En gruppe forfattere indstiftede i 1960 Det Danske Akademi med det noble formål at »virke for dansk ånd og sprog, især inden for litteraturen«.
En af dem var Karen Blixen, som døde to år senere. Hun ønskede, at akademiet skulle holde til i hendes stuer på Rungstedlund, og det har det gjort siden. Egentlig er det en slags avanceret bogklub: De mødes månedligt, holder oplæsninger og uddeler priser. Medlemmerne, der er valgt for livet, har talt navne som P.H., Agnes Henningsen, Villy Sørensen, Klaus Rifbjerg og Inger Christensen.
Ifølge forfatteren Suzanne Brøgger, der blev valgt ind i 1997, har ingen litteraturpriser i Danmark den samme symbolske tyngde for forfattere som akademiets priser. Derfor mener hun også, at akademiet er værd at bevare.
Alligevel forlader hun det nu helt uhørt sammen med tre kolleger: Den tidligere sekretær i akademiet og romanforfatter Jens Smærup Sørensen, der har været medlem siden 1995, dramatiker og forfatter Astrid Saalbach, som kom med i 2011, og romanforfatteren Ida Jessen, der blev optaget året efter.
Den seneste tid har der nemlig været ballade i det gamle akademi, og stridens kerne består tilsyneladende af litteraten Marianne Stidsen. Hun er – i visse dele af den offentlige debat – en kontroversiel skikkelse, der siden #MeToo-bevægelsens spæde begyndelse har blandet sig en del.
Stidsen har sammenlignet bevægelsen med en terrorbevægelse og i et interview med Berlingske blandt andet udtalt: »Man skal lære af historien og ikke underkende, at der er nogle mønstre, der gentager sig. Derfra og så til at sige, at #MeToo er den nye nazisme, er der selvfølgelig et kolossalt skridt, men man kan se de indledende øvelser til en magtovertagelse uden om de gængse demokratiske institutioner.«
Hun er også lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, har skrevet doktorafhandling om, hvordan spørgsmål om identitet dominerer den danske litteratur fra Anden Verdenskrig til i dag og er forfatter til bogen Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger, i hvilken hun med udgangspunkt i sagen om Det Svenske Akademi argumenterer for, at demokratiet, retssikkerheden og idealerne fra oplysningstiden er truet.
Og netop Stidsens deltagelse i den offentlige debat er tilsyneladende den altoverskyggende årsag til i hvert fald Ida Jessens afgang:
»Det akademi, jeg kendte, er sprængt,« siger forfatteren, der blandt andet har modtaget De Gyldne Laurbær og været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.
»Der er slået så store flanker ned i det, og det er på grund af Marianne Stidsen. Det bliver ikke det samme mere.«
Har følt sig misbrugt
Arbejdet i akademiet er ulønnet, men at blive udpeget som medlem er en stor ære.
Da Ida Jessen blev indvalgt i 2012, tænkte hun således, at hun fra da af altid måtte have en pæn overfrakke – nu ville hun aldrig kunne blive posedame.
»På mange måder er det underligt at blive valgt ind i sådan en forsamling og sidde der på livstid. Hvad får man egentlig på livstid? Sit liv, ellers ingenting. Egentlig er det ikke et selskab, men en lukket klub, som både har levet et ret fremtrædende og de seneste mange år et mere og mere stille liv.«
Og den klub har hun nu som Jens Smærup Sørensen, Astrid Saalbach og Suzanne Brøgger meldt sig ud af.
Ifølge Ida Jessen har Det Danske Akademi fået samme virus, som har inficeret Det Svenske Akademi, der som bekendt uddeler Nobelprisen i litteratur, men forrige år sprang uddelingen over efter store skandaler og kollektiv udvandring.
I efteråret 2017 blev Jean-Claude Arnault, i svenske medier i første omgang kaldt »kulturprofilen«, beskyldt for seksuelle krænkelser mod en række kvinder. Han var dybt involveret i svensk kulturliv og havde blandt andet modtaget økonomisk støtte til en kulturel klub fra Det Svenske Akademi.
Senere blev han dømt for voldtægt, og hans kone, Katarina Frostenson, forlod sin plads i Det Svenske Akademi som følge af sagen. Siden forlod en række medlemmer akademiet, og under intens mediebevågenhed endte uddelingen af Nobelprisen 2018 altså med at blive udskudt.
Ida Jessen siger, at polemikken i Det Danske Akademi begyndte for et par år siden, hvor Marianne Stidsen i pressen begyndte at tage den forhenværende permanente sekretær i Det Svenske Akademi Horace Engdahl i forsvar.
»Det kunne man være enig eller uenig i – for mig var det en anstødssten, at hun i interview og indlæg sagde, at hun var medlem af Det Danske Akademi.«
Hun udtalte sig på egne vegne, men fik også sagt, at hun var medlem, og det var ifølge Ida Jessen med til at gøre hendes synspunkter særligt interessante for pressen. Om medlemmers opførsel i den offentlige debat står der på akademiets hjemmeside:
»Lejlighedsvis udtaler Det Danske Akademi sig også offentligt om emner, der vedrører dets formål og arbejdsområde. Det lægger dog især vægt på de enkelte medlemmers fuldkomne frihed til på egne vegne at deltage i den offentlige debat.«
»I mange indlæg og kronikker,« fortsætter Jessen, »lige fra Ystad Allehanda til store norske og svenske aviser – og i en tiltagende skærpet og grov tone – har der faktisk næsten konsekvent stået, at hun var medlem af Det Danske Akademi. Det har været, som om hun har holdt medlemskabet frem som det emblem, der gjorde hende interessant nok i pressens øjne til at få plantet sine synspunkter. Jeg har følt, at vi blev misbrugt.«
Protest mod derouten
Suzanne Brøgger har sendt Information en skriftlig kommentar, som redegør for hendes overvejelser bag udmeldelsen.
