Scanguilt
Læsetid: 8 min.

Bag ethvert offer for global ulighed står en skyldplaget skandinav og pisker sig selv

Man skal ikke lede længe i skandinavisk samtidskultur for at finde skyldplagede middelklasseskandinaver, der på den ene side er stolte af velfærdsstaten, og på den anden side flove over den globale ulighed, der gør dem til vindere og andre til tabere. Litteraturprofessor Elisabeth Oxfeldt har i sit forskningsprojekt ’Scanguilt’ undersøgt, hvilke fortællinger om skyld vi omgiver og underholder os med i Skandinavien
En af de mere mudrede former for skyld, som litteraturprofessor Elisabeth Oxfeldt er stødt på i den skandinaviske samtidskultur, er skylden over ikke at være ren i sin altruisme: At det i virkeligheden er mest for sin egen skyld, man gør gode ting for andre.

En af de mere mudrede former for skyld, som litteraturprofessor Elisabeth Oxfeldt er stødt på i den skandinaviske samtidskultur, er skylden over ikke at være ren i sin altruisme: At det i virkeligheden er mest for sin egen skyld, man gør gode ting for andre.

Sofie Amalie Klougart

Kultur
8. april 2020

Hvis man beder litteraturprofessor Elisabeth Oxfeldt pege på et favoriteksempel på, hvordan skyldfølelser – herunder de fortrængte af slagsen – skildres i skandinavisk samtidskultur, kan hun ikke begrænse sig til et enkelt. Der er mange at tage af.

Et af dem er den scene i Lars von Trier og Jørgen Leths konceptuelle film De fem benspænd (2003), hvor Jørgen Leth skal spise et fornemt måltid midt i Mumbais slum. Så sidder han der i sin smoking, som det priviligerede menneske han er, og nyder sin mad omgivet af en matteret, halvgennemsigtig skærm, hvorigennem man lige kan ane slumkvarterets beboere, der ser på. 

En fortælling om skyld, skam og privilegier samlet i et ikonisk billede.

Elisabeth Oxfeldt forsker netop i, hvilke fortællinger om skyld og privilegier der fortælles i nyere skandinavisk litteratur og populærkultur. Egentlig startede hendes interesse for den slags med en nysgerrighed over for, hvordan skandinaver opfatter sig selv som folkefærd i forhold til resten af jordens befolkning. Det forklarer hun over Skype fra sit hus et stykke uden for Oslo: 

»Jeg ville undersøge, hvordan man i skandinavisk kultur definerer og afgrænser national identitet. Og da lagde jeg bare mærke til, at der findes rigtig mange fortællinger om majoritetsskandinaver, som er priviligerede, og som i en globaliseret tid er opmærksomme på en lidende anden.« 

Elisabeth Oxfeldt kommer fra Danmark, er uddannet på Berkeley i Californien og er nu professor ved Universitetet i Oslo. Her har hun siden 2014 forsket i skandinaviske fortællinger om skyld og privilegier i den globaliseringstid, vi lever i.

Scanguilt hedder projektet, som tager udgangspunkt i den opfattelse, at kulturel identitet til dels er kendetegnet ved en vis ambivalens. På den ene side findes der en vis stolthed over de velfærdssamfund, som har gjort deres til at anbringe de skandinaviske lande i toppen, når FN udgiver sine famøse lykkerapporter.

På den anden side er der en udbredt bevidsthed om, at den lighed, der i årtier har været konsensus om at stræbe efter i Skandinavien, ikke gør sig gældende på globalt plan – og at ens privilegerede adgang til alle mulige goder til dels er på bekostning af andre mennesker i andre lande. 

Det har ikke skortet på skyldfølelser at tolke på i den skandinaviske skønlitteratur, populærkultur, undervisningsmaterialer og offentlige debat, som Elisabeth Oxfeldt og hendes tværfaglige hold har set på.

