Baggrund
Læsetid: 9 min.

Coronakrisen er hård ved filmbranchen – men film skal stadig ses i biografen

Coronakrisen rammer bredt og hårdt, også i den danske filmbranche. Biograferne kæmper for overlevelse, samtidig med at de skal forberede sig på restriktioner, der kan følge en genåbning af landets biografsale. Biografoplevelsen er dog på ingen måder truet, siger både biografdirektøren og filmdistributøren
Selve biograoplevelsen er ikke truet af den lange tid med lukkede sale, mener distributionschef hos SF Studios, Frederik Malling Juul. Han har mødt mange, der kun har set Alfonso Cuaróns meget personlige, sort-hvide ’Roma’ på tv-skærmen, og som ikke kunne forstå alle de roser, som blev filmen til del. ’Jeg så selv ’Roma’ i biografen og blev blæst bagover,’ siger han

Selve biograoplevelsen er ikke truet af den lange tid med lukkede sale, mener distributionschef hos SF Studios, Frederik Malling Juul. Han har mødt mange, der kun har set Alfonso Cuaróns meget personlige, sort-hvide ’Roma’ på tv-skærmen, og som ikke kunne forstå alle de roser, som blev filmen til del. ’Jeg så selv ’Roma’ i biografen og blev blæst bagover,’ siger han

Carlos Somonte/Netflix

Kultur
21. april 2020

Det er ikke, fordi Kim Foss græder indvendig i denne tid. Men han har da lidt ondt i maven, fortæller han. Og det er der gode grunde til. Kim Foss er både direktør for landets største arthousebiograf, Grand Teatret, der ligger i hjertet af København, og i distributionsselskabet Camera Film, der ikke kun leverer film til Grand Teatret, men til biografer over hele landet.

For både biograf og distributionsselskab begyndte året godt med den sydkoreanske Cannes- og Oscar-vinder Parasite, der er Camera Films største succes nogensinde, og der var et tidspunkt, hvor Kim Foss kunne se frem imod et rekordstort år, hvad billetsalg angik. Men så ramte coronakrisen, og store dele af verden lukkede, også biograferne, og nu ser han i stedet frem til, hvad der kan vise sig at blive selskabets værste år nogensinde.

»Vi var heldige, at vi valgte at sætte Parasite op til jul, mens vores udenlandske kolleger i for eksempel England, Norge og Finland først satte den op til vinterferien, så de kun nåede at have den kørende i fire-fem uger, før det hele lukkede ned,« siger han.

»Men en film, der sælger op mod 10.000 billetter om ugen, er en stor film i vores verden, og det flow er bare stoppet. De penge får vi aldrig igen.«

Selv om Kim Foss således er dybt bekymret på egne vegne, og på den måde er i samme båd som så mange andre små og store forretningsdrivende, må han også erkende, at der er et andet og større perspektiv på coronakrisen, som han ikke kan ignorere:

»Man må have en ydmyghed i forhold til, hvad der sker. Frisørerne taler deres sag, jeg taler min, og jeg vil ikke underkende, at folk er truet på deres eksistens, men vi står også over for noget, som ikke bare handler om vores egen lille branche længere.«

Langsom opstart

Kim Foss er selvfølgelig ikke den eneste biografdirektør eller filmdistributør i Danmark, som lige nu mister penge, mange penge, og som nok kan få kompensation for 100 procent af driftsomkostningerne – husleje, el og vand – fordi lukningen var et påbud fra staten, og op til 75 procent af lønudgifterne, hvis personalet ikke bliver fyret, men ’blot’ sendes hjem.

Til gengæld er der endnu ingen økonomisk hjælp at hente i forhold til de store indtægtstab, alle biografer lider i form af manglende billetsalg.

»Der er mange biografer, som har en sund økonomi, de kan tære på, men det er klart, at de alle kan mærke, at der ikke er nogen indtægt,« siger Lars Werge, direktør for brancheorganisationen Danske Biografer, der repræsenterer alle danske biografer, inklusive Grand Teatret.

Han kan ikke sætte tal på, men nævner, at biograferne også taber penge, fordi de må kassere lagre af for eksempel is og slik, som ikke kan sælges.

»Det er ikke en snak, man har hen over bordet i en brancheorganisation, men i alle brancher må man indse, at der er nogle, der kommer styrket ud af en krise, mens andre kommer svækkede ud af den. Der en vis ro, fordi hjælpepakkerne er forlænget indtil juli, men der er samtidig en stigende nervøsitet for, hvor lang tid det her kommer til at vare, og hvordan biograferne skal klare sig efterfølgende. Kompensationsordningerne hjælper, men vi ved ikke, hvordan publikum vil reagere, når biograferne igen åbner.«

Groft sagt er der to mulige scenarier: Enten har folk så megen hudsult og behov for sociale oplevelser, at de vælter ind i de tomme biografsale. Eller også har alle fået jaget så stor en skræk i livet, at de ikke tør gå i biografen – i hvert fald ikke til at begynde med.

