I Det Danske Akademi diskuterer de alt fra kultur- og værdikamp til identitetspolitik

Det vakte opsigt, da Søren Ulrik Thomsen, sekretær for Det Danske Akademi sidste år i november brugte sin årlige tale i det litterære selskab til at kommentere på en af tidens store politiske debatter affødt af #MeToo og identitetspolitikken.

Han sagde, at #MeToo-bevægelsen har været »et tiltrængt korrektiv«, men advarede samtidig mod, at bevægelsen river sig løs fra virkeligheden og accelererer med en tidsånds medløb.

»Det er ikke tilfældigt, at for totalitære tankegange, som jo ofte begynder med gode intentioner, der hurtigt svulmer op til fantasier om det fuldkomne, er fortiden altid en torn i øjet, eftersom den endnu ikke er ankommet til den perfekte verden,« sagde Søren Ulrik Thomsen.

Han udvidede foran de forsamlede akademimedlemmer, prismodtagere og et særligt indbudt publikum i festsalen på Kunstindustrimuseet sin tale eller årsberetning til at gælde identitetspolitikken i det hele taget og sagde:

»Nutiden bliver ikke bedre af, at vi forsøger at ændre og belyve fortiden, men vi bliver dummere, hvis vi ikke vil kende den. Og hvis vi kun vil spejle os i vor egen tids normer, kommer vi til at leve i det, som T.S. Eliot kaldte ’provinsialisme i tid’, et intellektuelt safe space, som samtidig med, at det skærmer os imod at blive fornærmet af de døde, forhindrer os i at blive beriget af dem.«

Det var lidt af en markering og bryder umiddelbart med de forestillinger, mange har af, at i Det Danske Akademi diskuterer man kun litteratur, mens de politiske synspunkter lufter man for egen regning uden for Akademiet. Men forholder det sig overhovedet sådan? Søren Ulrik Thomsens tale fra 2019 kunne tyde på, at Akademiet ikke kun er en avanceret bogklub eller en litterær spejderklub, som nogle har kaldt det.

Jeg har testet, hvor mange politiske udmeldinger, Akademiet er kommet med i de forgangne tyve år ved at læse mig gennem årsberetningerne fra de år. Akademiet tegnes udadtil af sekretæren, der fungerer som en slags formand. Det er også sekretæren, der hvert år i november holder talen om årets gang i Akademiet. I den periode fra 2000-2019, jeg har undersøgt, er det henholdsvis Jørn Lund, Jens Smærup Sørensen, Per Øhrgaard og Søren Ulrik Thomsen, der har tegnet Akademiet.

2000

Europa er for længst blevet genforenet, og der hersker en enestående fred i verden. I Danmark har Poul Nyrup Rasmussen (S) været statsminister i syv år, og der er generelt ro og fred i landet. Også tilsyneladende i Akademiet, for dets sekretær gennem syv år, Jørn Lund, gør sig fra talerstolen lystig over folk, der siger, at man vinder en litterær pris.

»Man vinder ikke en pris, lige så lidt som man efter min mening vinder nobelprisen. Derimod kan man vinde i et lotteri, og i nogle af dem er nittegevinsten den største,« siger han.

Der causeres let og elegant over forbindelserne mellem kunstnere og videnskabsmænd og den gensidige berigelse af hinanden, mens der sendes en stikpille til litteraten Erik A. Nielsen, der i Politiken har opfordret akademiet til at abdicere kollektivt, fordi de ikke rigtig betyder noget.

Jørn Lund slår fast, at Akademiet ikke gør sig i proklamationer og erklæringer og ikke deltager i kampen om opmærksomhed. »Det er lige ved, at det er bemærkelsesværdigt ikke at gøre sig bemærket,« som sekretæren med lune konkluderer. Jo, der er fredeligt i Akademiet i 2000.

2001

Heller ikke her er der så meget at bemærke, selv om der nogle måneder forinden har været et terrorangreb i New York, og Anders Fogh Rasmussen (V) ti dage før årsfesten er blevet statsminister.

Noget sniger sig dog ind, for sekretæren konstaterer, at tidsånden er ved at vende sig bort fra de kulturradikale og at »Danmark har fået en kulturel højrefløj, ikke bare af mørkemænd, men også af reflekterede skribenter. Flere af dem er konjunkturfølsomt konverteret fra venstrefløjspositioner, andre har i deres unge år fået en overdosis ungdomsoprør, Kvinde Kend Din Krop og ’de voksne kan også være bange’«.

