Baggrund
Læsetid: 8 min.

Avantgardekunstneren Genesis Breyer P-Orridge klippede over fem årtier huller i virkeligheden og syede den sammen på nye måder

Den transkønnede industrialmusiker og kunstner Genesis Breyer P-Orridge var en central figur inden for alternativ musik og avantgardekunst i fem årtier og døde 14. marts i år, 70 år gammel. Se dokumentarfilmen ’The Ballad of Genesis and Lady Jaye’ for at få indblik i P-Orridges cut up-kunst og livsomvæltende kærlighed til partneren Lady Jaye
Filmen ‘The Ballad of Genesis og Lady Jaye’ fortæller historien om parrets arbejde med at skabe et tredje køn i deres ‘The Pandrogyne Projekt’, der både var et kunstværk og en kropslig forandring, hvor parret via operationer kom til at ligne hinanden mere og mere. Lady Jaye døde i 2007 af kræft.

Filmen ‘The Ballad of Genesis og Lady Jaye’ fortæller historien om parrets arbejde med at skabe et tredje køn i deres ‘The Pandrogyne Projekt’, der både var et kunstværk og en kropslig forandring, hvor parret via operationer kom til at ligne hinanden mere og mere. Lady Jaye døde i 2007 af kræft.

Epicentre films

Kultur
24. april 2020

I begyndelsen af 1990’erne besøgte Genesis Breyer P-Orridge, musiker og kunstner, New York, og boede hos en veninde, som drev en sexklub.

En aften efter en fest, da P-Orridge ville hjem, sagde veninden, at der var fin plads til at sove i sexkælderen. Det var dér, liggende vågen på ryggen med et lagen over sig, efter eget udsagn ’i dødsstilling’ som et lig, at P-Orridge første gang mødte Jacqueline Breyer, også kaldet Lady Jaye.

En høj, blond kvinde, som var kommet ned i kælderen for at skifte til sit fetichoutfit; ud over at arbejde som børnesygeplejerske og at optræde til forskellige kabareter var Lady Jaye også dominatrix.

Det møde blev begyndelsen på deres forelskelse, deres liv sammen og deres fælles forsøg på at oprette en ny kønskategori. 

P-Orridge var gennem fem årtier – fra slutningen af 1960’erne og frem – en indflydelsesrig og nyskabende figur inden for performancekunst og eksperimentalmusik, og inspirerede en lang række musikere fra Cabaret Voltaire til Joy Division, fra tysk noise til 90’ernes ravekultur.

De identificerede sig som tredjekønnet og foretrak at blive omtalt med kønsneutrale stedord som det engelske they; heraf denne artikels brug af de i stedet for han eller hun. Den 14. marts i år døde P-Orridge af kræft, 70 år gammel. 

I dokumentarfilmen The Ballad of Genesis and Lady Jaye fra 2011 (instrueret af Marie Losier) fortæller P-Orridge om sit liv og sit kunstneriske virke. Men det er også en film om kærligheden til, og livet med, Lady Jaye. 

P-Orridge og Lady Jaye flyttede sammen i en lejlighed i Queens i 1993, hovedkulds forelskede. I filmen vises billeder af de to sammen, helt klædt i hvidt, vandrende gennem Central Park.

På voiceoveren fortæller Genesis om den altopslugende kærlighed. De ønskede at blive ét væsen, blive et med hinanden. I stedet for – »som mange par gør,« fortæller P-Orridge – at få et barn, besluttede de sig for at forsøge at blive den samme person.

De begyndte at klæde sig ens, få plastikoperationer og hormonbehandling for at ligne hinanden. Det nye, som de skabte sammen, var både en kropslig og kønnet forandring og et kunstværk, som de kaldte The Pandrogyne Project. 

P-Orridge omtaler selve kroppene som kunstværker, på én gang kunstige og levende og foranderlige. Det pandrogyne skulle være en ny kategori, som ikke – ligesom mand og kvinde – var belemret med normer og en tung historie.

I filmen kan man se P-Orridge og Lady Jaye, i ens lyserøde kjoler, med store læber og resten af ansigtet, på nær øjnene, pakket ind i bandage, ventende på en taxa i New Yorks oplyste gader.

