Det danske akademi
Læsetid: 14 min.

Fire medlemmer går i protest: »Det Danske Akademi er ude i sit livs største krise«

Det Danske Akademi er man medlem af for livet, men nu trækker Suzanne Brøgger, Ida Jessen, Jens Smærup Sørensen og Astrid Saalbach sig i utide. De er oprørte over institutionens udvikling, fortæller de til Information, specifikt medlemmet Marianne Stidsen, som de mener, i offentligheden tegner et lodret forkert billede af akademiet
Suzanne Brøgger, Jens Smærup Sørensen, Ida Jessen, og Astrid Saalbach trækker sig i protest fra Det Danske Akademi.

Suzanne Brøgger, Jens Smærup Sørensen, Ida Jessen, og Astrid Saalbach trækker sig i protest fra Det Danske Akademi.

Peter Hove Olesen, Ulrik Hasemann, Ulrik Hasemann & Stine Bidstrup

Kultur
17. april 2020

En gruppe forfattere indstiftede i 1960 Det Danske Akademi med det noble formål at »virke for dansk ånd og sprog, især inden for litteraturen«.

En af dem var Karen Blixen, som døde to år senere. Hun ønskede, at akademiet skulle holde til i hendes stuer på Rungstedlund, og det har det gjort siden. Egentlig er det en slags avanceret bogklub: De mødes månedligt, holder oplæsninger og uddeler priser. Medlemmerne, der er valgt for livet, har talt navne som P.H., Agnes Henningsen, Villy Sørensen, Klaus Rifbjerg og Inger Christensen. 

Ifølge forfatteren Suzanne Brøgger, der blev valgt ind i 1997, har ingen litteraturpriser i Danmark den samme symbolske tyngde for forfattere som akademiets priser. Derfor mener hun også, at akademiet er værd at bevare.

Alligevel forlader hun det nu helt uhørt sammen med tre kolleger: Den tidligere sekretær i akademiet og romanforfatter Jens Smærup Sørensen, der har været medlem siden 1995, dramatiker og forfatter Astrid Saalbach, som kom med i 2011, og romanforfatteren Ida Jessen, der blev optaget året efter.

Den seneste tid har der nemlig været ballade i det gamle akademi, og stridens kerne består tilsyneladende af litteraten Marianne Stidsen. Hun er – i visse dele af den offentlige debat – en kontroversiel skikkelse, der siden #MeToo-bevægelsens spæde begyndelse har blandet sig en del.

Stidsen har sammenlignet bevægelsen med en terrorbevægelse og i et interview med Berlingske blandt andet udtalt: »Man skal lære af historien og ikke underkende, at der er nogle mønstre, der gentager sig. Derfra og så til at sige, at #MeToo er den nye nazisme, er der selvfølgelig et kolossalt skridt, men man kan se de indledende øvelser til en magtovertagelse uden om de gængse demokratiske institutioner.«

Hun er også lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, har skrevet doktorafhandling om, hvordan spørgsmål om identitet dominerer den danske litteratur fra Anden Verdenskrig til i dag og er forfatter til bogen Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger, i hvilken hun med udgangspunkt i sagen om Det Svenske Akademi argumenterer for, at demokratiet, retssikkerheden og idealerne fra oplysningstiden er truet. 

Og netop Stidsens deltagelse i den offentlige debat er tilsyneladende den altoverskyggende årsag til i hvert fald Ida Jessens afgang: 

»Det akademi, jeg kendte, er sprængt,« siger forfatteren, der blandt andet har modtaget De Gyldne Laurbær og været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

»Der er slået så store flanker ned i det, og det er på grund af Marianne Stidsen. Det bliver ikke det samme mere.«

Har følt sig misbrugt

Arbejdet i akademiet er ulønnet, men at blive udpeget som medlem er en stor ære.

Da Ida Jessen blev indvalgt i 2012, tænkte hun således, at hun fra da af altid måtte have en pæn overfrakke – nu ville hun aldrig kunne blive posedame.

»På mange måder er det underligt at blive valgt ind i sådan en forsamling og sidde der på livstid. Hvad får man egentlig på livstid? Sit liv, ellers ingenting. Egentlig er det ikke et selskab, men en lukket klub, som både har levet et ret fremtrædende og de seneste mange år et mere og mere stille liv.«

Og den klub har hun nu som Jens Smærup Sørensen, Astrid Saalbach og Suzanne Brøgger meldt sig ud af.

