Læsetid: 10 min.

Du må ikke røre! Lige nu rammer hudsulten os alle

Vi befinder os i øjeblikket midt i et verdensomspændende socialpsykologisk eksperiment, der vil gøre os alle klogere på betydningen af menneskelig berøring. Med hjælp fra en professor i sexologi og en fænomenologisk filosof skriver Informations karantæneramte kulturjournalist om at være frarøvet fysisk kontakt i en coronatid
Vi befinder os i øjeblikket midt i et verdensomspændende socialpsykologisk eksperiment, der vil gøre os alle klogere på betydningen af menneskelig berøring. Med hjælp fra en professor i sexologi og en fænomenologisk filosof skriver Informations karantæneramte kulturjournalist om at være frarøvet fysisk kontakt i en coronatid

Anders Rye Skjoldjensen

2. april 2020

»Hvornår er der sidst nogen, der har rørt ved dig,« spørger en stemme i min radio.

Jeg holder op med at høre efter. Sidder i stuen og ser frem for mig, mens spørgsmålet kører i mit hoved: For hvornår er der egentlig sidst nogen, som har rørt ved mig?

Siden Danmark gik dvale, og en alvorlig mand fra Sundhedsstyrelsen trådte frem foran snurrende kameraer og bad alle om at undgå enhver form for fysisk kontakt, er jeg som så mange andre danskere gået i frivillig karantæne. Mit køkken er nu mit arbejdskontor, mine planter mit eneste selskab. Jeg er alene.

Det plejer ikke at være et problem. Jeg har boet for mig selv i mange år og er blevet vant til at betragte min lejlighed som en form for helle, et tilflugtssted fra hverdagens sociale møder, hvor mit hoved kan få ro. Men nu savner jeg pludselig de andre.

Jeg savner hånden på skulderen, armen om ryggen, det formelle håndtryk – ja, selv det akavede kram. For slet ikke at tale om den slags berøringer, som kunne have fundet sted, hvis ikke jeg havde aflyst min date i weekenden til fordel for en aften på stuegulvet med et puslespil.

Jeg tæller på fingrene: Det må være over tre uger siden, jeg sidst er blevet rørt ved.

Social amputation

I det mindste er jeg ikke alene om at være alene. Uanset hvordan folks privatliv i øvrigt er skruet sammen – om de bor sammen med andre eller hver for sig – oplever de fleste for tiden en eller anden grad af »sansedeprivation« og »social amputation«, siger læge og professor i almen sexologi ved Aalborg Universitet Christian Graugaard.

Anders Rye Skjoldjensen
»På hver vores måde oplever vi alle lige nu, hvor helt utroligt afhængige vi er af andre menneskers nærvær. Berøringen, lugten, smagen, åndedrættet, ja, hele den sanselige fornemmelse af et andet menneskes eksistens.«

Christian Graugaard er i øjeblikket i selvkarantæne på Orø sammen med sin kone og datter og dermed ikke fuldstændig afskåret fra menneskelig berøring. Alligevel mærker også han, at sanseapparatet er blevet kraftigt stynet.

»Normalt opfatter jeg mig selv som en smule kejtet og kropsforskrækket, og jeg er ikke typen, der går rundt og deler kram ud til højre og venstre. Men nu, hvor det mangler, bliver jeg meget bevidst om, at jeg faktisk er et langt mere fysisk og taktilt menneske, end jeg selv gik og troede.«

Tæt på og langt fra

Ifølge Christian Graugaard tjener vores intimsfære både som en emotionel og en social reguleringsmekanisme. Emotionelt regulerer vi vores humør ved enten at mindske eller øge afstanden til andre mennesker. Har vi brug for at blive muntret op, mindsker vi afstanden og tager til fest. Har vi brug for at være alene, øger vi afstanden og melder afbud.

Men samtidig er intimsfæren også en kompleks social regulator, der gør os i stand til med ordløse, nonverbale kropstegn at markere over for andre mennesker, hvad vi mener om dem: Vender vi dem ryggen, eller inviterer vi dem ind? Holder vi dem ud i strakt arm, eller trækker vi dem til os?