»Der gælder det samme for biograferne som for resten af samfundet – nemlig at lave en langsom opstart så alle ikke stormer ud og kaster sig om halsen på hinanden. For så lukker samfundet ned igen efter tre uger,« siger Frederik Malling Juul, der er distributionschef hos SF Studios, som både distribuerer og producerer film.

For ham handler det om, at folk skal føle sig trygge i biograferne, når de åbner dørene igen, og det er noget, myndighederne vil sørge for ved at pålægge biografer – og alle mulige andre sociale aktiviteter – restriktioner i forhold til antal kunder og afstand mellem kunderne.

Politikernes opmærksomhed

I biograferne vil det især komme til at dreje sig om, hvor mange mennesker der må være i en biografsal på én gang, og at der skal være afstand på et sæde eller to mellem folk. Det betyder, at biograferne i hvert fald til at begynde med ikke kan tjene de samme penge som ellers, og det vil også kræve en form for kompensation, hvis biograferne skal kunne overleve.

Det mener både Lars Werge og ikke mindst Kim Foss, der efterlyser, at den danske filmbranche taler højt og klart med én stemme, når det kommer til de udfordringer, den har lige nu. På den måde vil det også være nemmere at få politikernes opmærksomhed.

»Selv om der kun må sidde to eller ti mennesker i salen, så skal jeg stadig have personale på til at sælge billetter og til at tænde for apparatet. Så kommer vi til at køre med et kæmpe underskud,« siger Kim Foss.

Det handler desuden om, hvor længe det varer, før biograferne kan åbne, og hvor lang tid eventuelle restriktioner skal gælde, forklarer han.

»Der er grænser for, hvor mange måneder vi kan køre forretningen på den her måde.«

Indtil videre har politikerne beordret nedlukning frem til den 11. maj, men i et interview med Berlingske søndag sagde Kåre Mølbak, direktør for Statens Serum Institut, at danskerne skal regne med social afstand et helt år endnu.

Nervøs målgruppe

Til gengæld er Kim Foss ikke så bekymret for, hvilke film han skal vise, når Grand Teatret åbner igen. Camera Film har stadig flere gode film på hylden, som ikke har haft premiere endnu, og skulle selskabet løbe tør, er der masser af film derude, som passer til biografen.

»Men det er jo ikke det, der sælger billetterne, og også i Grand, som har en meget kunstnerisk profil, har vi brug for, at der kommer en Tarantino-film indimellem, og vi kommer også til at mangle den store film om Margrethe I, som blev stoppet midt i optagelserne,« siger han.

»De, der har været gode i coronakrisen og har holdt sig hjemme og lyttet til myndighederne, er også vores hovedmålgruppe, som er 50 plus og en overvægt af kvinder. Det kan godt være, at de er meget nervøse, men der ligger altså fire Biografklub Danmark-film og venter, og jeg tænker, at filmene kan overtale dem til at gå i biografen igen. Men måske skal vi samtidig kigge på vores aldersprofil og have noget mere til de unge, som måske er knap så nervøse for at gå ud.«

Kim Foss håber på, at biograferne kan starte op igen med nogle af de film, som allerede var på plakaten inden nedlukningen, og så stille og roligt bygge oven på med nye film.

»Hvis vi starter fra scratch, og markedet skal fyldes op, så skal der måske 15 film ud på én dag, og det vil betyde, at alle de nye film konkurrerer mod hinanden. Det er der heller ingen, der har lyst til,« siger han.

Biografen tæller stadig

Uanset hvor længe nedlukningen af Danmark og verden kommer til at vare, så tror hverken Kim Foss, Lars Werge eller Frederik Malling Juul på, at biografoplevelsen er truet. Heller ikke selv om streamingtjenester og digitale udlejningsplatforme melder om en markant stigning i trafik, og flere af de helt store, amerikanske distributører har valgt at sende enkelte film direkte på streaming i stedet for i biograferne under coronakrisen.

Det er undtagelserne, der bekræfter reglen, siger Frederik Malling Juul, som i SF Studios selv fik en aftale i stand med biograferne om, at Ole Christian Madsens terrordrama, Krudttønden, som nåede at gå en uge i biograferne, inden de lukkede, i midten af april kunne sendes ud på Video on Demand, flere måneder tidligere end man ellers normalt gør den slags.

»Det er svært at adskille corona fra det her,« siger han.

