Interview
Læsetid: 12 min.

Lord Siva: »Det bliver altid mørkt igen«

Rapperen Lord Siva har kæmpet sig igennem en tilværelse med tvivl og rastløshed, han har sunget og skreget sig ud af mørket, og på hans nye plade ’Lys’ vil han etablere et rum for vores fælles skrøbelighed
»Jeg vil gerne inspirere til mere skrøbelighed. Vi mangler et større rum til at tale om de svære ting. Man kan redde mange menneskers liv ved at etablere et rum, hvor unge kan tale om følelser. Jeg vil åbne for den svære samtale, og hvis folk kan bruge min musik til det, ville jeg være glad,« siger Brian Siva.

»Jeg vil gerne inspirere til mere skrøbelighed. Vi mangler et større rum til at tale om de svære ting. Man kan redde mange menneskers liv ved at etablere et rum, hvor unge kan tale om følelser. Jeg vil åbne for den svære samtale, og hvis folk kan bruge min musik til det, ville jeg være glad,« siger Brian Siva.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
1. maj 2020

Det er en lysende dag. Solen står højt, og skyggerne er skarpe i Østre Anlæg i København. Bøgen er sprunget ud i dag, og det er, som om sommeren har overhalet foråret. Det er en lysende dag.

Jeg har sat den danske rapper og sanger Brian Siva, bedre kendt under kunstnernavnet Lord Siva, i stævne i den forårsdirrende park. Han er aktuel med albummet Lys, der udkom i slutningen af marts.

Vi går langsomt rundt på det knitrende grus. Han taler i et roligt tempo og tænker sætningen, før han siger den.

Der er et mørke i Brian Siva, som står i kontrast til denne varme og lyse dag. Et mørke, som han har behandlet lige siden sin debut som Lord Siva med EP’en 100 fra 2014. Et mørke, som det er svært at sætte ord på, men som er blevet hans varemærke.

Han giver stemme til følelserne, til de bristede drømme og til ærligheden, og den stemme opstod med et skrig i Aalborg, fortæller han:

»Jeg har skreget mig til at finde ud af, hvem jeg er. Jeg skulle bryde ud af noget. Det var et slags urbrøl. Jeg kan huske, at jeg trak min computer med ind på værelset. Jeg sad og indspillede, mens jeg bare skreg. Jeg lærte at give slip på mig selv, så jeg kunne blive mig selv.«

Før Brian Siva blev til Lord Siva, var han en del af kollektivet HvadEvigt sammen med rapperen Danni Toma og produceren Noodle. I begyndelsen af 10’erne repræsenterede de Aalborggrenen af den bølge af hjemmelavet hiphop, der skyllede ind over Danmark fra 2011, hvor rapperne Kidd, Kesi, Sivas og Gilli stod som de fremmeste repræsentanter.

Mens hans makker Danni Toma fik et lille gennembrud med pladerne Rige Mænds Jakkesæt og Kvinde, lod Brian Sivas egen succes vente på sig. Han havde endnu ikke fundet den stemme, der kom frem, da han begyndte at skrige ind i sin computer og forvandlede sig fra Brian Siva til Lord Siva.

Rodløs

Den 31-årige sanger taler ikke med store ord. Han er ikke genert, men han er påpasselig med, hvad han giver af sig selv. Der er en fornemmelse af en hård rejse igennem tilværelsen, der har bragt ham hen til at blive det menneske og den kunstner, han er i dag, hvor han er en af Danmarks mest succesfulde musikere. 

Hans samarbejde med den danske producer Vera gjorde deres fælles hitsingle »Paris« til den næstmest afspillede sang i 2019 i Danmark. På Spotify har »Paris« knap 17 millioner afspilninger.

Men hvordan taler man om de skygger, som har præget hans musikalske univers, når man helst ikke vil sætte ord på det?

