Essay
Læsetid: 12 min.

Med sig har han Hemingway, et halvfærdigt bogmanuskript og et nagende spørgsmål om, hvad en rigtig far er

Efter sin fars død vender Tonny Vorm tilbage til Sydfrankrig, hvor de to tilbragte sommeren 1986. Med sig har han Hemingways ’Edens have’, et halvfærdigt bogmanuskript fra børnekræftafdelingen og et nagende spørgsmål om, hvad en rigtig far er
Efter sin fars død vender Tonny Vorm tilbage til Sydfrankrig, hvor de to tilbragte sommeren 1986. Med sig har han Hemingways ’Edens have’, et halvfærdigt bogmanuskript fra børnekræftafdelingen og et nagende spørgsmål om, hvad en rigtig far er

Jesse Jacob

Kultur
17. april 2020

Busturen fra Montpellier til Le Grau-du-Roi tager en lille time. Camargues marskland flimrer i varmedisen bag ruden. Enkelte vindblæste træer løfter sig mod himlen, men ellers er alt lavt og frodigt. Ved bredden af en funklende sø står en stribe lokale og fisker. Det er forår, og turisterne er endnu ikke dukket op.

Indimellem blunder jeg i bussen, men da en syngende fransk stemme over højttaleranlægget fortæller, at vi nærmer os le Grau-du-Roi, sætter jeg mig op og prøver at skimte tårnene i Aigues-Mortes. Hemingway omtaler dem i Edens have, der indledes her på egnen. Romanen er den officielle årsag til, at jeg er her: en artikel om Hemingways kvinder til avisen, som jeg skriver for.

Hjemmefra har jeg googlet området og regnet ud, at der er små syv kilometer fra Le Grau-du-Roi til Aigues-Mortes, hvis man tager den direkte vej langs kanalen. Det gør David og Catherine, bogens hovedpersoner, hver dag på cykel. David fortæller, at de kan se tårnene fra Le Grau-du-Roi. Jeg kan ikke få øje på nogen tårne.

Bussen stopper ved rundkørslen, hvor jeg står af. Jeg krydser gennem, finder en café ved kanalen og bestiller en sort kaffe hos servitricen, der har ring i næsen. Bag hende spiller en radio med antenne fransk hiphop.

Jeg sætter mig ved et bord udenfor, finder min notesbog og en kuglepen i tasken. Det er stadig formiddag, og jeg har først hotelværelset klokken to. Havbrisen bærer duften af saltvand og fisk med sig.

En kutter med dunkende dieselmotor er på vej ind gennem kanalen med en flok måger efter sig. Bagest på dækket står en solbrændt mand med en smøg i munden og flår dagens fangst, som han smider op i en flad grøn fiskekasse. Mågerne skændes om resterne, der ryger over rælingen. I en afskallet blå jolle ved den modsatte kaj sidder en fisker og ordner et blåt garn. Farver overalt. Servitricen står op ad husmuren og ryger og sms’er.

»Middelhavsmelankoli,« skriver jeg i notesbogen.

Jesse Jacob

Forhistorien

For fem år siden døde min far, og to måneder efter fik mit yngste barn kræft. Det er forhistorien. Min far boede i Sydfrankrig nogle år i 80’erne, og der besøgte jeg ham hver sommer. Vi svømmede og kørte lange ture til Avignon, Marseilles og rundt i bjergene. Han havde en lejlighed i La Grande-Motte i et feriekompleks, som jeg ikke kunne finde på nettet, da jeg ledte derhjemme.

I stedet har jeg valgt nabobyen Le Grau-du-Roi, hvor min far og jeg ofte spiste, og hvor også Hemingway boede ad flere omgange. Én gang på Hotel Bellevue d’Angleterre, hvor jeg tjekker ind lidt over to. Jeg åbner vinduet, smider mig på sengen, lukker øjnene. En scooter accelererer rungende på en gade lidt væk, og på baren nedenfor spiller de Mike Oldfields Moonlight Shadow. Nogle kasser vælter et sted, og lyden efterfølges af høje hæse mandestemmer.

Ud over Hemingways Edens have har jeg et næsten færdigt manuskript til min næste bog med. Begge dele er jeg gået i stå i. Min bog hedder Postkort fra Californien, men inden da hed den Enhver mands død efter Orhan Pamuks ord om, at enhver mands død begynder med hans fars død.