Ifølge Ida Jessen har Det Danske Akademi fået samme virus, som har inficeret Det Svenske Akademi, der som bekendt uddeler Nobelprisen i litteratur, men forrige år sprang uddelingen over efter store skandaler og kollektiv udvandring. 

I efteråret 2017 blev Jean-Claude Arnault, i svenske medier i første omgang kaldt »kulturprofilen«, beskyldt for seksuelle krænkelser mod en række kvinder. Han var dybt involveret i svensk kulturliv og havde blandt andet modtaget økonomisk støtte til en kulturel klub fra Det Svenske Akademi.

Senere blev han dømt for voldtægt, og hans kone, Katarina Frostenson, forlod sin plads i Det Svenske Akademi som følge af sagen. Siden forlod en række medlemmer akademiet, og under intens mediebevågenhed endte uddelingen af Nobelprisen 2018 altså med at blive udskudt. 

Ida Jessen siger, at polemikken i Det Danske Akademi begyndte for et par år siden, hvor Marianne Stidsen i pressen begyndte at tage den forhenværende permanente sekretær i Det Svenske Akademi Horace Engdahl i forsvar. 

»Det kunne man være enig eller uenig i – for mig var det en anstødssten, at hun i interview og indlæg sagde, at hun var medlem af Det Danske Akademi.«

Hun udtalte sig på egne vegne, men fik også sagt, at hun var medlem, og det var ifølge Ida Jessen med til at gøre hendes synspunkter særligt interessante for pressen. Om medlemmers opførsel i den offentlige debat står der på akademiets hjemmeside: 

»Lejlighedsvis udtaler Det Danske Akademi sig også offentligt om emner, der vedrører dets formål og arbejdsområde. Det lægger dog især vægt på de enkelte medlemmers fuldkomne frihed til på egne vegne at deltage i den offentlige debat.«

»I mange indlæg og kronikker,« fortsætter Jessen, »lige fra Ystad Allehanda til store norske og svenske aviser – og i en tiltagende skærpet og grov tone – har der faktisk næsten konsekvent stået, at hun var medlem af Det Danske Akademi. Det har været, som om hun har holdt medlemskabet frem som det emblem, der gjorde hende interessant nok i pressens øjne til at få plantet sine synspunkter. Jeg har følt, at vi blev misbrugt.« 

Protest mod derouten

Suzanne Brøgger har sendt Information en skriftlig kommentar, som redegør for hendes overvejelser bag udmeldelsen.

Hun skriver blandt andet, at Det Danske Akademi ikke – som det svenske – har »dynamitpenge at rutte med«, men at det har en symbolsk kapital, og at det altså er værd at bevare:

»Men forudsætningen for, at man kan have noget så altmodisch som et troværdigt akademi for litteratur i vore dage – hvor medlemmerne arbejder gratis – er, at det er et rart og meningsfuldt sted at komme. Men i en del år har Det Danske Akademi været hjemsted for ideologiske, politiske dagsordner, der har forgiftet atmosfæren og gjort akademimøderne betændte,« skriver hun. 

»Først var der ’ytringsfrihedsfundamentalismen’, som fik Per Kirkeby til at melde sig ud. Alt skal siges uanset de menneskelige omkostninger. Og nu den kønspolitiske agenda, der som budskab har, at #MeToo-bevægelsen ikke er andet end et feministisk kup og bluffnummer, for kvinder kan bare sige nej, hvis de ikke vil lade sig begramse og voldtage. De kvinder (og mænd), der ikke vil finde sig i denne ’naturens orden’, kaldes mazister, en betegnelse, der tilsigtet spiller på ordet nazister.«

Suzanne Brøgger afslutter:

»Overalt, hvor jeg i Norden er kommet i litterære sammenhænge, har man udtrykt forundring og bestyrtelse over denne holdning i Det Danske Akademi på baggrund af, hvad der er foregået i Det Svenske Akademi.

