Kommentar
Læsetid: 4 min.

Nej, balladen om Det Danske Akademi handler ikke om ytringsfrihed

Egentlig kan man også godt forstå det, hvis medlemmerne trak sig alene på grund af de ting, Marianne Stidsen har sagt som offentlig debattør, skriver Tue Andersen Nexø
Marianne Stidsen har de seneste par år sagt helt afsindige ting i den offentlige debat. Det værste er ikke engang hendes forsøg på at sætte lighedstegn mellem moderne feminisme og nazisme, skriver Tue Andersen Nexø.

Marianne Stidsen har de seneste par år sagt helt afsindige ting i den offentlige debat. Det værste er ikke engang hendes forsøg på at sætte lighedstegn mellem moderne feminisme og nazisme, skriver Tue Andersen Nexø.

Jacob Ehrbahn

Kultur
1. maj 2020

Som alle snart må vide, så har fire medlemmer af Det Danske Akademi hen over de seneste par måneder trukket sig fra akademiet – måske ikke den vigtigste, men med sikkerhed en af de mest stilfærdige institutioner i dansk litteratur, en institution, der typisk hverken producerer drama, overskrifter eller meget andet end prisuddelinger og festtaler.

De fire ville ikke længere deltage i akademiets møder sammen med Marianne Stidsen, lektor på Københavns Universitet.

Det var der vel som altid i den slags sager flere grunde til. Skal man tro det læk fra akademiets interne korrespondance, som Weekendavisen publicerede den 17. april, så insisterede den danske forfatter Ida Jessen for eksempel på, at hun ikke trak sig på grund af »meningernes uoverensstemmelse«.

Her i avisen har hun uddybet, at Stidsen var blevet uudholdelig i akademiets interne samtaler. Alle diskussioner blev farvet af hendes voldsomme engagement i kampen mod #MeToo-bevægelsen, også dem der handlede om litterær kvalitet.

Det orkede Ida Jessen ikke. Det kan man egentlig godt forstå. Der er ingen grund til at diskutere med en, der monomant taler om noget andet end det, man diskuterer. Der er ingen grund til at blive siddende i en litterær spejderklub, hvis møderne er en stadig kilde til ærgrelse.

Ingen pligt til at blive

Men egentlig kan man også godt forstå det, hvis medlemmerne trak sig alene på grund af de ting, Marianne Stidsen har sagt som offentlig debattør. Her er det vigtigt at holde sig for øje, at ingen – selvfølgelig – har pligt til at være medlem af Det Danske Akademi. Pladsen er frivillig og ulønnet.

Alene derfor er det, uanset hvorfor de fire medlemmer har trukket sig, absurd at tolke dramaet omkring Stidsen som et spørgsmål om hendes ytringsfrihed, sådan som flere aviser, mest aktivt Weekendavisen, har gjort i ledere og kommentarer.

Ingen har smidt hende ud af noget, ingen har truet hende med andet end fraværet af deres selskab. Skulle de fire være forpligtede til at blive i akademiet, fordi de var uenige med Marianne Stidsen? Selvfølgelig kan de komme og gå, som de vil.

Stidsens ytringsfrihed er heller ikke truet, selvfølgelig ikke, fordi andre af akademiets medlemmer har opfordret hende til at trække sig. Den slags hverken kan eller skal begrebet »ytringsfrihed« beskytte os mod. Polemik har konsekvenser. Voldsom uenighed har konsekvenser. At opføre sig dumt har konsekvenser.

Sabler en anmelder en bog ned i avisen, skal han eller hun ikke regne med at være velkommen til forfatterens efterfølgende reception. Holder man som forsker et helt debilt foredrag til en konference, skal man ikke regne med at blive inviteret som hovedtaler året efter. Siger man afsindige ting om folks kolleger i offentligheden, skal man ikke regne med, at de glæder sig til at spise middag med en, på Rungstedlund, den følgende måned.

Opfordrer til retsforfølgelse

Og Marianne Stidsen har de seneste par år sagt helt afsindige ting i den offentlige debat. I denne sammenhæng er det værste ikke hendes forsøg på at sætte lighedstegn mellem moderne feminisme og nazisme – i Berlingske Tidende den 13. december 2019, i Politiken i år den 29. februar. Det er bare dumt, det gør, at man mister respekten for hende.

Men tidligere (blandt andet i Politiken den 30. oktober 2018) har Stidsen skrevet, at de danske forfattere, der i 2018 stod bag en henvendelse til Forfatterskolens bestyrelse – de bad om at få undersøgt vedvarende rygter om skolen, bestyrelsen valgte så at afskedige Jeppe Brixvold som rektor – burde kunne straffes. Ifølge Marianne Stidsen burde det være sådan, åbenbart, at deres henvendelse var en kriminel handling.

En gruppe danske forfattere bør altså kunne retsforfølges for at bekymre sig om Forfatterskolens ve og vel. Det er ikke svært at se, hvorfor den holdning kunne vække anstød blandt andre medlemmer, der jo selv er forfattere, af Det Danske Akademi.