Vi kommunikerer med andre ord konstant med vores intimsfære – men ikke i øjeblikket.

»For den evne er nu blevet taget fra os og erstattet med en statsautoriseret intimsfære på to meter,« siger Christian Graugaard.

»Det er en kraftig beskæring af vores sanselige sprog, og det kan jeg godt mærke på mig selv. Min sociale interaktion med andre mennesker er blevet amputeret og underligt forskelsløs: Jeg har nu samme grad af intimitet med mine gamle forældre, som jeg har med postbuddet.«

De bløde tegn

Ifølge Christian Graugaard vil den isolation, vi oplever for tiden, på længere sigt kunne gøre os alle sammen klogere på, hvilken rolle fysisk kontakt spiller for vores almene sundhed og mentale velfærd.

Rent fysiologisk ved vi, at hudkontakt med andre mennesker stimulerer vores nervesystem på en måde, som selvberøring ikke formår. Når andre mennesker rører ved os, frigøres det lille hormon oxytocin, som virker beroligende på vores puls og blodtryk, mindsker mængden af stresshormoner og øger fornemmelsen af samhørighed.

Blandt andet derfor er det i dag praksis, at nyfødte børn som det første lægges op på morens bryst for at opleve hud-mod-hud og få vækket deres sanser.

Socialpsykologien har gjort lignende erkendelser. I oktober sidste år offentliggjorde Christian Graugaard og kollegaen Morten Frisch en 800 sider lang rapport med de vigtigste resultater fra Projekt SEXUS, en historisk grundig undersøgelse af danskernes sexliv på baggrund af mere end 60.000 spørgeskemasvar.

Mens rapporten blotlagde store forskelle i folks seksuelle tilbøjeligheder på tværs af kategorier som køn, alder og geografi, var der udpræget enighed, når det kom til behovet for at sidde tæt, holde i hånd, kysse og kramme – altså alle de »bløde tegn i seksualitetens alfabetet«, som Christian Graugaard formulerer det.

»Fysisk nærhed og kropskontakt ser simpelthen ud til at være supervigtigt for alle mennesker. Men det må vi jo ikke lige nu. Så fra et forskningsmæssigt synspunkt ville det være enormt interessant at genundersøge respondenterne fra SEXUS-undersøgelsen efter coronakrisen for at se, hvad fraværet af fysisk berøring har gjort ved dem. Skal der betales på intimitetskontoen? Har de mere eller mindre sex, bliver de mere eller mindre frygtsomme, er de mere eller mindre kærlighedssøgende? Kort sagt: Hvad gør det ved os ikke at kunne være tæt på andre mennesker i så lang en periode?«

Taktile detaljer

Det er et spørgsmål, jeg også jævnligt stiller mig selv i disse dage, hvor min personlige oxytocintank kører på de sidste dampe. Hovedparten af min kommunikation med andre mennesker foregår på skærm via FaceTime og Microsoft Teams. Det gør mig i stand til at se de andre gestikulere og høre dem tale, men jeg kan ikke for alvor … mærke dem.

Anders Rye Skjoldjensen
Det er ikke så underligt, mener Christian Graugaard. For møder mellem mennesker er »multisensoriske« og baserer sig på sanselige detaljer, der enten sløres eller helt forsvinder i den digitale kontakt. Han remser op fra tabsregistret:

»Angstens sved, glimtet i øjet, den flygtige berøring, liderlighedens blussende kinder, gåsehuden, tåren i øjenkrogen og den sure stressånde. Alle disse små sanselige input,« siger han og trækker luft ind til en fortsættelse, »er med til at konstituere en rigtig, autentisk social situation. Så selv om det måske i starten var meget sjovt at drikke et glas vin med sine venner på skærmen, så er nyhedens interesse efterhånden forduftet. Nu føles det bare lidt som at kysse en bilrude i frostvejr.«

Mennesket er en krop

Filosofisk set har kroppen som emne især optaget fænomenologer som franske Maurice Merleau-Ponty, der under Anden Verdenskrig skrev sit berømte værk Kroppens fænomenologi.

