Essay
Læsetid: 8 min.

Homer, Sofokles og Thukydid viser, hvor grænsen for den politiske leders magt går i en nødsituation

Tre skildringer af epidemier hos de gamle grækere viser, hvor sårbare politiske ledere er i de politiske kriser, som følger af smitsomme sygdomsudbrud
På Raphaels ’Il Parnaso’ (Parnasset, red.), der pryder væggen i paladset i Vatikanet, ses både Apollon (i midten) og Homer (i blåt til venstre).

På Raphaels ’Il Parnaso’ (Parnasset, red.), der pryder væggen i paladset i Vatikanet, ses både Apollon (i midten) og Homer (i blåt til venstre).

akg-images

Kultur
8. april 2020

Epidemi er et græsk ord, som bogstaveligt betyder ’hen over folket’. Det er ikke et udtryk, de gamle grækere selv brugte (betegnelsen stammer fra middelalderens Frankrig), men fænomenet med smitsomme sygdomme, som hastigt breder sig og truer hele samfund, var selvfølgelig velkendt i de ofte tæt befolkede græske bystater.

Pest og sot omtales af talrige forfattere, og to af græsk litteraturs største klassikere – Homers Iliade og Sofokles’ Kong Ødipus – begynder med pestudbrud. En tredje og meget berømt pestskildring finder man i den græske historiker Thukydids detaljerede beretning om den stærkt dødbringende epidemi, der ramte Athen i begyndelsen af Den Peloponnesiske Krig (431-404 f.v.t.).

Pestskildringerne i de tre værker er meget forskellige, men fælles for dem alle er, at sygdomsudbruddet straks udvikler sig til en politisk krise med alvorlige konsekvenser for de ansvarshavende ledere.

Apollons straf

Den epidemi, der rammer den græske hær i begyndelsen af Homers Iliade, er guden Apollons straf. Grækernes leder, kong Agamemnon, har stjålet en Apollonpræsts datter. Præsten beder sin gud straffe grækerne, og Apollon opfylder bønnen ved at sprede død over grækernes lejr. Først dør muldyr og hunde, senere er det soldaterne, der bliver ramt.

Sygdommen skildres som en regn af pile sendt fra Apollons sølvbue »hen over« folkene, et særlig alvorligt angreb blandt den trojanske krigs mange krigshandlinger. Fysiske symptomer hæfter den homeriske fortæller sig ikke ved. Fokus ligger i stedet på den politiske krise, som epidemien udløser, og som hurtigt fører til åben konflikt i grækernes lejr.

Agamemnon er handlingslammet, og i manglen på lederskab griber Achilles ind, idet han indkalder hæren til krisemøde og sætter en fagperson, en spåmand, til at finde ud af, hvad der kan standse Apollons vrede.

Der findes hurtigt en løsning: Agamemnons stjålne præstedatter må pænt afleveres tilbage. Hermed standser sygdomsangrebet, men Achilles’ indgreb udløser samtidig en politisk konflikt, der får samme dødelige konsekvenser for grækerne som sygdommen.

Fordi Achilles har udstillet Agamemnons manglende lederskab, forsøger Agamemnon at ydmyge ham, med det resultat, at Achilles, der er grækernes suverænt bedste kriger, trækker sig fra hæren. Nu er den græske hær hjælpeløs i krigen, og »behjertede sjæle af talrige helte« sendes i døden som konsekvens af konflikten mellem Agamemnon og Achilles, før de til sidst forenes.

Også Sofokles’ Kong Ødipus begynder med en epidemi, som hurtigt slår over i en dyb politisk krise. Ødipus opsøger en religiøs forsamling på byens torv for at tilbyde folket sin hjælp mod den ulykke, som har ramt byen, først som økologisk sammenbrud, så som regulær epidemi. Byen er, som en præst forklarer:

Dødeligt syg på jordens frugtbare afgrøde,

dødeligt syg på engenes oksekvæg og kvinders

dødfødte spædbørn. Og nu er den ildhærgende gud

den fjendske pest slået ned i vor by.