Elisabeth Oxfeldt nævner til eksempel, hvordan skyldfølelsen over egne privilegier sniger sig ind i allerførste scene af NRK-serien Skam, som egentlig handler om noget helt andet, nemlig de nære relationer mellem nogle gymnasieelever i Oslo. Scenen starter med en voiceover. Det er Jonas, kæresten til sæsonens hovedperson, der læser højt af sin stil:

»Den globale mentalitet bevæger sig stadig mere mod fri handel og øget liberalisme. En verden fuld af muligheder, hvor ens drømme kan gå i opfyldelse. Det lyder jo fantastisk, og det er fantastisk. For en meget lille del af os. Men for det store fattige flertal, for over halvdelen af verdens befolkning, betyder det kapitalistiske system bare én ting: død og lidelse.«

Jonas slutter med at konstatere, at »Vores overforbrug afhænger af nedslidte bønder i Peru«.

Så er historien om Oslos materielt priviligerede ungdom i gang. 

Lækkerskyldige bevidstheder

En af de mere mudrede former for skyld, som Elisabeth Oxfeldt er stødt på i den skandinaviske samtidskultur, er skylden over ikke at være ren i sin altruisme: At det i virkeligheden er mest for sin egen skyld, man gør gode ting for andre.

I adskillige romaner, tv-serier og film møder man en mistro til de handlinger, der udspringer af folks skyldfølelser, fortæller Elisabeth Oxfeldt:

»Det går igen som problem, om man kan stole på folks skyldfølelser. Hvis man gør noget godt for andre, og det ikke kun handler om den andens behov, men måske primært om ens eget behov for at være god, er man så i virkeligheden det?«

Sådan opsummerer Elisabeth Oxfeldt konflikten i eksempelvis Kirsten Hammanns roman En dråbe i havet (2008). Her er hovedpersonen forfatteren Mette, der vil skrive om den tredje verden, fordi det er et vigtigt emne, men hun har ikke tid til at rejse ud og opleve den.

Gennem en ngo får hun adgang til en slags virtual reality-møder med udsatte medmennesker fra den tredje verden og deres daglige omgivelser. Hendes fantasi kredser meget om, hvordan hun skal hjælpe dem ved for eksempel at lave en rotationsordning, så alle kan skiftes til at bo i Vesten og have det godt.

Imens kan folk, der har været så heldige at vokse op i velstand, så prøve, hvordan det er at mangle. Mette forestiller sig, at »(d)et kunne hedde Mission Skifteholdssult«. Fra den tanke er der ikke langt til tanken om, hvor god folk vil synes, hun er: 

»Så kommer Mette godt nok i avisen og i fjernsynet allerede samme aften. Overskrifter. ’Forfatter gør ord til handling!’ ’Den globale landsby er her!’«   

I Hammanns roman er Mettes løsningsforslag på verdens ulighed håbløst naive. Skildringen af en priviligeret skandinav, der gør noget godt for andre, fordi hun måske keder sig lidt i velfærdsstaten og i sit familieliv, går dog igen i mange fortællinger fra de seneste par årtier. 

– Hvorfor er det skamfuldt at have det godt med det gode, man prøver at gøre for andre?

»Det forpurrer følelsen af at gøre noget altruistisk,« svarer Elisabeth Oxfeldt og tilføjer: »Man kan også få lyst til at skære igennem og sige: Selv om det gør dig noget godt at gøre gode gerninger, gør det jo ikke den anden noget dårligt.«

Litteraturprofessor Elisabeth Oxfeldt. 

Litteraturprofessor Elisabeth Oxfeldt. 

Sofie Amalie Klougart
Mistroen over for skyldfølelserne handler også om, at de kan være en måde at stille sig an som særligt moralsk individ, forklarer Elisabeth Oxfeldt:

»Hvis man kan påtage sig skyldfølelser, borger det også for, at man er et godt menneske. Idet man siger, man føler sig skyldig eller skammer sig, peger man også på en indre godhed.«

Hun fremhæver Victor Boy Lindholms digtsamling Guld (2014), som handler om at være et ungt forlystelsessygt menneske, der forbruger af jordens ressourcer og lukrerer på andres dårlige arbejdsvilkår.