Og også i andre sammenhænge har Stidsen talt for at kriminalisere dem, hun er uenig med. I Berlingske den 14. oktober 2019 udtalte hun for eksempel, at #MeToo-aktivister (hvilket vil sige: kvinder, der fortæller om overgreb, de har været udsat for) bør betragtes som – og retsforfølges som – terrorister. Så meget for ytringsfriheden.

Sprogets funktion

Nåja, i Weekendavisen, der i de seneste par uger har støttet op om Marianne Stidsen, prøvede Martin Krasnik sidste fredag at sondre mellem det, Stidsen siger, og så det, hun faktisk mener. Selv om hun siger alverdens horrible ting, så mener hun bare, ifølge Krasnik, at #MeToo kan gå over gevind, og at vi skal passe på retssikkerheden. Det er substansen i hendes terroranklager.

Det er mærkeligt og egentlig også trist med en leder i en dansk avis, der har en så kringlet og samtidig så forkert forståelse af, hvordan sprog fungerer. For Krasnik er Stidsens opfordring til at kriminalisere offentlige ytringer åbenbart et spørgsmål om sproglig indpakning. Den er som alt for mange udråbstegn i en sms-besked, eller som når man skriver med STORE BOGSTAVER for at vise, at noget er vigtigt: dårlig stil, måske, men ikke meget mere end det.

Det svarer til at gøre opfordringer til at afbrænde danske ambassader, for nu at tage et tilfældigt eksempel, til en litterær stilfigur, der bare skal aflæses på rette måde.

Sådan fungerer sproget ikke, Krasnik. Og uanset hvad bør man i den offentlige debat forholde sig til det, folk siger, og ikke til det, man gerne vil have, de mener. I samme ombæring bør man huske på, at det selvfølgelig er legitimt at reagere på folks uhyrlige påstande, også ved at trække sig fra akademier og prisuddelinger. Der er ingen grund til at begrænse sig til forkølede læserbreve eller frugtesløse skænderier på de sociale medier.

Og så kan man, det øjeblik kulturjournalister og meningsmagere vil problematisere, hvem man vælger at sidde eller ikke sidde i klub med, fortælle dem en historie. Den handler om drengen, der råbte ulv – eller var det ytringsfrihed, han råbte? Næsten alle ved, hvordan den ender.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Katrine Marie Christiani

Jeg kunne ikke være mere enig!

David Zennaro, Dagmar Holdensen, Alvin Jensen, Mogens Holme, Steffen Gliese, Camilla Mehl, Karsten Lundsby, Per Klüver og Irene Clausens anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Stidsens ytringsfrihed er heller ikke truet, selvfølgelig ikke, fordi andre af akademiets medlemmer har opfordret hende til at trække sig".

Da der er tale om Det Danske Akademi, og hvis navnet og dets formål skal tages alvorligt, og hvis Akademiet reelt skal varetage sin opgave, bliver dets medlemmer også nødt til at acceptere, at debatter om litteratur også må involvere debatter om kulturpolitik, samfundspolitik, identitetspolitik og lignende politikker.

Sådan er det danske samfund i dag, som Akademiet skal fungere i, hvor litteraturen ikke bare kan adskilles fra det, som den beskæftiger sig med, og fra de vilkår, som den udsættes for og fungerer under.

Herunder selvfølgelig også debatter om ytringsfrihed og om ytringsfriheden er truet på grund af en række nye tendenser og forhold i samfundet, ikke mindst af teknologisk og mediemæssig karakter.

Helt grundlæggende bliver Det danske Akademi, da det drejer sig om litteraturen og dermed kunsten i et demokratisk samfund, også nødt til i høj grad at afspejle de idealer, som et sådant samfund bygger på, og som det skal fungere i. Ellers mister det sin legitimitet.

Marianne Stidsens ytringsfrihed er ikke i juridisk forstand truet ved, at andre medlemmer opfordrer hende til at gå.

Problemet er, at Akademiet en institution, der i kraft af sin kunstneriske og kulturelle funktion i et demokratisk samfund, hvor frihedsrettighederne sættes højt, også bliver nødt til at være et forsvar for ytringsfriheden.

Det er en undergravelse af Akademiets legitimitet, at en sådan opfordring til Marianne Stidsen overhovedet finder sted.

Hvorfor skal Akademiet f.eks. så i den grad være økonomisk og på anden måde begunstiget af den danske stat? Det har jo så vist sig alligevel at være en institution for særinteresser. Noget, der måske kan karakteriseres som en avanceret form for bogklub.

Morten Simonsen, Bent Gregersen, Rene Pedersen, Frank Hansen, Finn Thøgersen, Mads Peter Holm, ulrik mortensen, Carl Chr Søndergård, Alvin Jensen, Hans Aagaard, Rune Christensen og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar
Kent Nørregaard

De fire kan jo danne Det Udanske Akademi hvor de og den øvrige kulturelite kan massere hinandens ører i en evighedscirkel af gensidig skulderklapperi og udvise totalitær intolerance overfor holdninger man finder det trist at blive mødt med. Et lille safe-space hvor ekko-kammer bekræftelsen af deres egne meget korrekte holdninger konstant bliver reflekteret tilbage. Det manglede da bare når nu man er så højt på strå at det der med at modargumentere bestemt er noget proletarisk som ens forfattersskab sætter én højt over.

