Læsetid: 8 min.

Bag ethvert offer for global ulighed står en skyldplaget skandinav og pisker sig selv

Man skal ikke lede længe i skandinavisk samtidskultur for at finde skyldplagede middelklasseskandinaver, der på den ene side er stolte af velfærdsstaten, og på den anden side flove over den globale ulighed, der gør dem til vindere og andre til tabere. Litteraturprofessor Elisabeth Oxfeldt har i sit forskningsprojekt ’Scanguilt’ undersøgt, hvilke fortællinger om skyld vi omgiver og underholder os med i Skandinavien
En af de mere mudrede former for skyld, som litteraturprofessor Elisabeth Oxfeldt er stødt på i den skandinaviske samtidskultur, er skylden over ikke at være ren i sin altruisme: At det i virkeligheden er mest for sin egen skyld, man gør gode ting for andre.

En af de mere mudrede former for skyld, som litteraturprofessor Elisabeth Oxfeldt er stødt på i den skandinaviske samtidskultur, er skylden over ikke at være ren i sin altruisme: At det i virkeligheden er mest for sin egen skyld, man gør gode ting for andre.

Sofie Amalie Klougart

8. april 2020

Hvis man beder litteraturprofessor Elisabeth Oxfeldt pege på et favoriteksempel på, hvordan skyldfølelser – herunder de fortrængte af slagsen – skildres i skandinavisk samtidskultur, kan hun ikke begrænse sig til et enkelt. Der er mange at tage af.

Et af dem er den scene i Lars von Trier og Jørgen Leths konceptuelle film De fem benspænd (2003), hvor Jørgen Leth skal spise et fornemt måltid midt i Mumbais slum. Så sidder han der i sin smoking, som det priviligerede menneske han er, og nyder sin mad omgivet af en matteret, halvgennemsigtig skærm, hvorigennem man lige kan ane slumkvarterets beboere, der ser på. 

En fortælling om skyld, skam og privilegier samlet i et ikonisk billede.

Elisabeth Oxfeldt forsker netop i, hvilke fortællinger om skyld og privilegier der fortælles i nyere skandinavisk litteratur og populærkultur. Egentlig startede hendes interesse for den slags med en nysgerrighed over for, hvordan skandinaver opfatter sig selv som folkefærd i forhold til resten af jordens befolkning. Det forklarer hun over Skype fra sit hus et stykke uden for Oslo: 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Bjørn Pedersen
  • Steffen Gliese
  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Bjørn Pedersen, Steffen Gliese og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Der er helt sikkert en forbindelse til det meget rodfæstede ønske om at skabe en relativ lighed mellem mennesker i samfundet.
Man kunne jo ønske, at genrejsningen af velfærdssamfundet efter corona-isolationen i stedet kan medføre en større tro på de nordiske lande som eksemplariske rollemodeller.

Kurt Nielsen, Estermarie Mandelquist, Birte Pedersen, Arne Albatros Olsen, Kristian Fogh Thomsen, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

Som Elisabeth skriver er fænomenet afgrænset til de mere privilegerede middelklasse Skandinavere. Når de italesætter skyld overfor den 3. verden, undlader de samtidig, at italesætte skyld overfor de mindre privilegerede i Skandinavien, på hvis bekostning de er mere privilegerede.

Estermarie Mandelquist, Birte Pedersen, Kristian Fogh Thomsen, Preben Haagensen, Peter Beck-Lauritzen, Carl Chr Søndergård, Eva Schwanenflügel, Ninna Maria Slott Andersen, Erik Winberg, Dan D. Jensen, Rolf Andersen, Christel Gruner-Olesen, Hanne Utoft, Erik Jensen, Bjørn Pedersen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar

"På den anden side er der en udbredt bevidsthed om, at den lighed, der i årtier har været konsensus om at stræbe efter i Skandinavien, ikke gør sig gældende på globalt plan – og at ens privilegerede adgang til alle mulige goder til dels er på bekostning af andre mennesker i andre lande."