Hun skriver blandt andet, at Det Danske Akademi ikke – som det svenske – har »dynamitpenge at rutte med«, men at det har en symbolsk kapital, og at det altså er værd at bevare:
»Men forudsætningen for, at man kan have noget så altmodisch som et troværdigt akademi for litteratur i vore dage – hvor medlemmerne arbejder gratis – er, at det er et rart og meningsfuldt sted at komme. Men i en del år har Det Danske Akademi været hjemsted for ideologiske, politiske dagsordner, der har forgiftet atmosfæren og gjort akademimøderne betændte,« skriver hun.
»Først var der ’ytringsfrihedsfundamentalismen’, som fik Per Kirkeby til at melde sig ud. Alt skal siges uanset de menneskelige omkostninger. Og nu den kønspolitiske agenda, der som budskab har, at #MeToo-bevægelsen ikke er andet end et feministisk kup og bluffnummer, for kvinder kan bare sige nej, hvis de ikke vil lade sig begramse og voldtage. De kvinder (og mænd), der ikke vil finde sig i denne ’naturens orden’, kaldes mazister, en betegnelse, der tilsigtet spiller på ordet nazister.«
Suzanne Brøgger afslutter:
»Overalt, hvor jeg i Norden er kommet i litterære sammenhænge, har man udtrykt forundring og bestyrtelse over denne holdning i Det Danske Akademi på baggrund af, hvad der er foregået i Det Svenske Akademi.
Et forsøg på at bringe den inkriminerende situation i akademiet til ophør har desværre vist sig at være forgæves. Nogle går ligefrem ind for denne orden; andre samtykker stiltiende. Når andre igen kæmper imod eller – som jeg selv nu efter 25 år – melder sig ud, sker det i protest mod akademiets deroute og med stor beklagelse.«
Ærkepatriarkalske institutioner
Forfatteren Jens Smærup Sørensen, der ligeledes forlader Akademiet, mener, at den aktuelle krise i Det Danske Akademi kan betragtes som en udløber af den svenske krise. Men det hele – siger han – ser han i forbindelse med det, han kalder »den store historie i vores tid«, nemlig kvindernes selvbemyndigelse og kamp for fuld værdighed:
»Når det kommer til sådan noget som #MeToo – som er en helt nødvendig udvidelse af kvindefrigørelseskampen, for der har siddet rudimentære rester af patriarkalsk opførsel tilbage – så må man tage det hele med. Selvfølgelig kan det være på sin plads at advare mod de udskejelser, som så voldsomme oprør kan føre med sig. Men #MeToo-debatten og -modstanden er blevet ført ind i vores akademi på en rabiat facon, som jeg ikke har lyst til at deltage i.«
– Hvad mener du?
»Jeg mener, at Marianne Stidsen har ytret synspunkter på nutidens videreførelse af kvindernes frigørelseskamp, som er absurde. Og det kan hun selvfølgelig gøre, men de kom også på et tidspunkt til at berøre, hvad vi kunne og ikke kunne gøre.«
Han forklarer, at et møde på et tidspunkt måtte aflyses som følge af et ønske fra Stidsen om, at et medlem fra Det Svenske Akademi, som var allieret med kulturprofilen, skulle medvirke.
»Det var et eksempel på, at Marianne Stidsen ønskede at inddrage Det Danske Akademi i Det Svenske Akademis konflikt,« siger Jens Smærup Sørensen.
»Begge akademier er skabt som ærkepatriarkalske institutioner, og de har som andre af den slags måttet ændre sig for stadig at kunne være en del af det levende liv. Men antifeministiske tilbageslag er måske typiske, netop når den proces er ved at være ført til ende, og at det i vores tilfælde blev en kvinde, der førte an, ændrer jo ikke ved sagens kerne,« siger han.
Dramatiker og forfatter Astrid Saalbach erklærer, at hun bakker op om Suzanne Brøgger, Ida Jessen og Jens Smærup Sørensen. Der er – mener hun – i akademiet nogle holdninger, der »har fået lov til at brede sig, og som hele tiden bliver mere ekstreme«.
»Og hvis man tager de holdninger alvorligt, er der til sidst ikke andre muligheder end at gå,« siger hun. »Nogle kan vende det døve øre til, det kan jeg ikke.«
– Men i stedet for at vende det døve øre til kunne man vel også vælge at møde de ekstreme holdninger med argumenter?
»Hvad nu hvis man synes, man har gjort det – og det ikke hjælper? Det bilder jeg mig ind, at jeg har gjort. Men det er også et spørgsmål om, hvorfor man er medlem. Er man det for at diskutere en bestemt persons radikale holdninger eller for at tale om noget helt andet, som får mindre og mindre plads?
Nogle vil sige, at det er et spørgsmål om ytringsfrihed, som jeg selvfølgelig også går ind for, men i det her tilfælde synes jeg, den bliver brugt til at lukke munden på andre med. På et tidspunkt stopper samtalen, og så må man tage stilling, og det er det, jeg har gjort ved at melde mig ud.«
Marianne Stidsens private korstog
For nogle måneder siden var der en episode i akademiet, hvor medlemmerne skulle læse højt af Verdenslitteraturen, og Ida Jessen og Stidsen var uenige om et valg.
»Jeg fik i stadig stigende grad en fornemmelse af, at diskussionerne ved bordet ikke var Det Danske Akademis diskussioner,« siger Ida Jessen, »men at spørgsmålet om litterær kvalitet blev undertvunget en polarisering af #MeToo-debatten med skurke og helte, og at det var diskussioner, som egentlig hørte hjemme i Det Svenske Akademi, i den svenske offentlighed, på Forfatterskolen, på universitetet, og at det, der drev det, var et privat korstog.«
– I et oplyst demokrati plejer man at møde dårlige argumenter med gode argumenter. Hvorfor ikke bare tage til genmæle?
»Så skulle man gå ud i pressen, for det var der, skaden var sket. Men jeg er romanforfatter. Jeg interesserer mig for litteratur. Hvis jeg skulle begynde at tage til genmæle i pressen, skulle jeg udfolde et polemisk talent, jeg ikke besidder.«
– Det ville vel svare til, at jeg trak mig fra Information, hvis jeg følte, at min kolleger David Rehling, Ulrik Dahlin eller Lars Trier Mogensen udtalte sig forkert eller med private agendaer i Deadline. Kunne man ikke bare sige: ’Det har ikke noget med mig at gøre’?