Her gjorde han op med filosofiens historiske berøringsangst over for det faktum, at vi alle – om vi vil det eller ej – er sat i verden i fysisk form.

»Indtil da havde filosofferne i stor stil forsøgt at skrive sig uden om kroppen og nedvurdere dens betydning, men som Merleau-Ponty sagde: Mennesket har ikke bare en krop, mennesket er en krop. Det er simpelthen vores erkendelseshorisont her i verden. Alt, der findes, er noget, vi sanser og erfarer og konstruerer og systematiserer og tillægger værdi gennem kroppen. Så hvis han var i live lige nu, ville han nok sige: ’Se selv, hvordan det går, når I alle sammen får amputeret jeres sociale krop en lille smule. Det er selve jeres adgang til verden, der formindskes’,« fortæller Christian Graugaard.

Faktisk pegede Aristoteles allerede i Antikken på noget af det samme. Det fortæller Thomas Schwarz Wentzer – professor MSO på Aarhus Universitet med speciale i filosofisk antropologi – på en telefonlinje fra den jyske hede, hvor han i øjeblikket er i hjemmekarantæne.

Aristoteles tildelte ligefrem berøringssansen særstatus blandt menneskets fem sanser, siger han. Den taktile sans var, skriver Aristoteles i sit værk Om sjælen, den eneste nødvendige sans, fordi den tjener til selve livets opretholdelse, mens de andre sanser kun tjener til vores velbefindende.

»Menneskelig berøring er selve forudsætningen for, at vi kan reproducere os selv og sikre artens overlevelse, og samtidig gør berøringssansen os i stand til at skelne det, der kan spises, fra det, der ikke kan spises,« siger Thomas Schwarz Wentzer.

Huden er en portal til verden

Huden var for Aristoteles heller ikke bare en ren biologisk markering af, hvor kroppen stopper. Den repræsenterer samtidig en kontaktflade til resten af verden. For det er gennem huden, at vi sanser, hvad der foregår på den anden side af os selv.

»Men dermed følger også, at hvis vi berøves berøring og fysisk kontakt, vil huden netop degenerere til blot at være kroppens ydre grænse – og så ophører den i en vis forstand med at være en portal til verden,« siger Thomas Schwarz Wentzer.

I den tidlige oplysningstid i Frankrig foretog man, fortæller han, brutale forsøg med nyfødte børn for at se, hvilket sprog de af sig selv ville udvikle, hvis de blev overladt til sig selv uden andre fornødenheder end mad og drikke. Konklusion? Børnene døde. Ikke af mangel på mad, men af mangel på menneskelig kontakt.

Der findes et andet ord for den slags: hudsult. Og netop dét ord er blevet flittigt brugt i forbindelse med vores tilnærmelsesvise undtagelsestilstand netop nu. Og selv om hudsult ikke rangerer som et videnskabeligt begreb i streng forstand, så ved de fleste alligevel godt, hvad det handler om.

»Jeg har selv en mor, der er oppe i årene og bor alene, og når vi ser hinanden – hvilket vi desværre kun gør cirka tre gange om året, fordi hun bor i Tyskland – så siger hun altid: ’Hvor er det dejligt, at jeg igen kan få et kram!’ Hun sulter virkelig efter den fysiske kontakt, fordi der ellers ikke er nogen, der kan tage hende i favnen,« siger Thomas Schwarz Wentzer.

Transhumanister

Måske er det derfor, der findes mennesker, som drømmer om en kropsløs fremtid befriet for kropslige længsler og behov. En fremtid, hvor vi som art træder et trin op ad evolutionsstigen og ophører med at eksistere i fysisk form for i stedet at overgå til en digital verden.

Transhumanister, kalder de sig selv.

