Kommentar
Læsetid: 12 min.

Virginie Despentes: »Fra nu af rejser vi os bare op og skrider«

César-prisfesten, hvor fransk filmkunst hylder sig selv, endte i sidste weekend i en skandale, da to kvinder nægtede at stå model til hædringen af den sexovergrebsdømte filminstruktør Roman Polanski – ifølge forfatteren Virginie Despentes en vidunderlig og kærkommen trodsreaktion, der viser vejen for et opgør med alle indspiste magtmennesker
»Men alle de kroppe, som sad i salen den aften, var kaldt sammen af en eneste grund: for at bekræfte de magtfulde i deres magt. Og de magtfulde elsker voldtægtsmænd! Trods alt ligner de jo på en måde dem selv, de magtfulde.«

»Men alle de kroppe, som sad i salen den aften, var kaldt sammen af en eneste grund: for at bekræfte de magtfulde i deres magt. Og de magtfulde elsker voldtægtsmænd! Trods alt ligner de jo på en måde dem selv, de magtfulde.«

Kultur
6. marts 2020

Lad mig begynde sådan her: Alle I magtmennesker, bosser, chefer og selvfede pinger kan være sikre på én ting: Det gør ondt!

At vi godt ved det, kan vi ikke bruge til noget. At vi godt kender jer, kan vi ikke bruge til noget. At vi har måttet sluge jeres fede magt så mange gange, kan vi ikke bruge til noget – det gør stadig ondt.

Sidste weekend skulle vi høre jer klynke og flæbe over, hvorfor vi presser jer til at gennemføre jeres love pr. dekret, hvorfor vi ikke bare kan lade jer fejre Polanski i ro og mag, og hvorfor jeres smukke fest blev spoleret, men trods jeres konstante jammer, kan I være helt rolige. Vi kan sagtens høre, hvordan I stadig nyder følelsen af at være de sande magthavere. I er de store kanoner, og jeres budskab går igennem fem ud af fem gange: Samtykkebegrebet er altså ikke noget, I har tænkt jer at rette ind efter. Som om det var sjovt at høre til de magtfuldes klan, hvis man skulle ulejlige sig med at få de domineredes samtykke …

Vredestårer

Jeg er sikkert ikke den eneste, som græd af vrede og afmagt ved synet af jeres storslåede magtdemonstration. Og sikkert heller ikke den eneste, som følte mig mere beskidt, da jeg så på den forestilling og det orgie, hvor I kunne fejre jeres straffrihed. At César-akademiet valgte Roman Polanski til bedste instruktør for 2020, er ikke overraskende. Det er grotesk, det er oprørende, det er gement. Men overraskende er det ikke.

Når man finder et budget på 25 millioner euro til en af vennerne til at lave en tv-film, er budskabet allerede en del af budgettet. Hvis kampen mod antisemitisme var noget, der seriøst interesserede Frankrigs filmverden, ville vi nok have lagt mærke til det noget før.

De undertryktes stemme, når de selv står frem og fortæller deres lidelseshistorie, var derimod et oplæg, I kunne beruse jer i. Da I først fik færten af en subtil sidestilling mellem en filminstruktør, der buhes ud af feminister foran tre biografer, og Alfred Dreyfus – offer for den franske antisemitisme i slutningen af det 19. århundrede – slog I med det samme til. Den parallel skal da have 25 millioner euro! Fremragende. Klapsalver til alle investorer!

For at samle midler til et sådant budget, måtte alle de store spillere gå med: Distributionsselskabet Gaumont, kulturstøttens skattefradagsordninger, France 2, France 3, OCS, Canal +, RAI … alle kom I til lommerne og viste jer for en gangs skyld generøse. Når det drejer sig om at forsvare en af jeres egne, kan I godt rykke sammen i geleddet.