Måske starter man i den nordjyske by Vodskov, hvor Brian Siva er vokset op. Vodskov ligger uden for Aalborg på kanten af det bugtede Hammer Bakker:

»Mine forældre kom til Danmark i 1987 eller 1988 fra Sri Lanka. Jeg er ikke helt sikker. Jeg voksede op på Store Tingbakke. Jeg elskede det sted. Det er ikke nogen ghetto. Det er ligesom nogle rækkehuse, hvor alle de fraskilte forældre bor. Sådan et sted. Der var ingen, der så ud som mig, og jeg havde ingen at spejle mig i dengang, og det gjorde mig rodløs.«

Brian Siva beskriver sig selv som en rastløs sjæl, der havde svært ved at passe ind i de almindelige fællesskaber, da han var yngre:

»Jeg har altid være sådan en, der fandt to venner, som var klar på at ryge noget pot. Jeg var ikke særlig åben, og det fortryder jeg i dag. Jeg ville gerne have været anderledes.«

Han oplevede det som konfliktfyldt at vokse op. Han havde svært ved at genkende sig selv i sine omgivelser, og inden i den unge Brian Siva levede der en usikkerhed:

»Jeg havde alle mulige drømme. Alt muligt, som jeg gerne ville, men jeg vidste ikke, hvem jeg selv var. Jeg havde endnu ikke fundet musikken, og jeg røg ind og ud af uddannelser. Jeg ved det sgu ikke. Der levede en stor tvivl i mig. Jeg havde ingen anelse om, hvem jeg var, og jeg prøvede hele tiden at være noget, jeg ikke var. Men jeg er ikke færdig med at tvivle. Det vil jeg aldrig være.«

Danmarks Drake

Brian Siva er af anmelderne blevet kaldt den danske version af den bevægelse af følelsesfuld hiphop, som den canadiske rapper Drake har gjort populær verden over, siden han kom frem i slutningen af 00’erne. Når Brian Siva synger som Lord Siva, er hans vokalføring inderlig og ofte i falset, hans tekster handler mere om ulykkelig kærlighed og bagsiden af festen end om et glamourøst liv i berømmelsens skær.

Lord Siva er blevet repræsentant for en skrøbelig maskulinitet, som især også er båret frem af rappere som Sivas, den århusianske musiker Karl William og hitmageren Gilli. Her er tough guy-attituden byttet ud med et tekstunivers, der lød sådan her på Brian Sivas første EP 100: »Vi i mørket / de har lygter jeg. / Flygter bare, ikke noget der beskytter mig / Brikkerne de flytter sig / Haft så mange bolde, havde svært ved at holde dem / Husk at hold’ dit hoved op, aldrig været forskruet nok / Smilet på mit ansigt det mærkeligt, når jeg ikke har det godt.«

Her handler det om flugten, om at gemme sig bag et smil og ikke være ærlig over for sig selv. Tre motiver, som løber igennem Brian Sivas tidlige tyvere.

Et kæmpe højhus i Aalborg

Vi sætter os på en bænk lidt over søen i Østre Anlæg. Der er børn i parken, som leger. Det er de første klasser, der er kommet i skole efter den gradvise genåbning. Brian Siva smider sin trøje, og han er stille. Der er plads mellem mine spørgsmål. Det er ikke ubehageligt, og jeg kan se, at der sker noget, at han tænker, at han genkalder sig fortiden.

Brian Siva flyttede fra Vodskov til Aalborg, da han var 17-18 år. Her mødte han vennerne Danni Toma og Noodle, deres producer. Det var her, at han for første gang blev introduceret til musik. Han mødte en pige, han blev kærester med hende, men de gik fra hinanden. Det var et stort brud i Brian Sivas liv og et startskud til materialet til hans tekstunivers. Efter bruddet flyttede han sammen med Danni Toma:

»Jeg blev såret efter bruddet med min daværende kæreste. Det gjorde jeg. Det var en sorg, der voksede sig større inden i mig. Jeg er kommet videre, men jeg havde ikke styr på noget dengang, og det var virkelig svært. Jeg flyttede sammen med Danni Toma i et kæmpe højhus i Grønlandskvarteret i Aalborg, og herfra begynder jeg for alvor at lave musik.«

Han tænder en cigaret, kigger ud i luften og siger:

»Det var nogle megahårde år. Det er det hårdeste, jeg har prøvet. Alt kom bare imod mig. Jeg havde nogle ting på hjemmefronten, som jeg ikke vil sige noget om. Det var bare svært.«

Det er var i de her år, at han etablerede sin lyd, og det er her vi vender tilbage til det indledende billede. Brian Siva, der sad og råbte ind i sin computer i en lejlighed i Grønlandskvarteret i Aalborg i starten af 10’erne lige efter bruddet med ekskæreste. Han var ved at blive til Lord Siva.