Anders Rye Skjoldjensen
»Transhumanisterne mener, at mennesket er et væsen, der er karakteriseret ved en tiltagende kropsfjernelse. Vi behøver ikke at røre ved hinanden for at udtrykke vores følelser. Vi kan kommunikere med vores sprog. Og med teknologien behøver vi nu heller ikke være fysisk til stede for at snakke sammen. Det er, mener de, alle skridt på vej mod en endelig kropsfrigørelse, som i sidste ende vil resultere i, at vi overgår til at blive avatarer,« fortæller Thomas Schwarz Wentzer.

En af de mest fremtrædende transhumanistiske tænkere er den amerikanske opfinder og futurolog Ray Kurzweil, som i 2012 blev udnævnt til udviklingschef hos Google, men som i offentligheden mest er kendt for bogen The Singularity Is Near: When Humans Transcend Biology fra 2005.

Det store væddemål, som Ray Kurzweil og hans meningsfæller har sat deres penge på, er, at den karbonbaserede evolution meget snart vil blive afløst af en siliciumbaseret – og biologiske mennesker vil blive erstattet af digitale avatarer. En slags Evolution 2.0.

Men netop i en karantænetid, som den vi nu befinder os i, hvor folk i alle aldre længes efter igen at kramme hinanden og at mærke hud mod hud, udstilles svagheden i transhumanisternes teori, mener Thomas Schwarz Wentzer.

»Et fænomen som hudsult fortæller os, at transhumanisternes tankeeksperiment kun kan lade sig gøre, hvis vi duplikerer hele mig og altså også den krop, jeg er sat i. Men som fænomenologien har gjort opmærksom på, så har vi ikke bare en krop, vi er en krop. Uden min krop vil en stor del af min identitet altså være forsvundet – og så vil jeg essentielt set være et andet væsen. Ikke mig, men noget andet.«

To mulige udfald

Om det bliver transhumanisterne eller fænomenologerne, der vinder det store eksistensvæddemål om menneskets fortsatte udvikling, må fremtiden vise. Men så længe vi stadig har en krop, har vi brug for nærheden med andre, understreger Thomas Schwarz Wentzer.

»Det kan godt være, at jeg til daglig kan glemme, at jeg også har en kropslig eksistens, men i ekstraordinære situationer som den, vi nu befinder os i, bliver jeg noget så grusomt mindet om det.«

Spørger man Christian Graugaard, er der to potentielle udfald af coronakrisen: Enten vil der ske det samme, som i hans egen ungdom, hvor risikoen for hiv medførte tendenser til ængstelighed og kropsforskrækkelse. Eller også vil der ske det samme som efter krigen, hvor den nyvundne frihed resulterede i et livsbekræftende babyboom.

Under alle omstændigheder håber han, at betydningen af intimitet og fysisk berøring vil stå tilbage som krisens vigtigste lektie.

»Ordet isolation kommer jo af det latinske insula, som betyder ø. Og lige nu er vi alle sammen små øer i hver vores forrevne del af oceanet. Men jeg håber og tror, at når det her er overstået, så vil vi igen blive landfaste med hinanden. For vi er jo dybt forbundne, viser det sig. Ingen mand er en ø.«

I Gårdlauget Blåregn på Nørrebro har de kombineret fællessang med frisk luft.
Læs også
Hvilke nye, gamle og glemte ord kaster coronakrisen af sig, og hvad kan vi bruge dem til? I denne første udgave af Informations Coronaordbog udvælger en forfatter, en læge og en instruktør hvert deres ord og forklarer det for os: ’flokimmunitet’, ’kvalitetstidstortur’ og ’skabertrang’
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Estermarie Mandelquist
  • Karsten Nielsen
  • Kurt Nielsen
  • Jakob Trägårdh
  • Mie Due
  • Oluf Husted
  • Jane Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
Estermarie Mandelquist, Karsten Nielsen, Kurt Nielsen, Jakob Trägårdh, Mie Due, Oluf Husted, Jane Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thorkel Hyllested

Der er meget, vi har brug for, som vores rolle som producenter og forbrugere i det moderne samfund nedbryder. F.eks. behovet for rent fysisk at reproducere os selv i fællesskaber. Hvad med de mange hjemmearbejdspladser, hvad med de mange arbejdspladser, hvor produktet er abstrakt, og motivationen er en mere eller mindre skjult individuel kamp om opmærksomhed. Det er godt nok noget forældet stof, men prøv at læs noget Marcuse om fremmedgørelsesbegrebet.

