Interview
Læsetid: 7 min.

Stjerneforfatter: »Livet og skriften har for mig de samme regler, strukturer – og den samme morale«

Rachel Cusk har med sin ’Omrids-trilogi’ fornyet romankunsten med nye fortælleformer, men vejen dertil var svær. Efter hadefuld kritik følte hun sig udslettet og mistede interessen for overhovedet at have et selv, men samtidig var det netop det, der gav hende en helt ny ide
Rachel Cusk har med sin ’Omrids-trilogi’ fornyet romankunsten med nye fortælleformer, men vejen dertil var svær. Efter hadefuld kritik følte hun sig udslettet og mistede interessen for overhovedet at have et selv, men samtidig var det netop det, der gav hende en helt ny ide

Ulf Andersen

Kultur
27. marts 2020

STIFFKEY, Storbritannien – »En af mine stærkeste sider er ærlighed,« siger Rachel Cusk. »Det har dog ikke ligefrem hjulpet mig til et bedre liv. Hvis man gerne vil være en, som andre holder af, skal man nok ikke skrive den slags ting.«

»Men den eneste måde, som jeg kan skrive på, er ved at leve, hvad jeg skriver. Livet og skriften har for mig de samme regler, strukturer – og den samme morale,« fortsætter Rachel Cusk.

»Jeg er intenst optaget af menneskers samliv. Men når jeg har skrevet meget om smerte og had, har jeg samtidig fået meget smerte og had tilbage. Jeg hader at være så sårbar. Hvad er det ved min skriveproces, som skaber en så stor sårbarhed?«

I disse år begejstrer Rachel Cusk en hel litterær verden. Omrids-trilogien – der består af romanerne Omrids, Transit og Kudos – har fået kritikere til at gribe ud efter store ord om, at dette er en fornyelse af romanformen.

For mig at se er de tre bøger da også noget af det bedste, smukkeste og sandeste, som er sket i vores samtidslitteratur. Hun skriver om vores familieliv, om nærhed og konflikter, om bitterhed og brud – og om, hvor ondt det nogle gange kan gøre.

»Jeg kan slet ikke kapere al den positive kritik, jeg har fået for dette værk,« siger Cusk. »Som forfatter har jeg oplevet så meget had, at jeg må beskytte mig selv. Nu kan jeg ikke engang klare at stole på den ros, jeg får. Det er en form for selvbeskyttelse, og det er i grunden trist nok.«

»Mine døtre mener, jeg lider af posttraumatiske skader fra tidligere kritik,« tilføjer hun.

Rachel Cusk

  • Født 1967 i Canada. Opvokset i USA og England, nu delvis bosat i London, delvis i Stiffkey i Norfolk.
  • Hun har skrevet en række romaner, essays og selvbiografiske bøger, før hun fik sit store internationale gennembrud med Omrids-trilogien, også kaldet Faye-trilogien. De tre romaner, ’Omrids’, ’Transit’ og ’Kudos’ er alle udgivet i dansk oversættelse.
  • I 2019 udsendte hun essaysamlingen ’Coventry’.
  • Hun skabte stor debat, da hun i 2012 udgave den selvbiografiske ’Aftermath: On Marriage and Separation’.

Kan jeg tillade mig at skrive, at Rachel Cusk virker hærget? Vi sidder i hendes futuristiske nye hus i Stiffkey, Norfolk. Hun har tidligt om morgenen hentet mig på stedets eneste kro, Red Lion. Dette er Brexit-land.

Vi taler sammen i nogle timer, imens vi ser ud over det flade landskab mod Nordsøen, og hendes mand nummer tre ordner noget havearbejde. Den lille landsby ligger tre timers venstrekørsel med lejet bil nordøst for London.

Det nye hus har i nogen grad påkaldt sig omgivelsernes vrede. Det samme kan man sige om hendes tidligere bøger.

Forhistorien er omtrent som følger: Rachel Cusk havde allerede en række romaner bag sig, da hun i 2001 udgav den selvbiografiske A Life’s Work om at blive mor, skrevet med hensynsløs ærlighed på godt og på ondt.

I 2012 kom så hendes litterære tolkning af hendes egen skilsmisse, Aftermath. On Marriage and Separation – et kønspolitisk skrift om et brud. Nu brød helvede løs. Gode kritikker blev overdøvet af karaktermord – én britisk kritiker vandt sågar årets pris for ’den mest perfide anmeldelse’ på hendes bekostning. Rachel Cusk blev anklaget for narcissisme, magtmisbrug og udlevering af andre.

»Jeg mener fortsat, at Aftermath er en af mine bedste bøger. Men min selvbiografiske metode var definitivt blevet smadret. Jeg følte mig udslettet. Jeg mistede interessen for at have et selv. At være en person har for mig som oftest været ensbetydende med at få skældud for at være den, jeg er. Jeg skrev ikke en linje i tre år og troede, jeg helt havde mistet evnen til det. Det gav ikke længere mening for mig. Men gradvis voksede der en idé frem, som senere blev til romanen Omrids. Måske kunne jeg alligevel få lov at sige noget, bare på en anden måde. Tilstrækkeligt mange mennesker fortalte mig også, at mine bøger havde hjulpet dem. Det bidrog også.«

Portrætkunst

Rachel Cusks trilogi er ny portrætkunst. Men også mødekunst. Noget af det nyskabende ved disse tre romaner er netop skildringerne af, hvordan hovedpersonen Faye gradvis træder frem igennem alle de andre, hun møder, og som taler til hende.

