Interview
Læsetid: 7 min.

Anders Østergaard har lavet en film om den jødiske sølvtråd i det tyske kulturtæppe

»Det var et mærkeligt fænomen, en jødisk organisation, som gjorde det muligt for jødiske kunstnere at leve i en parallelvirkelighed« i nazitidens Tyskland, siger Anders Østergaard om sin nye film, ’Vinterrejse’, der fortæller historien om Det Jødiske Kulturforbund
I sin nye film, ’Vinterrejse’, fortæller Anders Østergaard historien om Det Jødiske Kulturforbund, der gav jødiske kunstnere mulighed for at leve i en art parallelsamfund i 1930’ernes Tyskland. Foto: Plus Pictures

I sin nye film, ’Vinterrejse’, fortæller Anders Østergaard historien om Det Jødiske Kulturforbund, der gav jødiske kunstnere mulighed for at leve i en art parallelsamfund i 1930’ernes Tyskland. Foto: Plus Pictures

Kultur
20. april 2020

Den danske filminstruktør Anders Østergaard bor i Berlin, og han fortæller, at man, når man bevæger sig rundt i byen, hele tiden støder på spøgelserne af de tyske jøder. Det er både i form af de såkaldte snublesten, Stolpersteine, der kan ses overalt i bybilledet, og i form af opfindsom, vittig, legesyg kunst og kultur, arkitektur, musik, teater og film.

»Det er en sølvtråd i det tyske kulturtæppe,« siger han med den alvorlige tilføjelse, at tråden blev klippet over, og tæppet trevlet op, da nazisterne systematisk begyndte at udrydde jøderne i begyndelsen af 1940’erne. En flig af historien om den kultur fortæller Østergaard i sin nye film, Vinterrejse, der er hans første egentlige spillefilm, selv om den er baseret på en sand historie og benytter sig af dokumentarfilmens virkemidler.

I 1933 indgik jøderne i Tyskland en aftale med Hitlers propagandaminister, Goebbels, om at etablere Der Jüdische Kulturbund – Det Jødiske Kulturforbund – som gav jødiske musikere, sangere, teaterfolk og skuespillere mulighed for at optræde for forbundets jødiske medlemmer ved egne koncerter, teateropsætninger og kabareter.

Et mærkeligt fænomen

»Det var et mærkeligt fænomen, en jødisk organisation, som gjorde det muligt for de jødiske kunstnere og publikum at leve i en parallelvirkelighed, hvor de kunne køre deres kulturliv videre, hvis de ellers strengt overholdt et apartheidreglement,« siger Anders Østergaard og fortæller, at kulturforbundet var en slags fortsættelse af det assimilationsprojekt, som de tyske jøder havde helliget sig i årtierne inden da.

»De bekendte sig fuldstændig til tyskheden og underspillede det jødiske, både det stammemæssige og det religiøse forsvandt fuldstændig. Det var et stort, tysk projekt, som de identificerede sig meget med. Det var jeg fascineret af, også i disse tider og med den debat, vi i Danmark har om assimilation og integration.«

Inden de begyndte at slå jøderne ihjel, havde nazisterne en idé om, at de kunne holde dem på plads i et apartheidlignende system, og det hjerteskærende var, som Østergaard formulerer det i forhold til kulturforbundet, at »jøderne går med på den og siger, at ’nu skal vi rigtig vise de andre, at vi er dygtige til at tilpasse os’. De går til det med stor entusiasme for at få det bedste ud af situationen og vise, at ’vi er ikke så besværlige og umulige. Vi kan sagtens organisere os, så alle bliver glade’.«

Østergaards research førte ham til en bog af den amerikansk-jødiske forfatter Martin Goldsmith. I den skriver han om sine forældres ungdom i Tyskland og deres engagement i Det Jødiske Kulturforbund – faren var fløjtenist, moren spillede bratsch – og siden deres flugt til USA, blot et par måneder inden forbundet blev opløst og resten af Tysklands jødiske befolkning sendt i koncentrationslejr, heriblandt også morens og farens egne forældre.

»Bogen havde så mange ting. Om at leve i en boble og håbe på det bedste, og hvornår man skal sige stop. Det gælder Kulturbund som kollektiv, og det gælder selvfølgelig for Martins forældre, der strækker den, så længe de kan, fordi de er så vilde med at spille musik. Det er deres ungdom, og det er deres største drøm at blive musikere. For dem var det fede og store tider, samtidig med at det var de værste tider.«

Det store tabu

Vinterrejse, der har titel efter en af komponisten Franz Schuberts lieder, handler også om generationskløften mellem Martin Goldsmiths far, George Goldsmith, der ikke vil tale om dengang, og Martin, der har brug for, at faren taler om det – moren er død nogle år tidligere. Oplevelserne i Tyskland har ikke kun påvirket faren, men også Martin og hans bror.