Et forsøg på at bringe den inkriminerende situation i akademiet til ophør har desværre vist sig at være forgæves. Nogle går ligefrem ind for denne orden; andre samtykker stiltiende. Når andre igen kæmper imod eller – som jeg selv nu efter 25 år – melder sig ud, sker det i protest mod akademiets deroute og med stor beklagelse.«

Ærkepatriarkalske institutioner

Forfatteren Jens Smærup Sørensen, der ligeledes forlader Akademiet, mener, at den aktuelle krise i Det Danske Akademi kan betragtes som en udløber af den svenske krise. Men det hele – siger han – ser han i forbindelse med det, han kalder »den store historie i vores tid«, nemlig kvindernes selvbemyndigelse og kamp for fuld værdighed:

»Når det kommer til sådan noget som #MeToo – som er en helt nødvendig udvidelse af kvindefrigørelseskampen, for der har siddet rudimentære rester af patriarkalsk opførsel tilbage – så må man tage det hele med. Selvfølgelig kan det være på sin plads at advare mod de udskejelser, som så voldsomme oprør kan føre med sig. Men #MeToo-debatten og -modstanden er blevet ført ind i vores akademi på en rabiat facon, som jeg ikke har lyst til at deltage i.«

– Hvad mener du?

»Jeg mener, at Marianne Stidsen har ytret synspunkter på nutidens videreførelse af kvindernes frigørelseskamp, som er absurde. Og det kan hun selvfølgelig gøre, men de kom også på et tidspunkt til at berøre, hvad vi kunne og ikke kunne gøre.«

Han forklarer, at et møde på et tidspunkt måtte aflyses som følge af et ønske fra Stidsen om, at et medlem fra Det Svenske Akademi, som var allieret med kulturprofilen, skulle medvirke.

»Det var et eksempel på, at Marianne Stidsen ønskede at inddrage Det Danske Akademi i Det Svenske Akademis konflikt,« siger Jens Smærup Sørensen.

»Begge akademier er skabt som ærkepatriarkalske institutioner, og de har som andre af den slags måttet ændre sig for stadig at kunne være en del af det levende liv. Men antifeministiske tilbageslag er måske typiske, netop når den proces er ved at være ført til ende, og at det i vores tilfælde blev en kvinde, der førte an, ændrer jo ikke ved sagens kerne,« siger han. 

Dramatiker og forfatter Astrid Saalbach erklærer, at hun bakker op om Suzanne Brøgger, Ida Jessen og Jens Smærup Sørensen. Der er – mener hun –  i akademiet nogle holdninger, der »har fået lov til at brede sig, og som hele tiden bliver mere ekstreme«.

»Og hvis man tager de holdninger alvorligt, er der til sidst ikke andre muligheder end at gå,« siger hun. »Nogle kan vende det døve øre til, det kan jeg ikke.«

– Men i stedet for at vende det døve øre til kunne man vel også vælge at møde de ekstreme holdninger med argumenter?

»Hvad nu hvis man synes, man har gjort det – og det ikke hjælper? Det bilder jeg mig ind, at jeg har gjort. Men det er også et spørgsmål om, hvorfor man er medlem. Er man det for at diskutere en bestemt persons radikale holdninger eller for at tale om noget helt andet, som får mindre og mindre plads?

Nogle vil sige, at det er et spørgsmål om ytringsfrihed, som jeg selvfølgelig også går ind for, men i det her tilfælde synes jeg, den bliver brugt til at lukke munden på andre med. På et tidspunkt stopper samtalen, og så må man tage stilling, og det er det, jeg har gjort ved at melde mig ud.«

Marianne Stidsens private korstog

For nogle måneder siden var der en episode i akademiet, hvor medlemmerne skulle læse højt af Verdenslitteraturen, og Ida Jessen og Stidsen var uenige om et valg. 

»Jeg fik i stadig stigende grad en fornemmelse af, at diskussionerne ved bordet ikke var Det Danske Akademis diskussioner,« siger Ida Jessen, »men at spørgsmålet om litterær kvalitet blev undertvunget en polarisering af #MeToo-debatten med skurke og helte, og at det var diskussioner, som egentlig hørte hjemme i Det Svenske Akademi, i den svenske offentlighed, på Forfatterskolen, på universitetet, og at det, der drev det, var et privat korstog.«

– I et oplyst demokrati plejer man at møde dårlige argumenter med gode argumenter. Hvorfor ikke bare tage til genmæle?

