Læsetid: 5 min.

Den virtuelle version af Guggenheim ligner et forladt (kunst)supermarked

Internettet bugner med digitale muligheder for at gå på museum. Vores kunstentusiast Bodil Skovgaard Nielsen har besøgt et mennesketomt Guggenheim i Bilbao og savner en sanseoplevelse, der går gennem skærmen og ind under huden
Bodil Skovgaard Nielsen sad hjemme i en lånt lejlighed i Roskilde, da hun var på besøg på Guggenheim i Bilbao.

Bodil Skovgaard Nielsen sad hjemme i en lånt lejlighed i Roskilde, da hun var på besøg på Guggenheim i Bilbao.

20. marts 2020

Jeg går tit på kunstmuseum. Ofte alene, for så kan jeg lukke af for den ordstrøm, jeg ellers arbejder i, og bare se. Finde bevægelser på det stillestående lærred, se på tykke malingklatter, der minder mig om creme, eller ru og kolde flader, der får det til at fantomkradse på min hud. Når jeg ser på kunst, kommer jeg i tanke om, at min krop har et ordløst sanseapparat. 

Museer og gallerier er lukket ned i denne virustid. Heldigvis findes der andre alternativer. Googles onlineplatform Arts & Culture har gjort en imponerende samling museer fra hele verden tilgængelige, så man med street view-funktionen kan besøge dem. Enkelte værker kan man komme helt ned i materien på med højopløsnings zoomfunktioner.

Så jeg er taget på Guggenheim i online-Bilbao. Da jeg besøgte museet for mange år siden, måtte vi gå før tid, fordi vi fik ondt i fødderne og havde det for varmt.

I dag sidder jeg i en lånt lejlighed i Roskilde, hvor min kæreste og jeg er taget i coronahi. Mens han er taget hen i en tom kirke for at spille orgel og fordybe sig i musikken, savner jeg mit eget kunstfix. Et overflødighedshorn på nettet er den næstbedste løsning. 

Fra dårlig forbindelse til Jackie O

Jeg tænker, at nu har jeg god tid til fordybelse. Ironisk nok kan teknologien ikke helt følge med. Jeg vil se et værk af den amerikanske kunstner Jenny Holzer, der laver store LED-bjælker, der ligner reklamesøjler med uventede slogans som »abuse of power comes as no surprise«. Men Googles stillbillede gør Holzers aforismer, der scroller forbi, til et uklart flimmer. Her er der ikke noget at se.

En øjenåbnende funktion er til gengæld connections. Med Big Data har platformen analyseret et maleris farveskemaer, og viser dig hvilke andre værker, der findes i de kombinationer. Alt fra historiske fotos, topologiske oversigter og biografplakater fra 1950’erne er med i databasen.

Jeg bliver ført fra et abstrakt de Kooning-værk i mosgrønne og forårsgule farver til et kort over Afghanistans bjerge til et high fashion foto af Jackie Onassi i Vogue, iklædt en sart mintfarvet kjole. Det skaber forbindelser, jeg aldrig selv havde udtænkt.

Altid sol og blå himmel

Man kan med museklik gå rundt i den asymmetriske stålbygning og endda nyde udsigten fra taget. De buede sølvfacader glimter af varme og reflekterer en blød sol, og det er et privilegium endelig at være hjemmefra – og udendørs!

Google Arts & Culture er designet lige så smooth som et kunstmagasin, relativt overskueligt og allround lækkert. Her er ingen mennesker, ingen entrébetaling.

Men alting er også frosset fast. Jeg troede, jeg ville fryde mig over ikke at skulle kæmpe om pladsen foran mit yndlingsværk. Men jeg mangler den lette summen af mennesker, der giver skala og kød til de maskinudskårne hvælvinger.

Jeg får en snigende følelse af at være midt i en af de fremtidssimulationer, som arkitekter præsenterer, når de skal vinde konkurrencer. Hvor nyslået græs fanger evigt solskin og halvgennemsigtige skikkelser går forbi altid rengjorte facader. Totalt futuristisk og til at få digital agorafobi af.