De mest magtfulde er helt indforståede med, at deres egne prærogativer må forsvares: Det er en del af jeres elegance, ja, voldtægt er ligefrem grundlaget for jeres stil. Loven dækker jer ind, domstolene er jeres domæne, medierne jeres ejendom. Og det er præcis, hvad den skal tjene til, jeres store formuemagt: at få kontrol over de erklæret underordnedes kroppe. Kroppe, som tier. Kroppe, som ikke fortæller deres historie fra deres egen synsvinkel.

Tiden er kommet for de rigeste til at få dette smukke budskab igennem: Den respekt, man skylder dem, skal fremover strækkes ud til deres pikke, som er plettet af blod og lort fra de børn, de har voldtaget.

Total respekt

Hvad enten det er i nationalforsamlingen eller i kulturlivet, har I fået nok af forstillelse, nok af at simulere ubehag. I forlanger den totale og konstante respekt. Det gælder for voldtægt, det gælder for politibrutalitet, det gælder for César-prisuddeling, det gælder for pensionsreformer. Det er jeres politik: at kræve ofrenes tavshed. ’Sådan ligger landet nu engang, og selv hvis vi skal bruge terror for at få budskabet igennem, kan vi slet ikke se problemet.’

Jeres morbide tilfredsstillelse frem for alt! I tolererer kun at omgive jer selv med de mest føjelige lakajer. Der er ikke noget overraskende ved, at I har kronet Polanski: For det er altid pengene, man fejrer ved den slags ceremonier, skide være med filmkunsten. Det var rækkevidden af jeres egen pengemagt, I kom for at tiljuble. Det er det fede budget, som I har tildelt ham som solidaritetsgestus, som I hylder – og gennem ham er det jeres magt, vi andre skal respektere.

Det vil være omsonst og malplaceret i en kommentar om denne ceremoni at skille cismænds kroppe fra ciskvinders kroppe. Jeg kan ikke få øje på nogen forskel i opførsel. Det er underforstået, at de store priser fortsat skal være et eksklusivt domæne for mænd, eftersom det underliggende budskab er, at ’intet må forandre sig’. Alt er i den skønneste orden – præcis, som det er.

Da ceremoniværtinden, Florence Foresti, pludselig ikke ville gå på scenen igen og kaldte forestillingen »kvalmende«, gjorde hun det ikke som kvinde. Hun gjorde det som enkeltperson, der valgte at løbe en risiko ved at lægge sig ud med hele sin branche. Hun gjorde det som et individ, der nægtede den totale underkastelse under filmindustrien, og hun gjorde det, fordi hun indså, at jeres magt ikke rakte til at sikre, at salen forblev fuld. Hun var den eneste, som turde latterliggøre elefanten midt i rummet, mens alle andre dukkede sig.

Ikke et ord om Polanski, ikke et ord om Adèle Haenel. Alle kommer til gallamiddagen, for i dette miljø kender man sine paroler: I månedsvis har I ærgret jer over, at en del af offentligheden skaber sig lydhørhed, og i månedsvis har det pint jer, at Adèle Haenel stod frem og fortalte sin historie som barneskuespiller og fortalte den fra sin egen synsvinkel.

Men alle de kroppe, som sad i salen den aften, var kaldt sammen af en eneste grund: for at bekræfte de magtfulde i deres magt. Og de magtfulde elsker voldtægtsmænd! Trods alt ligner de jo på en måde dem selv, de magtfulde.

De elskes ikke til trods for voldtægten eller på grund af talentet. Man får netop øje på deres talent og stil, fordi disse mænd er voldtægtsmænd, ja, man elsker dem for det. For det mod, de udviser ved at tage deres lysts morbiditet på sig, for deres debile og systematiske drift imod at ødelægge andre, ja, ødelægge alt, hvad de rører ved, ret beset.

Jeres lyst ligger i at gå på rov, det er jeres eneste stilforståelse. I ved udmærket, hvad I gør, når I forsvarer Polanski: I forlanger, at man skal beundre jer helt ind i jeres forbryderiske handlinger. Og det er dette krav, som gør, at alle kroppe under prisuddelingsceremonien er underkastet en og samme tavshedens lov.

