Kommentar
Læsetid: 6 min.

Niels Barfoed om Det Danske Akademi: Dengang, vi ikke kom til Teheran

I 1993 havde Det Danske Akademi chancen for at gøre sig gældende i forlængelse af den chokerende dødsdom, der nogle år tidligere var blevet afsagt over den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie. De takkede pænt nej
Irans ayatollah Khomeini, udstedte en fatwa i form af en dødsdom over forfatteren til »De sataniske vers«, Salman Rushdie. Her ses en iransk demonstration mod forfatteren samme år i Teheran, Iran.

Irans ayatollah Khomeini, udstedte en fatwa i form af en dødsdom over forfatteren til »De sataniske vers«, Salman Rushdie. Her ses en iransk demonstration mod forfatteren samme år i Teheran, Iran.

Norbert Schiller

Kultur
1. maj 2020

Det Danske Akademi, i den udstrækning det findes, skal ikke høre for en begivenhed, der fandt sted for snart 30 år siden og naturligvis gav stof til eftertanke hos de involverede. Den fortælles altså ikke her for at sanke historiske kul på det svindende selskabs hoved, men for at den ikke skal gå i glemmebogen, lærerig som den er.

Daværende rektor ved Københavns Universitet, Ove Nathan, og Dansk Pen havde ganske kort berøring med Akademiet i 1993, for vi havde en plan. Den var ambitiøs, men det skal planer til tider være for at matche anledningen.

Ideen var at prøve at få bragt en kontakt i stand med det islamiske præsteskab i Teheran i form af et tilbud om at mødes. Tanken udsprang af den chokerende dødsdom, der i februar 1989 blev afsagt over den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie for hans blasfemiske roman De sataniske vers.

Denne fatwa, der udstedtes af det iranske præstestyre, var som bekendt startskuddet til et radikalt nyt kapitel i ytringsfrihedens historie, som stadig ikke er afsluttet. Der er med tiden gået godt med inflation i begrebet, så enhver dagbladsredaktion med respekt for sig selv har fået det på hjernen, og så sent som i disse dage føres det seriøst og hovedløst i marken i den fortumlede debat om Akademiet.

Vanskelig virkelighed

Vi erfarede dengang, at vi var en del af den vanskelige virkelighed, som Akademiet nu engang befandt sig i, hvad enten det ville eller ej. Også en i bund og grund traditionsbaseret institution er offer for udviklingen. Og vores sags forløb viste endelig, at der altid vil være forventninger i den omgivende verden til et akademi, forventninger der mere eller mindre næres på grund af dets medlemmers samlede autoritet.

Professor Ove Nathan var, som nogen endnu vil huske, en hovedperson i vestlige akademikeres anstrengelser for at beskytte den forfulgte sovjetrussiske atomfysiker og demokratiforkæmper Andrej Sakharov, der fik Nobels fredspris i 1973. Da han senere tillige kritiserede Sovjets krig i Afghanistan, strammede regimet yderligere kneblen og anbragte ham i overvåget husarrest i en fjern provinsby, Gorkij.

På sin egen nedtonede, men insisterende måde fortsatte Nathan at følge og forsvare Sakharov. Så i betragtning af hans betydning for Sakharovs endelige frigivelse er det ikke mere end rimeligt, at han var den første af alle i Vesten, der modtog beskeden om Gorbatjovs modige løsladelse af samvittighedsfangen (i 1986) – overbragt ham personligt på rektorkontoret på Frue Plads i København af den daværende sovjetrussiske ambassadør i Danmark.

Nathan var således rustet til at smede den plan, som han og Dansk Pen henvendte sig til Det Danske Akademi med.

Måske kunne det påtænkte møde med kleresiet i Iran føre til en første afspænding? Hvad vidste vi dengang? Måske ville noget blive klarere? Vi forestillede os nogle uformelle samtaler over et par dage, i Teheran, og gerne i vid udstrækning på præsternes betingelser. Mellem hvem?

Det var så heldigt, at Nathans rektorkollega på universitetet i Uppsala var en anset religionshistoriker, og i Oslo var rektoren jurist af en art med særlig interesse for internationale forhold. Kollegaen i Uppsala var indforstået med entusiasme. Og fra Oslo var der også tilsagn. Kort sagt: Heldet var med os. Selvfølgelig ikke mindst befordret af den garanti, Nathans navn borgede for.