»Jeg tror, jeg ville have haft det anderledes, hvis akademiets navn ikke var blevet bragt i forbindelse med hende. Hvis hun – uden at have nævnt, at hun var medlem – var gået ud med sine synspunkter, havde sagen været en anden.
På et tidspunkt sagde hun til mig, at hun førte en kamp fra hus til hus, når hun forsøgte at plante sine indlæg hos medier. Sådan en kamp kom også til vores hus, og i et så lille hus, som er så hermetisk lukket, hvor det er et arbejdsfællesskab, hvor man arbejder tæt sammen ... Jeg kan ikke være med til en krig i så lille et arbejdsfællesskab.«
– Er det ikke godt med plads til forskellighed i et akademi?
»Jo. Og det er jo det, der har båret det frem. Det har man kunnet se i bredden af pristildelingerne. Tit har der været gevaldige slagsmål ved bordet – hvor har vi kunnet slås – og det har været givende og sjovt, og det har jeg nydt. Men det her har ikke handlet om litteratur, der har været en understrøm af noget helt andet under diskussionerne. Jeg har følt mig misbrugt. Jeg har mistet respekten for akademiet, og derfor har jeg trukket mig. For mig drejer det sig om diskussioner, hvor man taler om det, man taler om – og det er litteraturen – ikke nogen dagsordener, der – som jeg opfatter det – bunder i noget andet.«
Tavshedspligt
Ida Jessen anerkender, at der er principielle gråzoner ved hendes argumentation. Men – siger hun – sagen er, at der altid er omstændigheder:
»Principper er gode, men hvis man lukker øjnene for omstændighederne, kan principperne sejre ad helvede til. Det er ikke nogen katastrofe i verdenshistorien, at Det Danske Akademi er ude i sit livs største krise, men omstændighederne er, at Det Danske Akademi bliver forbundet med Stidsen på grund af hendes store aktivitet med hendes indlæg og kronikker – og dermed bliver akademiet også forbundet med de holdninger, hun har. Det vil jeg ikke. Jeg har villet tale frit om litteratur. Derfor trækker jeg mig,« siger Ida Jessen.
Ifølge mailkorrespondancer, som Weekendavisen er kommet i besiddelse af, har der i marts 2020 været et internt forsøg fra medlemmerne Lasse Horne Kjældgaard, Jørn Lund, Per Øhrgaard, Anne-Marie Mai, Astrid Saalbach og Jens Smærup Sørensen på at få Marianne Stidsen til at forlade akademiet. Det blev imidlertid ikke til noget, og siden gik de to sidstnævnte.
Information har siden onsdag middag forsøgt at få Marianne Stidsen til at forholde sig til kritikken. Torsdag eftermiddag oplyser hun pr. telefon, at hun har »ikke nogen kommentar, fordi hun har tavshedspligt«.
Akademimedlemmerne Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjeldgaard samt akademiets sekretær Søren Ulrik Thomsen ønsker heller ikke at kommentere forfatternes exit, men henviser samstemmende til den tavshedspligt, man som medlem af akademiet er underlagt. Søren Ulrik Thomsen siger dog, at han »beklager, at de trækker sig«, mens Lasse Horne Kjeldgaard lidt kryptisk tilføjer:
»Det er fire litterære mastodonter, der har forladt Akademiet, og det er et stort tab. Det er jeg meget ked af, og samtidig kan jeg godt forstå dem – af grunde, som jeg ikke kan uddybe.«
Dokumentation: Krisen i Det Danske Akademi
Weekendavisen udgav torsdag eftermiddag på sin hjemmeside en artikel om krisen i Det Danske Akademi baseret på lækkede mailkorrespondancer mellem akademiets medlemmer.
Ud over de fire medlemmer, der trækker sig, nævner artiklen en erklæring fra den 8. marts 2020, der indledes med ordene:
»Kære Marianne Stidsen, træk dig fra Det Danske Akademi!«
Underskriverne er Lasse Horne Kjældgaard, Jørn Lund, Per Øhrgaard, Anne-Marie Mai samt de to nu forhenværende medlemmer Astrid Saalbach og Jens Smærup Sørensen.
Weekendavisen citerer fra erklæringen:
»Som regel er Stidsens indlæg og udtalelser ledsaget af en sværm af smædeord om dem, der ikke er enige med hende.« De nævner blandt andet et interview med Berlingske, hvor hun har udtalt, at »#MeToo er en terrorbevægelse«, og at »tiden er inde til at begynde at retsforfølge #MeToo-aktivister efter terrorparagraffen«.
Senere skriver de seks medlemmer ifølge Weekendavisen:
»Med sine skældsord har Marianne Stidsen ramt flere af os og vore holdninger, og nogle af os må således opleve at blive fremstillet som delinkventer, der skal retsforfølges efter en af straffelovens strengeste paragraffer. Af en akademikollega. Igen skal vi understrege, at det ikke handler om Marianne Stidsens meninger, men om hendes adfærd.
Når man begynder at kriminalisere andres synspunkter, er det vanskeligt at fortsætte samtalen og samarbejdet. Ordet er frit, men ord har konsekvenser. Det handler derfor heller ikke om Marianne Stidsens ytringsfrihed, men om hendes loyalitet over for Akademiet, som hun efter vores overbevisning har svigtet.«
Akademiets sekretær, Søren Ulrik Thomsen, skulle ifølge Weekendavisens oplysninger forsøge at mane til besindighed, og avisen citerer således fra en mail, han har sendt medlemmerne den 10. marts 2020:
»Erklæringens forfattere er i deres gode ret til at være uenige i Marianne Stidsens synspunkter, men i lyset af deres bekymring for, om disse synspunkter skulle blive opfattet som lig med Akademiets, er jeg uforstående over for, at ikke en eneste af disse forfattere på noget tidspunkt offentligt har fremført deres legitime kritik af Stidsens holdninger og argumenteret for deres egne i form af en kronik, en kommentar eller et essay,« skriver han.
Sekretæren udtrykker ifølge Weekendavisen forundring over, at medlemmerne i stedet for i offentligheden at argumentere for deres synspunkter forsøger at presse hende til at udtræde af akademiet.