Den bog blev beskyldt for at pynte sig med skyldfølelser. Informations daværende anmelder Linea Maja Ernst skrev eksempelvis, at bogen vedhæftede »en lækkerskyldig bevidsthed om for eksempel børnearbejde«.

Elisabeth Oxfeldt understreger det selvfølgelige: At det jo er meget godt at have regulerende følelser som skyld og skam. Men de fortællinger om skyld i Skandinavien, hun har set på, fokuserer af gode grunde mere på de destruktive eller kontraproduktive former end på de eksemplariske og konstruktive.

Som eksempel på førstnævnte nævner Elisabeth Oxfeldt Annette K. Olesens film Lille soldat (2008), hvori Trine Dyrholm spiller den traumatiserede veteran Lotte, der bærer rundt på en skyld over noget, der skete i Irak. Hun får arbejde som chauffør for sin fars kæreste, den nigerianske escortpige Lily, og finder så ud af, at hun vil redde den nigerianske prostituerede, på trods af at hun ikke vil reddes.

»Her er der et dybt personligt behov for at gøre noget godt for den anden – men ikke på den andens præmsisser. Det er lidt uløseligt,« fortæller Elisabeth Oxfeldt.

Hyklerne og fortrængerne

De fiktive skyldplagede skandinaver, som Elisabeth Oxfeldt har set på, begrænser sig ikke til lækkerskyldige selvpiskere, der er mere optaget af, hvordan deres gode gerninger og moralske kvababbelser får dem til at se ud, end de er af dem, gerningerne og kvababbelserne drejer sig om.

Den skandinaviske samtidslitteratur indeholder også en del dobbeltmoralske hyklere og dertil en god portion ivrige fortrængere. 

Blandt hyklerne finder man hovedpersonen Alma i norske Vigdis Hjorths roman Et norsk hus (2014), som er en midaldrende kvindelig tekstilkunstner med humanistiske idealer og et anneks, hun lejer ud til en polsk arbejderfamilie, hvor det som årene går viser sig, at manden er voldelig mod sin kvindelige kæreste. 

Mens Alma knokler med vægtæpper, der skal fejre begreber som næstekærlighed og ligestilling, vender hun det blinde øje til sin voldsplagede lejers lidelse. Romanen slutter med et google translate-oversat brev fra lejeren til Alma, der pludselig indser sit hykleri og straffer sig selv med at brænde et stort vægtæppe, hun har lavet, af. Den tomme ramme bliver dog opfattet som et konceptuelt mesterværk, og Alma ender med at være cirka lige så uengageret i fremmede menneskers ve og vel som før. 

Elisabeth Oxfeldt har i løbet af sin forskning lagt mærke til en tendens til, at mænd og kvinder skriver forskelligt om skyld. Hos de kvindelige forfattere er hovedpersonerne (som tilsvarende ofte er kvinder) meget mere villige til at påtage sig skyld end de mandlige forfatteres (ofte mandlige) hovedpersoner.

»I fortællinger af mandlige forfattere er skyld ofte noget, man fortrænger. Og hvis man gør det, kan der komme en god psykothriller ud af det.«

Som eksempel på en fortrængningsbaseret psykothriller nævner hun Lars Saabye Christensens roman Modellen (2005), hvor en kunstmaler mister synet, men får lavet en ulovlig øjentransplantation i Estland, hvor et barn bliver dræbt, så han kan få lov at se igen med hendes øjne. Hjemme igen bruger han dagevis på at male sin egen datter. Ingen må se resultatet af hans arbejde, før han er færdig – og så viser det sig at være den estiske pige, han har malet. 

Finlandssvenske Lars Sunds roman En lykkelig lille ø (2012) er et andet eksempel. Romanen, der ifølge Oxfeldt lægger op til at blive læst som en analogi over hele Skandinavien, foregår i et lille harmonisk øsamfund i den svenske skærgård, hvor der pludselig en morgen er skyllet en død krop i land. Ingen ved hvorfra. De begraver liget, men et til dukker op, og et til, og til sidst har de ikke infrastruktur til at gøre noget ved det, og i øvrigt ødelægger det deres turisme. 

