Læsetid: 5 min.

Vi har bedt Pia Tafdrup skrive et digt om corona

Vi har bedt danske digtere sætte ord på den krise, vi befinder os i lige nu. Her er Tafdrups bidrag: FLAGERMUSEFFEKTEN
Vi har bedt danske digtere sætte ord på den krise, vi befinder os i lige nu. Her er Tafdrups bidrag: FLAGERMUSEFFEKTEN

Finn Frandsen

17. april 2020

Værsgo, sådan ser Pia Tafdrups verden ud i coronaens tid.

FLAGERMUSEFFEKTEN

Vi har lært, at et vingeslag

fra en sommerfugl på den ene

side af kloden

kan forårsage storm

på den anden,

 

vi ved nu desuden, at en virus

har forplantet sig

fra en flagermus til et menneske

på et marked i Wuhan,

hoste fra den syge har spredt

en hvirvel af COVID-19virus til resten af verden

uden at skelne

mellem køn, etnicitet eller religion.

 

En storm af corona, en storm af smitte,

bittesmå partikler som invaderende snyltere

i levende celler,

fremkalder hoste, feber, besvær

med at ånde,

fører til langsom kvælning.

 

Mistænkte smittede får karantæne, vi andre

tvinges ind i en tidslommes fællesskab,

hvor vi er sammen om

at være indespærret i hver vores bolig,

med mindre vi med høj risiko

udfører uundværlige opgaver.

 

Jeg åbner et vindue i den kølige forårsluft

for at ånde frit, beslutter

at gå ned på gaden,

sig ikke noget om corona,

skriger et barn til et andet,

da jeg kommer ned på fortovet

og mærker solens nålestik i huden,

sig ikke noget om min far og mor,

skriger barnet desperat,

sig ikke noget om min oldemor!

 

Tænker på billeder, jeg disse dage har set

af børn i færd med at bygge

isolationshuler

eller lave tegninger af sig selv udstyret

med gigantiske sværd

for at bekæmpe dragelignende

coronamonstre.

 

Vi er tvunget i ”frivillig” isolation,

men sniger os

ved mindste ærinde ud,

uden at masker og håndsprit findes, nogen

hoster i Kina, andre i København i køen

bag mig i supermarkedet,

vi passerer hinanden

som potentielt tikkende bomber, sender

på de halvtomme gader smil

i forårssolen eller vinker til hinanden,

for at fortvivlelsens løbeild

ikke skal fare ud i hver en celle af kroppen,

 

allerede efter få dage har vi

abstinenser af

ikke at måtte arbejde sammen, ikke lade os transportere

i fly, tog og busser, ikke

cykle side om side, ikke aflevere

børn og børnebørn i institutioner, ikke

hilse kærligt,

hverken kramme eller kysse hinanden.

 

Vi savner at sidde sammen i teatrene, i biografmørket,

le og græde sammen,

gå til koncerter, på udstillinger,

til alle former for optræden, hvor mennesker

møder mennesker, og hvor det er muligt,

at virus hvirvler usporligt i luften.

 

Tiden er blevet anderledes for os alle,

vi har ikke bare fået ”fri”, mange af os,

mens andre for vores skyld

arbejder det meste af døgnet,

ofte uden nødvendig beskyttelse.

 

Friheden

er taget fra os,

selv hjemløse har ikke længere gaden

som hjem,

på få dage lukker og låser samfundet døren

på ubestemt tid,

mens stadigt nye begravelsesforretninger

slår dørene op.

 

Vi lytter til advarsler, vasker hænder

mindst tyve gange om dagen, tager nye forbud

til efterretning, følger

galoperende smittekurver,

kan umuligt fortrænge tanken om, hvordan fattige lande,

der ikke er rustet

til at bekæmpe infektion,

skal modstå løbske kæder af smitte,

når selv rige lande mangler

respiratorer, værn og testudstyr,

og endnu ikke har udviklet en egnet vaccine.

 

Vi venter i afmagt på,

at hvirvlen af virus og massedød

vil nå overbefolkede flygtningelejre, hærge

alle steder på jorden, hvor mennesker

lever skrøbelig tæt,

 

vi frygter den mentale dræning

ved mareridtsforestillinger som disse,

tanken om, at millioner kloden over

skal dø,

 

frygter, at også vores eget land ikke magter

kampen mod corona,

frygter tidspunktet, hvor

læger og sygeplejersker midt i omsorgen

skal vælge

hvem, der skal leve,

 

du eller jeg.

 

En dråbesky af coronavirus hvirvler rundt

i hver en afkrog, udløser

nye udbrud af sygdom,

hver dag har sine konkurser og fyringer,

kurser dykker rødt, livsvigtige forsyninger

forsvinder for at blive solgt

på sorte markeder.