Han advarer om, at der kan skabes præcedens for, at man kan erklæres uønsket som medlem, hvis ens synspunkter ikke er i overensstemmelse med den konsensus, der på et givet tidspunkt måtte råde i akademiet og henviser til en tidligere krise i akademiet, som udspillede sig, da Klaus Rifbjerg truede med at gå i protest mod et andet akademimedlem, Frederik Stjernfelts, offentlige synspunkter, som Rifbjerg fandt noget nær racistiske. Dengang blev det tydeligt, hvor afgørende det er at skabe fælles rammer om uenigheden ved at respektere »visse principper«, skriver Søren Ulrik Thomsen ifølge avisen og afslutter sin mail:
»Jo heftigere følelserne er, desto vigtigere er det at slå koldt vand i blodet og holde sig disse principper for øje, for dette bliver naturligvis ikke den sidste krise, og såvel for vores egen skyld som af hensyn til vore efterkommere i Akademiet må vi levere et godt eksempel til principiel håndtering af fremtidige uenigheder.«
De fire afgående medlemmer oplyser til Information, at de ikke vidste, at deres mails ville blive bragt i Weekendavisen, og at de ikke er blevet kontaktet af avisen.
Torsdag aften udtalte sekretær Søren Ulrik Thomsen til Berlingske: »Lige nu kan jeg kun sige, at det er helt uhørt, at akademiets interne korrespondance er blevet videregivet til pressen.«
Er det måske sådan at Det Danske Akademi er mere shine end sein? At Akademiets konsensus ikke længere er virkelig - at litteraturen er større end Akademiet...og at Rungstedlund altid har været et mytisk sted uden virkelig diskussion om nødvendigheden af litterær fiktion?
Henrik Ljungberg
De har meldt sig ud, og det var det. Nogle melder sig ud af en selvbestaltet klub, de er uenige om opvasken eller andet - uinteressant for mig. Men måske interessant for andre?
Jeg er selv alt for rebelsk til så meget som at blive taget i indledende betragtning, til at være medlem af det gode selskab af nogen art, hvor dette nok er et af de fineste. Alligevel er jeg blevet mere og mere venligt stemt overfor eksistensen af disse gode selskaber, loger, kongehuse og hvad der ellers måtte være. Især fordi der er mange gode muligheder for at gøre noget udenfor det gode selskab. Hvis en forfatter har tilstrækkelig talent, sørger internettet for, at der hverken behøves forlag, anmeldelser eller selskaber. Bøger er noget man sælger. Smagspersonerne har ikke monopol.
Derfor er det lidt trist at se de udfordringer, der tilsyneladende følger i sporet på begivenhederne i det svenske akademi, dog med den væsentlige forskel, at i Sverige var der strafbare handlinger på bordet (eller i sengen), her i Danmark tilsyneladende kun isnende kommentarer.
Det danske Akademi valgte i 2014 at optage en rebel - Marianne Stidsen. Normalt er det jo det sidste man gør i det gode selskab, men man har måske ment, at man trængte til lidt mere blæsevejr på Rungstedlund? Det er vel ikke helt usympatisk?
Har pressen efterfølgende haft svært ved at leve op til sin opgave, ved at give rebellen taletid som akademimedlem? Akademiet har nogle regler med sekretær, tavshedspligt og medlemmernes fri ret til at udtale sig på egne vegne. Burde redaktøren have checket disse regler, inden en markant udtalelse blev trykt med titlen "akademimedlem" som afsender? Der er en god pointe i Ida Jessens:
"Så skulle man gå ud i pressen, for det var der, skaden var sket. Men jeg er romanforfatter. Jeg interesserer mig for litteratur. Hvis jeg skulle begynde at tage til genmæle i pressen, skulle jeg udfolde et polemisk talent, jeg ikke besidder."
For god ordens skyld. Jeg er helt enig med Marianne Stidsen i, at f.eks. #metoo's undergravelse af retsstaten skal bekæmpes med næb og klør. Blot ikke i, at akademiet er den rette platform.
Marianne Stidsen:
"Den feministiske, venstrepopulistiske totalitarisme er gået amok i Sverige"
"Regeringens forslag om samtykke er ræverød symbolpolitik af den værste skuffe«
Maude Varnæs:
"Hans Christian - jeg går op!"
Ytringsfriheden er under pres både fra højre og venstre. MeToo og BelieveAllWomen er glimrende eksempler på totalitære verdensanskuelser der altid agere med ubegrundede anklager så snart de bliver udsat for kritik.
Når Marianne Stidsen skriver om MeToo er der intet underligt i at emnet bliver debateret på Det Danske Akademi. Det der er underligt er at firkløveret er så intolerante og totalitære at de åbenbart ikke kan lade Stidsen have sine holdninger i offentligheden som hun har ret til i Grundloven.
De fire burde i stedet forholde sig til retsstaten og hvad bl.a. anonyme anklager kan have af konsekvenser. Aftonbladet er et fremragende skoleeksempel på hvad MeToo reelt er når man har en redaktør der tager BelieveAllWomen budskabet bogstaveligt og efterlader anklagede ingen mulighed for at komme til orde.
Netop i og med at smagsdommere ikke mere har et monopol, kan jeg tillade mig at mene at #metoo ikke på nogen måde undergraver retsstaten. Jeg tænker, at der er hundredtusindvis af sager verden rundt, som ikke er kommet ud i lyset. Magtpersoner (for det er altid en magtdifferencen der får overtræderen til at tro, at vedkommende kan tillade sig det og slippe med afsted med det), som ikke er blevet retsforfulgt for deres misgerninger. Både overfor kvinder, ja - andre mænd og så naturligvis børn. I forbindelse med katolske præster stemte alle i, men da turen kom til andre magtpersoner syntes støtten at forsvinde. Ønsket om en eller anden form for retfærdighed fortjener ikke at fejes væk med slogans som "feministisk" eller "venstreorienteret".
Joelsen. MeToo handler først og fremmest om priviligerede mennesker i Hollywood. Man kan sagtens have retfærdighed uden at man blindt skal stole på hvad kvinder siger som MeToo mener vi skal. Man kan gå til ordensmagten og senere få sin sag prøvet ved retten.