Tid til at se på klimaskyld

For Elisabeth Oxfeldt er det tydeligt, at der, siden hun begyndte at se på skildringer af skyld i skandinaviske bøger, serier og film, er sket en forskydning fra de rent sociale forhold til menneskets forhold til naturen.

Når hun er færdig med den bog, hun skriver på, om skildringer af ofrede børn, migrantkvinder og mænd i krig (det er nemlig de tre kategorier, der afføder mest skyldfølelse i den skandinaviske samtidskultur), skal hun deltage i et tværfagligt forskningsprojekt om, hvordan skandinaver forholder sig til naturen. 

Igen er grundantagelsen, at livet som skandinav er præget af ambivalens. I forholdet til naturen drejer ambivalensen sig åbenlyst om, at man – måske særligt i Norge – bruger den til at genoplade og rekreere, samtidig med at man slider den op.

Elisabeth Oxfeldts opgave bliver så at undersøge, hvilke historier der i disse år fortælles om de af skandinavernes skyldfølelser, der ikke retter sig mod resten af verdens befolkninger, men den natur, vi er omgivet af. Disse skyldfølelser fylder mere og mere i de fortællinger, vi omgiver og underholder os med, og udspringer af en ubalance, der på sigt vil være en del sværere at fortrænge end Jørgen Leths fattige tilskuere i Mumbai.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Der er helt sikkert en forbindelse til det meget rodfæstede ønske om at skabe en relativ lighed mellem mennesker i samfundet.
Man kunne jo ønske, at genrejsningen af velfærdssamfundet efter corona-isolationen i stedet kan medføre en større tro på de nordiske lande som eksemplariske rollemodeller.

Kurt Nielsen, Estermarie Mandelquist, Birte Pedersen, Arne Albatros Olsen, Kristian Fogh Thomsen, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

Som Elisabeth skriver er fænomenet afgrænset til de mere privilegerede middelklasse Skandinavere. Når de italesætter skyld overfor den 3. verden, undlader de samtidig, at italesætte skyld overfor de mindre privilegerede i Skandinavien, på hvis bekostning de er mere privilegerede.

Estermarie Mandelquist, Birte Pedersen, Kristian Fogh Thomsen, Preben Haagensen, Peter Beck-Lauritzen, Carl Chr Søndergård, Eva Schwanenflügel, Ninna Maria Slott Andersen, Erik Winberg, Dan D. Jensen, Rolf Andersen, Christel Gruner-Olesen, Hanne Utoft, Erik Jensen, Bjørn Pedersen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar

"På den anden side er der en udbredt bevidsthed om, at den lighed, der i årtier har været konsensus om at stræbe efter i Skandinavien, ikke gør sig gældende på globalt plan – og at ens privilegerede adgang til alle mulige goder til dels er på bekostning af andre mennesker i andre lande."

Hvis vi ser bort fra denne populærpsykologiske dyrkelse af skyldsspørgsmål, så er der vel stadig - og heldigvis - en del skandinaver, som er oplyste nok til at erkende at ikke blot de skandinaviske lande, men også hele Vesten, har et meget stort ansvar for at rige verdensdele er blevet udplyndret og eksproprieret på forskellige vis op gennem de eneste århundreder, og at dette ansvar ikke er noget, vi kan løbe fra; vi bør naturligvis heller ikke. Der er væsensforskel på at føle sig ansvarlig og på at være skyldsplaget; lidt nuancering kunne ønskes.

Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Birte Pedersen, Rosa Maluna Dahl, Peter Beck-Lauritzen, Peter Mikkelsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

op gennem de seneste århundreder, skulle der stå.