De store træder på de små

Man anklager de politiske korrekte og de sociale medier, som om denne omertà kun lige var opfundet i går, og at det hele var feministernes skyld, men uhyrlighederne har jo stået på i årtier: Under prisceremonier i den franske filmverden må man ikke gøre grin med cheferne, det kunne krænke deres følsomhed. Og derfor holder alle bare kæft og smiler pænt.

Havde voldtægtsmanden og barneskænderen nu i stedet været rengøringsassistenten, ville der være nul pardon. Så havde der været politi, fængsling, tordnende fordømmelser, forsvar for offeret og universel væmmelse. Men er voldtægtsforbryderen en magtfuld person, lyder der respekt og solidaritet.

Man må aldrig tale offentligt om, hvad der sker under castinger, prøvefilm, optagelser eller filmpromoveringer. Rygterne går alligevel, og alle ved, hvad det foregår. Men stadig er det tavshedens lov, der hersker. Og den instruks bliver underforstået, når man udvælger sine ansatte.

Alt dette har vi vidst i årevis, og stadig kan magtens skamløshed og arrogance komme bag på os. Det er jo i sidste ende det fine ved det hele: At I kan slippe afsted med jeres beskidte numre. Det er en vedvarende ydmygelse for de nominerede og ceremonideltagere at se dem bevæge sig op på scenen for at overrække eller tage imod en pris. Man identificerer sig uvilkårligt med dem – og ikke kun mig, som kender miljøet indefra, men alle der overværer ceremonien. Man identificerer sig, og man føler sig ydmyget pr. stedfortræder.

Så megen tavshed, så megen underkastelse, så stor iver for at vise underdanighed. Man kender hinanden så godt. Og man får bare lyst til at skrige. For når hele øvelsen er overstået, må alle de tilstedeværende igen sande, at de er ansat i en kæmpe lortebule.

Man bliver ydmyget per stedfortræder, når man ved, at alle i den tavse forsamling også ved, at filmen Portræt af en ung kvinde i flammer ikke vil modtage nogen af aftenens store priser, og udelukkende fordi Adèle Haenel stod frem og sladrede. Og fordi det netop drejer sig om at gøre klart for alle ofre, der måtte føle sig fristet til at fortælle deres historie, at de gør klogt i at tænke sig godt om, før de bryder tavshedens lov.

Som ydmygelse på ydmygelse dristede I jer også lige til at invitere to kvindelige filminstruktører med, som aldrig har fået og formentlig aldrig vil få prisen for bedste instruktion, men så de kunne se på, at I gav prisen til Roman fucking Polanski. Himself. Lige ned i halsen på os. I har tydeligvis ingen skam i livet.

Les Misérables

25 millioner euro, det er over 14 gange, hvad budgettet var for Les Misérables, og jeres perleven kunne ikke engang præstere at få sin film op at stå på listen over årets fem største kassesucceser. Det opvejer I så med filmpriser. I ved udmærket, hvad I gør – at den ydmygelse, som dele af offentligheden skulle udsættes for, også ville omfatte de næstfølgende priser – de, som gik til Les Misérables, da I kaldte salens mest sårbare op på scenen. De, som ved, at de risikerer deres røv, hver eneste gang politiet kræver at tjekke deres ID, og selv om der manglede kvinder blandt dem, manglede der ikke intelligens.

De kunne så udmærket gennemskue sammenhængen mellem den berømte voldtægtsmands straffrihed og situationen i de kvarterer, hvor de bor. De kvindelige filminstruktører, som uddelte prisen for jeres straffrihed, og de instruktører, hvis priser blev plettet af jeres usselhed, står over for den samme kamp. Begge ved de, at som ansatte i filmindustrien må de, hvis de vil have arbejde i morgen, holde kæft. Ikke så meget som en joke, ikke så meget som en spydighed kan de tillade sig. Det er sådan, César-prisceremonien fungerer.

