Baggrund
Læsetid: 5 min.

Maj Sjöwall skildrede det svenske socialdemokratiske velfærdssamfund som en stor forbrydelse

Med sin partner Per Wahlöo revolutionerede Maj Sjöwall den skandinaviske kriminalroman. Onsdag døde den svenske forfatter i en alder af 84 år
Den svenske forfatter Maj Sjöwall blev 84 år. Sammen med sin partner Per Wahlöo skrev hun revolutionerende kriminalromaner. Her ses parret i 1971.

Den svenske forfatter Maj Sjöwall blev 84 år. Sammen med sin partner Per Wahlöo skrev hun revolutionerende kriminalromaner. Her ses parret i 1971.

Pressens Bild

Kultur
4. maj 2020

Onsdag aften blev det meddelt, at forfatteren Maj Sjöwall i en alder af 84 år var gået bort efter lang tids sygdom. Derved blev et af kriminallitteraturens største kapitler endegyldigt afrundet. Sammen med sin kæreste og skrivepartner Per Wahlöö skrev Sjöwall i perioden 1965 til 1975 – da Wahlöö døde – ti politiromaner, der skildrede det svenske socialdemokratiske velfærdssamfund som en stor forbrydelse anført af klasseforræderen Olof Palme.

Serien, hvis bind netop har undertitlen Roman om en forbrydelse, betragtes som den skandinaviske kriminalromans urtekst, og i de svenske aviser blev Sjöwalls nære ven og kollega Jan Guillou flere steder citeret for at kalde makkerparrets bøger for banebrydende.

»Et ofte misbrugt ord, der ikke med samme ret kan bruges om nogen andre samtidige svenske prosaforfattere,« udtalte Guillou, der ikke lægger skjul på, at han blev kraftigt påvirket af Sjöwall & Wahlöö, da han som ung mand første gang læste dem:

»Det, jeg opdagede, sendte mig på en ny kurs som forfatter og forandrede mit liv. Og jeg vil skråsikkert påstå, at Maj og Per havde lige så stor betydning for to gennem årene nære forfattervenner, Henning Mankell og Leif H.G.W. Persson, som de havde for mig. Og dertil ganske givet et uendeligt antal forfattere verden over, som jeg hverken kender eller læser.«

Fik ideen på et værtshus

Maj Sjöwall voksede op i det centrale Stockholm, hvor hendes far var hotelchef, og hun selv arbejdede som oversætter og journalist, inden hun slog igennem som forfatter. Efter et forlist ægteskab mødte hun i starten 1960’erne journalisten Per Wahlöö, der ligesom hende var marxist og medlem af det kommunistiske parti. Begge nærede de en kærlighed for kriminalromaner, hvilket gav dem ideen til selv at forsøge sig i genren.

»Vi var på værtshus i Stockholm og kom til at snakke om, at der i Sverige faktisk ikke fandtes politiromaner. Vi kunne lide de samme forfattere, Raymond Chandler og Georges Simenon, og så fandt vi på at lave nogle dokumentar- eller nogle mere realistiske romaner om politiarbejde, som samtidig skulle beskrive, hvordan samfundet så ud,« forklarede Maj Sjöwall, da Information tilbage i 2010 mødte hende til en snak om romanseriens tilkomst (»Krydsforhør af Maj Sjöwall«).

Den gennemgående hovedperson er Martin Beck, en melankolsk, lidt desillusioneret kriminalkommissær, der har problemer med at få hverdagen til at hænge sammen og ikke for alvor kan få tilværelsen til at give mening, men til gengæld er kompetent og reel til sit arbejde, i dag lidt af en arketype inden for skandinavisk krimilitteratur, men dengang noget helt nyt og anderledes, end hvad man var vant til.

»Med Martin Beck ville vi beskrive politiarbejdet, men vi ønskede også, at man gennem ham skulle se det samfund og den politik, som blev ført i Sverige på den tid. Vi syntes, det var passende at gøre det gennem en politiroman, fordi man, når man skriver krimier, både beskriver de laveste og de øverste i samfundet. Og Martin Beck var midt imellem. Han var en god observatør,« som Sjöwall udtrykte det i nævnte interview.

To gode eksempler på, hvad Beck observerer i det skævvredne Sverige kommer til udtryk i et par af seriens stærkeste bind. Afsættet i Den afskyelige mand er mordet på Nyman, en på overfladen flink familiefar og dygtig betjent, der dog – viser det sig – gemmer på en sadistisk og brutal side, som paradoksalt nok har gavnet ham i karrieren inden for politietaten. Alle holder hånden over ham, og ingen tager klagerne over ham alvorligt. Lige så dystert er portrættet af velhaverklassen i Strisser, strisser, hvori Becks mordefterforskning fører læserne ind i en verden befolket af blandt andet politisk motiverede våbensmuglere og unge prostituerede piger.