Jeg blev færdig med manusudkastet, omtrent samtidig med at min far døde i det nordlige Thailand. Her boede han de sidste år af sit liv. Inden da havde han boet alle mulige andre steder i verden, og altså også her i Sydfrankrig, hvor han havde ansvaret for IBM’s computere på universitet inde i Montpellier. I Enhver mands død danner hans historie rammen om et portræt af en generation af mænd uden fædre, os, der blev født i årene omkring den første månelanding og Elton Johns Rocket Man.

Men så fik min søn kræft. Vi var lige kommet hjem efter tre uger i Californien, hvor han igen fik ondt i højre skinneben. Helt nede ved anklen. Den sidste dag i Los Angeles sad han med sin iPad i hotellets lobby, hvor der var gratis wi-fi, mens vi andre på skift fordrev tiden på Third Street inden turen til lufthavnen. Han kunne knap nok gå.

Vi fik ham hurtigt røntgenfotograferet, da vi kom hjem, og tre dage efter ringede lægen og sagde, at vi skulle ind på Rigshospitalets kræftafdeling for børn. Afdeling 5054. Vi fik vores egen stue med det samme, og han fik et armbånd på, og han begyndte at græde, da lægen sagde, at han skulle scannes for knoglekræft.

Han var ti år gammel, og ude på toilettet hang der et gult skilt, hvor der stod, at man ikke måtte skylle kemoopkast ud i toilettet.

Jeg har aldrig i mit liv været så bange.

Et år på kræftafdelingen

På det tidspunkt ventede min redaktør på sidste kapitel af Enhver mands død, der netop tog afsæt i sommerens tur til Californien. Her rejste vi i sporet på de mange postkort, min far havde sendt hjem til familien i 1972, da han arbejdede på Vandenberg Air Force Base Nord, Santa Barbara, hvor han var med til at sende den første europæiskproducerede satellit ud i rummet. Men på børnekræftafdelingen vidste jeg med det samme, at den bog aldrig ville blive til noget.

I stedet har Postkort fra Californien udviklet sig til en roman om en mand, der, mens han passer sin kræftsyge søn, ikke kan slippe historien om sin fraværende far. Det er ikke en historie om min far eller min søn, nærmere et forsøg på at finde min plads i deres historie, finde mig selv måske. Finde ud af, hvad en far er. Det er ikke sikkert, det lykkes. Intet hænger sammen, som jeg havde troet eller håbet på.

To store forhindringer har ramt mig undervejs i processen. For det første ville min søn ikke være med i bogen, han vil ikke kunne genkendes. Et år boede vi på børnekræftafdelingen, sådan husker jeg det, og selv om den tid nok aldrig slipper sit tag i mig, insisterer han heldigvis på at komme videre.

Jeg overvejede at forklare, at det er en roman, jeg skriver, men så faldt det mig ind, at jeg af samme grund kan digte, som jeg vil, og derfor let kunne gøre ham til en pige. Efter at have skiftet køn flere gange, har jeg nu besluttet, at han er dreng i bogen. Ingen læsere ved, om mit yngste barn i virkeligheden er en pige eller en dreng.

Manuskriptets andet problem er til gengæld ikke løst. Jeg har svært ved at forstå min far, og når jeg forsøger at skrive ham frem, får teksten en overfladisk kvalitet. Han vil ikke dukke op. Derfor er jeg i Sydfrankrig. Måske turen hertil kan hjælpe.

Jesse Jacob

Garden of Eden

Udenfor er mørket ved at falde på, en lun brise smyger sig om mit ansigt. Det er endnu for tidligt at spise, så jeg går lidt rundt i byens små gader, hvor barer og restauranter er ved at gøre sig klar. Palmerne på strandpromenaden rasler i vinden, og den nedadgående sol brænder i horisonten. Et ungt par leger med en hund på den brede sandstrand, kaster en pind ud i vandet, som den henter. Manden griner og trækker sig bort, hver gang hunden ryster pelsen.

Jeg husker ikke, hvilken restaurant min far og jeg foretrak at spise på, kun at den lå på venstre side af kanalen, så jeg vælger den, hvor der sidder flest gæster. Grand Café de Paris. Gypsy Kings i højttalerne og en række tjenere i hvide skjorter, der vimser ind og ud mellem lave borde og kurvestole.