Hvis vi ser bort fra denne populærpsykologiske dyrkelse af skyldsspørgsmål, så er der vel stadig - og heldigvis - en del skandinaver, som er oplyste nok til at erkende at ikke blot de skandinaviske lande, men også hele Vesten, har et meget stort ansvar for at rige verdensdele er blevet udplyndret og eksproprieret på forskellige vis op gennem de eneste århundreder, og at dette ansvar ikke er noget, vi kan løbe fra; vi bør naturligvis heller ikke. Der er væsensforskel på at føle sig ansvarlig og på at være skyldsplaget; lidt nuancering kunne ønskes.

Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Birte Pedersen, Rosa Maluna Dahl, Peter Beck-Lauritzen, Peter Mikkelsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Finn Jakobsen

Den dummeste overskrift i mands minde: er artiklens forfatter ikke klar over, at der overhovedet ikke er skandinaver nok - skyldplagede eller ej - til at stå foran enhver fattig - så skulle vi vel være et par hundrede gange flere skandinaver.

Preben Haagensen, Peter Beck-Lauritzen, Flemming Olsen og Peter Mikkelsen anbefalede denne kommentar
Gunna Hölludottir

Det er den nordiske gren af protestantismen, der skaber vores tunge og moralske åg. Det er også den, der på sæt og vis har skabt vores velfærdssamfund. I Danmark har og især havde man Indre Mission. Beskrivelse af den tunge skyld er godt beskrevet i Fiskerne af Hans Kirk. Jeg læste bogen og så tv serien i reprise, som helt ung, da jeg kom til Danmark for at studere. Her var den sociale kontrol en stor del af livet og liv og død var forbundet med havet, som både gav og tog. I Island kom man sådan set aldrig helt af med katolicismen, derfor er
protestantismen i landet ikke helt så tung som i Vestjylland, dele af Norge og på Færøerne, hvor homoseksuelle den dag i dag er personer non grata. Under 2. Verdenskrig blev Island besat, først af England og efterfølgende af amerikanerne/kanerne. Her var amerikanerne meget aktive i spredning af deres gener. Man kunne ikke revse alle de unge kvinder, der forlod dydens vej og begav sig ud på nydelsens vej med nylonstrømper, tyggegummi og chokolade. Resultatet blev et betragteligt antal børn. Der var for mange kvinder og for mange børn, derfor måtte man ty til tilgivelsen.

Denne nordiske selvtugtende adfærd repræsenteres i dag hovedsageligt af unge brødbetyngede velmenende kvinder. De er sådan set ikke særligt religiøse, men den tunge skyld er nedarvet.

Den tunge skyld, præger ikke katolicismen, de har absolutionen. De går til præsten for at få en syndsforladelse. Vi derimod tugter os selv og hinanden.

I islam, katolicismen og jødedommen bæres der heller ikke rundt på den tunge skyld i bred alimdelighed. I islam beskrives andres forkerte adfærd som syndig. Den sociale kontrol er herskende som i Indre Mission, hos Jehovas Vidner og hos de ortodokse jøder. I islam er det mest grundlæggende budskab, udbredelsen af troen. Det er målet, derfor er påklædningen så vigtig blandt ortodokse muslimer. Påklædningen fortæller os, at de hører til et bestemt sted. Det er tilkendegivelse af gruppens tilhørelsesforhold. Det er en slags reklame. Det samme gør sig gældende hos ortodokse jøder og sihker.

Jydedommen pusler heller ikke med skylden. Deres gud er meget kontant og ikke en, der tager skylden på sig, som Jesus, men en, der uddeler drøje hug.

Bjarne Bisgaard Jensen, Jorunn Eikjok, Birte Pedersen, Søren Mortensen, Preben Haagensen, Flemming Olsen, Eva Schwanenflügel og Søren List anbefalede denne kommentar

Jeg tvivler på der er tale om et generelt fænomen. De fleste ser ikke sammenhængen. Men det er beskrevet skønlitterært som Oxfeldt har undersøgt. Forfatterne må åbenbart selv have funderet over dette. Det er antageligt forfatternes hensigt at få nogle segmenter til at reflektere over egen opførsel eller manglende reflektion. Åh igen ender vi i den menneskelige natur - og alt dette tyder jo på at vi er gennemført onde og selviske.