»Tro mod den socialt engagerede formel i projektet bunder mordet i den myrdedes hensynsløshed over for socialt svagere grupper, der udlægges som ofre og tabere i den moderne socialdemokratiske velfærdsstat,« som Karsten Wind Meyhoff udtrykker det i bogen Forbrydelsens elementer. Kriminallitteraturens historie fra Poe til Ellroy, hvori han skriver, at Strisser, strisser giver »alt andet end et muntert portræt af den moderne svenske velfærdsstat. Tværtimod er det billedet af et samfund i frit fald og uden tegn på bedring.«

Sad over for hinanden og skrev

Selv om Per Wahlöö allerede havde etableret sig som forfatter, da parret begyndte at skrive sammen – og sideløbende udgav bøger i eget navn – havde Maj Sjöwall fra første til sidste bind i Martin Beck-serien lige så stor andel i det færdige resultat, som han havde. Parret skrev om natten, fordi de havde små børn, som Sjöwall forklarede til Information i forbindelse med forlaget Modtryks nyoversættelse af serien i 2007 (’Krimier er blevet forretning’):

»Vi skrev i hånden, vi gjorde alting sammen, vi havde et vældigt godt, gensidigt samarbejde. Vi lavede en synopsis med en begyndelse, en midte og en slutning, og så sad vi over for hinanden (…) og når vi havde skrevet et kapitel, byttede vi, så vi kunne gennemskrive hinandens udkast, og på den måde fik vi behandlet den historie, vi havde fundet på.«

Bøgerne om Martin Beck er oversat til fyrre sprog og levendegjort på både film og tv mange gange med blandt andre Gösta Ekman og Peter Haber, som Martin Beck. Sidstnævnte skal også spille hovedrollen i de fire nye Beck-film som svensk TV4 i januar kunne berette, at de havde bestilt.

Ingen af disse – eller andre i Beck-tv-serien – har Maj Sjöwall skrevet manuskript til, og det blev også blot til en enkelt roman udover de ti, hun skrev med sin partner, nemlig Kvinden, der lignede Greta Garbo (1990). Ikke desto mindre stikker forfatterskabet som udgangspunkt dybt.

»Der er ganske enkelt ikke andre krimiværker i skandinavisk sammenhæng, som har haft så massiv indflydelse på moderne nordiske krimiforfattere,« ifølge Karsten Wind Meyhoff, der i Forbrydelsens elementer ud over Guillou, Mankell og Leif H.G.W. Persson nævner Jo Nesbø, Liza Marklund, Håkan Nesser, Stieg Larsson, danske Dorph-Pasternak og Leif Davidsen samt Anne Holt som skrivende i den tradition, som Sjöwall & Wahlöö skabte med deres cirka 3.000 sider lange samfundskritiske og realistiske værk.

Sidstnævnte, norske Anne Holt, udtrykker måske bedst, hvilken kurs Roman om en forbrydelse afstak:

»Sjöwall og Wahlöö skrev en romanserie. Men de skrev også en lærebog i ti bind. De opfandt en genre. De afstak det niveau, vi andre stræber efter at nå.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"der skildrede det svenske socialdemokratiske velfærdssamfund som en stor forbrydelse anført af klasseforræderen Olof Palme."

What ???

Karen Syberg skrev "https://www.information.dk/moti/2007/06/krimier-blevet-forretning

Karsten Lundsby, Henning Kjær, Torben K L Jensen og Daniel Joelsen anbefalede denne kommentar

Duodynamikken blev deres kreative kraft? - Det er interessant; ja uhørt..

David Zennaro

Oluf Palme var adelig, så han var nok ikke klasseforræder.

Karsten Aaen

David Zennaro

Jo, det var faktisk mange, der i den svenske overklasse, også blande adelige svenskere, der syntes, at han var - klasseforræder mod deres egen klasse! Overklassen!

Karsten Lundsby, Grethe Preisler og Daniel Joelsen anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

@David Zennaro. Ett citat.

"Fördomen har alltid sin rot
i vardagslivet.
Den gror på arbetsplatsen
och i grannkvarteret.
Den är ett utlopp för egna
misslyckanden och
besvikelser.
Den är framför allt ett
uttryck
för okunnighet och rädsla".
Olof Palme.

Nike Forsander Lorentsen

Og før øvr. var Sjöwall og Wahlöö's kriminalromaner kedeliga at læse. Filmerne var bedre.

Christian de Thurah

Man kan mene mangt og meget om det svenske “folkehjem”, men at se det som en forbrydelse er komplet hysterisk. Til slut blev romanserien i øvrigt også ret skinger i tonen.