Margit Johansen

Kroppen har mange muligheder for at interagere med den fysiske og - lad os kalde det - den spirituelle verden - i mangel af ord - rigeligt til et helt døgn med sanselighed: gulvskrubning, solbadning, tørbørstning, linedans, bare tæer, bollebagning, varme og kolde vekselstyrtbade, åndedrætsøvelser, 'kropsscanning' fra top til tå - mentalt - med hænder, hånd-op-vaskning af tekstiler og køkkengrej, spartling og maling, snusning af ren luft og nyudsprungne blomster og grønne planter, jord, kold vind på så meget bar hud som mulig, spisning af æble på 30 minutter, sang og grin helt nede fra maven og op. Den personlige kropsliste er uendelig.

Dorte Haun Nielsen, Hanne Utoft, Anne Schøtt og Hallberg Borg anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Margit Johansen, jo. Men man kan ikke kneppe et æble eller bedrive tilstrækkelig kropskontakt med kartoffel eller træ. Dertil er disse - så fysiske som de er - ikke tilstrækkelig menneskelige.

Og, let's be honest, når man snakker om hudsult, er det ikke kartoffelskræller eller bark, vi snakker om.

Men sublimering er selvfølgelig også en mulighed. Man skal bare tro på det.

Irene Clausens

Meget spændende artikel, men ærgerligt at den slutter med en sætning hvor mennesket gøres til en mand: ingen mand er en ø! Med feministisk hilsen

Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel og Ole Frank anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Irene, det er et begreb, hentet fra den engelsksprogede verden - no man is an island - og som bekendt er 'man' ikke blot en mand, men et menneske.

Anders Sørensen

@Rene Arestrup, hvorfor det naturligvis også burde være formuleret: Intet menneske er en ø.

Helle Abel, Eva Schwanenflügel, René Arestrup og Anja Liedig anbefalede denne kommentar

Hudsult er vel en misvisende del af overskriften, når der er så megen (relevant) fokus på vores helt naturlige behov for personlig, fysisk berøring af andre mennesker. Men måske sælger hudsult bedre? Det minder jo om journalistisk porno fra baglokalet.

David Joelsen, Anne Schøtt, Christel Gruner-Olesen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Nils Lauritzen

Gå ud og kram en ensom. En af dem samfundet overser, fordi de ikke er ekstroverte, historiefortællere, fotogene, salgbare...
Vi, der er vant til det gode liv, får så hurtigt ondt af os selv.

Erik Vestergaard

Irene Clausens
Ja den kommentar var godt nok uchek'et. Så var der godt nok mange andre syndere:
Mankind, horseman, Batman oma.
Mærkeligt at den kommentar fik følgere?

Dorte Haun Nielsen

Det er et opfundet behov. Måske ikke for spædbørn, men voksne mennesker kan så udmærket leve og (stor-)trives uden berøring. Muligvis ikke uden andre udtryk for nærhed med den øvrige menneskehed, men det fysiske behov er en opfindelse; en illusion. Den eksisterer så længe man tror på den.

David Joelsen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
David Joelsen

Enig Dorte. Man kan sagtens leve et kærligt liv uden for meget berøring - med andre mennesker eller familie - gælder naturligvis ikke ens partner ellers ens lille barn. Alt det "overfladiske" krammen når folk mødes har jeg aldrig brudt mig om, selv om mine forældre krammede/kyssede på kind det mens det var ukendt i 70'erne.

Søren Kristensen

Jeg har det lige omvendt. Jeg synes det er dejligt at vi ikke længere behøver gå rundt og gramse på hinanden og at vi giver mere plads. De ligener næsten respeket til forveksling.