Essay
Læsetid: 12 min.

Harald Kidde døde af den spanske syge i 1918, lige efter han havde skrevet et hovedværk i dansk litteratur

Harald Kiddes mest ambitiøse roman ’Jærnet’ er nok en af de mest imponerende præstationer i dansk fortællekunst. Måske var det i virkeligheden om, der opfandt stream of consciousness-teknikken og ikke James Joyce
Den danske forfatter Harald Kidde (1878-1918) døde kort tid efter, at han var udkommet med hans hidtil mest ambitiøse værk, romanen Jærnet, der efter manges mening er en af de mest komplekse og krævende bøger, der overhovedet er skrevet på dansk.

Den danske forfatter Harald Kidde (1878-1918) døde kort tid efter, at han var udkommet med hans hidtil mest ambitiøse værk, romanen Jærnet, der efter manges mening er en af de mest komplekse og krævende bøger, der overhovedet er skrevet på dansk.

Det Kongelige Biblioteks arkiv

Kultur
8. april 2020

Epidemiforskere, sundhedsvæsenets ledere, politikere og journalister har gennem de seneste uger lært os at tænke i smittespredningsgrafer og dødstal af varierende størrelse. Derved risikerer vi at glemme, at når et menneske dør, af en virus eller af andre årsager, er det hver gang én bestemt krop, der dør, et bestemt individ og dermed et sind, der havde drømme, længsler, ønsker, ambitioner, og som gik og lagde planer, ikke mindst for sig selv.

Dette gjaldt også et af de mest kendte danske ofre for den spanske syge forfatteren Harald Kidde, der blev født i Vejle i 1878. Han var, da han i løbet af få uger i november 1918 bukkede under for smitten og døde, »bogaktuel«, som man siger, for 13. november udkom hans hidtil mest ambitiøse værk, romanen Jærnet, efter manges mening en af de mest komplekse og krævende bøger, der overhovedet er skrevet på dansk: en bygning kittet sammen af historisk stof, mytologi, psykologiske sjæleanalyser og dybsindig kunstnerisk symbolik, som æstetisk helhed næsten frygtindgydende i sin vælde af sprogbilleder og tankeforbindelser.

Romanens handling er henlagt til Värmland, og på det er der en konkret biografisk forklaring. Kidde havde efter udgivelsen i 1912 af sin nok bedste bog Helten modtaget Det Ancherske Legat, som efter statutterne skulle anvendes til en rejse, men da Første Verdenskrig brød ud, måtte han og hustruen, forfatteren Astrid Ehrencron-Kidde, ændre planer og førte da de følgende år en omflakkende tilværelse, mest i Midtsverige, hvor det barn- og ejendomsløse par levede på feltfod på hoteller og pensionater.

Hun har fortalt, at hun i den tid af sin mand mest så hans bøjede nakke, opslugt som han var af sliddet med det projekt, som efter planen skulle blive en gigantisk tetralogi. EFTER »JÆRNET« FØLGER »GULDET, står der på den sidste af de 400 sider. Herefter skulle, stadig efter planen, komme »Ilden« og »Ordet«.

Ingen købere

Litteraturforskeren Knud Bjarne Gjesing, der i 1990 forestod en forbilledligt oplysende klassikerudgave af Jærnet, fortalte os dengang i et foredrag, at der ved auktionen efter forfatterens død skulle bortsælges en rejsehat og en guitar samt nogle manuskripter, men at sidstnævnte ikke fandt nogen køber og derfor røg i en skraldespand.

Af de påtænkte fire bind kender vi derfor kun dette første, »en totalt døvende oplevelse« ifølge Christian Kock i Danske digtere i det 20. århundrede (bd. 1, 1980), »nok en af de mest imponerende præstationer i dansk fortællekunst«.

Havde bogen været skrevet på engelsk, og var James Joyce kommet over den, havde han sandsynligvis bøjet sig i dybeste respekt og opgivet at få Ulysses gjort færdig, for det var reelt Kidde og ikke ireren, der opfandt stream of consciousness-teknikken. Altså den lange, strømmende, indre monolog. Bevidsthedsstrøm kalder man det også.

Det helt mastodontisk specielle ved Jærnet består i, at skønt dens nutidshandling kun spænder over tre ikke sammenhængende dage i tre pubertetsbørns liv – hovedfiguren Steffan, hans mere maskuline rival med det symbolske navn Brynte (brynde, altså seksuelt begær) og den dejlige, varmblodige Susanna – så rækkes der samtidig mellem 100 og 150 år tilbage i tiden dels til svensk bjergværkshistorie, dels til de nordiske krige fra ca. 1700 og frem.

Meningen var, at beretningen om de tre unge gennem Steffans intense bevidsthedsstrøm skulle udvides til et omfattende historisk billede, som så via gennemgående symboler skulle forvandle sig til et almenmenneskeligt mønster.