På valentinsdag 2003 fik de begge indopereret brystimplantater. P-Orridge siger på voice overen: »Det var meget romantisk.«

I filmen fortælles historien om Genesis Breyer P-Orridges kunst og musik inde fra historien om forholdet til Lady Jaye. Det giver mening; Pandrogyne Project rummer mange af de elementer og interesser, som kendetegnede de ellers meget forskelligartede dele af P-Orridges kunstneriske praksis.

Først og fremmest var det en stejl afvisning af samfundets normer for, hvordan man skal have et køn, et liv og en seksualitet. Og så var Pandrogyne Project stærkt inspireret af beatforfatteren William S. Burroughs og kunstneren Brion Gysins idé om cut-up’et; en slags collageteknik, hvor kunstneren skærer et fundet materiale i stykker – en avis, en fortælling, en lyd eller, som i tilfældet med det pandrogyne projekt, en krop – og sætter det hele sammen igen på nye måder, så nye meninger, billeder og konstellationer opstår.

P-Orridge kalder cut up’et for en »magisk formular«. Det giver mulighed for at vise, at den virkelighed vi kender, de kroppe og historier og lyde, vi troede var hele, virkelig kan genkonfigureres, genskabes, laves om.

Den industrielle musik

Genesis Breyer P-Orridge blev født i Manchester i 1950 og voksede op i forskellige byer i de engelske Midlands, da familien flyttede rundt efter farens arbejde.

Gennem skoletiden var P-Orridge aktiv i institutionskritiske skoleblade, studenterpolitiske initiativer, diskussionsgrupper om kunst, okkultisme og kristendom, og lavede både musik og happenings med kollektiverne Worm og The Knights of Pentecostal Flame.

I 1968 begyndte de på universitetet i Hull, men droppede ud efter et år, flyttede ind i en forladt lagerhal og blev medstifter af kunstnerkollektivet COUM Transmissions.

Medlemmerne af COUM begyndte at jamme på fundne, ødelagte instrumenter, en hjemmebygget synthesizer og et selvopfundet instrument bestående af adskillige walkmen koblet på et keyboard, som så kunne lave et »lydligt cut-up« af forskellige kassettebånd.

Det blev begyndelsen på bandet Throbbing Gristle, som udgav en debutsingle i 1977, og som blev et egentligt bredere gennembrud for P-Orridge og deres samarbejdspartnere.

Throbbing Gristles musik var blandt det tidligste inden for genren industrial: en slags punket art rock bestående af repetitive beats, støj, maskinelle og elektroniske lyde og synth. Både stemmer og instrumenter som guitar og bas var forvrænget med effekter, kørt igennem maskiner, lød ikke genkendelige som sig selv.

P-Orridge siger i The Ballad of Genesis and Lady Jaye:

»Throbbing Gristle var et cut-up af et rockband (...) Vi smadrede et stort hul i rock and roll-forventningerne og ledte en masse mennesker med os ind gennem det.«

Bandets musik foregreb noise, postpunk og techno. De var med til at grundlægge den på en gang hårde og trøstesløse, men samtidig underligt dansable, musik, som skulle blive lyden af England i 80’erne, og Throbbing Gristle-medlemmerne arbejdede hver især videre i andre, indflydelsesrige projekter: Coil, Chris & Cosey, og P-Orridges eget band Psychic TV.

Throbbing Gristle og P-Orridge var dog langtfra udelukkende ude på at skabe trøstesløse og fremmedgjorte musikalske udtryk. P-Orridges interesse for såkaldt ’praktisk magi’, som begyndte i barndommen, var også en del af arbejdet med Throbbing Gristle.

P-Orridge formulerede selv projektet som et ønske om at »genopbygge en magisk forbindelse til lyd«. Lyd kan være bevidsthedsudvidende og kan forandre virkeligheden, som vi opfatter den; Throbbing Gristles koncerter mindede om raves og var forsøg på at skabe fælles, trancelignende tilstande hos bandet og publikum.

I Psychic TV drev P-Orridge interessen for magi og okkultisme endnu mere vidt. De begyndte at benytte begrebet cultural engineering om gruppens arbejde, som blandt andet bestod i, ved hjælp af et manifest med beskrivelser af øvelser og ritualer, at hverve publikum til at deltage – måske som man aktiverer et publikum i en moderne, deltagerorienteret performancekunst, eller måske som en form for kultmedlemmer.

Forskellige former for grænseoverskridelse

P-Orridge var en kontroversiel figur i 70’ernes og 80’ernes England. I et interview fra 2002 fortæller de om COUM-udstillingen Prostitution på Institute of Contemporary Art i London i 1976.