Nej, Kent Nørregaard, MeToo handler om, at man skal holde fingrene fra andre mennesker, når man ikke er inviteret.
For mig er det overvældende centrale ved #MeToo det ekstremt øjenåbnende ved at en masse kvinder i min omgangskreds inden for ret kort tid delte historier om små, mellemstore og store overgreb. Det gjorde det umuligt for mig at fastholde den blinde tro på at vi har styr på den slags, at kvinder bliver behandlet med respekt, at man bare kan gå til myndighederne og så bliver alt godt.
Og så var der fjerne berømtheder (bl. a. Jean-Claude Arnault) som mistede noget af deres sociale dække for årtiers behandlen folk (typisk kvinder) som kød-legetøj. Men det er i mine øjne helt ærligt ret fjernt og sekundært. Efter at have hørt hvad kvinderne i min omgangskreds havde at fortælle er der VIRKELIG ingen som skal prøve på at bilde mig ind at status quo mht. overgreb og retshåndhævelse er kendetegnet ved fred og retfærdighed!
På et lidt mere jordnært plan kan det undre mig, at Ida Jessen som klog forfatter og oversætter af Alice Munro skriver: "Der er slået så store flanker ned i det"; det er da noget vrøvl. En flanke er 'en side', og det gælder både heste og militære formationer m.m.. Hun må have været ophidset, og tilsyneladende med god grund.
Gliese det står allerede i loven. Nogen speciel grund til at man skal anklage folk i medierne i stedet for på politistationen? Andet end at ødelægge folks liv selvfølgelig.
Jeg har undret mig over, hvorfor lige netop Marianne Stidsen blandt landets mange begavede litterater blev indbudt til Akademiet. Men måske giver en doktorgrad i litteratur efterhånden mere eller mindre automatisk adgang? Hvad ved jeg, det har undret, at hun fremstod som medlem.
Kent Nørregaard, det er så malplaceret med den med 'at ødelægge folks liv' - fordi ingen synes at kere sig om, hvad ofret må bære på.
Og jeg kan forestille mig, at det måske ikke er den bedste forudsætning for at score at have et sådant syn på potentielle partnere.
Apropos syn på partnere, så viser den undersøgelse af kønnenes indbyrdes, at mænd er bange for, at kvinder dem gør til grin, mens kvinder er bange for, at mænd slår dem ihjel.
"Det Danske Akademi er ude i sit livs største krise".
Det er artiklens overskrift.
Hvis et hold intellektuelle og kunstnere ikke er i stand til at være uenige og alligevel kunne være en del af Det Danske Akademi, bør det Det Danske Akademi nedlægges.
Bare tanken om, at alle deltagere beordres til at marchere i takt er ganske enkelt uholdbart.
Det er i diskussionen, at ideerne opstår, ikke i en taktfast gang og konsensus.
Flere af de nævnte personer modtager livsvarig økonomisk støtte fra Statens Kunstfond. Penge som de modtager fra staten blandt andet fra vores skattebetalinger.
Gunna Hölludottir, i betragtning af at danske kunstnere og forfattere generer betydelige indtægter i samfundet, mens de ofte selv må leve med små og usikre indtægter, herunder den alt andet end fyrstelige hædersgave på finansloven, kan man ikke rigtigt angribe dem på den måde.
Marianne Stidsen, der tydeligvis mangler et r i sit efternavn, fører ikke en intellektuel debat, hun fører en propagandakrig, der ikke hører hjemme i et Akademi, er hviler på humanistiske principper.
@Steffen Gliese
Det må vist føles naturligt nu at lukke kritikeren Katherine Diez ind på de bonede gulve som erstating for Stridsen. Hun kan som en anden Pia Kjærsgaard give bogklubben et frisk pust (over landet)... ;)
Steffen Gliese. Du tager helt fejl. På politistation er de nemlig meget interesserede i hvad "offeret" bære på. Her må offeret dog tage til takke med sin udlægning af sagen og retsindstansens opmærksomhed i stedet for mediernes altid ivrige og sensationshungrende ører der gerne gengiver ordret uden at høre anklagede. Og hvem er egenligt offeret Gliese når Aftonbladet via anonyme anklager driver en mand til selvmord?
De udødelige har selv inviteret slangen ind i paradiset, og nu hvor slangen har lokket dem til at smage frugten fra kundskabens træ og givet dem indsigt i tidens flygtige malstrøm, flygter de i rædsel fra deres helle og den paradisiske fred, som de i deres elskelige og troskyldige naivitet troede ville sænke sig over dem for evigt. Men man kan dog ikke gemme sig bag lukkede døre for det ægte eksistentielt levede liv og overlade helvede til de andre. Man må handle, mens tid er og ikke bare forlade scenen, som vi jo alle er dømt til at gøre før eller siden.
Gad vide om man i Akademiet har drøftet Henrik Jensens bog fra 1998: ”Ofrets Århundrede”?
Foran mig på avispapiret dukker i hvert fald 4 ofre frem: Suzanne Brøgger,Ida Jensen,Jens Smærup Sørensen og Astrid Saalbach.
De er tilsyneladende blevet ofre for Marianne Stidsens meninger – men det kunne jo også tænke sig, at de var ofre for egne svigtende litterære kræfter.
Alting har en tid – og måske var de 4 omtalte kommet til et punkt, hvor de ikke selv synes, de formåede at bibringe til noget nyt. Hvor ville det have været en storladen og anstændig måde at trække sig på.
Kent Nørregaard, Benny Fredrikssons selvmord var tragisk, men anklagerne imod ham var ikke i særlig grad relateret til seksuelle overgreb, de handlede om magtfuldkommenhed og grænseløshed i forhold til arbejdet, i hvert fald i første omgang.
Det er stort set straffrit at begå seksuelle overgreb, for kravene til bevis er af en sådan karakter, at det ikke vil kunne løftes i langt de fleste tilfælde.
Det er derfor en rigtig god idé med samtykke, for selvfølgelig skal man være enige om at indgå i en seksuel akt.
Steffen Gliese.
