færreste, men når vi ligger på sofaen med en pageturner åben, er Gud og Herrens motiver overalt. Men det er slet ikke så mærkeligt, siger Jakob Stougaard-Nielsen, der forsker i skandinavisk litteratur ved University College London.

»Alt det undertrykte, som vores moderne samfund har skudt væk fra sig, truer med at komme tilbage og hjemsøge os i vores overfladiske tilværelse. Der er noget metafysisk, der bider os i hælene, som vi har prøvet at rationalisere os væk fra ved at lave velorganiserede, moderne samfund,« siger han.

»Det religiøse var måske noget, vi troede, vi havde frigjort os fra, men som nu kommer tilbage som korsfæstelser eller bibelske motiver.«

Lisbeth Salander er Jesus

Sådan har det ikke altid været. Krimien har for så vidt altid handlet om godt og ondt, men den skandinaviske gren af genren er aldrig før gået den kristne vej rundt om problemet. Videnskabelige studier fra blandt andet Aalborg Universitet viser, at det først er de seneste 20 år, at spiritualitet og religiøse metaforer er begyndt at optræde i nordisk noir. Kim Toft Hansen, der forsker i krimilitteratur ved Aalborg Universitet, beskriver i bogen Mord og Metafysik, hvordan disse temaer førhen stort set ikke eksisterede.

»Krimien i Skandinavien har tidligere været forbundet med samfundskritik – der er nogen, der går så langt som at kalde det en velfærdskrimi. Det, der gør, at vi nu begynder at få en ny interesse for det religiøse, er, at vi også i mere omfattende forstand kan se, at velfærdsstaten er truet.«

Krimien i Skandinavien er vokset ud af et rationelt, moderne samfund og har været drevet af et ønske om at sætte problemerne til debat. Men nu er det, som om selve velfærdsstaten, som man tidligere kunne forbedre ved at kritisere, er faldet helt fra hinanden.

Et eksempel på dette er antihelten Lisbeth Salander fra Stieg Larssons Millennium-trilogi. Hacker, sortklædt, piercet og en enspænder er hun ikke just sindbilledet på Guds bedste barn. Hun er både asocial og en outcast, et selvretfærdigt problembarn og produkt af et eklatant systemsvigt. I stedet for at gå systemets og klagerettens vej anvender hun afpresning, hævnporno og analdildoer til at straffe de pædofile socialrådgivere, der ellers var sat i verden for at beskytte hende.

Lisbeth Salander afdækker den svenske socialforsorgs råddenskab uden et eneste anerkendende nik fra Folkhemmet. Men der er intet håb om, at hendes enspænderfærd skulle give anledning til forandring for andre udsatte. Så snart man kigger det velordnede Forbudssverige efter i sømmene, hersker der junglelov og hver mand for sig.

Og når velfærdssystemet er faldet sammen, er der snart ikke mere, det giver mening at kritisere, siger Kim Toft Hansen.

»Velfærdsstaten har været den alfaderlige figur omkring os, og i stedet for at spørge, om Gud er god, har vi spurgt, hvordan vi kan retfærdiggøre, at der er noget ondt til stede i virkeligheden, når nu velfærdssamfundet vil os det godt,« siger han. »Men med velfærdssamfundets krakelering begynder vi igen at få plads til en samfundsforklaring, der rækker ud over de rationelle, velfærdsfunderede måder at tænke samfundet på.«

Det er her, vi pludselig genfinder det religiøse. Når der ikke tages hånd om socialt udsatte, når fremmedgørelsen i forbrugerstaten accelererer, når neoliberale gældsmekanismer og stigende ulighed institutionaliseres og bliver hverdag, er det svært at tale om velfærdsstaten som et velfungerende system. Vi har med andre ord en mistro til, at velfærdssystemet alene kan garantere en god verden.

Eksotisk altergang

Den svenske forfatter Camilla Grebe, der er ophavsmand til fortællingen om de korsfæstede kvinder fra indledningen, er en af dem, der lader sig inspirere af Biblens fortællinger. »Jeg synes, at religion er spændende, fordi jeg har så lidt erfaring med det,« siger hun.