2002

Anders Fogh Rasmussen har blæst gang i kulturkampen, og det er, som om der begynder at ske noget. I det helt små. Sekretæren konstaterer, at der er gået inflation i brugen af ordet ’dansk’, og den brug kan blive anvendt som skjold mod andre. Og det er, som om den politiske uenighed begynder at vise sig, når han peger på »vanskeligheden ved at tale med en mund, når der nu er så mange positioner.

Forfattere er fx ikke altid enige om andet, end at det giver mening at beskæftige sig med litteratur!« Han peger på, at medlemmerne mener noget om mange ting og »deltager i kultur- og samfundsdebatten, men vi signerer individuelt«.

Og: »Hvis man oprettede ’det danske meningsakademi’, ville det nok også være svært at nå til præcise fælles tilkendegivelser.« Afslutningsvist føler han sig presset til at præcisere, hvad Akademiets opgave er. Det »arbejder på det litterære gebet uden fortegn, fremhæver det gode gennem prisoverrækkelser, holder forfatterarrangementer og fører samtaler«. Godt reddet, Lund!

2003

Danmark er blevet krigsførende nation og deltager i Irakkrigen, men det er ikke noget, der noteres. Værdidebatten raser lidenskabeligt i samfundet og åbenbart også i Akademiet. Det noteres poetisk af sekretæren:

»I sorte sværme kom indlæggene flyvende ligesom ravne, og lidenskaben var snart kold, snart varm. Det er let at stille sig udenfor og lægge afstand til det hele. Akademiet har drøftet forløbet ved flere lejligheder, og enkelte har taget til orde, men vi har ikke ønsket at sende en kollektiv tilkendegivelse. Tonen har undertiden været skinger, ligesom den har været hård tidligere i kulturhistorien.«

Der blev den diskussion lukket ned. Danmarks største litterære pris, som uddeles af Akademiet, har det år fået konkurrence i form af BG-Bank-prisen på 300.000 kroner. BG-Bank-prisen uddeles efter læserafstemning, og da dens sigte dermed er det stik modsatte af Akademiets, hvor en lille udvalgt skare bestemmer prismodtagerne, kunne man forvente lidt næserynken, men sekretæren vælger at se det positivt – måske fordi han selv sidder som formand for prisudvalget.

2004

Kultur- og værdikampen fortsætter. Uddannelsesminister Ulla Tørnæs har nedsat et kanonudvalg, der skal lave en vejledende liste over litterære værker, som danske skole- og gymnasieelever skal læse. Det er en vigtig kulturpolitisk markering det år. Sekretær Jørn Lund vælger at bruge årets tale til at slå et slag for kanonarbejdet. Nå ja, forresten, navnet på formanden for regeringens kanonudvalg er: Jørn Lund.

2005

Jyllands-Posten bringer den 30. september Muhammed-tegningerne, og herefter er fanden løs, men ikke et ord om det i sekretærens opsummering. Han taler derimod om dominansen af angelsaksisk og amerikansk kultur i Danmark på bekostning af fransk og tysk og peger fingre ad modeordet ’oplevelsesøkonomi’, som han spår med tiden vil udløse et professorat på Handelshøjskolen.

En anden sag har optaget sjælene: Det Svenske Akademi har i oktober givet Nobelprisen til Elfriede Jelinek, og det har fået et medlem af broderakademiet, Knut Ahnlund, til at forlade det i protest mod den kontroversielle østrigske forfatter. Det blev også en historie i danske medier, og sekretæren undrer sig ikke, for »nobelprisen er en international begivenhed, og opgaven med at finde frem til årets modtagere blandt kandidater fra hele verden er ulig sværere, end den vi har her i landet, når vi skal uddele priser«.

2006

Muhammedkrisen raser fortsat alle andre steder end i Akademiet. Kanondebatten vil heller ikke stoppe. Kulturminister Brian Mikkelsen har forsøgt at se kanonudvalgets arbejde som del af en dansk kultur- og værdikamp, og et medlem af udvalget har forladt det i protest over denne politisering.

Først gennemfører formand Jørn Lund som kanonformand et kompromis, så arbejdet i udvalget kan fortsætte, siden påtager han sig som sekretær til årsmødet at resumere fronterne: Kritikerne ser det som statslig smagsdommeri og tolker initiativet som udtryk for national selvtilstrækkelighed, mens tilhængerne ser det som mulighed for folkeoplysning. Men tiden virker også moden til at komme videre, så han slutter talen af med at erklære »kanonpause!«.

2007

Jens Smærup Sørensen overtager som sekretær, og der er med det samme kommet nye boller på suppen. Smærup Sørensen sidder ikke i nogen dobbeltrolle og kan slå et slag for, at Akademiets priser uddeles efter rent litterære og kunstneriske kriterier til forskel fra de priser, der uddeles efter publikumsafstemninger.