Kalenderens luner gør, at det samme budskab går igennem på alle kanaler: Tre måneders strejker i protest imod en pensionsreform, som ingen ønsker, men som nu alligevel bliver gennemført med magt. Det er det samme budskab, som kommer fra de samme miljøer, og som er rettet imod de samme mennesker: »Hold jeres kæft, klap i, I kan stikke jeres samtykke op i røven, og nu husker du at smile pænt, næste gang vores veje krydses, for jeg er den magtfulde, det er mig, der sidder på gysserne, det er mig, der er din boss.«

En krigerinde

Da Adèle Haenel midt i det hele pludselig rejste sig, var det helligbrøde på stedet. En recidivistisk ansat, som ikke tvinger sig selv til at smile, når hun bliver svinet til i offentligheden, som ikke tvinger sig selv til at deltage i klapsalver og bifald til sin egen ydmygelse.

Ja, Adèle rejste sig op, som hun før har rejst sig op for at fortælle, at nu skal jeg fortælle jer, hvad jeg mener om jeres historie om en filminstruktør og hans purunge skuespillerinde, sådan har jeg selv oplevet det, sådan har jeg måttet leve med det, og sådan er det blevet ved med at klæbe til min hud.

For I kan gradbøje det på alle mulige måder med jeres idiotiske betragtninger om, at ’man må jo skelne mellem manden og kunstneren’ – alle ofre for kunstneres voldtægter ved, at der ikke findes en eller anden mirakuløs opdeling mellem den voldtagne krop og den kreative krop. Vi skal altid slæbe rundt på, hvem vi er, og sådan er det. Kom og forklar mig, hvordan jeg bare kan efterlade et voldtægtsoffer uden for min kontordør, før jeg begynder at skrive, fordømte narrøve.

Adèle rejste sig op og gik sin vej. Den aften, den 28. februar, lærte vi ikke så meget, som vi ikke allerede vidste om den smukke franske filmindustri, vi lærte tværtimod endnu en gang, hvordan man så også kan bære sin aftenkjole!

Som en krigerinde.

Hvordan man kan udvandre med høje hæle, som om man ville rive hele bygningen ned, hvordan man skridter frem med rank ryg, nakken knejsende af vrede og blottede skuldre. Det smukkeste billede fra 45 års ceremonihistorie – det er billedet af Adèle Haenel, da hun går ned ad trappetrinene for at forlade forsamlingen, imens hun klapper af jer, og fra nu af ved vi så, hvordan det ser ud, når nogen pludselig vælger at skride midt i det hele og fortælle jer, hvilke røvhuller I er.

Jeg er parat til forære 80 procent af min feministiske bogsamling væk for bare dét billede. For lige den lærestreg dér. Adéle, jeg ved ikke, om jeg ser på dig med et male gaze blik eller med et female blik, men jeg sender dig love gazes i båndsløjfe, når jeg genser klippet fra din sortie på min mobiltelefon igen og igen. Din krop, dine øjne, din ryg, din stemme, dit kropssprog sagde alt, hvad der skulle siges: Jo, vi er nogle dumme kællinger, vi er de ydmygede, vi skal bare holde kæft og tage imod jeres slag, for I er bosserne, I har magten og den arrogance, som følger med, men vi behøver trods alt ikke at blive siddende uden at sige noget som helst.

Når alt er gået for vidt, går vi

I får ikke vores respekt. Vi rejser os op og skrider. Så må I afklare jeres svinestreger med hinanden. Have en god fest, hvor I fejrer og hylder hinanden, ydmyger hinanden, slår ihjel, voldtager, udnytter hinanden, slå jer bare løs på alle måder. Vi rejser os bare og går.

Dette billede var sandsynligvis et forvarsel om, at der i den kommende tid forestår meget mere, hvor det kom fra. Forskellen er ikke imellem mænd og kvinder, men mellem de dominerede og de dominerende, mellem dem, der vil konfiskere fortællingen og gennemtvinge deres beslutninger, og dem, som rejser sig op og går, imens de siger fra. Det er det eneste mulige svar på jeres politikker.