Men hvordan opstår denne skyldsfølelse som der alligevel i de fleste tilfælde ikke synes at være nogen løsning på. Denne viden om andre menneskers lidelser som der dagligt rapporteres om er blevet som et baggrundstæppe som vi nok registrerer men er blevet følelsesløse overfor. Det er ligesom en nerve der bliver exiteret konstant og ender med at blive følelsesløs. Det præsenteres for os på måder, i brudstykker, som er forvirrende, og blot efterlader os med et indtryk af at der er tale om irrationelle hændelser som er umulige at gøre noget ved, hvis årsag er brister i menneskets natur, og ikke som et resultat af politiske konflikter eller for den sags skyld systemiske fejl i vores økonomiske system. Og hvad kan vi så stille op hver især. Det bliver til et "Oh Dear". Hvilket måske er hensigten.

Adam Curtis - Oh Dearism
https://www.youtube.com/watch?v=8moePxHpvok

Meget aktuel for en beskrivelse af medieshowet i USA med Trump og Boris m.fl. i GB - som synes inspireret af Putins spin doctor er denne Adam Curtis produktion.
Adam Curtis - "Oh dear"-ism II and Non-Linear War
https://www.youtube.com/watch?v=3UstNBrmJFc

Jens Flø, Birte Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Gunna Hölludottir

PS.
Klædedragten hos nonner og munke i katolicismen er og var selvfølgelig et bevis på tilhørselsforhold og en anonymisering af individet. En uniformering.

Anton Skaaning Thomsen

Jeg kan rigtig godt lide den nævnte start på den norske ungdomsserie Skam, hvor Jonas præsenterer en velformuleret og relevant kritik af det kapitalistiske system.
Man bør altid forholde sig kritisk til samfundets strukturer.

Peter Mikkelsen, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Dan D. Jensen

@ Gunna Hölludottir
Jeg ville ønske at man holder op med at sætte "Fiskerne" og Indre Mission-
Man sætter jo ej heller lighedstegn mellem Nørrebro og København !
Når dette er sagt, er jeg enig med dig at Luther og velfærdsstat hænger sammen, sådan i de store træk.

Steffen Gliese

Netop, Dan D. Jensen, men det er jo Luther i især dansk aftapning, og det er ikke IM, men Grundtvig med det klare, fyndige budskab: at nåden kommer af sig selv. To gode salmer synes for mig fra hver deres spektrum at fange ideologien i velfærdsstaten: Aastrups 'Herrens kirke er på jord' (352) og Hans Anker Jørgensens 'Du, som gi'r os liv og gør os glade' (369).

Dan D. Jensen

@ Steffen - Ja "at nåden kommer af sig selv" burde, netop på en langfredag, burde stå lysende klart !
Men desværre har det ikke altid slået helt igennem i visse dele af indre mission øv øv

jan henrik wegener

Kan man ikke se fortidige fejl og urimeligheder uden at dette skal identificeres med en skyld eller skam?
De skandinaviske lande var vel også historisk set lidt på sidelinien når det gælder oversøiske affærer, imperiebygning o.s.v. Måske er der noget andet som præger skandinaver. "Besættelse" af USA. Som i "Scanguilt". Selv den interne kritik af USA har man i høj grad taget til sig.

torben - nielsen

Som eksempel herpå, kan vi se på 100 året for salget af de dansk vestindiske øer, tilbage i 2017.

Her kom Danmarks rolle, som kolonimagt og slavehandlernation op til fornyet debat.

Her blev det meget ofte omtalt, at Danmark var den syvende største slavehandlernation.

Det er sikkert rigtigt, at vi var den syvende største slavehandlernation, men hvem var de andre, som deltog i den transatlantiske slavehandel??

Der var: Spanien, Portugal, Frankrig, England, USA, Holland og så Danmark.

Det vil sige, at der var 7 lande som handlede med slaver.

Og når man er syvende størst ud af 7 mulige, ja, så er man faktisk mindst.

Kun en selvpiskende synder, kan finde på begrebet syvende størst, selv om man er mindst.

Vores hæmningsløse smovsen omkring årtiers eksorbitant kvalmende store ædegilde åbner et stærkt behov for bodsgang, erkendt skyld og påtaget skam.

Lad flagellanternes befriende læderstrimler fremkalde dråbe for dråbe af selvskadens forløsende trøst og velsignelse og give os fred.

Give OS fred !