Pænhedens arkitektur

Den fremmedgørelse kan jeg også opleve ude i virkeligheden. På Aros eller i Arkens højloftede haller kan jeg også føle mig lille over for kunsten med stort K.

På museer nikker man indforstået og synes, alting er interessant. Der har altid været en modsætning mellem kunstens stikkende stålwires, tis på lærred, indsmigrende blikke, manierede kroppe – og så museumsrummets alt for pæne opførsel, der blokerer for, at jeg tør give mig hen.

Det asymmetriske Guggenheim er frygtindgydende som et alienskib. Og jeg kan ikke finde ud af, om jeg bliver forløst for min ærbødighed over for dette monstrum af kulturel kapital på min virtuelle museumstur. 

Ingen kan se, hvor lang tid jeg bliver på siden, eller hvor hurtigt jeg scroller videre. Men klinisk photoshoppet for menneskeliv er det også svært at slappe af og nyde. 

Det er ikke en kurator, men i stedet et tilfældigt kamera i ét bestemt øjeblik, der har udvalgt mit bliks retning. Det pirker til en oprørstrang, til når hverdagen vender tilbage. Gider jeg egentlig blive ved med at gå den slagne vej, som museumspilene fortæller?

Jeg klikker mig videre, som var det et kunstsupermarked, og det er på sin vis befriende selv at bestemme ruten. Men jeg kommer hele tiden til at trykke forkert og ender pludselig midt i trafikken på en kæmpe motorvej. Okay skræmmende at stå på egne ben dér.

Jeg kigger på kæmpemæssige jernskulpturer og tænker over, at jeg ikke ved, hvordan jern lugter, eller om det har en lugt. At jeg tror, at det er et koldt, men ikke kan vide mig sikker. Alle mine sanser er pludselig på overarbejde, men uden at de bliver forløst. Bag skærmen bliver jeg mindet om, at de findes, altså sanserne – og dét er en værdi i disse understimulerede dage.

Splinter i fingrene

Der sker noget særligt, når jeg bliver bevidst om, at jeg er berøvet den taktile del af værkerne. Med fotografiets opfindelse i midten af 1800-tallet fik kunsten frataget sin hidtil fornemste rolle som det medie, der kunne gengive og manipulere med virkeligheden.

Nu måtte kunsten genopfinde sig selv, og det medførte utallige eksperimenter udi geometri, materiale, farvepsykologi og abstraktion. At få frataget den sanselighed og kropslige erfaring af form, overflade og lys, som kunsten har arbejdet med de sidste 150 år, føles som et anakronistisk røveri.

Den allerbedste feature, det virtuelle museum har, er derfor de få hidden details-nedslag. Et af dem er et værk af Sigmar Polke, som er en tegning af en ret kedelig dagligstue oven på nogle stofrester og lidt pindebrænde. Jeg var nok gået forbi i virkeligheden.

Men når man zoomer ind, ser materialerne pludselig ekstra fattige ud. Laserne er bleget af sollys, og pindene ser uslebne og billige ud, den slags man får irriterende splinter af at røre ved. Når Google lader mig komme millimetertæt på, kan jeg se, at der er blevet tørret fingre i stoffet! Med rød maling, så det ligner klatter af blod. Helt tæt på opdager jeg en kriminalroman i Polkes tableau. 

På det virtuelle museum ser man kunsten enten helt tæt på eller utrolig langt væk, enten langsynet eller nærsynet. Mødet i øjenhøjde er væk. Men det er måske netop det, det onlinemuseum kan, og som kunsten altid skal kunne: udfordre mig i, hvordan jeg ser, og gøre mig opmærksom på min perception. 

Serie

Kulturelle fællesskaber under isolationen

Museerne, teatrene, læsegrupperne, dansefesterne, biograferne, korene, kirkerne og højskolerne er lukkede. Så kulturredaktionens medlemmer forsøger under coronakrisen at oprette et fælles kulturelt og socialt liv fra vores isolation – online. Vi rapporterer løbende fra de mange tilbud og egne eksperimenter

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu