Baggrund
Læsetid: 8 min.

Nekrolog: Cecil Bødker skabte noget helt enestående i dansk børnelitteratur: børn, der kan og vil selv

Forfatter Cecil Bødker er død, men hendes litterære børn, Silas, Tinke og de andre, lever videre. Med dem ankom den respekt for barnet, som er definerende for danske børnebøger i dag
Cecil Bødker fotograferet i 1965.

Cecil Bødker fotograferet i 1965.

Casper Hansen

Kultur
21. april 2020

Cecil Bødker havde en helt særlig sproglig evne til at placere mennesker i verden.

I både, i sko, i muld, på tæpper, i glidende gang, med rådne tæer eller med en fod vredet den forkerte vej, så bevægelsen bagud sidder fast, hvis man skulle få den idé at sætte sig i fremdrift.

Den måde, mennesket bevæger sig på i verden, afslører hos Cecil Bødker undertrykkelsen. Eller frigørelsen. Som for eksempel da drengen Silas kommer flydende med strømmen i en lille båd på den legendariske første side af Cecil Bødkers Silas og den sorte hoppe.

Hestehandleren Bartolin betragter båden fra land og bliver næsten skræmt af den mærkelige måde, båden bevæger sig på. Så frit, så fremmedartet, så herreløst. Men der er noget i den, ser han, men det kan da ikke være et menneske? Det afviser han. Selv om der stikker fødder op over rælingen. For sådan opfører ingen sig i en båd. Så indser han: »Det var bare en dreng«.

Men inden han overhovedet så ham, afgjorde måden denne dreng bevægede sig ind i verden på, at det her, det var ikke »bare en dreng«. Det var Silas. Silas, der ikke opfører sig, som en voksen forventer, men kun som han selv finder rigtigt.

Med Cecil Bødkers bortgang søndag har vi mistet en af dansk børnelitteraturs mest betydningsfulde skikkelser, som skrev med en respekt for barnet, som er definerende for danske børnebøger i dag. Hun blev 93 år gammel, men har på grund af svækkelse og sygdom ikke udgivet bøger i mange år. Glemt bliver hun dog aldrig.

Sammen med Snøvsen, Lille Virgil, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon var ankomsten af drengen Silas og hans sorte hoppe med til at redefinere dansk børnelitteratur og satte afgørende spor. Det konkluderede også professor emeritus Torben Weinreich, da han skrev dansk børnelitteraturs historie. Cecil Bødkers Silas og den sorte hoppe udkom i 1967 – samme år som vi lærte de fire andre stadig højt elskede danske børnebøger at kende.

Silas er sin egen

Selv om Silas-bøgerne ikke har overlevet på bestsellerlisterne i samme grad som Halfdan Rasmussen, Flemming Quist-Møller, Benny Andersen og Ole Lund Kirkegaard, er det i Cecil Bødkers bøger, vi finder dansk barndomsopfattelse i sin reneste form.

Hvis man vil finde kilden til nutidens børnebogskarakterer, når det gælder insisteren på barnets ret til medbestemmelse, respekten for barnets kompetence og anerkendelsen af barnets analytiske evne, skal man følge båden, der stille kom flydende på floden med drengen Silas som passager i 1967.

Silas er nemlig ikke nogens. Næsten hver gang han møder en ny voksen på sin spændende rejse gennem et historisk, men ikke tidsmæssigt placerbart samfund, skal han bruge et par sider på at overbevise dem om, at han altså ikke er sine forældres ejendom, men sin egen. Han lader sig ikke definere af andre. Han skaber sig selv.

Han kan udvise respekt for voksne, men først når de har gjort sig fortjent til det. Han anerkender ikke strukturer, der bare er sådan, fordi de er det og altid har været det. Han konfronterer dem, han møder, med den uretfærdighed, de udøver, og får andre til at se uligheden mellem mennesker generelt, men særligt mellem børn og voksne.

Fødder

Hele 14 bøger blev det til om drengen Silas. Og hele tiden har Cecil Bødker sit sprog og sin stærke analytiske sans rettet mod hans fødder. Da han i Silas fanger et firspand får et par nye sko hos en rig købmandsfamilie, der forsøger at tage ham til sig, efter at han har reddet dem fra et løbsk hestespand, bliver han sjældent usikker:

»Hans hudesko stod nu på gulvet halvt inde under sengen, mens hans fødder sad stift klemt ned i de nye med spænderne. Silas tog forsigtigt et par skridt over gulvet for at vænne sig til fornemmelsen, og uvilkårligt løftede han benene lidt højere end med de bløde hudesko, der hang ved som en del af ham selv. Han gik som i tyk sne. Og sikke et spektakel de lavede. Silas var ikke vant til, at man kunne høre, når han bevægede sig.«

Jens Dresling
Det var husets frue, der havde valgt sko til ham, og allerede da han kort forinden havde stået foran hende i familiens fine stuer, var han gået i stå ved kanten af et fornemt gulvtæppe. Med tæppets labyrintiske mønster viser Cecil Bødker os, at hvis han først træder derind, vil han ikke længere kunne bevæge sig frit.

De fine sko med spænder, tøjet og tæppet er umyndiggørelsens klædedragt. Ikke kun fordi Silas er et barn, men også fordi den rige købmandsfamilie er med til at opretholde ulighed. De lægger de tæpper, andre må bevæge sig på, ligesom godsejeren ejer de plovfurer, som bønderne synker hælene i, så også de går som i sne.

Som Cecil Bødker beskriver det, da Silas møder en sjælefrænde i manden, de kalder Odderjægeren, i en by, han kommer til i Silas og den sorte hoppe: »Han var ikke til at tage fejl af, tænkte Silas, hans bevægelser var ikke jordbrugerens, men en jægers vagtsomme glidende, og han havde ikke en bondes krumme stødende gang.«

Heldigvis sidder Silas heller ikke fast i de fine sko med spænder. Ham er der ingen, der kan holde fast.

Bønder sunket ned i furerne

Cecil Bødker skrev også romaner for voksne. Men det er hendes skildringer af børn og de miljøer, de vokser op i, der har sat et blivende aftryk.

I forbindelse med 200-årsjubilæet for stavnsbåndets ophævelse udgav Cecil Bødker på opfordring af Landbrugsraadet romanen Ægget der voksede, der foregår i tiden under stavnsbåndet og følger børnene Søren Elias og Elin, hvis far er fæstebonde.

Bogen er en nådesløs fortælling om stavnsbåndets konsekvenser for de fæstede, men Landbrugsraadet forregnede sig, hvis de troede, de fik en besyngelse af bondens frisættelse i 1788. Både i den roman og gennem hele sit forfatterskab viser Bødker, at fortiden havde trykket bønderne så fast i plovfurerne, at herremændene ikke sådan lige slap deres tag i dem, og bønderne ikke bare havde svært ved at frigøre sig selv, men også ved at bakke op om andres frigørelse.

Få år efter Ægget der voksede udkom Hungerbarnet. Hvis man har gået i folkeskole i 1990’erne, er der stor sandsynlighed for, at man har stiftet bekendtskab med endnu et par af Cecil Bødkers fødder.

Den første udgave af historien om barnet Tinke, der vokser op med sine fattige forældre langt ude på et overdrev på et tidspunkt i 1800-tallet, blev udgivet med en omslagstegning, der virkelig indfangede historien og Cecil Bødker.

De to børn Larus og Tinke står i en døråbning og kigger ind på en seng. I den usle seng ligger en menneskekrop under et lagen. Kun fødderne stikker ud, og ud over sengekanten. De er helt gule af råddenskab. De fødder har forfulgt mig siden.

Fødder slæber jord ind

Larus møder Tinke, mens han vogter kvæg, og hun viser ham hjem til overdrevet, hvor hun bor sammen med sin mors lig. Larus tager hende med hjem til den gård, hvor han tjener, hvor hans madmor vil klæde hende i nye fine kjoler, men hun vil hellere gå i sit gamle lasede tøj, der lugter af død.

Allerede da jeg var barn, gjorde fortællingen om pigen Tinke et stort indtryk. Ikke mindst de fødder på forsiden af bogen. I dag ser jeg, at fødderne først kunne svæve frit på den måde i døden. Tinkes forældre forsøgte at frigøre sig fra deres familier og skæbner ved at leve sammen langt ude på overdrevet. Men dens slags ambitioner dengang var umulige. Først døde faren og siden moren. Tinke måtte opgive at begrave hende. Hun var for tung, så hun lod hende ligge i sengen.