Her er demokrati ikke nogen dyd: »Vi vil hævde at også det moderne, kommercielle samfund har brug for egentlig kvalitativ skelnen og dermed også for noget så udemokratisk som Det Danske Akademi, sammensat af fagfolk. Demokrati er godt. Men det appellerer ikke nødvendigvis til større eftertænksomhed og dybere overvejelser, og det forudsætter dem heller ikke. Det må derfor støtte sig til undtagelser fra sig selv; også et totaliseret demokrati ville være endnu en tilbygning til helvede.«

Og han afslutter med at henvende sig direkte til årets prismodtagere: »Demokrati er godt. Men – kære prismodtagere – I er blevet udpeget i en af demokratiets sprækker, fjernt fra markedets støj.«

Det var aldrig gået under Jørn Lund. Der er mere nyt, for Akademiet udsender også det år en sjælden pressemeddelelse, hvori de formulerer en protest imod DR og deres besparelser og nedlukning af radioteatret og radioromanen.

2008

Der blæser nye vinde i verden. Barack Obama bliver som den første sorte valgt til USA’s præsident, og Jens Smærup Sørensen bliver selv årets modtager af De Gyldne Laurbær. Alligevel er sekretærens tale mest negativ med en beklagelse over forlagenes og avisernes bestsellerisme, biblioteksbesparelser og universiteternes nedlukning eller marginalisering af studier af fremmede landes sprog og litteratur »og dermed en udtørring af de verdenslitterære inspirationskilder«. Der virker ikke til at være store uenigheder i Akademiet.

2009

Ingen markante politiske markeringer fra sekretæren.

2010

Vi ved fra det lækkede materiale fra den interne korrespondance i Akademiet, at medlemmernes uenighed om Muhammedtegningerne og ytringsfrihedsspørgsmålet udløste »en særdeles seriøs krise«, der truede med at ødelægge Akademiet. Det er også det år, Politiken bringer en undskyldning for at have krænket muslimer med tegningerne.

Krisen må være blevet løst internt, for intet om det i sekretærens beretning. TV-programmet X Factor har kørt i et par sæsoner og sniger sig derimod ind i årstalen: I takt med fremmarchen af et medieland, hvor »stjerner og hjerter i lige mængder kan tilfalde et klassisk mesterværk og et kækt stykke livsstilslitteratur«, og hvor den fine litteratur bliver trængt ud i offentlighedens interessefelt har Akademiet »mistet x-faktor«.

Sekretæren polemiserer desuden mod, at »den højeste litterære udmærkelse her i landet, Det Danske Akademis Store Pris« kun omtales i notitser og kun får »sparsom opmærksomhed i offentligheden«. En anden debat har i dagene op til årsfesten optaget medierne, nemlig den skæve kønsfordeling i Akademiet, men heller ikke et ord om den i talen.

2011

Det er året, hvor Helle Thorning-Schmidt bliver Danmarks første kvindelige statsminister og afslutter ti års borgerligt styre, hvor Lars von Trier bliver bortvist fra Filmfestivalen i Cannes, efter at han er fremkommet med nogle kontroversielle udtalelser om jøder og Hitler, og hvor Anders B. Breivik udfører et attentat i Oslo og på Utøya.

Intet spor af det i sekretærens tale, mest bare et suk: »Litteraturen står det jo som sædvanligt skralt til. Store forlag aflyser helt eller halvt udgivelsen af skønlitteratur, eller de bruger kræfterne på at få fingre i de seneste og dygtigst lancerede produkter fra den internationale fiktionsindustri.«

2012

Per Øhrgaard overtager posten som sekretær og bruger sin første tale til en række skarpe meldinger som holdningen til flygtninge og asylsøgende og kritik af, at »Danmark markedsfører sig som krigsførende nation«. Han kommer også med en markant udtalelse i et af de store stridspunkter i den danske kulturdebat, nemlig ytringsfriheden, hvor han, uanset den uenighed der stadig må herske blandt medlemmerne, entydigt vælger side:

»Det er påfaldende, at mange betegnelser for vrede, skuffelse eller forbitrelse synes på vej ud af sproget til fordel for verbet ’raser’. Man skulle tro, at vi alle sammen gik omkring med fråde om munden, men det gør vi måske også snart, såfremt ytringsfrihed udlægges som en pligt til at føre grov tale, fordi man ellers kommer under mistanke for at udøve censur.« Derudover lige et hib til afskaffelsen af de faste bogpriser.