Jeg har intet imod forskellige menneskers livslange ydelse fra Statens Kunstfond. Jeg synes blot, at medlemmer af Det Danske Akademi og Statens Kunstfond bør vise overskud og ikke ende som små småborgerlige tanter, hvor de vil bestemme, at medlemmerne står i geled.
Ind imellem viser det sig dog, at andre med tiden, mennesker, der ikke modtog noget fra Statens Kunstfond, er akkurat så dygtige, som dem, der modtog en livslang ydelse. Jeg har f.eks. selv haft nogle af mine arbejder hos Statens Kunstfond så jeg klager ikke og fået udsmykket noget af det jeg har frembragt.
Statens Kunstfond og Det Danske Akademi bør sætte sig ud over kravet om ensrettet adfærd.
Vedrørende #MeeToo kunne jeg tænke mig, at den bevægelse rakte sig længere ud til kvinder, der virkelig har brug for ændret attitude fra mænd, end at de blot betjener skuespillerinder. Berømte eller afdankede.
Kvinder er ikke nogle stakler. Det er helt deres eget ansvar, om de vil gå på kompromis og gå i seng med mænd for at få magt eller en rolle. Det kan starte med at sige nej. Jeg er selv blevet fyret i en uge af en mand jeg ikke ville i seng med. Mine gamle chefer ansatte mig straks igen. Der findes skiderikker blandt mænd og der findes også skiderikker blandt kvinder.
Mads Peter Holm, det er nu almindeligvis med forfattere således, at deres værdi går op som en funktion af levet liv.
Man er ikke et offer, hvis man ikke vil stå model til noget, man er faktisk et offer, indtil man siger fra. Det er også dér, at MeToo bliver misforstået: det er en bevægelse for folk, der ikke ønsker at være ofre længere.
Steffen Gliese og flere.
Hvad gør en kvinde, hvis hun har givet sit samtykke til sex og efterfølgende går manden langt ud over hendes grænser?
I en fremtidig lovgivning bliver retten nok nød til at bruge både frivillighed og samtykke.
Gunna Hölludottir, langt de fleste kunstnere bliver formodentlig aldrig for alvor begunstiget af Kunstfonden, dertil er midlerne alt for begrænsede. Det er så muligvis ved at gå op for folk i ministeriet nu, men det burde de jo have vidst, kan man sige. Der hersker nogle meget mærkelige forestillinger, opdagede man jo i Norge, hvor kulturministeren havde forestillinger om en velbeslået klasse af luksusdyr. Det blev han heldigvis hurtigt klar over, og det har pyntet en del på den norske kulturpolitik. Det er virkelig skræmmende, at folk, der træffer beslutninger om de vilkår, standen må leve under, har så lidt føling med de vilkår, der gør sig gældende. Det er dog en anden diskussion, og dog...
MeToo handler jo ikke om privilegerede kvinder, har fundet sig i overgreb for at få en karriere, det handler om chefer, der har ladet magten stige sig til hovedet og derfor ikke følger den første regel for chefer: at man aldrig udnytter en asymmetrisk magtsituation overfor en ansat til intimidering.
Gunna Hölludottir, det er jo det virkeligt gode spørgsmål; men der følger jo andet med samtykke og - selvfølgelig - frivillighed, og det er enighed. Man har altid lov til at sige stop og ombestemme sig.
Steffen Gliese problemet er at vi har en retsindstans til den slags og at medierne agere nyttige idioter for anklagere for at sælge reklameplads.
Dagens litteratur anbefaling
Vanddråben - H.C. Andersen
Hvis man kan miste karriere, status og rettigheder, alene på baggrund af en fremsat anklage, undergraver det retsstaten. Dette er et faktum, og det er det ganske uafhængigt af, hvor mange af anklagerne der er berettigede.
Det er en forfærdelig gang laissez-faire umoral, der har fået lov at brede sig i samfundet. Man skal opføre sig ordentligt, holde sig langt væk fra grænserne til noget, der kunne være lovbrud. Loven er kun i sidste ende det, der skal afgøre, om man gik alt for langt.
Men liberalister elsker at hævde, at det, der ikke er forbudt, er tilladt. Nej, det, der er acceptable opførsel, skal man holde sig til. Og ingen er jo, hånden på hjertet, i tvivl om, hvor grænsen går.
Båtnakker. "Vi går ind for ytringsfrihed så længe man mener det samme som mig"
Nej, Nils Bøjden, så længe man taler høvisk og begavet og ikke lyder som en tredjerangs propagandist for det yderste højre.
Steffen Gliese – tak for din kommentar.Jeg mener nu nok at vide, hvad MeToo-bevægelsen går ud på. Det gælder om at sige fra – og det gælder både mænd og kvinder, Det er jo faktisk også i orden at ”smække med døren” ved en afgang- men jeg mener offer-rollen stikker sit hoved frem, når man føler sig kaldet til - i fuld offentlighed - at fortælle i detaljer, hvad man har været udsat for (eller rettere: hvad man føler, man er blevet udsat for). MeToo´eren bør med løftet pande sige: ”jeg skred fra det hele, det har jeg mine grunde til, nu laver jeg noget andet”.Det ville jeg have mere respekt for. (PS: og så er der selvfølgelig gruppen af kvinder, der bliver voldtaget, tortureret og psykisk forulempet – de ER ofre – helt sikkert.
Mads Peter Holm: Hele pointen med #MeToo, selve udtrykket, er at dele sin historie offentligt, så andre kan se at de ikke er alene.
Det sjove ved diskussionen om Det Danske Akademi her i Information, minder til forveksling om den diskussion, der foregår i og omkring Det Danske Akademi. De faste kommentatorer her, bestemmer hvad der skal menes. Det, der foregår her minder mere om DDR end en åben og fri diskussion.
@Gunna Hölludottir
17. april, 2020 - 22:20
Enig, Gunna!
Hvis man ikke ligefrem abonnerer på de rigtige meninger, altså de meninger som de toneangivende - ihvertfald i egen selvforståelse - medlemmer af kommentarsporet repræsenterer, så skal man kanøfles. Det der, med mangfoldigheden, rummeligheden og plads til anderledes tænkende, har trange kår, men nu er jeg ikke herinde for at få likes.