»Jeg er en af de mange sekulære skandinaver, og jeg tror, at vi i Skandinavien er blevet så religionsfravendte, at det religiøse pludselig bliver eksotisk og ukendt.«

I hendes roman Dvale, der vandt Glasnøglen for bedste skandinaviske krimi i 2018, sammenvikles historierne om en religiøst vækket mor, en præst, der begår overgreb mod sin menighed, og den bibelske fortælling om Jonas i hvalen, til en krimigåde.

»Pludselig bliver det, som for 50 år siden var en almindelig del af vores hverdag, til noget spændende. Det er blevet eksotisk at gå ind i en kirke,« siger Grebe.

»Når man skriver en krimi, arbejder man også med de samme evige spørgsmål om rigtigt og forkert og om godt og ondt, som religionen stiller,« siger Camilla Grebe. »Jeg skriver, fordi jeg også selv søger svar på de spørgsmål.«

For Camilla Grebe er de bibelske historier ikke bare en kreativ måde at finde på makabre mord, og sådan er det for de fleste krimiforfattere, mener Jakob Stougaard-Nielsen:

»Krimien er en måde at behandle vores glæder og sorger, vores forhåbninger og ængstelser på, og give dem en form. Det er en måde at finde håb og finde helte. I Skandinavien kan vi godt bruge en Jesus-Pippi-Langstrømpe type som Lisbeth Salander, en stærk kvinde, der kommer ind og redder os.«

For Karin Nebel, der er præst i Svindinge Sogn på Fyn, og som ud over præstegerningen er en ivrig krimilæser, tilfredsstiller læsningen nogle af de samme behov som de bibelske fortællinger: »Som præst bliver jeg dagligt mindet om min egen dødelighed,« siger hun.

»Men for mange andre kan det være en grund til at læse krimier; fordi man ellers ikke overvejer sin egen dødelighed. Det er ikke døden som måden, man bliver myrdet bestialsk på i en krimi, men døden som mulighed.«

Krimien er for hende det moderne menneskes måde at se sin værste frygt i øjnene på. 

Terror er blevet hverdag

Når det er blevet religiøse motiver og ikke mere ’moderne’ dramaer som pandemier, folkevandringer og klimakriser, skyldes det ifølge både forskere og adspurgte krimiforfattere, at krimien simpelthen er blevet for virkelighedstro.

»Man kan ikke blive ved med at lave historier om terrorhandlinger. Det har vi haft ti år med – der har været masser af tv-serier og romaner, og vi har set terroren i lys lue i Norge, Frankrig og England. Det er blevet for genkendeligt og for meget en del af vores hverdag,« siger Jakob Stougaard-Nielsen.

»Det er en reaktion mod det hyperrealistiske og socialrealistiske univers, som har præget politikrimien i Skandinavien.«

Præst Karin Nebel giver forskeren ret i, at hverdagen ikke passer ind i krimien. 

»For mig er det at læse en krimi at gå ind i et afgrænset rum af ondskab. Jeg hader krimier, der ikke ender godt. Jeg kan slet ikke holde det ud, jeg bliver så vred. For de onde skal jo straffes og de gode omvendt. Det er enormt trygt at gå ind i et rum, hvor man ved, at her er det enormt ondt, men det vil ende godt. Hvorimod når vi ser flygtningestrømmen over Middelhavet, så er det en ondskab, der aldrig slutter, og det er ikke til at holde ud at være i,« siger hun. 

Jakob Stougaard-Nielsen tror ikke, at krimiforfatterne er begyndt at nærlæse Biblen – de leder nok snarere efter nye måder at fortælle den samme historie om ondskab på.

»Et religiøst iscenesat mord er måske ikke mere effektfuldt end et skuddrab eller en kvælning. Men populariteten skyldes nok, at vi har haft så meget af det andet,« siger han.

Camilla Grebe peger på, at virkeligheden bare ikke er godt krimistof.