I stedet for passivt at vente på gudernes hjælp vil Ødipus selv hjælpe med at standse sygdommen. Ved at bruge sin forstand har han før frelst byen fra et monster, som spredte død og sygdom, og nu vil han gøre det igen.

Den videbegærlige konge svarer, at han først må forvisse sig om sygdommens årsag, og han har derfor sendt sin svoger afsted for at spørge Oraklet i Delfi til råds. Oraklet svarer, at pesten kun kan fordrives ved at slippe af med den morder, der dræbte byens tidligere konge.

Ødipus sætter alt ind på at opklare og straffe mordet, lidet anende, at han selv er den eftersøgte morder og smittekilde. Den landsfaderlige konge, der forsøger at beskytte sit folk, viser sig at være fader- og kongemorder. Det er faktisk ham, der er skyld i pesten.

Ligesom i Iliaden er pesten sendt fra Apollon som straf mod mennesker, men Ødipus tror mere på sin egen forstand end på religiøse autoriteter. Præsten kan ikke hjælpe, og heller ikke den berømte spåmand, der bliver tilkaldt for at hjælpe med opklaringen, har Ødipus tillid til.

Som Ødipus demonstrer, har spåmanden ikke nogen teknik til at berigtige sandhedsværdien af sine spådomme. Som ansvarlig politisk leder må Ødipus have syn for sagn, men det skal vise sig, at netop hans tro på, at byen kan frelses igennem vidensbaseret politisk handling, er illusorisk. Han forværrer kun ulykken for sig selv og sine nærmeste. Konspirationsteorier forgifter hans dømmekraft, gør ham egenrådig og forblændet.

Pesten i Athen

Filologer har længe diskuteret, hvorvidt Sofokles’ tragedie om Ødipus og Thebens besmittelse blev til under indtryk af den voldsomme pestepidemi, der ramte Athen i 430 f.v.t. og hærgede gennem tre år. Denne epidemi er mest grundigt beskrevet af den store politiske historiker Thukydid i hans værk Den peloponnesiske krig.

Den epidemi, Thukydid skriver om, havde spredt sig til Grækenland fra Ægypten, men den ramte Athen særlig voldsomt på grund af krigen. Fordi spartanerne havde besat Athens landbrugsområder, var byen afhængig af import udefra og dermed særlig udsat for smitte. Samtidig spredte smitten sig med stor hastighed, fordi Athen var overbefolket som følge af det store antal krigsflygtninge, som havde søgt tilflugt fra spartanerne bag bymurene.

Thukydids måde at skildre epidemien på er helt forskellig fra digternes poetiske og symbolladede fremstilling, hvor sygdommen er gudernes straf. Historikerens fremstilling er nøgtern, systematisk og baseret på konkret iagttagelse. Han gennemgår nøje symptomer og sygdomsforløb, som han kendte indgående, fordi han selv blev syg, men overlevede. Symptomerne begynder med inflammation i øjne, mund og hals, fortsætter med opkast og fører i nogle tilfælde til skader på ekstremiteter og kønsdele. Tørst og stærk irritation på huden får de syge til at søge vand, og særlig ubehagelig er Thukydids beskrivelse af, hvordan de syge kaster sig i cisterner og flokkes ved byens brønde. Langt de fleste dør efter få dage.

Selv om moderne lægevidenskab ikke har kunnet identificere sygdommen ud fra Thukydids symptombeskrivelser, er det tydeligt, at den græske historiker er påvirket af det naturvidenskabelige syn på sygdom, som samtidens lægevidenskab var i færd med at danne sig. Den traditionelle forestilling, som vi finder hos Homer og tragediedigterne, om at sygdom og helbredelse beror på guderne, blev i sidste halvdel af det 5. århundrede f.v.t. udfordret af en ny forståelse af sygdom som et fysisk fænomen. På øen Kos skrev den hippokratiske skole medicinske afhandlinger, og et kompendium om epidemier er endnu bevaret i det såkaldte Corpus Hippocraticum. Påvirket af Hippokrates’ skole blev Athens Asklepioshelligdom, hvor de syge søgte helbredelse, forvandlet til et reelt hospital med flere læger end præster.