Skulle man forsøge at sætte etiketter på Harald Kidde som kunstner, kunne man med en af hans samtidige beundrere, kritikeren Christian Rimestad, kalde ham en videnskabelig sjæleforsker. Men så måtte man føje til, at han som symbolist var vor måske eneste dokumentarist. Hans grænseoverskridende stræben gjorde ham til banebrydende modernist og til senromantisk ekspressionist.

Man kan muligvis sige, at Kidde var for litteraturen, hvad den ligeledes sært jomfruelige Rued Langgaard var for musikken og L.A. Ring for maleriet.

Motiver i forfatterskabet

Et hovedmotiv i forfatterskabet, tragisk tydeligt allerede i dobbeltromanen Aage og Else (1902-03), er en uløselig konflikt mellem på den ene side higende livshunger og på den anden side en manglende evne til at magte livet. Symbolsk udtrykkes dette i Jærnet ved ulykken, som gjorde Steffan, om ikke til krøbling, så dog for livet mærket på kroppen:

»Den Dag i Taarnet – hun havde hidset ham op, revet ham med sig i Karriere ned ad Trapperne, for lige idet han greb hende, at puffe til ham, så han styrtede ud over Gelænderet, ned gennem Etagerne, til første Stokværk, hvor Rækværket fangede ham.

Og hvorfor? Fordi Brynte var lige bag ham, og hun vilde fanges af ham – Brynte, som da just var kommet til Byen … Å, om han aldrig var kommet, om de to altid var blevet ene!«

Det er i forskningen omdiskuteret, hvorvidt Steffan på romanens sidste sider kan siges at forløses – om han vælger lykken og livet, arbejdet, ansvaret, ved at han som sin slægt før ham melder sig i jernets tjeneste og går ind til et liv i livsglædens og livsnydelsens tegn, sådan at den indestængte drift vendes til udadvendt virke. Måske skulle hans skæbne først have været afgjort i de efterfølgende bind. Eller: måske skulle disse bygges op over helt andre centralfigurer?

Så meget vides i hvert fald, at det hos Harald Kidde langtfra skortede på evne til at skabe »runde«, tydelige karakterer. Herom vidner i særlig grad Helten, om en aldrende skolelærer på Anholt Benedikt Clemens Bek, som på sit dødsleje, til lægen og dennes kone, fortæller først sin stedfars, så sin egen historie.

Dobbeltberetningen aflægges i vinteren 1911-12, afsluttes altså samme år, som romanen kommer på tryk. Men handlingen rækker helt tilbage til hundrede år forinden, hvor en ung mand forlader sin landsby i det sydtyske Schwarzwald for at læse ved et universitet. Da hans søster imidlertid bliver forført og forsvinder, begiver han sig til København, hvor hun viser sig at bo og sælge sin krop på et bordel.

Efter søsterens død bliver den fromme Eberhard Sebastian boende i huset som en art kristen altmuligmand, og da en ung pige får et barn med en udsvævende, dekadent grevesøn, går tyskeren ind som drengens plejefar og forestiller sig, at lille Benedikt Clemens som en slags genfødt Jesus skal revse kirken og opvække hele den slumrende slægt.

Denne historie, som fylder det meste af første del af romanen, kan beskrives som episk udadvendt, som en lineært fremadskridende, socialt orienteret fortælling. Helt anderledes fremstår beretningen om lærerens liv på Anholt, som derimod kan kaldes lyrisk indadvendt, episodisk springende, lyrisk dvælende. Vægten er fra det samfundsmæssige lagt over i det følelsesmæssige, for værket står nu i resignationens, afkaldets og eftertankens tegn.

Viljesmennesket Eberhard afløses som hovedfigur af korsbæreren Clemens, som nogle af forståelige grunde, herunder jo bogens titel, har villet opfatte som en kristen helt, men som man måske blot bør forstå som et menneske, der følger sin indre natur. Som vælger at lystre sit kald, blot følge – men ikke spekulere og pønse. Som lader livet modnes i sig, idet han langsomt lærer at stole på Gud og stedse være ydmyg og tålmodig.

Ud fra hvilke præmisser dette sker, kan man danne sig en forestilling om ved at nærlæse den scene, hvori skolelæreren i 1856 ankommer til den ø, hvor han skal tilbringe de følgende 56 år. Folkene på stranden er skildret realistisk, og mandskabet på skibet tegnet med få grove, konkrete streger. Men alligevel må scenen læses symbolsk: at Clemens selv skal bære sin plejefars tunge kiste i land og dermed påtage sig sin skæbne, og at hans vaden i land på én gang er en død og en fødsel til nyt liv.