»I virkeligheden sker de fleste mord, fordi nogen er berusede og så slår ihjel. Det er ikke så taknemmeligt at skrive om. Det bliver ikke en spændende bog. Man må have en historie, der er mere tankevækkende, som er mere kompliceret og mere udsyret end virkeligheden,« siger hun.

Blød spiritualitet

Tidligere angreb den skandinaviske krimi et mangelfuldt velfærdssamfunds selvindbildte myter. Et sådant kritisk element kunne man forvente af de nye krimier med religiøst islæt, men de indeholder ikke på samme måde en religionskritik.

»Der har været udtrykt en del angst over for fundamentalistiske religioner i den skandinaviske litteratur,« siger Jakob Stougaard-Nielsen, der blandt andet peger på bøger om terrorangreb eller sektledere, der begår grusomme ofringer.

»Det er ikke religion som et eksistentielt spørgsmål, men i stedet forskellige måder at udøve religion på, der bliver kritiseret i krimier.«

Camilla Grebe vil lade det være op til læseren, om hendes romaner er samfundskritiske eller ej: »Der er måske en religionskommentar i mit værk. Jeg tror, at de sluttende miljøer og rum, som en frikirke eller en katolsk menighed kan udgøre, kan gøre det lettere for nogen at begå overgreb.«

Men hun fastholder, at hun på ingen måde er en politisk forfatter, og mener selv, at hun er kritisk over for religionsudøvelsen, ikke religion som sådan.

Der er, hvad Kim Toft Hansen kalder »et blødt forhold til spiritualitet« på spil i de nye krimier. Ligesom det gør sig gældende i krimier af den svenske forfatter Håkan Nesser, der skriver om detektiven Gunnar Barbarotti, og hvis forfatterskab forskeren har arbejdet med. 

»Han er en meget typisk svensk politibetjent, der opklarer de forbrydelser, han bliver sat til at opklare. Men samtidig er han enormt optaget af at bevise Guds eksistens.«

Barbarotti forsøger at gå empirisk til værks og konstruerer et pointsystem for, om Gud har hjulpet ham og dermed bevist sin eksistens eller ej.

»Det er en position, der er ret udbredt i de her krimier, som på en måde er åbne over for religiøsitet. Med den ene hånd er de kritiske over for den institutionaliserede religiøsitet, men åbne over for det, man traditionelt ville kalde spiritualitet i en mere løs form,« siger Kim Toft Hansen.

Han mener, at det spejler en drejning i samfundet væk fra folkekirken, men ikke væk fra tro som sådan.

»Det er ikke, fordi folk er holdt op med at tro, man tror bare på en anden måde. Vi har en hang til en trosramme, og vi er formentlig til fals for at gå hurtigt tilbage til det genkendelige. Der bliver den kristne religiøse ikonografi en let måde at udtrykke en længsel for en større sammenhæng«.

Korsfæstelser i det kollektivt ubevidste

Også Jakob Stougaard-Nielsen mener, at det kristne i krimiuniverset egentlig er en gammel kending i nye klæder.

»Siden 1990’erne er det personlige behov for at tro på noget andet eller noget metafysik ikke ligefrem organiseret religion, men noget a la selvrealiseringsprojekter, blevet en del af vores hverdag. Nu kan man så igen skrive historier, der kommer fra en længere kulturarv, som synes mere og mere mystisk,« forklarer han.

Der er samtidig noget ved krimien, som gør den til et særligt velegnet sted at undersøge religiøse spørgsmål om godt og ondt: »Krimien er vore dages fantastiske fortællinger. Det er den gotiske historie, som vi i Norden er blevet opflasket med siden det 19. århundrede. Det er en historie om en hverdag, der bliver uigenkendelig og farlig, og hvor det dramatiske bryder ind. Den lyst til noget fantastisk har alle jo. Det kan også gå hen og blive for kedeligt.«

Eller med Kim Toft Hansens ord: »Hverken vi eller krimigenren er så sekulære, som vi går og tror«.