Frank Hansen, ulrik mortensen, Bent Nørgaard, Hans Aagaard og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Måske skulle man indføre en prøvetid, når man er blevet valgt ind? De medlemmer, der beder Stidsen om at trække sig, har jo været med til at stemme hende ind.
Men Akademiet skal varetage litteraturen og sproget, ikke politikken og samfundets beskaffenhed.

Bjarne Toft Sørensen

Hvis Det Danske Akademi skal bevare sin legitimitet, bliver det nødt til, også internt i Akademiet, at være et godt eksempel på de værdier på kunstens og kulturens område, som forsvares i et demokratisk samfund med frihedsrettigheder.

De konflikter, som afsløres i de lækkede mails, samt i udtalelserne fra de fire personer, der er udtrådt eller overgået til passivt medlemskab, viser et åbenbart ret dominerende dannelsesbegreb i Akademiet, der mildest talt hører fortiden til, og hvad er så Akademiets legitimitet i det danske samfund i dag, som statsstøttet institution?

Hvis Akademiet skal bevare sin legitimitet, må det være åbent for debatter om de konflikter, der er fremherskende i medierne, i relation til forhold, der har betydning i litteraturen og for litteraturen. Også konflikter, der har relation til en række andre institutioner på kunstens og kulturens område, f.eks. Forfatterskolen.

Marianne Stidsen er kommet med mange udtalelser, der er ekstreme og ofte meget upræcise, og de kan virke stærkt provokerende på mange. Specielt når de efterfølgende i medierne trækkes ud af deres kontekst og præsenteres i særligt ekstreme fortolkninger.

Men den slags udtalelser er der jo også så mange andre danske forfattere og litterater, der er kommet med i tidens løb.

Rene Pedersen, Frank Hansen, Mads Peter Holm, Christian de Thurah, Carl Chr Søndergård, Alvin Jensen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese
Hvad så, når litteraturen og sproget, direkte og indirekte, beskæftiger sig med politikken og samfundets beskaffenhed, og når politikken og samfundets beskaffenhed, direkte og indirekte, får konsekvenser for litteraturen og sproget?

Selvfølgelig skal man i Akademiet ikke beskæftige sig med politikken og samfundets beskaffenhed for politikkens og samfundets beskaffenheds egen skyld.

Når jeg taler om et dannelsesbegreb, der hører fortiden tiden, så repræsenterer din udtalelse et sådant dannelsesbegreb. Du forsøger at skille nogle ting af, der i stigende grad er vævet ind i hinanden, sådan som udviklingen er i kunsten og i samfundet.

Rene Pedersen, Bent Nørgaard og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men det er netop Akademiets opgave at skille dem ad i deres bestanddele og groft udskille klinten fra hveden. Der er ingen, der skal fortælle Akademiet, hvad de skal.

Poul Nielsen

Tja, hvor var mon PEN, da Woody Allens selvbiografi for nylig blev nægtet udgivelse, selvom han har vundet samtlige retsager angående hans påståede overgreb. Er man bange for udmeldelser?

"Ligesom de øvrige masseteoretikere på hans tid forbinder Le Bon massen med en række bestemte karakteristika. Massen beskrives således ofte som irrationel, hysterisk, feminin, barbarisk, destruktiv, revolutionær, identitetsundergravende mv. – kort sagt indbegrebet af det moderne civiliserede samfunds modsætning og “anden side“."
Christian Borch: Massen: På sporet af en glemt sociologisk figur

Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese
Det er godt, at der sidder en del ældre medlemmer i Akademiet, der ikke bare lader sig føre med af de skiftende litterære modeluner i samtiden.

Skal Akademiet bevare sin legitimitet, bliver det dog også nødt til, til en vis grad, at følge med tiden.

Mads Peter Holm

Synd Det Danske Akademi ikke nåede at optage Yahya Hassan - det ville have været udviklende. Klaus Rifbjerg ( også medlem af Det Danske Akademi) truede også engang med at gå ud af klubben - men blev dog.Samme Rifbjerg prægede den offentlige debat med et udsagn om, at der i Danmark er 2000 begavede mennesker - hvis ikke dette både er polemisk og dybt provokerende , så ved jeg ikke hvad det er.

Flemming Olsen

Nåh, balladen om Det Danske Akademi handler ikke om ytringsfrihed, pyha det var da godt! Jeg troede lige....

Steffen Gliese

Det følger jo med tiden, Bjarne Toft Sørensen, ved hele tiden at optage medlemmer fra de yngre generationer af forfattere.

Dorte Sørensen

Undskyld men er problemet ikke mere,at Marianne Stidsen har brugt sit medlemskab af Det Danske Akademi for at give sine "fordomme"/meninger mere vægt og dermed trukket Det Danske Akademi med ind i hendes propaganda mod MeToo-bevægelsen?