Men det, Thukydid hæfter sig ved, er ikke lægekunsten, som tilsyneladende var magtesløs over for den nye epidemi. Snarere var han optaget af den opløsning af samfundsnormer, som epidemien medførte. Syge blev efterladt af deres pårørende, og døde blev kremeret lemfældigt på grund af smittefaren. »Ingen frygt for guder eller menneskers love holdt folk tilbage,« skriver Thukydid og fortsætter: »For idet de kunne se, at døden ikke gjorde forskel på folk, mente de, at fromhed og ugudelighed kom ud på ét, og samtidig forventede ingen at leve længe nok til at blive draget til regnskab for deres gerninger.«

Pest og politik

Thukydid understreger pestens politiske og samfundsmæssige konsekvenser ved at lade sin beskrivelse af den lovløshed, der følger af epidemien, falde umiddelbart efter gengivelsen af den berømte lovtale om det athenske demokratis storhed, som statsmanden Perikles holdt umiddelbart før epidemiens udbrud.

Denne tale er nok den berømteste i Thukydids værk og en af de vigtigste kilder til det græske demokratis ideologi. I talen før pestudbruddet havde Perikles stolt fremhævet det athenske demokratis værdier og overlegenhed over for dets fjender (som bestod af de byer, der ikke ville være Athens lydstater).

Men denne idealfremstilling af den athenske samfundsmodel fortrænges brat af det billede af et sygt samfund, Thukydid efterfølgende tegner. En fjerdedel af den athenske ekspeditionsstyrke i Nordgrækenland omkommer af sygdom, mens fjenden vinder frem, og Perikles’ politiske modstandere vender sig imod ham med et krav om at få afsluttet den krig, han har været fortaler for.

Som modtræk indkalder Perikles til folkeforsamling og holder en ny tale, hvori han betoner, at selv om folkestemningen har ændret sig, er argumentet for krig uforandret, og han betoner borgernes eget ansvar for de politiske beslutninger. Ansvaret er vores, ikke mit, svarer han til dem, der vil stille ham til ansvar. »Med sådanne ord kurerede Perikles athenerne for deres vrede imod ham,« forklarer Thukydid med tydelig beundring for Perikles’ talegaver og standhaftighed. Men lidet hjalp det. Perikles blev nemlig selv ramt af pesten og døde.

Dette blev begyndelsen til enden på Athens storhed, hvis man skal tro den græske historiker. Uden den store leder til at forklare Athens politik som ædel og moralsk rigtig blev ubesindigheden og kynismen i det græske demokrati stadig mere tydelig.

Ikke hævet over folket

De tre pestskildringer viser os flere ting om den græske verden. Dels viser de, hvordan en lægevidenskabelig forståelse af sygdom og smitte udviklede sig over de knap 300 år, der adskiller Homer fra Sofokles og Thukydid. Men nok så vigtigt viser epidemiskildringerne os noget vigtigt om grækernes politiske kultur igennem de politiske kriser, der konsekvent følger af kollektiv sygdom.

Nemlig at tilliden til ledere og autoriteter aldrig var stor. Agamemnon fejler først ved ikke at handle og derpå ved at skulle hævde sin egen lederstatus på andres bekostning. Ødipus fejler ved sin blinde tiltro til, at han med den rette undersøgelsesteknik kan finde en løsning på epidemien selv. Perikles, der var det nærmeste, Athen nogensinde kom på en politisk autoritet, påpeger over for sine kritikere, at et demokrati ikke kan gøre sine ledere til syndebukke for beslutninger, som er demokratisk vedtaget. At han ikke var hævet over folket, blev nærmest understreget af, at også han døde af epidemien.