Aftenluften er tung af hvidløg, friture og cigaretrøg. Jeg finder et bord indenfor i et hjørne under en stor indrammet plakat med et gammelt parisermotiv, bestiller en fadøl. 1664. Jeg er dehydreret, så alkoholen begynder hurtigt at snurre.

Særligt den første sommer i Sydfrankrig står skarpt i erindringen. Interrail. Nattog til Paris’ Gare du Nord og fra Gare du Lyon med det hurtige TGV-tog ned til Montpellier, hvor min far hentede mig på banegården i sin sølvfarvede Honda Accord.

En aften spiste vi fisk her i Le Grau-du-Roi. Edens have var lige udkommet det år, 1986, og min far var ved at læse bogen, kan jeg huske. Garden of Eden, den engelske version. Han holdt meget af amerikansk litteratur, Mark Twain, John Steinbeck, Ernest Hemingway.

Jeg har flere gange forsøgt at skrive den aften ud med dialog og det hele, men det vil ikke lykkes. Jeg kan ikke få replikkerne mellem os til at falde naturligt. Jeg kan huske to ting, vi talte om, mens vi spiste: Han berettede om Monterey, hvor flere af Steinbecks romaner foregår, og han fortalte mig om det smalle hotel på Place de la Contrescarpe i Paris, hvor Hemingway boede og skrev sine første noveller.

Et lille billigt, anonymt hotel, der er så smalt, at man skal gå sidelæns op ad trappen, hvis man har rygsæk på. Underforstået, at det havde min far. Sådan rejste han. Med rygsæk. En eventyrer uden forpligtelser eller de store penge på lommen har han sikkert bildt sig ind.

Vi sad bare og kiggede

Næste morgen snupper jeg et kort over egnen i hotellets reception. Jeg folder det ud, mens jeg drikker kaffe på en fortovscafé med udsigt til stranden. Café au lait og en pain au chocolat. Med kuglepen trækker jeg en streg langs landevejen fra Le Grau-du-Roi til La Grand-Motte. Jeg sætter et kryds ved mit hotel og endnu et kryds ved stranden, hvor min far boede. Jeg havde planlagt at leje en cykel, men beslutter i stedet at gå. Seks-syv kilometer er der.

I min lille rygsæk lægger jeg notesbogen, en kuglepen og Edens have. Jeg holder mig til landevejen, indtil jeg efter en halv times tid kommer til den smalle bro, som jeg på kortet kan se hedder Pont des Abines. Jeg følger grusstien til venstre langs kanalen og ned til stranden, hvor enkelte solbader, men ingen er i vandet. Jeg fortsætter gennem byen, forbi lystbådehavnen, finder derefter gangstien mellem klipperne og de store lejlighedskomplekser, hvor min far boede.

Her sætter jeg mig på en bænk, fisker notesbog og kuglepen frem. For enden af stien gennem klitterne glimter Middelhavet. Bølgernes jævne susen når mig svagt, ellers er her stille. Det stykke strand jeg kan se, er tomt. Længere ude aftegner en sejlbåds konturer sig mod den lyse himmel.

Vi badede hver morgen, da jeg besøgte min far. Bagefter sad vi i sandet og betragtede surferne rigge deres boards til og gøre sig klar. Black Sabbath og The Doors i en bilradio, duften af kaffe og kannabis. Riders on the Storm. Unge solbrune mænd med saltvandshår og surfdragterne trukket ned om livet, og piger, der lignede noget fra Coca-Cola-reklamer. Vi sad bare og kiggede.

Jeg tror, min far misundte surferne deres frihed. Eller i hvert fald delte han deres besættelse af vand og frihed. Han sejlede selv meget som ung. Indimellem løftede han blikket mod himlen for at vurdere mistralvinden, der kom susende ned fra Rhônedalen, eller han pegede på noget, jeg skulle se. En sejlbåd, der strøg hen over horisonten eller et af de kulørte folkevognsrugbrød, flere af surferne kørte i. Et udtryk af ro gled over hans ansigt, når vi sad dernede.

Jesse Jacob

På bænken ved stranden i Sydfrankrig kommer jeg i tanker om en episode. Mindet får adrenalinen til at skyde gennem kroppen. Jeg ved, det er vigtigt, og en stund sidder jeg blot og venter på en dybere reaktion, men den kommer ikke. Jeg hverken græder eller raser, smiler bare skævt for mig selv og glor ned på min kuglepen, der svæver over notesbogens blanke side lige så desorienteret og tavs, som jeg selv er. Hvad fanden skal jeg skrive?