»Det store tabu, den store hemmelighed, har defineret deres egen ungdom og barndom,« siger Anders Østergaard.

Blandt andet forstår Martin ikke, hvorfor faren, der er født Günther Goldschmidt, underspiller sine jødiske rødder og nærmest bliver vred på sønnen, da denne siger, at faren er lige så jødisk som gefilte fish – en klassisk, jødisk spise.

»Jeg holder med faren, fordi jeg er meget bevæget over den mission, han var vokset op med: ’Vi skal glemme, hvor vi kommer fra. Vi skal skabe et nyt fantastisk samfund. Det har jeg medlemskort til, og det er lige meget, hvad Hitler siger – og hvad du siger. Alle, der prøver at stemple mig som jøde, prøver jo at tvinge mig tilbage i en ghetto, jeg ikke vil ind i’.«

Filmen er bygget op som en hjemmevideo af en slags, hvor Martin Goldsmith – som forfatteren selv lægger stemme til, man ser ham ikke – i USA interviewer George Goldsmith, der spilles af den store, schweiziske skuespiller Bruno Ganz. Langsomt får sønnen sin far til at fortælle, hvad der egentlig skete dengang, og efterhånden forstår både han og vi som publikum, hvorfor faren ikke har lyst til at tale om det – og hvorfor det tog ham og moren så lang tid, før de endelig valgte at forlade Tyskland.

Fra dokumentarfilm til spillefilm

Anders Østergaard, der ikke mindst er kendt for dokumentarfilm som Troldkarlen, Tintin og mig, Burma VJ og Gasolin’, bruger ofte i sine film rekonstruktioner – dramatiseringer – af virkelige begivenheder. I 1989, der handler om Murens fald, lagde han virkelige menneskers ord i munden på skuespillere, og i Vinterrejse er han gået skridtet videre og har lavet ikke en dokumentarfilm, der bruger spillefilmens virkemidler, men en spillefilm, der bruger dokumentarfilmens virkemidler.

Han kalder det selv for »en spillefilm based on a true story« og fortæller, at han i stedet for at opbygge kulisser eller stable et symfoniorkester på benene bruger autentiske billeder fra dengang af både Berlin og af Det Jødiske Kulturforbunds rigtige orkester.

Den store schweiziske skuespiller Bruno Ganz spiller den aldrende George Goldsmith i Anders Østergaards ’Vinterrejse’. Som ung var han en af de jødiske kunstnere i Det Jødiske Kulturforbund.

Den store schweiziske skuespiller Bruno Ganz spiller den aldrende George Goldsmith i Anders Østergaards ’Vinterrejse’. Som ung var han en af de jødiske kunstnere i Det Jødiske Kulturforbund.

Plus Pictures

Til at begynde med forsøgte Østergaard sig med en mere klassisk dokumentarisk tilgang med arkivbilleder og interview med eksperter, men det fungerede ikke.

»Der var ikke noget nyt at sige. Vi skulle ind i det personlige, det familiære, vi skulle have fat i spændingerne imellem far og søn, som ikke er beskrevet i Martins bog. Vi skulle have fat i den subtile magtkamp mellem de to, kan man sige, om historien. Dels at faren skal spytte ud med alt det, der gør ondt, men også det med: ’Du er jøde.’ ’Gu er jeg ej.’ Den konflikt kunne jeg kun udvikle i en dialog, i en dramatisk form ved at skrive et manuskript.«

Det er dog vigtigt for instruktøren at understrege, at han har et stort behov for at fortælle om virkeligheden, som den er – fortælle sandheden, om man vil. Derfor er alt i filmen tjekket og dobbelttjekket – det skete rent faktisk – og derfor vil han formentlig aldrig forsøge sig som instruktør af rene fiktionsfilm.

»Jeg tøver med at smide et dramatisk greb ind for at løse historien. Det keder mig. Jeg vil meget hellere tage tingene, som de var og så finde ud af, hvordan man gør dem interessante. Jeg har en journalistisk og dokumentarisk baggrund, som gør, at jeg føler ubehag ved at lave fuldkommen om, opfinde karakterer, der ikke eksisterer, eller sætte tingene i den forkerte rækkefølge. Jeg føler, at jeg bryder en psykologisk lov.«

Åndelig næring

Anders Østergaard kan godt lide at fortælle historier om mennesker, der selv fortæller historier, det være sig journalister eller udøvende og skabende kunstnere som jazzpianisten Jan Johansson, rockmusikerne i Gasolin’, Tintins skaber, Hergé, og nu nogle af menneskene bag Det Jødiske Kulturforbund.