»Larus holdt sig for næsen. Herinde var lugten. Det var her den kom fra. De gik ind i stuen, herinde var også rodet, men på en anden måde end udenfor, og gulvet var fuld af jord, der var slæbt ind udefra gennem lang tid. Det varede lidt, før det gik op for ham, at der lå nogen i sengen, eller rettere sagt oven på den, med bare et lagen over sig. Hodet var dækket, men et par gule fødder stak ud under lagenkanten forneden. Han stod et par øjeblikke som lammet, mens sandheden sivede ind i hans bevidsthed og alting faldt på plads.«

Tinkes forældre troede, de kunne frigøre sig, men deres egne fødder slæbte konstant jordforbindelsen ind i huset. Tinke, til gengæld: som Silas var hun sin egen. Hun ville i hvert fald ikke være alt det, som de nye voksne i hendes liv syntes, hun skulle være. Hun var sin mors datter, også selv om mor var død, og hun derfor kun var sig selv.

Man bliver ikke en anden, bare fordi man får andet tøj på, konstaterer hun. En mor bliver ikke mor ved at bede om at blive kaldt det, som madmor beder Tinke. Ligesom Silas, mener Tinke, at det er den slags autoritet og anerkendelse, man gør sig fortjent til. Og så længe madmor ikke anerkender Tinke, for den hun er, er hun ikke til sinds at behandle madmor, som hun ønsker det. Hvis man har negative forventninger til børn, har de det med at leve op til det, viser Tinkes opførsel:

»Hvis hun hele tiden går rundt og er bange for, at jeg skal stikke af – så render jeg min vej,« siger hun.

Frihed og fællesskaber

Tinke og Silas og mange andre af Cecil Bødkers børn har et enormt revolutionært potentiale, og de er ikke så alene, som det kan fremstå, og som nogle gennem tiden har misforstået det.

De er ikke hensynsløse individualister. De er bare nogle af de første børn, der overhovedet får lov at træde frem som hele mennesker i dansk børnelitteratur. Og ikke bare i deres egne bøger, men i mange bøger efterfølgende og snart sagt de fleste danske børnebøger i dag, er de omringet af et fællesskab af børn, der hjælper dem med at se, at nogens frihed kan være andres ufrihed, at frihed uden ansvar er ensomt, at i uforanderlige fællesskaber, der ikke ved, hvorfor de er fællesskaber, lever folk bare ved siden af hinanden og holder hinanden nede. I fællesskaber, hvor alle vælger og vælges til, også børnene, har man chancen for at leve frit. Som Tinke og Silas.

Cecil Bødker har modtaget mange priser blandt andet De Gyldne Laurbær og H.C. Andersen-medaljen. I 1998 modtog hun Det Danske Akademis Store Pris som den kun tredje kvinde i prisens ellers lange historie, året efter indstiftede hun selv Silas Prisen. Den tildeles en dansk børnelitteraturforfatter i forbindelse med uddelingen af Det Danske Akademis andre priser.

Jeg kan ikke komme i tanke om noget mere passende end at en lang række danske børnebogsforfattere på den måde helt konkret holder Silas i hånden. I hvert fald tematisk. Når det gælder Cecil Bødkers tålmodige og sanselige beskrivelser af miljøer, af folk og fødder, er der ikke mange, der i dag kan følge i de fodspor.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

"De fine sko med spænder, tøjet og tæppet er umyndiggørelsens klædedragt. Ikke kun fordi Silas er et barn, men også fordi den rige købmandsfamilie er med til at opretholde ulighed. De lægger de tæpper, andre må bevæge sig på, ligesom godsejeren ejer de plovfurer, som bønderne synker hælene i, så også de går som i sne."

RIP Cecil Bødker, en forfatter jeg elsker højt.

Herdis Weins, Jørgen Gammelgaard, Peter Mikkelsen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Bødkers børn fra bøgerne er bestemt ikke ønskebørn i det moderne, sikkerhedsorienterede og forandringsimpotente samfund; de er fremmedelementer som i montrer kan betragtes med nostalgiens blik: Uddøde og unødvendige.

jens peter hansen

Hendes novelle, Vædderen er et mesterværk.

Eva Schwanenflügel, Herdis Weins, Peter Beck-Lauritzen og Peter Mikkelsen anbefalede denne kommentar
Irene Clausens

Tak for smuk og klog nekrolog

Marianne Ljungberg

Utoft, "forandringsimpotente samfund" ??

Henrik Ljungberg

Henrik Ljungbjerg, udtrykket henviser bl.a. til at vi som samfund er endog meget langsomme til at skabe de omstillinger af produktionen, ressourcefordelingen, infrastrukturen og vores forbrugsbaserede livsform, som vi længe har haft viden om er nødvendige.