Med til historien hører, at han forbliver ugift. I København har han i en have stået og beluret sin professors kønne datter, mens hun klædte sig af til natten, og for denne slemme synd straffer han sig selv ved aldrig at elske med nogen kvinde. Det bliver ved et »platonisk« venskab med en Jomfru Lucie Camrath, altså hans »kammerat«, der som han selv lever som en slags forvist på øen. Da til allersidst professorens datter, nu bispeenke, dukker op ved lærerens dødsleje, viser det sig, at hun i mellemtiden havde glemt ham – hun, som ellers i hans lidt for smukke fortolkning hørte sammen med ham for evigt!

Lokalhistorie og menneskehistorie

De seneste års »rumlige« eller stedsorienterede vending i litteraturforskningen har gjort det både fristende og oplagt at læse Helten så at sige på anholtske præmisser og betone, at hovedpersonens ’genfødsel’ til et liv i praktisk orienteret fromhed anbringes i en særlig social og topografisk ramme – i et dyb af ensomhed, mørke, barskhed og vildskab. Hans liv tager farve af den ugæstfri natur med kulde og sandflugt, af øen med dens strandvaskere og indespærrede livsfanger, af de excentriske embedsmænd og indgiftede indfødte, de mennesker, som på én gang beriges og aves af livets og klimaets hårdhed.

Sagt på en anden måde kan romanen udmærket læses både som et stykke lokalhistorie og som en digtning over menneskelivet i almindelighed. I sidstnævnte perspektiv bliver øens isolerede beliggenhed væsentlig, for den giver stedet et præg af noget definitivt, på forhånd determineret, som igen lægger op til, at alt det, man som læser erfarer, får et mytisk-arkaisk præg. Øen bringes til at flyde i en art dobbeltposition mellem noget fremmed og noget velbekendt, den vækker på én gang tryghed – og angst. omanens enkelthistorier glider frem og tilbage mellem noget, vi kender og kan spejle os i, og noget, som kommer til os udefra, fra et fuldkommen anderledes menneskes fuldstændig anderledes liv.

Harald Kidde selv

Det er på denne baggrund ganske pudsigt fra litteraturen om Kidde og hans slægt at erfare, at store parter af romanens lokale sagnstof slet ikke stammede fra Anholt, men fra Læsø, hvor forfatterens mor tilbragte en del af sin opvækst, inden hun blev gift med amtsvejinspektøren i Vejle. Samt at denne fra tidligere ægteskab havde en søn, Johan Harald Plesner, som gennem 20 år var skolelærer på Læsø. Han var født helt tilbage i 1841, tog lærereksamen 1861 og udførte i sin periode på øen (1865-85) et stort arbejde som plantør og selvlært dyrlæge, levede altså et praktisk udadrettet liv, en middelaldermunks ’vita activa’, som blandt er bevidnet af Frede Bak i dennes lille artikel Lærer Plesner (Museumsforeningen for Læsø, 2004).

Blå bog: Harald Kidde

  • Født i Vejle 14. august 1878.
  • Tager 1898 sproglig-historisk studentereksamen fra Vejle Latin- og Realskole. I samme år flytter hans mor, Inger Kidde, født Corneliussen (der blev enke i 1894), til København med sine to sønner.
  • Kidde debuterer som forfatter 1899 med korte prosatekster i Illustreret Tidende og udgiver derpå ’Sindbilleder’ (noveller, 1900), ’Aage og Else I’, ’Døden’ (roman, 1902), ’Aage og Else II’, ’Livet’ (roman, 1903), ’Luftslotte’ (noveller, 1904), ’De Blinde’ (roman, 1906), ’Den Anden’ (roman, 1908), ’Loven’ (roman, 1909) og ’Helten’ (roman, 1912).
  • Fra 1912-16 opholder han sig i lange perioder i Sverige sammen med forfatteren Astrid Ehrencron-Kidde (født Ehrencron-Müller), med hvem han var blevet gift i 1907.
  • Romanen ’Jærnet’ udkommer i 1918. Ti dage efter dør Harald Kidde af den spanske syge, en måned efter får han følgeskab af lillebroren, den konservative politiker Aage Kidde.
  • Posthumt udkommer ’Vandringer’ (udvalgte rejseskildringer, 1920) og ’Artikler og Breve’ (1928).
  • En mindesten for ham rejstes ved Nørreskoven uden for Vejle i 1922.

Hvad angår den modsatte, den komplementære dimension af heltens eller antiheltens tilværelse, Clemens Beks ’vita contemplativa’, kan et forbillede have været den tidligt afdøde digter Marinus Schneider (1882-1910), som Kidde lærte at kende i litterære kredse i København, men måske også skolekammeraten Iver Iversen, død så tidligt som 1901 af tuberkulose, og af Kiddes biografer beskrevet som en strålende begavet ven, med hvem Vejle-forfatteren gik lange samtalende ture.