»Hvis man sender en film ud på streaming, som skulle have været i biografen, har publikum en bevidsthed om, at det er en biograffilm, som de nu pludselig kan købe adgang til derhjemme. Man føler lidt, at man står med et premiumprodukt.«

En film, der er produceret direkte til streaming, har ikke den samme bevågenhed fra publikum eller kritikerne. Det spiller også ind, at det er i biografen, at stort set alle film tjener de fleste af deres penge.

»Vi befinder os i en verden, hvor biografvinduet stadig tæller,« siger Frederik Malling Juul.

»De af Netflix’ film, der har fået stor opmærksomhed, har alle sammen fået en lille biografrelease: The Irishman, Marriage Story og Roma. Biografen bliver kvalitetsstemplet for selv en Netflix-film. Hvor er det så, at styrken ligger henne?«

Blæst bagover

Endelig spiller det en vigtig rolle, at vi mennesker er sociale dyr, der har brug for at være sammen med andre mennesker, og det er dét, biograferne kan side om side med restauranter, cafeer, teatre og festivaler.

»Danskerne betaler rask væk 55 kroner for en fadøl eller en kop kaffe med mælk på en café i stedet for at sidde derhjemme. Hvorfor gør de det? Det gør de, fordi det handler om at komme ud. Jeg kan også trække parallellen til restaurationsmiljøet. Går man 30 år tilbage, var der dødt fra mandag til fredag. Går man en tur ad Ravnsborggade en tirsdag aften nu, er der jo proppet alle steder. Folk vil gerne foretage sig noget socialt, og jeg tror, at de hungrer efter at komme i biografen igen,« siger Frederik Malling Juul.

Samtidig kan biograferne tilbyde en anderledes intens og koncentreret oplevelse, hvor man er fokuseret på én film i stedet for alt muligt andet.

»Folk har set Tiger King, og de ser nyhederne fem gange om dagen, og jeg tror, at de allerede er trætte af at kigge på den lille skærm,« siger Kim Foss. 

Grand Teatret har sin egen streamingtjeneste, Grand Hjemmebio, hvor man blandt andet kan se mange af Camera Films titler, og hvis daglige besøgstal er tidoblet under coronakrisen. Men selv om det selvfølgelig er et plaster på såret – og et alternativ til mere mainstream streamingtjenester som Netflix – er Grand Hjemmebio trods alt ikke en erstatning for den rigtige biografoplevelse.

»Vi har lavet platformen, så vores publikum også kan se ’Grand-film’, når de alligevel indimellem – forhåbentlig ikke for ofte – vælger sofaen, men ja: Problemet med den lille skærm er det samme, når man ser såkaldte kvalitetsfilm, nemlig at man stadig kan finde på at tjekke mails undervejs, snakke med børnene og gå ud og sætte kaffe over. Det er sjældent en oplevelse, man bliver draget ind i på samme måde, som man gør i biografen. Jeg tror da også, at der vil være mennesker, som, når de kommer tilbage til biografen, vil sige: ’Wauw, jeg havde helt glemt, hvor fantastisk det er kun at have det her ene fokus’.«

Kim Foss bakkes op af Frederik Malling Juul, der fortæller, at han har mødt mange mennesker, der for eksempel kun så Alfonso Cuaróns meget personlige, sort-hvide Roma på tv-skærmen, og som ikke kunne forstå alle de roser, som var blevet filmen til del.

»Jeg så selv Roma i biografen og blev blæst bagover,« siger han, mens Lars Werge taler om nødvendigheden af en oplysningskampagne – der skal overbevise publikum om biografernes fortræffeligheder – og citerer salig Ole Michelsen: »Film skal ses i biografen.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

JA! og musik skal høres i en koncertsal, skuespil ses i et teater, billedkunst i gallerier og på museer!!!
Samme forhold som et læserbrev forleden påpegede: digital undervisning er kun en kopi af rigtig undervisning, ansigt-til-ansigt.

Daniel Joelsen

Ja, direkte oplevelser er meget fine, men meget kan også foregå hjemme - og kommer til det, hvis vi bliver ved med at smitte hinanden med farlige vira.

At se en film i byen eller i hjemmebiografen går ud på et, blot man er sammen med venner.

PS. Jeg ville også have en større oplevelse af at se et Van Gogh billede hjemme hos mig en på et galleri :-)

Er jeg alene om at undre mig over hvor stor en del af vores tid, resurser og meningsfylde, vi tillægger underholdning i form af tidsfordriv, kunst, selvkram, fester og overfladisk letsind ? Videnskab, alvor og dedikation fader ud i vores generationers tiltagende distancering fra naturen.

Det virker som om vi bare ønsker at nyde alle jordens frugter her og nu uden tanke for vores efterfølgere. Vores forældre skabte den viden, vi har profiteret så ekstraordinært på uden at overtage stafetten. Vi tror sgu 'science is settled' !

c",)