Dette er bipersonernes og samtalernes fest. Figurerne er utydelige, mange ønsker at frigøre sig fra den falske version af dem selv. Men idet de taler med Faye, bliver de selv tydeligere, og ikke mindst bliver Faye selv talt frem.

Omridsene af dem alle bliver dermed klarere. Præcis derfor virker trilogiens titel så indlysende. For mig er dette ikke mindst en vigtig samtidspåmindelse midt i alle de populærpsykologiske fremstillingers formaninger om, at vi skal se ind i os selv: Vi bliver i stor grad ikke os selv i kraft af os selv, men netop via de andre. Vi er afhængige.

»Jeg havde nu fået et behov for at skrive,« siger Rachel Cusk, »på en sådan måde, at læseren ikke skal tage stilling for eller imod en figur. I stedet er det mit ønske, at han eller hun skal forholde sig til noget, som angår dem selv, men som de måske ikke har erkendt eller interesseret sig for. Og så bliver det vigtigt, at der ikke kommer fordømmelse i vejen. Jeg måtte være forsigtig. Men jeg var nok en morsommere og mere underholdende fortæller tidligere.«

– Kan du fortælle os lidt om, hvordan du arbejder?

»Jeg er ikke den slags forfatter, som siger, at bogen førte mig hen, hvor den selv ville. Først kommer der en lang og slidsom fase. Jeg ser bogen på afstand og tænker på den, imens jeg sysler med andre ting. Så kommer den nærmere og nærmere. Til sidst sidder jeg ned og skriver døgnet rundt. Det er den intense fase. Men forberedelserne er alt. Det er ligesom at gå ind på en scene og optræde i en forestilling. Alt skal være indøvet på forhånd.«

»Jeg har altid taget den hårde vej,« fortsætter Rachel Cusk. »Jeg havde det ikke specielt vidunderligt i min opvækst, og jeg har arbejdet hårdt – noget, som indimellem har givet mig en stor tilfredsstillelse, men jeg vil dog ikke kalde det glæde eller lykke. Og så kom som voksen denne anspændthed. Men jeg indså, at jeg kunne skrive mig igennem det og forløse det i bøgerne. Da jeg endelig kom i gang med disse romaner, følte jeg, at jeg var blevet en anden, et nyt menneske, som var yngre og lettere. Ja, jeg skrev disse tre romaner med en følelse af at være blevet et mere modent menneske og en moden forfatter,« siger Rachel Cusk.

»Jeg vidste endelig, hvordan tingene skulle gøres. Det var meget tilfredsstillende, ja faktisk også vanvittig morsomt. Uden denne erfaring tror jeg, jeg ville være sunket ned i bitterhed«.

Gentagelser

– At skrive har altså forandret dig?

»Absolut, men der vil jo altid komme tilbageslag, må du vide. Visse grundtemaer bliver fastlagt tidligt i livet. Der er den her forfærdelige nietzscheanske idé om gentagelserne. Alligevel vil jeg sige, at det hårde arbejde har ført til forbedringer. Og ikke mindst til, at andre vil kunne drage nytte af disse forbedringer. Jeg føler, at jeg har bidraget til at give mine to snart voksne døtre en helt anden start i livet, end jeg selv fik. Jeg har to forældre, som i hele mit liv ikke har være specielt begejstrede for mig. Alt det arbejde, som jeg har investeret, får jeg nu tilbage i form af mange glæder.«

»Teenageårene er en krævende fase,« siger Rachel Cusk, »men jeg føler, at vi sammen har krydset strømmen og er kommet tørskoede over på den anden side. Selvfølgelig vil de snuble og blive såret, men de er vokset op med langt mere viden, respekt og værdighed. Da de begge var blevet 18, sagde de tak for, at de havde fået en opvækst uden spiseforstyrrelser. Min egen kvindegeneration tillærte sig et meget problemfyldt forhold til deres egen krop.«

Rachel Cusk fører mig ud til den lejede bil. Med dens højrerat styrer jeg igennem Borisland, mens jeg afspiller vores samtale over bilens højttaler. I udkanten af London fejlvurderer jeg en fortovskant og punkterer to dæk. Flyet letter om to timer. Mens jeg sidder i bilen og overvejer, hvordan jeg kan løse denne udfordring, lytter jeg til, hvad Rachel Cusk siger ud i bilen.

»Jeg er meget bekymret for ytringsklimaet i dag. Mange bliver kritiseret sønder og sammen, hvis de siger noget, andre finder forkert. Jeg ville gerne skrive om det, sådan som jeg oplever det, men jeg ved endnu ikke helt hvordan. Måske jeg en dag kan finde en form. Men så vil det blive noget helt andet end i min trilogi«.

Finn Skårderud er forfatter, psykiater, professor og stifter af Villa Sult.

Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her