Udstillingen tematiserede porno og sexarbejde, og COUM-medlemmet Cosey Fanni Tutti, der i flere år forinden havde arbejdet i sex- og pornoindustrien, udstillede blandt andet nøgenbilleder og en skulptur af sine brugte tamponer.

I interviewet spørger journalisten, om ikke P-Orridge og COUM ville provokere? »Jeg var nysgerrig efter at se, hvad der ville ske,« svarer P-Orridge eftertænksomt.

COUM og Throbbing Gristle udsatte sit engelske publikum for en form for konfrontationsterapi. Gennem deres forskellige kollektive og performative udtryk eksponerede de publikum for det tabubelagte, for væskende og nøgne kroppe pakket ind i vitawrap, forvrængede, hærgede, kroppe som ikke passede ind i de kendte kønskategorier.

De reaktioner, som P-Orridge var nysgerrig efter at se, viste sig primært som ramaskrig og voldsom kritik. Efter Prostitution-udstillingen kaldte et parlamentsmedlem COUM for »wreckers of civilization.«

Nogle elementer af P-Orridges liv og værker er stadig kontroversielle i dag. I sin bog Art Sex Music fra 2017 beskriver Cosey Fanni Tutti P-Orridge, som både var hendes samarbejdspartner og kæreste, som kontrollerende, undertrykkende og til tider voldelig.

I bogen beskriver hun blandt andet episoder, hvor P-Orridge angiveligt har låst hende ude af deres fælles hjem, kastet en betonklods efter hende og presset hende til sex under orgier. Andre medlemmer af COUM har ligeledes beskrevet P-Orridge som meget dominerende (P-Orridge afviste alle anklager).

Diskussionerne om dynamikker og vold i COUM og Throbbing Gristle kan, selv om fortællingerne om dem er forskellige, alligevel give anledning til at stille spørgsmål til P-Orridges brug af grænseoverskridelse som kunstnerisk strategi.

P-Orridge skelnede – ligesom mange andre avantgardekunstnere – ikke mellem kunst og liv, og heller ikke, tilsyneladende, mellem at overskride normer i samfundet og at overskride andre menneskers fysiske og verbale grænser.

Men hvilke konsekvenser har et sådant kunstsyn? Midt i alle nybruddene og de kunstneriske landvindinger er det svært at være i tvivl om, at en sådan kunstnerisk praksis, som på mange måder også insisterer på vold og ekstremer, har haft store menneskelige konsekvenser for nogle involverede.

Praktisk sprogmagi

Den magi, som P-Orridge i de senere år af sit liv praktiserede, var på én gang mere subtil og mere gennemgribende. Sammen med Lady Jaye realiserede de en ny, egen måde at have et køn på; ud over at forandre deres kroppe, forsøgte de også at udvide sproget.

P-Orridge og Lady Jaye eksperimenterede med at bruge nyopfundne, kønsneutrale stedord, for eksempel s/he og h/er – med skråstregerne opstår nye ord, samtidig med at de gamle bliver skåret over.

P-Orridge skrev også en del digte og essays, og de yndede at bruge ov i stedet for det engelske of og thee i stedet for the, som fremmedgørende hacks af de småord, som man sjældent lægger mærke til, men som strukturerer vores sprog og tale.

I The Ballad of Genesis and Lady Jaye omtaler P-Orridge sig selv som vi; en slags majestætisk flertal, som, ifølge dem selv, havde til formål at rumme deres sammensmeltning med Lady Jaye. De har konsekvent omtalt sig selv sådan, siden Lady Jaye døde af kræft i oktober 2007.

P-Orridge var en vigtig skikkelse inden for britisk og amerikansk avantgardekultur.

De voksede op i et England, hvor det at falde uden for normer om køn, at være queer, punk, åben om sex og seksualitet alt sammen blev anset for at være meget radikalt; deraf, måske, interessen for det radikale, for at undersøge, hvad det vil sige at tage udgrænsede positioner på sig uden at skamme sig.

På godt og ondt insisterede P-Orridge på ekstremerne og på at udleve dem. De insisterede både på retten til og muligheden for forvandling, på at de kunne blive og være andre, inklusive, i de senere år af deres liv, Lady Jaye. Som de selv formulerede det:

»Never run out of people to be.«

’The Ballad of Genesis and Lady Jaye’ kan blandt andet lejes på iTunes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her