»Det er hjerteblod. Det er det, der driver mig,« siger han.

»Nogle gange kan jeg godt blive irriteret på mig selv over, at jeg er så retrospektiv. Hvorfor kan jeg ikke engagere mig i det nutidige? Hvorfor skal jeg altid søge tilbage? Men der er en fastholdertrang i mig omkring kulturarv og bearbejdning af den. Jeg prøver også at give min egen kulturborgerlige baggrund en plads i moderniteten.«

På en måde bliver instruktørens film en fortsættelse af de historier, de fortæller, og man tænker, at Østergaard selv må tro på kunstens og kulturens kraft.

»Jeg tror på det store dannelsesprojekt. Jeg tror på civilisation, og at vi står på skuldrene af kæmper. Vi har meget at være taknemmelige for. Verden har lige fået et hak i tuden, men at så meget er lykkedes trods alt gør, at jeg tror på den store civilisation og det projekt, der ligger forud for os.«

Desuden er det kunsten og kulturen, der holder modet oppe hos os mennesker i en svær tid.

»Det er åndelig næring. Vi tager et slumretæppe omkring os, og så tjekker vi musik og film og alt muligt andet, som kan give os en form for indre ro – et øjebliks salighed. Jeg tror absolut, at kunsten heler og trøster. Der hører jeg hjemme. Ikke så meget i, at kunsten skal provokere og hive bukserne af dig. Det skal den måske også, men i virkeligheden tjener den mest som katarsis. Selv om den handler om alvorlige ting, er det det, den bedst kan – trøste og hele.«

’Vinterrejse’ – Instruktion og manuskript: Anders Østergaard. Fotograf: Henner Besuch. Længde: 87 minutter. Kan ses på DR2 søndag aften eller på dr.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

Tænk, at lave en aftale med Goebbel og lave et Kulturforbund i 30'ernes Tyskland! Man soll sich nicht "verblueffen" lassen! Det må afspejle kontakt til Nationalsocialisterne. Kunstnerne købte sig "aktier" i de store orkestre og kunne derfor optræde der. Da det blev forbudt, skulle de sælges. Her valgte mange at rejse udenlands. De reddede flertallet af tyske jøder fra udryddelse. Det efterlod det tyske folk med en "firkantet og bombastisk" selvforherligen kultur. Og lederne samlede samtidig løs af europæisk/jødisk kulturskatte! Hvilken anakronisme.

Bare en lille detalje: Bruno Ganz var fra Schweiz, ikke Tyskland :-)

Kent Nørregaard

Peter. Nårh ja man kunne jo ikke vide hvor længe vanviddet gjaldt, derfor bedre at have dyr kunst end ikke at have det. Det samme var tilfældet i Sovjet.

En i øvrigt interessant iagtagelse er at det var fortrinsvis fattige jøder der blev tilbage. De der havde midler var for længst i Storbritannien, Frankrig eller USA da krigen udbrød.

Christian Monggaard

@ Jakob Jensen Det har du da helt ret i. Pinlig fejl. Tak for at være opmærksom. Det er nu rettet.

Kim Folke Knudsen

I efterkrigstidens Tyskland bemærker vi de tomme og øde bymidter omgivet af en forvirring af nye boliger, som er hastigt opført efter krigen. Det var det fysiske sår efter 12 års nationalsocialistisk sygdom. Byer hvis historie var forvandlet til ingenting og gold jord.

Men forinden fulgte den åndelige formørkelse. Byer med et rigt jødisk foreningsliv kulturliv og forretningsliv blev gradvist udraderet. Forfølgelsen startede med konfiskationen af et livsværk beslaglæggelsen og tvangsforflytningen fra et hjem med et århundrede eller mere af tysk historie og tyske slægters liv. Det fortsatte med den ondskabsfulde sammenstuvning i ghettoer, og det endte med Europas folkemord nr. 1 grusomt i uendelighed og uden fortilfælde.

Jeg selv kommer fra området omkring Frankfurt am Main. Byen var før krigen en smuk gammel middelalderby med et omfattende jødisk ejet butiksliv. En by der fra gammel tid var inspireret af strømninger ude fra og af at udlændinge følte sig velkommen i dette hessiske hjørne af Tyskland, som ikke var så prøjsisk at det gjorde noget. Anne Franks familie kommer fra Frankfurt am Main. De måtte flygte til Nederlandene, da forfølgelsen af jøderne i byen blev uudholdelig.