Jeg synes, det er så fint, at vi deler os efter anskuelse, og jeg foretrækker nu en gang at danse højre om i salen!
ja ja - MeToo bliver jeg jo også lidt klogere på, ved at diskutere her :-) Egentlig var det ikke min hensigt, det skulle følge alverden.Det centrale for mig er, at jeg synes, Det Danske Akademi virker støvet og selvoptaget, og måske kunne trænge til lidt ny luft.I øvrigt kan jeg se,at jeg er mest enig med Gunna Hölludottir , i det hun siger om MeToo og om den udtalte mangel på udsagn, fra kvinder, der vitterligt er ofre.Tak for debatten.
Det er da et stort problem at folk tager deres krænkede følelser som bevis for en lovovertrædelse og læser deres egne antagelser og hensigter ind i hvad andre mennesker gør og siger. Derfor har vi et retssystem til den slags. Det skal alene træffe afgørelsen, ikke medierne eller meningsdannere på venstrefløjen.
Kent Nørregaard, Naturligvis skal da en voldtægt og en voldsforbrydelse anmeldes, og behandles af retsystemet, det er der da vist ingen der er uenige i! Men #MeeToo bevægelsen, handler om noget helt andet. Fra gammel tid har nogle mænd haft magt over kvinder. Og nogle har benyttet sig af det. Lige fra bonden over sin malkepige, til en direktør over sin kvindelige sekretær, en teaterdirektør over sin skuespillerelev. Det har været en magt, nogle mænd har benyttet sig af til at sexkrænke deres underordnede. Det er den opførsel #Meetoo anfægter og stiller frem i lyset, for både mænd og kvinder! Formålet er naturligvis at fremme en bedre omgang mellem mennesker og en bedre etik. Det er helt sikkert i min tanke #MeeToos berettigelse.
Henrik Brøndum skrev d. 6. april, 2020 - 19:23 : "Det danske Akademi valgte i 2014 at optage en rebel - Marianne Stidsen."
Ifølge DDO betyder 'rebel' en "person som gør oprør mod etablerede forhold fx mod et lands styre eller mod vedtagne normer"
Så er det, at jeg tænker: siden hvornår blev #MeToo etableret i Danmark, eller blev en vedtagen norm, nogen i DDA " følt sig nødsaget til at optage Stidsen, til at udfordre?
Vores land er jo velkendt i verdens offentlighed, som landet hvor ordet 'feminist' er et skældsord og hvor #MeToo betragtes som en venstrepopulistisk, totalitær terrorbevægelse - så hvad i alverden skulle en 'rebel' som Marianne Stidsen bruges til i DDA, er en gåde, medmindre Stidsens og DDAs fælles agenda er at forhindre “den nye [svenske] radikalfeministiske og identitetspolitiske venstrepopulisme” i at drive mod Danmark? (kilde: Marianne Stidsen i Politiken, d. 24. september 2018)
Hvis det virkelig er DDAs agenda, burde enhver kunne forstå, at alle der har en opfattelse i modstrid med Stidsens/DDAs - må selvfølgelig have frihed til at melde sig ud.
I parentes bemærket, er jeg sikker på at det kun er spørgsmål om tid, før Stidsen bliver DDAs sekretær (= en forperson) på livstid.
I endnu en parentes bemærket, efter at have læst Marianne Stidsens bog 'Den nordiske MeToo-revolution - og dens omkostninger' må jeg tilstå, at havde Stidsen udgivet den i 2013, ville hun aldrig nogensinde få tilbudt medlemskabet i Det Danske Akademi.
Efter bogens første tyve sider vidste jeg, at jeg enten skal læse den uden afbrydelser, eller vil jeg ikke kunne vende tilbage til den igen - så 'råbende' den er, som den var forfattet af et frådende, rasende menneske, der efter alt at dømme, ikke kan gøre for det.
Bogen 'Den nordiske MeToo-revolution - og dens omkostninger' er en slags 'min kamp', der afklæder forfatterinden mere, end den udreder #MeToo-konspirationen.
Alt andet lige, kan jeg godt se, at den talentfulde, let på tå og (værst af alt) frigjorte Susanne Brøgger, med hendes romaner, skuespil, essays, noveller, digte og børnebøger, flere oversat til 20+ sprog, samt Ridderkorset, of course, ville være umulige at overskygge, så Brøgger måtte provokeres om og om igen, indtil hun 'selv gik'. Det virkede... Hvem bliver mon den næste?
"Det Danske Akademi er ude i sit livs største krise".
Og?
Magt korrumperer. Metoo har sat fokus på magtmænds misbrug, fint. Mere taburiseret er magtkvinders misbrug. Vi så det med metoo bevægelsens frontkvinde, Asia Argento og filosofiprofessor Avital Ronell. Forskning har vist at kvinder kan stå bag 20% af overgrebene mod
mindreårige (artikel nedenfor). Som det står i artiklen: "Problemet er, at mange ikke rapporterer overgreb begået af kvinder på grund af frygt for ikke at blive taget alvorligt" - måske kan metoo ændre på det. Man kan da håbe.
https://www.information.dk/kultur/2009/11/naar-sexforbryderen-kvinde
@Anina Weber
Siden du nævner mig i din kommentar vil jeg lige præcisere. Jeg synes det er trist, at den udmærkede forfatter Suzanne Brøgger med følge har forladt akademiet. På baggrund af hans seneste årsberetning synes Søren Ulrik Thomsen at være en udmærket sekretær. Jeg ved ikke særlig meget om Marianne Stidsens aktiviteter, udover at jeg er enig i hendes forsvar af retsstaten.
Min kommentar handler om den type institution et litterært akademi er, og hvordan det bør behandles af pressen.
Jeg synes at hovedparten af kommentarerne her og andetsteds afspejler, at man ikke har forstået eller anerkender de nævnte forfatteres bevægegrund for udmeldelsen/overgang til passivt medlemsskab.