Jeg lader øjnene glide ud over Middelhavet for enden af stien mellem klitterne. Langt ude aftegner en sejlbåd sig mod den disede himmel. Jeg lægger kuglepennen og notesbogen fra mig på bænken, tømmer det sidste af vandflasken.

Opbrud

En morgen her ved stranden i La Grand-Motte sagde min far pludselig, at han måtte tage til Danmark næste dag. Det er den episode, jeg kommer i tanker om. Et eller andet han blev nødt til at flyve hjem for at ordne. Jeg fik aldrig nogen forklaring.

Han lagde en masse penge til mig og lod sin kopi af Garden of Eden ligge på stuebordet som en opfordring til mig om at læse den. Desuden mindede han mig om hotellet, om Hemingways hotel på Place de la Contrascarpe. Det skulle jeg tage og besøge, når jeg skiftede tog i Paris på returrejsen til København.

Men jeg var sikkert træt eller ville bare hurtigt hjem den sommer, så jeg strøg direkte fra Gare de Lyon til Gare du Nord uden overovernatning i Paris. Jeg læste Garden of Eden på togturen hjem, det er jeg sikker på. For nogle år siden gik jeg lidt rundt på Place de la Contrascarpe og det nærliggende kvarter og forsøgte at finde hotellet, men det var forsvundet. Hvis det nogensinde havde eksisteret. Minder er lumske rejsekammerater.

Dagen efter gåturen til La Grand-Motte dropper jeg den planlagte cykeltur til Aiges-Mortes og bliver i Le Grau-du-Roi med min notesbog. Jeg skriver i sengen, på barer og cafeer, og da jeg et par dage efter tjekker ud fra Hotel Bellevue d’Angleterre, lader jeg Garden of Eden stå på hotellet. Den danske version, Edens have. Jeg er kun nået til side 18, hvor jeg har understreget sætningen: »Hendes hår var klippet kort som en drengs.«

Artiklen om Hemingways stærke kvinder får jeg aldrig skrevet, men hjemme igen finder jeg en dag en forklaring. Året efter min tur til Sydfrankrig. Et postkort i en flyttekasse med papirer, mapper og billeder, som min far må have arvet efter sin far.

Kære Far og Tove.

Hermed en lille hilsen fra Montpellier. Desværre sås vi ikke sidst, jeg var hjemme, men der er sket så meget. Anne er flyttet, og vi skal skilles, så jeg er lidt forvirret. Jeg må haste hjem og ordne lidt praktisk. Tonny er på besøg og hilser. Kærlig hilsen Poul

Et motiv af lystbådehavnen med den etageejendom, de kalder Pyramiden i baggrunden. Dato på postkortet passer, men ordene røber ikke meget. Hvad har han følt? Har han været ked af det? Var det ham, der ville skilles?

Jeg har ingen svar, men jeg har længe mærket en vis afklaring, en accept af, at jeg aldrig for alvor lærte min far at kende. Det gør ikke noget. Andet blev vigtigere, og det helt centrale har været forsøget, skriveprocessen, der har virket helende. En sætning ad gangen. Jeg tænkte ikke på det undervejs, hvor jeg fokuserede på at sætte ord på smertefulde oplevelser og prøvede at grave fortrængte minder frem, finde udtryk for mine følelser, men jeg ved det nu: Sådan fungerer terapi.

Jeg sidder ved det store spisebord i stuen med postkort, fotoalbum, dokumenter og notesbøger fyldt med gule post-its spredt ud over hele gulvet. Fragmenter, indtryk, ord og episoder, som jeg de seneste år har forsøgt at gøre til én sammenhængende historie. Kun det sidste afsnit mangler, turen til Montpellier, som jeg vil skrive i dag.

Jeg henter en kop kaffe i køkkenet og tænder for computeren. Børnene er hos deres mor denne uge, udenfor er det stadig mørkt. Enkelte gule vinduer på den modsatte side af vejen vidner om, at også andre er tidligt oppe.

Lidt efter begynder jeg at skrive:

»Busturen fra Montpellier til Le Grau-du-Roi tager en lille time.«

Essayet er en selvstændig tekst. Dele af teksten er hentet fra Tonny Vorms debutroman ’Postkort fra Californien’, der udkommer 28. april på Politikens Forlag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her