Og Kidde selv? Hans hovedinteresser i Vejle Latin- og Realskole var historie og dansk stil, dertil kom senere græsk mytologi samt græsk og tysk poesi. Hans stile kunne være meget lange, ja, en enkelt endog over 40 sider. Han havde fint øre for sprog og led, når der blev sagt »dæmring«, hvor der mentes »skumring«, eller omvendt. Han skrev tidligt vers og følte tidligt, at han ville være digter. Alle kunne se det på hans dragt, hår og gang – og tydeligt erfare det af hans læsning og foretrukne samtaleemner. Et sted betegnes han som en verdensfjern grubler, der kun nødig nedsteg til menneskenes børn.

Han var meget alvorlig og gjorde indtryk af at have lidt, men når han gav sig til at fortælle, roligt, men med stor digterisk kraft, stod situationerne lyslevende for én, og man lyttede altid spændt. Hans lærerinde frk. Seligmann har beskrevet ham som en intelligent og indadvendt, drømmende dreng med lidt sørgmodige, store brune øjne. En gammel skolekammerat husker hans karakteristiske, slørede stemme og taler om en spinkel, alt for fin krop med et stort, ligesom for tungt hoved, og med et stærkt markeret ansigt, der måske på grund af det mærkelige kransskæg ligesom kom til at se gammelt ud. Skægget og de oftest nedslagne øjne med de tunge bryn og det lange hår, der var redt ned og nær nåede brynene, og lorgnetten for de nærsynede øjne, gav ham et tillukket præg.

Alle hans bevægelser var langsomme, hedder det, hans gang, som om han skulle tænke en tanke for hvert skridt. Der var noget overfølsomt, forfinet ved ham, som om alle sjælens og legemets nerver lå blottede, skriver en ven fire år efter hans død.

Sådan kan et menneske sætte sig spor i andres liv. Når et menneske dør, er det hver gang én bestemt krop, der dør, et helt bestemt individ, og dermed et sind, der så fremad i sit liv, havde drømme, længsler, ønsker, ambitioner, og som gik og lagde planer, ikke mindst for sig selv. Hvor det drejer sig om en stor forfatter, får planerne vidtrækkende og undertiden eksistentielt formende konsekvenser for andre.

ET CITAT FRA HARALD KIDDES 'HELTEN'

»Sid fast, Student!« hujede Skipperen. »Ja, og værsgo', stig ud og gå i Land, nu blir man ikke befordret gratis længere. Og de længes efter Dem derinde«

Jeg stirrede angst ind på Land.

Som ved ét Slag havde Flokken løsnet sig, stimede hid og did, splittedes og trængtes ned mod Vandet, som vilde de styrte sig i det.

Jeg så nu de stirrende Ansigter, de åbne Munde, de skælvende Hænder. Men jeg forstod, det var Posten, de ventede på, Pengene og Provianten, de skælvede efter at gribe, ikke mig.

Skummet gød sig op for deres Fødder - deres kæmpende og bølgende Klynge syntes mig som hele Menneskeheden, der bier efter Mad og Guld. Mig ventede ingen.

Jeg så Skipperen og Matroserne og tilsidst Købmanden skræve over Rælingen, i Vandet til Knæene og skvulpe ind, med Kasser og Tønder læsset på Nakken. Jeg så på deres sorte Fedtlædersstøvler og ned på mine blæsende, brune Buxer.

»Hi, der er ikke andet for, De må smøge op!« grinede Matrosen, som blev om Bord.

Jeg så sky mod Land; der var jo mange Fruentimre derinde. Så listede jeg Sko og Strømper af og stak mine Fødder uden Bords.

Som Jærnskruer klemte Vandets Kulde til om mine Ben, og jeg vaklede i Bølgeslaget.

»Hallo! du skal da ikke gå ledig! tag den med dig!« råbte Matrosen, og han læssede Eberhards Rejsekiste på min Ryg.

Jeg ravede under den pludselige Vægt, og Havbundens Stene skar mine Fødder.

»Kan I se, dér kommer han til Landet med hele sit Habengut!« råbte Købmanden, der alt var inde på Stranden, og pegede mod mig.

»Halløj Student! Student! du har brækket dine Ben!« skrålte Sømanden bag ved mig.

Jeg standsede forfærdet og stirrede ned. En Lattersalve genlød under Klitterne derinde. I det skyllende Vandspejl brødes jo mine nøgne, frysende Ben over.

Et Øjeblik var det mig, som måtte jeg kaste mig ned under min Kiste og rulle under den ud til Havs, til Havsens Bunde, fra denne Jordens Kyst. Men i det næste stod jeg inde på Land, vaklende og dinglende under Kisten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Kan lånes på eReolen som ebog.