Når det ikke længere går, når det er gået alt for vidt, så rejser vi os og siger fra, skælder ud og håner jer, selv hvis vi hører til dem, som er lavest i hierarkiet, selv når vi skal tage imod jeres lortemagt lige i synet, så foragter vi jer og brækker os over jer.

Vi har ingen som helst respekt for jeres facaderespektabilitet. Jeres verden er rent bræk. Jeres dyrkelse af den stærkeste er morbid. Jeres magt er en uhyggelig magt. I er en flok ondskabsfulde og tåbelige ulykkesfugle. Den verden, I har skabt for at herske over den som uslinge, er en verden, hvor man ikke kan trække vejret. Så vi rejser os og går. For nu kan det være nok. Vi rejser os op. Vi går. Vi skriger op. Vi skider jer et stykke.

© Virginie Despentes, Libération og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Niels Ivar Larsen

Tak skal du ellers ha' - det er da godt, at dit franske er så omfattende ellers kunne oversætterjobbet godt have være endnu vanskeligere.

Jeg må dog indrømme, at uanset hvor begejstret jeg ellers er for China Town, så er jeg mere end loren ved Polanski og hans indrømmede 3-way voldtægt af den 13-årige Samantha Gailey.

Så ud over blod og lort skal tilføjes spyt - det er bare for meget.
Og så havde han fyldt hende med stoffer inden voldtægten.

Der er også omstændighederne i øvrigt - Polanski havde fået moderen tilladelse til at tage den 13-årige Samantha Gailey med ud, for at få taget nogle billeder til et eller andet modelarbejde, som han viftede familien om næsen med.

Polanski må have været overbevist om, at lov og anstændighed ikke gjaldt for ham, når han forventede bare at kunne bringe barnet tilbage til familien i den tilstand og så ikke skulle høre mere om den sag.

Hanne Ribens, Tinne Stubbe Østergaard, Niels Ivar Larsen, Birthe Nekman og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar

Polanski har rigtig mange overgreb på samvittigheden. https://www.francetvinfo.fr/culture/cinema/retour-sur-les-affaires-et-ac...
Han fremstod også få år tilbage, pralende i et klip Fra et posh litteratur program hvor han praler med at elske piger.
Men det er med Polanski som med andre magtmennesker som cirkulerer i toppen af fransk society. De gør hvad det passer dem. En gang imellem bliver de efterforsket og afsløret i snyd, misbrug mm, men ingen bliver rigtig sat på efterforskningen. Der går år, og man håber det løber ud i sandet, eller at rehabilitere dem i de private medier, også ejet af eliten(80% ef en håndfuld).
Jo, der er en grund til alle slags folk fra advokater over kunstner til kloakarbejdere dagligt er på gaden og blokerer hver dag i Frankrig, i nu 18 måneder uden nogen medier i Europa mener det er nævneværdigt. Flere og flere medier er ude af stand til fortælle historien om et ellers demokratisk stort EU land, med en ung leder som har de gode talegaver, dækker over en egenrådig elite som bruger vold, magt og statens penge til blive i toppen, og blive rige.

Fam. Tejsner og Tinne Stubbe Østergaard anbefalede denne kommentar

Tak, kvinder, for at sætte foden ned, og sige "nok er nok!"! Tak for at sætte et godt eksempel!

Polanski er et vaskeægte kryb; Men langt fra det eneste eksempel på en elitær og magtfuldkommen pædofil. Dutroux-skandalen der rystede Belgien, Saville-skandalen der rystede England, Epstein-skandalen der ryster, eller i hvert fald rystede, USA... Alle gav de anelser om organiseret pædofili på højt plan, og alle var de plagede af besværede undersøgelser, fortielser, og mystiske, mistænksomme hændelser - alle blev, de tilsyneladende, fejet under gulv-tæppet.

Selvsmagende, prætentiøse hyklere, og moral-relativistiske opportunistet der vil have en bid af elitens forgiftede kage hylder mennesker som ham med fløjsbløde og højtravende ord - og det blive tone-angivende for kulturen. Kulturen former menneskene. Kan det da undre nogen at vores verden er blevet så beskidt og rådden som den er?