Kloge, kyndige folk var allerede i kikkerten, som ville hjælpe os med samtalernes emner og formuleringerne. De tre rektorer fra det høje Nord skulle frit og åbent og »på et højt intellektuelt plan«, som Poul Hartling i sin tid sagde om sit møde med formand Mao, udveksle tanker om tro, kultur og modernitet i denne verden med de høje herrer i kalifatet. Det kunne ingen tabe ved blev forsøgt. Der var i al dens enkelhed noget uangribeligt over ideen.

Akademiets åndelige niveau

Finansiering var ikke det store problem. Regiet, Dansk Pen var på plads, og International Pen i New York indviet. Men vi havde brug for en sponsor. På et tidspunkt havde Ove Nathan og jeg samtaler med Nordisk Råd.

Her var man umiddelbart optaget af ideen, fordi den jo så forbilledligt inddrog tre nordiske landes medvirken, men endte med at mene, dels at det ønskede udkomme af mødet næppe var nordisk nok, dels at rådets politiske status antageligt ikke ville befordre interessen i Teheran. Nordisk Råd var ikke uafhængigt.

Men det var Det Danske Akademi, og det repræsenterede et uimodsigeligt åndeligt niveau. Det er så at sige dets kapital.

Så vi opsøgte i 1993 Akademiets daværende sekretær, Jørn Lund, der umiddelbart blev urolig, men foreslog, at vi gav møde på Rungstedlund ti minutter før, Akademiet næste gang trådte sammen.

Det gjorde vi. Anders Jerichow og jeg indfandt os på Dansk Pens vegne, fremlagde i al hast planen og understregede, at der ikke krævedes andet af Akademiet end dets – ganske vist tungtvejende ­– velsignelse. De få minutter, vi havde til rådighed, fløj, uden at vi følte, at vores tilstedeværelse var forberedt eller egentlig velkommen; mange medlemmer var mere optaget af, hvad Bent Blüdnikow havde fundet på i dagens Morgenberlinger.

Men jeg husker med stor tydelighed og taknemmelighed, at vi i den almindelige uro blev lyttet til med ubetinget interesse og forståelse af Pia Tafdrup og Inger Christensen.

Derpå tog Akademiet spredt afsked med os og gik ind til månedens dagsorden omkring deres mødebord i det tilstødende lokale.

Telefonisk afslag

Nogle dage senere modtog Dansk Pen et venligt telefonisk afslag – det var desværre ikke noget.

Det er klart, det var skuffende, på samme måde som det var skuffende for Kerstin Ekman, da hun ikke formåede at overtale sine kolleger i Det Svenske Akademi til at lade høre bare en lille smule fra sig i anledning af dødsdommen over Salman Rushdie i 1989. Med det nej forlod hun og to andre Akademiet.

For nu at sige det igen: Det er de tvende akademiers soleklare ret at navigere efter forgodtbefindende. Og jeg kan sagtens se for mig, at præcedens-spørgsmålet har bøjet sig som en skygge over mødebordet på Rungstedlund – hvis forslaget ellers overhovedet er blevet drøftet seriøst, hvad vi ikke ved noget om. For det spørgsmål melder sig uvægerligt: Hvad bliver det næste? Og hvad gør vi så? Ja, den slags skrupler har standset mangt og meget. Og hvis man sidder på sine hænder, kommer man i al fald ikke galt af sted. Men hvad Nathan og Dansk Pen kom med var ikke en trussel, men, syntes vi selv, også et tilbud, en chance.

Det er meget muligt, at mødet i Teheran overhovedet ikke ville være kommet i stand, men det skulle prøves. Selv den meget stilfærdige og nøgterne Nathan syntes, at vi – begunstiget af tilfældet – havde fat i noget virkelig lovende. Initiativet, hvis det var blevet givet en chance, ville måske være blevet et referencepunkt. Og hvem ved – det kunne måske ligefrem have dannet præcedens! Og verden skal jo videre.

Es ist eine alte Geschichte. Og jeg aner ikke, hvilke tilbud Akademiet har fået i de 30 år, der er gået. Ove Nathan med følge kom ikke til Teheran. Vi kom i det hele taget ikke rigtig videre. Men det gjorde Rushdie-sagen, og Dansk Pen kom på andre ideer. Hvad Akademier angår, har de et problem med uafhængigheden, der til forveksling kan ligne et problem med jordforbindelsen – og fornyelsen.

Niels Barfoed var fra 1990-97 præsident for Dansk Pen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her