For mig at se handler det om, at Marianne Stidsen har taget Det Danske Akademi og dets møder som gidsel i sit personlige og intellektualiserede (læs hovedmenneske) dødsridt, og det siger nævnte forfattere fra overfor, hvilket jeg har den dybeste sympati for. Det Danske Akademi lyder ikke som om det er oprettet som akademisk debatforum, men som et sted, der beskæftiger sig med kunst og litteratur på baggrund af kærlighed til samme. MS optræder helt objektivt dertil grænseoverskridende i den offentlige debat, og jeg kan uden problemer forestille mig, hvor ulideligt det må være at deltage i møder med en intellektuel, nidkær, kværulant, der insisterer på sin "ret" til at debattere emner, der efter flertallets mening hører hjemme andetsteds (og ja her gætter jeg, men at dømme efter MS's ytringer i den offentlige debat, samt den store modvilje hun har vakt hos halvdelen af akademiets medlemmer er vi nok ikke langt fra sandheden).
Læs Suzanne Brøggers svar til Søren Ulrik Thomsens forsøg på at gyde olie på vandene (i Weekendavisen fra i går). Det er udtrykt så fint.
Jeg synes, vi skal overveje, hvad det er for et syn på Kvinden, f.eks. Kent Nørregaard udtrykker.
Det er kvinden som antagonist, hende, der er ude på at få manden ned med nakken, hvis hun kan slippe afsted med det.
Overfor det står MeToo som en kamp for ligeret mellem parter, der indgår i en frivillig seksuel forbindelse overfor parter, hvor en part trues, lokkes eller intimideres til at stille sin krop til rådighed for en anden, muligvis med gevinster stillet i udsigt. Den slags kalder vi at prostituere kvinder, her i høj for grad for at de blot kan få lov til at udnytte et talent.
Det velkendte citat fra Mark Twain holder: alting handler om sex, undtagen sex! Det handler om magt. Men den seksuelle frigørelse skal netop hive magtaspektet ud af seksualiteten.
Og problemet med at udelukkende overlade alle aspekter af ethvert spørgsmål om overgreb til retsvæsnet er at retsvæsnet har fejlet fuldstændig gennemgribende. En kritik af #MeToo som bare vil have os tilbage til at retssystemet klarer det hele, og vi laver ingen social indgriben, er en tilbagevenden til reel frihed fra konsekvenser for langt hovedparten af overgreb, store og små. For overgriberens vedkommende, forstås. En kvalificeret kritik af #MeToo må forholde sig til retsvæsnets mangler i denne sammenhæng. En sådan kritik ville jeg virkelig gerne se.
Steffen Gliese tak for de mange motiver du tillægger mig. Jeg tager det som et klart tegn at du ikke har et sagligt argument hvorfor domstolene ikke skulle kunne være opgaven voksen. Ethvert tænkende menneske kan jo regne ud at for at retssystemet skal virke skal man anmelde kriminalitet hertil. Gør man ikke det for så bagefter at klage over at retssystemet ikke virker klinger det lidt hult.
I øvrigt. Hvilke anklager har retssystemet ikke taget alvorligt? I hvilke sager har man begået fejl?
Henrik Brøndum. I know. Derfor henvendte jeg mig ikke til dig, direkte.
@Henrik Brøndum, 18. april, 2020 - 11:12 : "Jeg ved ikke særlig meget om Marianne Stidsens aktiviteter, udover at jeg er enig i hendes forsvar af retsstaten."
Personen ('kulturpersonligheden' = Jean-Claude Arnault), der udløste Stidsens påståede forsvar for retstaten, blev ikke alene dømt ved Stockholms tingsrätt d. 1 oktober 2018 for en voldtægt, men efter at hans forsvarsadvokat appellerede dommen til Svea hovrätt, blev dommen ændret til at omfatte begge voldtægter, anklagen oprindeligt lød på, så dommen på to års fængsel blev forhøjet med et halvt år, til i alt 2,5 år. Også denne dom blev appelleret, denne (om)gang til Högsta Domstolen, der fandt ingen grund til at lade sagen gå om, og stadfæstede dommen.
Denne sag havde således været gennemgået af tre retsinstanser, der alle tre umuligt kan have haft en MeToo-agenda, tillige med at hvis Stidsens 'forsvar' for retsstaten virkelig var berettiget, ville 'kulturpersonligheden' blive dømt for alle atten seksuelle overgreb, hele denne sag oprindeligt var startet med afsløringen af... Alligevel endte den med dommen for 'kun' to voldtægter, 'kulturpersonligheden' begik mod samme person, så et eller andet sted i det svenske samfund, befinder sig nu sytten kvindelige mennesker, der ikke har fået oprejsning og (med god grund?) kan hævde, at retsstaten svigtede dem... Falske anklager? Falske anklager forekommer, selvfølgelig, måske endda i denne sag, men alle sytten? Never!
Min påstand er, at det netop er Stidsens korstogt, der bringer retsstaten i fare, nøjagtigt som hun allerede er ved at opløse Det Danske Akademi indefra!
Kent Nørregaard, vi skal overhovedet ikke nærme os en situation i vores indbyrdes omgang, hvor vi ender med, at retten skal tage stilling til en sag om overgreb. Det er et liberalistisk fupnummer, som vi er blevet påført - hovedsageligt fra angelsaksisk samfundsopfattelse, der hviler på romerretten - at almindelig omgang i samfundet afgøres af domstole. Overfor det står vores solide, kontinentale moralopfattelse, efter hvilken vi alle formodes at vide, hvordan man opfører sig indbyrdes overfor hinanden, og hvor afstanden mellem det, man tillader sig, og det, der er egentligt forbudt, er alenlang.
It's lost cause, Steffen Gliese. Det lader til, at flere allerede har opdaget det, og konsekvent afholder sig fra at skabe anledning til fortsat tovtrækkeri. :(
Steffen Gliese jeg må desværre skuffe dig og lidt forbøffet fortælle dig at lovgivning allerede nu regulerer hvad vi må og ikke må i samvær med hinanden.
Kan du høre hvad du selv siger? Retten skal ikke tage stilling til en sag om overgreb? Jeg er målløs og lidt skræmt, for hvem skal (heldigvis kun efter din mening) så tage stilling til det?
Sider