»Så skulle man gå ud i pressen, for det var der, skaden var sket. Men jeg er romanforfatter. Jeg interesserer mig for litteratur. Hvis jeg skulle begynde at tage til genmæle i pressen, skulle jeg udfolde et polemisk talent, jeg ikke besidder.«

Det ville vel svare til, at jeg trak mig fra Information, hvis jeg følte, at min kolleger David Rehling, Ulrik Dahlin eller Lars Trier Mogensen udtalte sig forkert eller med private agendaer i Deadline. Kunne man ikke bare sige: ’Det har ikke noget med mig at gøre’?

»Jeg tror, jeg ville have haft det anderledes, hvis akademiets navn ikke var blevet bragt i forbindelse med hende. Hvis hun – uden at have nævnt, at hun var medlem – var gået ud med sine synspunkter, havde sagen været en anden.

På et tidspunkt sagde hun til mig, at hun førte en kamp fra hus til hus, når hun forsøgte at plante sine indlæg hos medier. Sådan en kamp kom også til vores hus, og i et så lille hus, som er så hermetisk lukket, hvor det er et arbejdsfællesskab, hvor man arbejder tæt sammen ... Jeg kan ikke være med til en krig i så lille et arbejdsfællesskab.«

– Er det ikke godt med plads til forskellighed i et akademi?

»Jo. Og det er jo det, der har båret det frem. Det har man kunnet se i bredden af pristildelingerne. Tit har der været gevaldige slagsmål ved bordet – hvor har vi kunnet slås – og det har været givende og sjovt, og det har jeg nydt. Men det her har ikke handlet om litteratur, der har været en understrøm af noget helt andet under diskussionerne. Jeg har følt mig misbrugt. Jeg har mistet respekten for akademiet, og derfor har jeg trukket mig. For mig drejer det sig om diskussioner, hvor man taler om det, man taler om – og det er litteraturen – ikke nogen dagsordener, der – som jeg opfatter det – bunder i noget andet.«

Tavshedspligt

Ida Jessen anerkender, at der er principielle gråzoner ved hendes argumentation. Men – siger hun – sagen er, at der altid er omstændigheder:

»Principper er gode, men hvis man lukker øjnene for omstændighederne, kan principperne sejre ad helvede til. Det er ikke nogen katastrofe i verdenshistorien, at Det Danske Akademi er ude i sit livs største krise, men omstændighederne er, at Det Danske Akademi bliver forbundet med Stidsen på grund af hendes store aktivitet med hendes indlæg og kronikker – og dermed bliver akademiet også forbundet med de holdninger, hun har. Det vil jeg ikke. Jeg har villet tale frit om litteratur. Derfor trækker jeg mig,« siger Ida Jessen.

Ifølge mailkorrespondancer, som Weekendavisen er kommet i besiddelse af, har der i marts 2020 været et internt forsøg fra medlemmerne Lasse Horne Kjældgaard, Jørn Lund, Per Øhrgaard, Anne-Marie Mai, Astrid Saalbach og Jens Smærup Sørensen på at få Marianne Stidsen til at forlade akademiet. Det blev imidlertid ikke til noget, og siden gik de to sidstnævnte.

Information har siden onsdag middag forsøgt at få Marianne Stidsen til at forholde sig til kritikken. Torsdag eftermiddag oplyser hun pr. telefon, at hun har »ikke nogen kommentar, fordi hun har tavshedspligt«.

Akademimedlemmerne Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjeldgaard samt akademiets sekretær Søren Ulrik Thomsen ønsker heller ikke at kommentere forfatternes exit, men henviser samstemmende til den tavshedspligt, man som medlem af akademiet er underlagt. Søren Ulrik Thomsen siger dog, at han »beklager, at de trækker sig«, mens Lasse Horne Kjeldgaard lidt kryptisk tilføjer:

»Det er fire litterære mastodonter, der har forladt Akademiet, og det er et stort tab. Det er jeg meget ked af, og samtidig kan jeg godt forstå dem – af grunde, som jeg ikke kan uddybe.«

Dokumentation: Krisen i Det Danske Akademi

Weekendavisen udgav torsdag eftermiddag på sin hjemmeside en artikel om krisen i Det Danske Akademi baseret på lækkede mailkorrespondancer mellem akademiets medlemmer.