At være helt nøgen

Der er en klar fornemmelse af et behov for at komme overens med sig selv i Brian Sivas musik. På hans aktuelle plade Lys synger han på sangen »Bedre«: »Nye mig skaber nye veje og / Kostumerne dem er de blevet vant til, jaeh / Prøver at tage min maske af / Prøver, ja, jeg prøver at tage min maske af / Se mig, kan du se mig.«

Spørgsmålet om kostumer og masker er et klart motiv i Brian Sivas musik, og jeg er interesseret i, hvad det er for nogle kostumer, hvad det er for nogle masker, der findes i hans liv? Hvorfor det var, at han blev nødt til at skrige sig frem til at finde ud af, hvem han var, og hvordan han skulle lyde?

Han sidder og tripper lidt med benet, inden han svarer:

»Det var først, da jeg slap min gamle karakter, at jeg fik succes. Det var først, da jeg kaldte mig Lord Siva, da jeg begyndte at gå op i min srilankanske kultur, at jeg fik succes. Jeg blottede mig selv, jeg er blottet, og jeg er stolt af det. »Bedre« handler om at være helt nøgen og sige: ’Sådan her er jeg. Jeg vil ikke passe ind’.«

Anders Rye Skjoldjensen

HuKaos

Danni Toma og Noodle fik mere og mere succes, mens Brian Siva ikke kom nogen vegne. Han gemte sig stadig bag sine masker og iførte sig stadig kostumerne. Han husker især et øjeblik, hvor han følte sig langt væk fra sine drømme om kunstnerisk succes:

»Det var vist i 2011, og Kidd og TopGunn var på besøg i Aalborg. De skulle feste med Danni Toma og Noodle. Kidd havde lige været rundt og spille koncerter i Jylland. Men jeg var ikke en del af det, der skete. Jeg var bare endnu en fyr studiet, og jeg blev ikke set.«

Brian Siva har en tydelig fornemmelse af at blive overset i de år. Han fik ikke lov til at være en del af sammenholdet, fordi han ikke havde noget at bidrage med, og han måtte videre og væk fra Aalborg. Han måtte væk fra de rappere, som kendetegnede og etablerede den nye lyd i dansk rap.

I Aarhus mødte han et andet kollektiv. Det er drengene fra HuKaos, som består af musikerne Karl William, Thøger Dixen, Tais og Louis Rostum. Brian Siva kørte fra Aalborg til Aarhus i sin gamle bil. Han bosatte sig aldrig, men han oplevede og fandt et fællesskab i de århusianske gader. Her fandt han, hvad han hele tiden havde ledt efter:

»De så noget unikt i mig. De fortalte mig, at jeg var god, og det havde jeg brug for at få at vide. Det er stadig vigtigt for mig, selv om jeg altid ligner en, der hader at få det at vide. Jeg blev stolt af mig selv og der, hvor jeg er fra.«

Tvivlen

Han tænder endnu en cigaret og blæser røgen ud i den varme luft. Han rejser sig op, og i pauserne mellem spørgsmålene synger han små bidder af sange, som endnu ikke findes.

Brian Siva har svært ved at tale sig frem til et klart citat, til en fastforankret historie om sig selv. Han siger flere gange, at jeg burde ringe til Danni Toma for at få den rigtige historie. Han har svært ved at huske det hele. Men måske har det ikke noget at gøre med hans hukommelse, men med den tvivl, som gør ham til en søgende musiker:

»Jeg vil sige, at min usikkerhed nærmest er min selvtillid. Jeg er et tvivlende menneske. Ligesom så mange andre mennesker tvivler jeg. Det er svært at stå ved, men det er nødvendigt, og jeg oplever ikke, at der er særlig mange, der tør sige det. Det er derfor, jeg er her. Jeg er overhovedet ikke bange for følelserne, og det ser jeg som en stærk ting.«

Som alle andre har Brian Siva kæmpet med ting igennem sit liv. Han har ikke rigtig lyst til at gå i dybden med det, men han er ikke bange for at løbe tør for kunstnerisk benzin. Han siger, at han bare kan tage fat i smerten. Han har et sted inden i sig, hvor han rækker ind og hiver smerten ud, som han formulerer det.

