Baggrund
Læsetid: 4 min.

Disciplineret fandenivoldsk

Mindeord over Lars Peter Rømhild (1934-2020), en historiebevidst, generøs litterat, af en slags, som næppe fremstilles mere
Kultur
17. april 2020
Forfatter og tidligere litteraturprofessor ved KU Lars Peter Rømhild (f.1934). Han havde sit virke på Københavns Universitet indtil sin pensionering, og her blev han undrende vidne til, hvordan faglige modestrømninger kom og gik: strukturalisme, marxisme, feministisk kritik, freudianisme, postmodernisme, dekonstrktion.

Forfatter og tidligere litteraturprofessor ved KU Lars Peter Rømhild (f.1934). Han havde sit virke på Københavns Universitet indtil sin pensionering, og her blev han undrende vidne til, hvordan faglige modestrømninger kom og gik: strukturalisme, marxisme, feministisk kritik, freudianisme, postmodernisme, dekonstrktion.

Brian Berg

Litteraturforskeren Lars Peter Rømhild, som døde den 30. marts, 85 år gammel, havde ikke det mindste imod at blive betragtet som en litterat af den gammeldags type. Hans bredspektrede belæsthed var legendarisk, og der var noget vidunderligt utrendy over hans enorme viden om litteratur. Han havde læst og kunne huske og citere alt muligt, og han var aldrig fedtet med sin viden.

Hans gamle gymnasieelever husker ham som en stor inspiration, og for generationer af universitetsstuderende lever han i erindringen som den underviser, der pludselig stoppede dem på gangen og sagde: Jeg ved lige præcis, hvilken bog du skal have, hvorpå han forærede dem en eller tre bøger, som de så gik videre med under armen, ting, som angiveligt kunne være relevante for den enkeltes særlige take på litteratur.

Om hans studerende nogensinde fik bøgerne læst, og om disse siden kom til at spille en rolle for nogen, er ikke til at vide, men der var nu en omsorg i den gestus.

Forfatterskab

Selv fik Lars Peter Rømhild sin afgørende faglige prægning af professor Paul V. Rubow, om hvem han skrev bogen Tradition og fantasi. Kritikhistoriske sonderinger i Paul V. Rubows forfatterskab (1976). Kritikhistorisk i tankeføringen var også bogen Læsere (1971), hans metodologisk anlagte karakteristikker af især engelske og tyske kritikere, og sit bidrag til genreteorien og genrehistorien leverede han med værket Slags (1986).

Til gymnasiernes danskundervisning tilrettelagde han sammen med vennen og naboen Flemming Conrad lærebogssystemet Poesi og prosa i fire bind, 1964-72 Sine egne favoritter tog han op i Læseglæder (2007) om de efter hans mening 100 bedste romaner og fortællinger, der findes.

Han var siden 1991 et kyndigt og skattet medlem af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, i hvis serie af Danske Klassikere han blandt andet forestod udgaver af Vilhelm Bergsøes Fra Piazza del Popolo og senest H.C. Branners tidlige noveller.

Modeskeptiker og trendresistent

Rømhild blev i 1958 magister i det fag, der dengang hed almindelig og sammenlignende litteraturvidenskab. Fra 1961 og syv år frem underviste han ved Øregaard Gymnasium, hvorfra rejsen gik tilbage til Københavns Universitet. Her havde han sit virke indtil sin pensionering, og her blev han det undrende vidne til, hvordan faglige modestrømninger kom og gik: strukturalisme, marxisme, feministisk kritik, freudianisme, femi-freudianisme, nyhistorisme, postmodernisme, dekonstruktion.

For en forsker med en solid baggrund i filologisk skoling og europæisk lærdomshistorie blev der en del kameler at sluge, og det er næppe for meget sagt, at den hvasse og undertiden mildt bitre ironi, hvormed han ofte ytrede sig, hang sammen med hans indgroede modeskepsis og instinktive trendresistens.

Fra årene omkring 1990 husker man således hans »Kvæk fra kustoden«, den artikel, hvori han harcelerede over smarte litteraters ideer om modernisering af danske klassikere såsom Holberg, Ewald og Kierkegaard.

Rømhilds synspunkt var her, at forsøgene på gennem misforstået pædagogisk iver at åbne ind til de ældre tekster risikerede at lukke af for deres historiske anderledeshed. Ved at forfalske og forfladige fortiden gik man i gang med endegyldigt at afskaffe den.

Som han efter sigende ytrede i en undervisningstime: »Det tog ti minutter at smide hele litteraturhistorien ud, nu vil det tage mindst ti år at vinde den ind igen.« Hvorefter han smilende tilføjede: »Nå, men det er jo bare en gammelmandsklage fra mit lille formørkede hjørne af faget.«

Det har givetvis krævet et ganske særligt temperament at kunne arbejde omgivet af ideologikritikere og socialhistorikere, når man ikke selv var en af dem, men Rømhild virkede da også til at have en relativt let gang på jorden – og så havde han et humoristisk glimt i øjet, som der ikke var for mange af i de år.

Problematisk modernisering af litteraturlæsning

Lige så karakteristisk er det skarpe faghistoriske bidrag, han i 2015 leverede til tidsskriftet Kultur & Klasse, om litteraturforskningens og litteraturundervisningens aktuelle status. Her sætter han præcise ord på det, som for ham er blevet de mest magtfulde træk i de faglige miljøer: den smalle metodiske orientering, den korte faghukommelse og det historiefattigt sporadiske kendskab til den digtede litteratur.

De studerendes indsigt i traditionen bestemmes af »fotokopier, pluklæsning og punktnedslag«, hvoraf især det sidste bliver problematisk, fordi det indebærer en falsk forestilling om, at landskabet er fuldt synligt på forhånd ovenfra, og at vi så kan gå nær på et enkelt placeret punkt heri. »Men der er ikke noget landskab, der er ikke nogen videregående historisk sammenhæng i vores unge studerendes viden.«

Polemisk var også hans kritik af samtidens universitære litteraturforskning, som han i det store hele anså for dilettantisme, netop på grund af fraværet af den historiske dimension. Forskningen, skrev han, er for længst »miljøtrimmet som halehæng til studenterplejen«. Hans beskedne evangelium lød, at det ville være »enormt godt« med noget mere historisme og noget mindre stærk og tidlig investering i begrebsapparater. Bemærk venligst her sarkasmen i hans ordvalg: Udtrykket »enormt godt« indgik så afgjort ikke i Lars Peter Rømhilds personlige vokabular.

Tendens til sarkasme

Et pudsigt vidnesbyrd om hans sarkasme fik jeg engang for godt 30 år siden, da jeg i forbindelse med vores aftale om et tidsskriftbidrag fra forskerens hånd ringede til privaten på Æblerosestien i Birkerød. Stemmen i den anden ende af røret, der umiskendeligt var hans, sagde i barskeste tone:

»NEJ, Katrine Rømhild kan ikke komme til telefonen. Hun skriver på en større opgave, som skal afleveres på tirsdag.«

Måbende og tøvende oplyste jeg, at jeg hed sådan og sådan og skulle tale med Lars Peter Rømhild. »Åh, er det DIG,« svarede han i venligste tone, »cirka fem procent af opkaldene på dette telefonnummer er til mig.«

Sådan kunne hans omsorg også ytre sig. Ansigt til ansigt var han altid elskeligheden selv. Bag hans ironi var det ikke svært at fornemme hans generøsitet og hans, hvis man kan sige det sådan, dannede, disciplinerede fandenivoldskhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her