Feature
Læsetid: 5 min.

Det er næsten (men også kun næsten) umuligt at fremkalde højskoleoplevelsen digitalt

Højskolernes forskellige bud på onlinefolkeoplysning emmer mest af alt af afbrudt samvær. I hvert fald for den udenforstående, der ikke kender dem, der taler fra talerstolene. Men så sker det alligevel, at det på forhånd dødsdømte format, som en morgensamling uden samvær er, rammer en nerve
På en af Rødding Højskoles online morgensamlinger taler højskolelærer Simon Langkjær om Kierkegaard og tavshedens erkendelsespotentiale. Informations anmelder var ikke lige der i sin coronakrisehåndtering, hvor hun havde lyst til at høre tavshed blive hyldet.

På en af Rødding Højskoles online morgensamlinger taler højskolelærer Simon Langkjær om Kierkegaard og tavshedens erkendelsespotentiale. Informations anmelder var ikke lige der i sin coronakrisehåndtering, hvor hun havde lyst til at høre tavshed blive hyldet.

Kultur
8. april 2020

Verdens mindst teknologiske kommunikationsplatform er en talerstol af den slags, der står rundt omkring på landets knap 70 højskoler. Her starter dagens program typisk med en sang, et kort foredrag om, hvad der lige ligger lærere og elever på sinde, og så nogle kollektive beskeder til at koordinere livet i den fællessskabsorienterede døgninstitution med.

Talerstolen er samtidig verdens næstmest autoritetsgenererende møbel (efter tronen, selvfølgelig) og understreger, hvem der har og styrer ordet. Men alle, der nogensinde kunne finde på at stille sig bag en talerstol på en højskole, vil nok være enige om, at talerstolen ikke er nær så vigtig som stolerækkerne foran den, hvor det fællesskab af nysgerrige højskoleelever, som er meningen med det hele, skal sidde. Og de sidder der ikke for tiden.

Alligevel prøver en række højskoler at holde gang i talerstolene rundt omkring. Kontakten med de hjemsendte elever skal holdes ved lige. Og højskolerne har måske også haft et behov for at minde om deres egen eksistens, mens det økonomiske grundlag vaklede under dem indtil ud på eftermiddagen den 31. marts, da en hjælpepakke, der kompenserer skolerne med op til 90 procent af den tabte deltagerbetaling, kom på plads. 

Siden højskoleeleverne blev sendt hjem den 12. marts, har Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark (FFD) promoveret forskellige skolers bud på onlineformidling af, hvad de har at byde på, i form af facebook- og youtubevideoer. Ud fra en generel nysgerrighed efter, hvordan det går med at forene fællesskab og social distancering har jeg sat mig for at anmelde dem

Sloganet lyder »Når eleverne ikke kan komme til højskolen, kommer højskolen til eleverne ... « og dækker over såvel en nobel intention og en så godt som umulig ambition. At sidde for sig selv og se optagelser af snak på sin computer er den diametrale modsætning til at befinde sig i det menneskebad, som et højskoleophold er.

Kontrasten mellem ambition og realitet bliver kun understreget af det hashtag, der er fundet på til anledningen: #HøjskoleForAlle. For selv om højskolerne har til opgave at henvende sig til hvem som helst, er man jo altid på højskole med nogle helt bestemte – og ikke med et anonymt og usynligt fællesskab af folk, der sidder ved hver sin computer. 

 Fællesskaber set udefra

At se de forskellige bud på onlinehøjskoleundervisning er derfor også en gennemgående antiklimatisk oplevelse. Når man ikke kender dem, der snakker, føler man sig heller ikke som en af dem, der bliver talt til. I stedet stener jeg over de forskellige skolers respektive talerstole.

Ry Højskole har sådan en ydmyg model i lyst træ uden indskrift eller ornamenter. Der er antydning af slid på kanten, hvor foredragsholdere og højskolelærere har holdt fast, mens de lænede sig ind over talerstolen. Ved denne talerstol holder en lærer ved navn Jeppe Graugaard og med fuldskæg og kasket den mest gøglede morgensamling af dem, jeg har set på internettet. Morgensangen eksekverer han som en ironisk overgearet musikvideo med alle mulige effekter og rockstjernepositurer. Bagefter taler han om evighed og universet.