 

Vi læser, uden at kunne koncentrere os som før,

fordyber os i mørket i endeløs tv-streaming

i stole fjernt fra hinanden,

tager på lange lydrejser med podcast,

flytter ene rundt med brikkerne i puslespil,

savner de daglige udvekslinger,

mennesker længes efter at synge og danse sammen,

røre ved hinanden, men huden kysses kun

af aprilmånedens regn,

på uvis tid er det afstand, der gælder,

bortset fra på bordeller,

der holder åbent for alle uden symptomer.

 

Vi efterlader gamle og syge på plejehjem og hospitaler,

isoleret i egne rum

og uden besøg

som statsborgere i ingenmandsland,

vi plejer efter bedste evne karantæneramte, prøver

på afstand,

at være tæt på,

åbner for flere pladser på krisecentre

efter accelererende vold i hjemmet

eller verbale skuddramaer, tallet

for skilsmisser stiger, mens vi savner

at møde familie, venner,

hemmelige kærester,

sørger over, at vi skal undgå

kærlig berøring.

 

Mit overlevelsesgen modstår ikke en mail fra en plejer

med et fotografi af min 91-årige mors

håndskrevne brev til mig og mine søskende,

hun har ikke skrevet i årevis, hun savner

i sin ensomhed os alle tre,

glæder sig til, vi skal ses igen, skriver

trøstende,

at der bliver passet godt på hende,

 

af de to fotos af hende

ser jeg, det er sandt,

hvad hun skriver, men græder ramt

for første gang

siden Covid-19 dukkede op.

 

Man kan ikke to gange stige ned i den samme flod,

der er intet, der bare er, kun noget,

der bliver til,

”normaltilstanden”

bliver ikke den samme igen,

en anden normalitet vil indfinde sig,

 

men hvilken?

 

Coronavirus hvirvler mellem os, stiger

til orkan, vælter

den ene og den anden omkuld, uden

at vi må slå armene om hinanden,

trøste hinanden i vuggende varme.

 

Jeg tænker på Carl Frederik Hills billede, ”Familie”,

moren lægger sin raske hånd

på det syge barn, familien

bindes sammen i en kæde af berøringer,

af hænder, der bærer, støtter, trøster og velsigner.

 

Af fare for smitte må blot få slægtninge

sige farvel

til de døende på hospitalerne

og kun iført

forklæde, maske og visir,

 

forværres situationen, må patienterne,

som i mange andre lande,

dø alene,

ingen sidste ord til hinanden, ingen tak,

ingen forløsning,

 

og for læger og sygeplejersker, som overlever,

måske posttraumatisk stress

over at skulle fjerne respiratorer

fra kritiske patienter,

der efter intensiv pleje ikke bliver bedre,

ar på sjælen,

depression og traumer som hos soldater efter krig.

 

Antallet af pårørende ved begravelser

snævres stadigt ind,

antallet af kølepladser til de døde

bliver hastigt brugt op,

krematorier udregner, hvor mange flere

der dagligt kan kremeres,

kun sorgens dimensioner kan ikke gøres op.

 

Ordene mellem os er tråde af lys,

vi savner at tænke sammen,

være vi,

ikke kun jeg og jeg og atter jeg,

 

vi savner at spise et måltid sammen,

drikke et glas sammen, ikke bare skåle virtuelt,

savner at stryge

hinanden over kinden med fem fingre, røre

ved hinanden med blodets susen

i fingerspidserne, blive berørt

og forvandles

til den, vi helst vil være,

 

vi er voksne børn, der skal have børn

og andre glæder,

vi er blevet født,

og herefter er også

håbet født,

lad det stå som en pælerod gennem dagen.

 

Fotos viser os øde gader fra metropoler verden over,

himlen over byerne er klar, klar,

som vi ikke har set den før,

vandet fyldes på kort tid

af nyt liv,

 

alene med vores hjerteslag

ser vi hver især det samme.

 

Efter pandemi og lukning af landet

og meget omkring os

revet nådesløst itu,

lever vi måske

anderledes opmærksomt,

 

rækker ud,

efter måneders tænkepause,

med hjerte og ord,

 

vågner vi måske,

når covid-19 en dag driver over,

med vished om, at der er nye veje

at gå, foden er allerede løftet.

Jesse Jacob

Serie

Coronadigte

Vi har bedt danske digtere om at skrive et digt om coronavirussen. De følgende uger vil danske digtere, som Morten Søndergaard og Marianne Larsen, give deres bud på et coronadigt.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arne Würgler

Tak Pia Tafdrup, smuk digt, forfærdeligt præcist. Vil alt dette grusomme også føre noget godt med sig? Nye veje nogen af os kan gå. Håber og blinker en tåre.