Finn Jakobsen

Den dummeste overskrift i mands minde: er artiklens forfatter ikke klar over, at der overhovedet ikke er skandinaver nok - skyldplagede eller ej - til at stå foran enhver fattig - så skulle vi vel være et par hundrede gange flere skandinaver.

Preben Haagensen, Peter Beck-Lauritzen, Flemming Olsen og Peter Mikkelsen anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Ja, skyldig! og dog hverken skamfuld eller skidt tilpas.

Gunna Hölludottir

Det er den nordiske gren af protestantismen, der skaber vores tunge og moralske åg. Det er også den, der på sæt og vis har skabt vores velfærdssamfund. I Danmark har og især havde man Indre Mission. Beskrivelse af den tunge skyld er godt beskrevet i Fiskerne af Hans Kirk. Jeg læste bogen og så tv serien i reprise, som helt ung, da jeg kom til Danmark for at studere. Her var den sociale kontrol en stor del af livet og liv og død var forbundet med havet, som både gav og tog. I Island kom man sådan set aldrig helt af med katolicismen, derfor er
protestantismen i landet ikke helt så tung som i Vestjylland, dele af Norge og på Færøerne, hvor homoseksuelle den dag i dag er personer non grata. Under 2. Verdenskrig blev Island besat, først af England og efterfølgende af amerikanerne/kanerne. Her var amerikanerne meget aktive i spredning af deres gener. Man kunne ikke revse alle de unge kvinder, der forlod dydens vej og begav sig ud på nydelsens vej med nylonstrømper, tyggegummi og chokolade. Resultatet blev et betragteligt antal børn. Der var for mange kvinder og for mange børn, derfor måtte man ty til tilgivelsen.

Denne nordiske selvtugtende adfærd repræsenteres i dag hovedsageligt af unge brødbetyngede velmenende kvinder. De er sådan set ikke særligt religiøse, men den tunge skyld er nedarvet.

Den tunge skyld, præger ikke katolicismen, de har absolutionen. De går til præsten for at få en syndsforladelse. Vi derimod tugter os selv og hinanden.

I islam, katolicismen og jødedommen bæres der heller ikke rundt på den tunge skyld i bred alimdelighed. I islam beskrives andres forkerte adfærd som syndig. Den sociale kontrol er herskende som i Indre Mission, hos Jehovas Vidner og hos de ortodokse jøder. I islam er det mest grundlæggende budskab, udbredelsen af troen. Det er målet, derfor er påklædningen så vigtig blandt ortodokse muslimer. Påklædningen fortæller os, at de hører til et bestemt sted. Det er tilkendegivelse af gruppens tilhørelsesforhold. Det er en slags reklame. Det samme gør sig gældende hos ortodokse jøder og sihker.

Jydedommen pusler heller ikke med skylden. Deres gud er meget kontant og ikke en, der tager skylden på sig, som Jesus, men en, der uddeler drøje hug.

Bjarne Bisgaard Jensen, Jorunn Eikjok, Birte Pedersen, Jane Doe, Preben Haagensen, Flemming Olsen, Eva Schwanenflügel og Søren List anbefalede denne kommentar

Jeg tvivler på der er tale om et generelt fænomen. De fleste ser ikke sammenhængen. Men det er beskrevet skønlitterært som Oxfeldt har undersøgt. Forfatterne må åbenbart selv have funderet over dette. Det er antageligt forfatternes hensigt at få nogle segmenter til at reflektere over egen opførsel eller manglende reflektion. Åh igen ender vi i den menneskelige natur - og alt dette tyder jo på at vi er gennemført onde og selviske.

Men hvordan opstår denne skyldsfølelse som der alligevel i de fleste tilfælde ikke synes at være nogen løsning på. Denne viden om andre menneskers lidelser som der dagligt rapporteres om er blevet som et baggrundstæppe som vi nok registrerer men er blevet følelsesløse overfor. Det er ligesom en nerve der bliver exiteret konstant og ender med at blive følelsesløs. Det præsenteres for os på måder, i brudstykker, som er forvirrende, og blot efterlader os med et indtryk af at der er tale om irrationelle hændelser som er umulige at gøre noget ved, hvis årsag er brister i menneskets natur, og ikke som et resultat af politiske konflikter eller for den sags skyld systemiske fejl i vores økonomiske system. Og hvad kan vi så stille op hver især. Det bliver til et "Oh Dear". Hvilket måske er hensigten.

