Vi har bedt Thomas Boberg skrive et digt om corona

Værsgo, sådan ser Thomas Bobergs verden ud i coronaens tid.

CORONA

13. marts 2020

Men her sidder vi bag kolde ruder.

Vi kan se solen brænde ned bag samfundet
men vi kan ikke se hvad der sker.

Sygeplejersken vrider natten som en svamp
blod og slim smitter luften med vrede.

Hun sætter sig et øjeblik og styrter ned i sin søvn.

Ikke før lagenet har lagt sig roligt og hvidt
og den syge bliver tavs er natten forbi.

Rækker af lig køres bort.

Det er forbudt at kysse kinden, død eller levende.

Ritualet er sløjfet, de efterladte står tilbage
og sorgen trækker lyset ud af sjælen.

Byen er nedlagt.

En tom skal.

Jorden heler, civilisationen gisper.

Solen står op, rosa med stikkende corona.

6. april 2020

Skal vi gå en tur?

I Guayaquil ligger de døde i gaderne.

Ingen henter dem.

Bedemændene og præsterne er i karantæne.

Rummændene kommer ikke her.

Har du vasket hænder?

Amerika sprækker og knækker.

Amerika kunne se sig selv som i et revnet spejl