I dag fornemmes denne orginale frankfurter ånd af internationalt samlingspunkt igen i byen. De tyske traditioner sammenvævet med inspirationen udefra den store verden i form af de mange borgere, som kommer fra andre verdensdele og som lever, bor og beriger Frankfurt am Main. I dag er byen lidt vel kølig med alle de store skyskrabere, hvor der før var middelalderby, men ånden fra dengang før 1933 den er intakt den er genopstået, den er en del af at være borger i Frankfurt Am Main. Frankfurter Wurst og Apfelwein er de gastronomiske lokale milepæle.

Den som søger det historiske Frankfurt kan få et lille indblik heri ved at tage til bydelen Sachsenhausen på den sydlige bred af Main floden.

Det er et tab i tysk historie og i tysk kultur et åbent sår den dag i dag, et sort kapitel, hvor århundreders bidrag til et rigt og blomstrende byliv blev ødelagt med forfølgelsen og terroren mod vores jødiske medborgere. Ødelæggelsen af Tyskland var begyndt allerede fra 1933-1939, den fysiske destruktion fulgte som konsekvens af det tyske storhedsvanvid og landets undergang i en bomberegn uden lige fra 1942-1945 fremprovokeret alene af et forrykt og vanvittigt tysk regime..

Jeg vil meget gerne se denne spændende film. Tak for den gode beskrivelse.

Dorte Schmidt-Nielsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Kent Nørregaard

"...den fysiske destruktion fulgte som konsekvens af det tyske storhedsvanvid og landets undergang i en bomberegn uden lige fra 1942-1945 fremprovokeret alene af et forrykt og vanvittigt tysk regime."

Ødelæggelsen af byer som Dresden og Hamburg var bestemt ikke fremprovokeret af det tyske regime. Krigen var længe tabt da briterne og amerikanerne besluttede sig for at brænde byernes befolkninger op i ildstorme i gaderne. Hævn kan man næppe kalde det da Hamburg var på en enkelt nat var offer for flere bomber og flere dødsfald end hele Storbritannien under hele krigen under deres såkaldte "blitz". De allieredes ondskab kan ikke undskyldes med tyskernes eller japanernes. Den ondskab tilhøre kun russerne, englænderne og amerikanerne.

Historien om den Anden Verdenskrig burde blive udvidet til også at inkludere sejrherrenes kriminalitet og deres totalt oversete racisme som prægede dem under hele krigen. Herrefolksmentalitet er et kapitel kun skrevet om tyskerne men kunne med rette skrives om briterne, amerikanerne og bestemt også om russerne.

Man kunne også med rette skrive om briternes modvijle mod mod samlingen af det tyske sprogområde og omdannelsen af de tysktalende bufferstater imellem Vesten og Rusland til en Centraleuropæisk superstat. Bl.a. Admiral Alfred von Tirpitz's enormt populære udbygning af kejserrigets flåde til 2:3 styrke af den britiske havde naget længe i London da det udfordrede den britiske flådes rækkevidde og kontrol over kolonierne da det krævede en større "Home Fleet". Det irriterede ingen andre end Winston Churchill noget så grusomt da han 1911-15 var chef Royal Navy at han lovede at søsætte to krigsskibe hver gang tyskerne søsatte ét.

I øvrigt et interessant kapitel om finansieringen af Tirpitz's udbygning.

https://de.m.wikipedia.org/wiki/Schaumweinsteuer

Christian Rasmussen

Kent Nørregaard
Jeg tror ikke, at den røde hær fandt krigen slut, før Berlin var faldet. De mistede 100.000vis af mand EFTER Dresden.

Peter Beck-Lauritzen

Så vinterrejse igår. Fin film om de bekymringer og muligheder jøderne gjorde sig. Bemærkede at hver jøde opførte sig som individualister, holdt deres rejseplaner hemmelige for deres musik-kolleger, meget lidt sammenhold som gruppe. De havde store problemer med at rejse, flere lande (-s jøder ville ikke have de flygtende ind!) afviste dem/ignorerede forfølgelsen. Fint indblik i historien, som dagligt gentager sig kloden rundt! Historie-erfaring har trange kår.

Maj-Britt Kent Hansen

Så den udmærkede film i går, men uden at have læst Christian Monggaards interview med instruktøren. DR's ledsagende information om filmen var neutral og intetsigende. Den valgte kategori var: Oplysning og kultur.

Nu bagefter har jeg læst artiklen, og skællene er dermed faldet fra mine øjne, hvad angår instruktørens greb. Faderen ikke blot lignede en kendt skuespiller, men var også en sådan: Bruno Ganz. Og navnet dukkede da også op på de mikroskopiske rulletekster, der hurtigt rullede over skærmen til sidst.

Skal man lege kispus med tilskueren? Ja, det skal man vist, når man er Anders Østergaard.