Adam Curtis - Oh Dearism
https://www.youtube.com/watch?v=8moePxHpvok

Meget aktuel for en beskrivelse af medieshowet i USA med Trump og Boris m.fl. i GB - som synes inspireret af Putins spin doctor er denne Adam Curtis produktion.
Adam Curtis - "Oh dear"-ism II and Non-Linear War
https://www.youtube.com/watch?v=3UstNBrmJFc

Jens Flø, Birte Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Gunna Hölludottir

almindelighed skulle der stå.

Gunna Hölludottir

PS.
Klædedragten hos nonner og munke i katolicismen er og var selvfølgelig et bevis på tilhørselsforhold og en anonymisering af individet. En uniformering.

Anton Skaaning Thomsen

Jeg kan rigtig godt lide den nævnte start på den norske ungdomsserie Skam, hvor Jonas præsenterer en velformuleret og relevant kritik af det kapitalistiske system.
Man bør altid forholde sig kritisk til samfundets strukturer.

Peter Mikkelsen, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Dan D. Jensen

@ Gunna Hölludottir
Jeg ville ønske at man holder op med at sætte "Fiskerne" og Indre Mission-
Man sætter jo ej heller lighedstegn mellem Nørrebro og København !
Når dette er sagt, er jeg enig med dig at Luther og velfærdsstat hænger sammen, sådan i de store træk.

Steffen Gliese

Netop, Dan D. Jensen, men det er jo Luther i især dansk aftapning, og det er ikke IM, men Grundtvig med det klare, fyndige budskab: at nåden kommer af sig selv. To gode salmer synes for mig fra hver deres spektrum at fange ideologien i velfærdsstaten: Aastrups 'Herrens kirke er på jord' (352) og Hans Anker Jørgensens 'Du, som gi'r os liv og gør os glade' (369).

Dan D. Jensen

@ Steffen - Ja "at nåden kommer af sig selv" burde, netop på en langfredag, burde stå lysende klart !
Men desværre har det ikke altid slået helt igennem i visse dele af indre mission øv øv

Jan Henrik Wegener

Kan man ikke se fortidige fejl og urimeligheder uden at dette skal identificeres med en skyld eller skam?
De skandinaviske lande var vel også historisk set lidt på sidelinien når det gælder oversøiske affærer, imperiebygning o.s.v. Måske er der noget andet som præger skandinaver. "Besættelse" af USA. Som i "Scanguilt". Selv den interne kritik af USA har man i høj grad taget til sig.

torben - nielsen

Som eksempel herpå, kan vi se på 100 året for salget af de dansk vestindiske øer, tilbage i 2017.

Her kom Danmarks rolle, som kolonimagt og slavehandlernation op til fornyet debat.

Her blev det meget ofte omtalt, at Danmark var den syvende største slavehandlernation.

Det er sikkert rigtigt, at vi var den syvende største slavehandlernation, men hvem var de andre, som deltog i den transatlantiske slavehandel??

Der var: Spanien, Portugal, Frankrig, England, USA, Holland og så Danmark.

Det vil sige, at der var 7 lande som handlede med slaver.

Og når man er syvende størst ud af 7 mulige, ja, så er man faktisk mindst.

Kun en selvpiskende synder, kan finde på begrebet syvende størst, selv om man er mindst.

Vores hæmningsløse smovsen omkring årtiers eksorbitant kvalmende store ædegilde åbner et stærkt behov for bodsgang, erkendt skyld og påtaget skam.

Lad flagellanternes befriende læderstrimler fremkalde dråbe for dråbe af selvskadens forløsende trøst og velsignelse og give os fred.

Give OS fred !