Ud over de fire medlemmer, der trækker sig, nævner artiklen en erklæring fra den 8. marts 2020, der indledes med ordene:

»Kære Marianne Stidsen, træk dig fra Det Danske Akademi!«

Underskriverne er Lasse Horne Kjældgaard, Jørn Lund, Per Øhrgaard, Anne-Marie Mai samt de to nu forhenværende medlemmer Astrid Saalbach og Jens Smærup Sørensen.

Weekendavisen citerer fra erklæringen:

»Som regel er Stidsens indlæg og udtalelser ledsaget af en sværm af smædeord om dem, der ikke er enige med hende.« De nævner blandt andet et interview med Berlingske, hvor hun har udtalt, at »#MeToo er en terrorbevægelse«, og at »tiden er inde til at begynde at retsforfølge #MeToo-aktivister efter terrorparagraffen«.

Senere skriver de seks medlemmer ifølge Weekendavisen:

»Med sine skældsord har Marianne Stidsen ramt flere af os og vore holdninger, og nogle af os må således opleve at blive fremstillet som delinkventer, der skal retsforfølges efter en af straffelovens strengeste paragraffer. Af en akademikollega. Igen skal vi understrege, at det ikke handler om Marianne Stidsens meninger, men om hendes adfærd.

Når man begynder at kriminalisere andres synspunkter, er det vanskeligt at fortsætte samtalen og samarbejdet. Ordet er frit, men ord har konsekvenser. Det handler derfor heller ikke om Marianne Stidsens ytringsfrihed, men om hendes loyalitet over for Akademiet, som hun efter vores overbevisning har svigtet.«

Akademiets sekretær, Søren Ulrik Thomsen, skulle ifølge Weekendavisens oplysninger forsøge at mane til besindighed, og avisen citerer således fra en mail, han har sendt medlemmerne den 10. marts 2020:

»Erklæringens forfattere er i deres gode ret til at være uenige i Marianne Stidsens synspunkter, men i lyset af deres bekymring for, om disse synspunkter skulle blive opfattet som lig med Akademiets, er jeg uforstående over for, at ikke en eneste af disse forfattere på noget tidspunkt offentligt har fremført deres legitime kritik af Stidsens holdninger og argumenteret for deres egne i form af en kronik, en kommentar eller et essay,« skriver han.

Sekretæren udtrykker ifølge Weekendavisen forundring over, at medlemmerne i stedet for i offentligheden at argumentere for deres synspunkter forsøger at presse hende til at udtræde af akademiet.

Han advarer om, at der kan skabes præcedens for, at man kan erklæres uønsket som medlem, hvis ens synspunkter ikke er i overensstemmelse med den konsensus, der på et givet tidspunkt måtte råde i akademiet og henviser til en tidligere krise i akademiet, som udspillede sig, da Klaus Rifbjerg truede med at gå i protest mod et andet akademimedlem, Frederik Stjernfelts, offentlige synspunkter, som Rifbjerg fandt noget nær racistiske. Dengang blev det tydeligt, hvor afgørende det er at skabe fælles rammer om uenigheden ved at respektere »visse principper«, skriver Søren Ulrik Thomsen ifølge avisen og afslutter sin mail:

»Jo heftigere følelserne er, desto vigtigere er det at slå koldt vand i blodet og holde sig disse principper for øje, for dette bliver naturligvis ikke den sidste krise, og såvel for vores egen skyld som af hensyn til vore efterkommere i Akademiet må vi levere et godt eksempel til principiel håndtering af fremtidige uenigheder.«

De fire afgående medlemmer oplyser til Information, at de ikke vidste, at deres mails ville blive bragt i Weekendavisen, og at de ikke er blevet kontaktet af avisen.

Torsdag aften udtalte sekretær Søren Ulrik Thomsen til Berlingske: »Lige nu kan jeg kun sige, at det er helt uhørt, at akademiets interne korrespondance er blevet videregivet til pressen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Nej, Nils Bøjden, så længe man taler høvisk og begavet og ikke lyder som en tredjerangs propagandist for det yderste højre."

Så du tror heller ikke på ytringsfrihed for andre?

Sider