Det er ikke, fordi han ikke vil være her, at jeg har svært ved at få noget personligt ud af ham, men han er bare forbeholden med at blive alt for konkret:

»Jeg har haft det svært, og jeg har det nogle gange stadig sådan. Min kæreste siger altid, at jeg skal give mere af mig selv. Jeg giver ikke særlig meget af mig selv, som du måske har bemærket. Det gør jeg ikke, men det er, fordi jeg er bange for at såre folk. Jeg prøver at finde en balance. Jeg vil bare have, at min musik skal tale for mig og ikke min egen personlige livshistorie.«

Men alligevel går der en linje i Brian Sivas eget liv fra hans første EP 100 til den nye plade Lys, og den linje er kærligheden. Der er en streng, som er begyndt at vibrere i hans univers, som er klarere, lysere, og den tegner en vej ud af mørket. Et lys, som passer perfekt til denne dag.

Alle sangene på Lys er skrevet til hans kæreste, Ulrikke Toft Simonsen. De bor sammen i København, og hvis Brian Sivas karriere startede med et brud, som kastede ham ud i en rastløs og rablende søgen, der var katalyseret af en akut sorg over den ituslåede kærlighed, så er det nuværende højdepunkt skabt af en ro og en genvunden tro på kærligheden:

»Alle de her sange er skrevet til Ulrikke. De er også skrevet i det perspektiv, hvor man kan miste, og hvor ondt det ville gøre. Det er sange om hende, og det er sange til hende, men det er også sange om kærligheden til mig selv. Jeg har fundet kærligheden til mig selv. Ulrikke har lært mig at omfavne mig selv, og jeg er på mange måder kommet overens med mig selv.«

Men Brian Siva slipper nok aldrig sin pessimisme. Da jeg spørger ind til det nye albums titel, siger han:

»Titlen Lys betyder ikke, at alt er godt. Solen kan jo bare skinne bag skyerne, eller det kan være lyset lige inden, at alt bliver mørkt. Det bliver altid mørkt igen. Det gør det hver nat, og jeg tror, at jeg altid vil skrive med mørket bag mig.«

Er vi ikke bedre end det?

Efter succesen med Vera, der blev afsluttet med udgivelsen af en fælles EP, står Brian Siva et sted, hvor det er muligt at se tilbage på hans foreløbige karriere. Han har smidt masken, kostumerne, og der er ingen tvivl om, at folk ser ham. Han er nu en af Danmarks mest succesfulde musikere, men hvad vil han så med den succes?

Brian Siva har rejst sig op, og han går lidt rundt: 

»Jeg vil gerne inspirere til mere skrøbelighed. Vi mangler et større rum til at tale om de svære ting. Man kan redde mange menneskers liv ved at etablere et rum, hvor unge kan tale om følelser. Jeg vil åbne for den svære samtale, og hvis folk kan bruge min musik til det, ville jeg være glad. Man kan spare en masse psykologtimer væk, hvis man taler om det, der giver mening. Jeg hader, når folk taler om vejret. Er vi ikke bedre end det?«

I sangen »Hjerte kan« synger Brian Siva: »Rullet som en sten med mit hjerte / Gået gennem byen med mit hjerte / Jeg har fundet en med mit hjerte / jeg vil gerne dele af mit hjerte.« At dele det stentunge hjertes kvaler over tilværelsen er det, som han vil: 

»Jeg stoler på, at jeg er god nok nu. Jeg har mærket de hårde ting, og nu kan jeg mærke de gode ting. Jeg har levet, og nu er min opgave at give de følelser og oplevelser videre til andre. Det er en slags terapi.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her