Videoen virker som en indforstået henvendelse til et fællesskab, som jeg ikke er en del af, fordi jeg ikke har min gang på lige præcis den skole lige præcis dette forår. Det er bestemt også en berettigelse, men det føles trist at se på noget, der emmer så meget af afbrudt samvær.

Nede på Rødding Højskole står der en messingklokke oven på talerstolen, velsagtens til at få ørenlyd med. Lidt militant, men også et tegn på, at der normalt snakkes godt igennem. Her er der også morgensamling hver dag. Journalistiklæreren Diana Hofer Østergaard taler om LSD-forsøg på Frederiksberg Hospital og minder mig om, hvor vidunderligt vilkårligt det på højskoler kan være, hvad man lige den dag skal oplyses om.

Hendes kollega Simon Langkjær taler under overskriften ’coronakrisens uventede – men glædelige – gave’ om Kierkegaard og tavshedens eksistentielle erkendelsespotentiale. Jeg er dog ikke der i mit coronakriseforløb, hvor jeg er til sinds at glæde mig over den slags, så jeg klikker mig videre. 

Brandbjerg Højskole er den højskole, der eksperimenterer mest med formaterne. De første dage efter hjemsendelsen forsøgte de sig med 12-timershøjskole, hvor to lærere stod i foredragssalen og talte i en mikrofon forsigtigt dækket med en »coronaklud« og mere og mere stakåndede bandt anekdoter, rejseforedrag, live-interview med tidligere elever sammen. Nu er de gået over til et pakkekalenderformat, hvor et nyt indslag fra alle mulige steder i landet hver dag præsenteres af en lærer.  

Yogalæreren Jane Flæng fra Aalborg Sportshøjskole har hjemme i sin egen stue lavet en trin for trin-guide til hovedstand. Den scroller jeg forbi, mens jeg tænker på en ven, der i hvert fald til dels er resultatet af den hovedstand, hendes far lærte på Ollerup Idrætshøjskole engang i det 20. århundrede, og som han imponerede hendes mor med, da han lavede den oppe på en tagryg. 

Du skal inte tro det blir sommar

Bedst, som jeg skulle til at konkludere, at højskolerne ikke lykkes med deres forsøg på at omsætte den daglige praksis til onlineindhold, blev jeg knækket midt over af en tredje morgensamling fra Rødding Højskole. Bævren blev til gråd, der antog form af stødhulk. Altså ikke i youtubevideoen, i den blev der bare snakket. Den er fra den 16. marts, så eleverne er kun lige rejst hjem, og højskolelæreren Jakob Tvede Holgersen taler tydeligvis til dem, idet han fortæller, hvad der gjorde indtryk på ham den 11. marts.

Beskrivelsen af, hvordan eleverne sang, snakkede og drak hele natten, er stærk kost for en sentimentalt anlagt tilhører. Han taler videre om, hvor forbundne vi alle er, og hvor tydeligt, det er lige nu:

»Vi ser alle de bånd, der binder os sammen med en avanceret global økonomi, og endnu mere fundamentalt: Den store åndedrætsøvelse, som digteren Juliana Spahr kalder verden for.« Og han citerer fra Spahrs langdigt thisconnectionofeveryonewithlungs, der straks må genlæses: »how lovely and how doomed this connection of everyone with lungs«.

For at det ikke skal være løgn, slutter han og hans fire kolleger i foredragssalen med at synge den smukke sang, Astrid Lindgren har skrevet til Emil fra Lønneberg-tv-serien, Du skal inte tro det blir sommer. Det er næsten for meget, men det er også lige præcis sådan, det skal være.

Serie

Kulturelle fællesskaber under isolationen

Museerne, teatrene, læsegrupperne, dansefesterne, biograferne, korene, kirkerne og højskolerne er lukkede. Så kulturredaktionens medlemmer forsøger under coronakrisen at oprette et fælles kulturelt og socialt liv fra vores isolation – online. Vi rapporterer løbende fra de mange tilbud og egne eksperimenter

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her