2013

Yahya Hassan udgiver sin debutdigtsamling, og det sniger sig ind i årstalen. Sekretæren advarer mod alene at læse digtene »dokumentarisk og biografisk. De handler nemlig også om sprog«. Og han fortsætter: »Det er barske forhold, der skrives om. Men i den særlige opsigt, bogen har vakt, lurer også en fare – som man ikke skal bebrejde forfatteren! – for, at bogen etnificeres: Sådan er livet blandt muslimerne, sådan er de!« Desuden retter sekretæren en kritik mod, at Kulturministeriet har skåret sit tilskud til Den Danske Ordbog bort sammen med en appel om, at staten også har et ansvar for bogmarkedet.

2014

Det år er Horace Engdahl fra Det Svenske Akademi gæst ved årsmødet og hans danske veninde Marianne Stidsen just valgt ind som medlem. Nationen har diskuteret DR’s tv-serie om krigen i 1864. Det gør sekretær Per Øhrgaard også, han peger på, at tabet udadtil førte til en styrkelse indadtil, og at Danmark på den baggrund udviklede sig til »et moderne og mere demokratisk samfund, båret af økonomisk fornuft, men også af en idealistisk tro på fremtiden og dermed på betydningen af skolegang, studier og personlig dannelse«.

Op mod det stiller han en kritik af instrumentaliseringen af tidens uddannelser, og ind i talen sniger sig ord fra tidens samtidsdebat, for eksempel ’konkurrencestat’, ’mål’ og ’fremdrift’. Han fortsætter også kritikken fra 2012 af misbruget af ytringsfrihedssagen:

»Det glemmes undertiden, at ytringsfriheden blev tilkæmpet som en frihed til at tage til genmæle, som borgerens frihed over for magthaverne, og ikke som et privilegium til at krænke hvem som helst.«

2015

Der er tilsyneladende fred og ro. Sekretæren beklager nedskæringer på uddannelses- og kulturområdet og den såkaldte »bogbrænding« på Københavns Hovedbibliotek og andre af landets biblioteker, der har reduceret kraftigt i deres bogbestand:

»Hvad der foregår her, er ikke nogen reform, men snarere vandalisme,« udtaler han, inden den står på pindemadder og et glas vin i restauranten.

2016

Per Øhrgaards sidste tale som sekretær er en stærk forsvarstale for litteraturen og dens rolle som samfundets drøm og hukommelse, i takt med at samfundet får stigende hukommelsestab, »fordi det går til i aktualitetsjag, eller fordi dets hukommelse instrumentaliseres, så at den nærmer sig erindringsforskydning – i bedste fald – eller historieforfalskning – i værste fald«.

Det tab eller forfald skal der så panisk rettes op på med en »danmarkskanon, som oven på de foregående litteraturkanoner, kulturkanoner og demokratikanon’er skal definere ’danske værdier’.« En markant svanesang.

2017

Søren Ulrik Thomsen er ny sekretær, og han bruger sin første tale til at tale om den kulturelle offentlighed, der tidligere udspillede sig på få scener, men som i de senere år har oplevet en omfattende segmentering med deraf følgende dårlige vilkår for den almene dannelse og de fælles debatter. En forsigtig start.

2018

Det følgende år, hvor Corona Guitar Kvartet underholder(!), går sekretæren anderledes konkret til værks og bruger en stor del af talen på i anledning af en ny bog af Judy Gammelgaard at tale om Sigmund Freud og hans betydning for humanismen i modsætning til en moderne psykiatri, »der med en forbløffende mangel på intellektuel nysgerrighed tilsyneladende ingen forbindelse ser mellem patienternes sproglige ytringer og deres sygdom, som i stedet regnes for opstået af biologisk begrundede kemiske ubalancer, som så også kan korrigeres med kemi. Overfor denne tilgang forekommer psykoanalysen mig ægte humanistisk, forstået som en respekt for at dét mennesker siger eller skriver, faktisk også betyder noget«.

Det er en smuk og stærk tale. Også den franske forfatter Michel Houellebecqs »passionerede forfatterskab« fremhæves af sekretæren. Men ingen egentlige politiske meldinger det år.

2019

Foreløbigt sidste årsmøde og beretning. Sekretæren har jf. indledningen talt kritisk om #MeToo og identitetspolitik.

Det er også de emner, der ligger til grund for den konflikt, der først førte til protestbrevet mod Marianne Stidsen og siden til, at fire medlemmer har forladt Akademiet og efterladt det i den største krise i dets tresårige historie. Om der bliver et årsmøde her i 2020 ved endnu ingen.