Hver på sin vis påpeger Homer, Sofokles og Thukydid, hvor grænsen for den politiske leders magt og autoritet går i en nødsituation. Nødret, undtagelsestilstand og særbemyndigelse af politiske ledere var ikke redskaber i athenernes politiske værktøjskasse. Thukydid fremhæver lovløsheden og forfaldet i den politiske kultur som konsekvenser af pesten og krigen, men imod hans dystre fremstilling bør man rimeligvis indvende, at de politiske institutioner og procedurer faktisk fortsatte med at fungere som før. At athenerne vedblev at holde folkeforsamlinger og retsmøder og hverken lukkede templer eller afbrød krigen, kan meget vel have forlænget epidemien, der fortsatte i årevis. Men demokratiet viste sig i længden at være mere resistent end sine ledere.

Christian Dahl er lektor i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og blandt andet forfatter til bogen ’Tragedie og bystat’ (Museum Tusculanum 2010).

Der citeres i artiklen fra Marcel Lysgaard Lechs nyoversættelse af Sofokles’ ’Ødipus’ (Hans Reitzel 2018) og Otto Steen Dues oversættelse af ’Homers Iliade’ (Gyldendal 1999). Thukydids ’Den peloponnesiske krig’ blev oversat af M.C. Gertz’ i 1897-98 og udkom under titlen ’Thukydides’s Historie’.

Serie

Epidemien i litteraturen

Coronavirussen har gjort en række klassiske værker om sygdom aktuelle igen. Vi genanmelder de vigtigste af dem.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

charlotte keck

Tak for en spændende artikel.
“ Men demokratiet viste sig i længden at være mere resistent end sine ledere.”
Næ nej. Athen var belejret af spartanerne, som endte med at vinde krigen. De indsatte de tredive tyranner. Herefter kom der igen noget demokratiagtigt. Athenerne henrettede Sokrates og Alexander den Store erobrede Athen.
Og så var der ikke mere demokrati i 1000 år.

Rolf Andersen, Karsten Aaen, Alvin Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
charlotte keck

Tak for en spændende artikel.
“Men demokratiet viste sig i længden at være mere resistent end sine ledere.” Dette kan diskuteres. Da spartanerne vandt krigen over Athen afskaffede de demokratiet og et styre kaldet “De tredive tyranner” blev indsat. Demokratiet genindførtes for en kort stund, hvor man bl.a. henrettede filosoffen Sokrates. I 338 besejrede Alexander den Stores far en alliance af Athen og andre græske bystater, og så gik det tilbage for demokratiet.
Først i nyere tid ser vi demokratiet igen.

Rolf Andersen, Alvin Jensen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

"Først i nyere tid ser vi demokratiet igen."

Og fsva. Grækenland, så har vi i vor samtid set hvordan landet efter Anden Verdenskrig, bistået af bl.a. USA, blev til et diktatur, som først i 1970'erne blev afløst af et oligarki med demokratisk fernis. Et oligarki, som sammen med Goldman-Sachs sminkede græsk økonomi, således at landet sidne kunne indtræde i Euroen, hvilket fik fatale konsekvenser og afstedkom at EU's Trojka kom på besøg og beordrede landet yderligere neoliberaliseret, således at den almindelige græker kan blive en håndtérbar kunde i bl.a. Forretningen Europa.

Erik Winberg, Rolf Andersen, Erik Pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Arendal, Estermarie Mandelquist, Gert Romme, Steen K Petersen, Alvin Jensen, Kurt Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Charlotte Keck, det er, fordi vi som regel slutter undervisningen med Athens nederlag. Men de 30 tyranner sad kun et år. Det var først Aleksander, der gjorde en ende på Athens demokrati.

Jeppe Lindholm

Nå ja. En corona vaccine er måske på vej. Allerede til september lyder den optimistiske melding. Det er åbenbart kun et spørgsmål om milliarder. Så er den fixet.

No problem.

Det er selvfølgelig super duper fedt, hvis det viser sig at være korrekt. Hvem ønsker sig ikke en corona vaccine som disser.

Men kommer den, vaccinen, allerede til september, så vil det give en oplevelse af teknologisk overlegenhed over naturen. det vil betyde bye bye klima bekymringer. En teknologi er, naturligvis, på vej for at rede naturen. Det billige skidt.