I 2005 skrev den kenyanske forfatter og aktivist Binyavanga Wainaina det satiriske essay »How to write about Africa«.
I teksten (der i 2016 blev bragt i oversættelse her i avisen) karikerer han verserende forventninger til litteratur fra kontinentet, der igen og igen fejlagtigt bliver omtalt som om det var ét land og dermed skærer 54 lande og langt over en milliard indbyggere over én kam.
Møder man den nigerianske forfatter Oyinkan Braithwaites debutroman Min søster er seriemorder med en tilsvarende forventning, vil den naturligvis heller ikke blive indfriet. Romanen foregår i Lagos og handler om Korede og Ayoola.
To søstre, som er uløseligt forbundet. Ikke kun, fordi de er født ind i samme familie. Ayoola har nemlig fået en kedelig vane: Hun slår sine kærester ihjel, og bagefter ringer hun til storesøsteren Korede for at få hjælp til rengøringen og bortskaffelsen af liget.
Sådan begynder romanen: »Ayoola tilkalder mig med disse ord – Korede, jeg har slået ham ihjel. jeg havde troet, jeg aldrig skulle høre de ord igen.«
Som om det ikke var en stor nok konflikt i sig selv, kaster Ayoola efter sin kærestes ’mystiske forsvinden’ sin kærlighed på Tade. Tade som er læge på det hospital, hvor Korede arbejder. Tade som Korede er forelsket i.
Det er en roman, der undersøger søsterskab som en kompleks relationsstørrelse, der både udmønter sig i jalousi og solidaritet mellem søstrene. Den ene, Ayoola, er populær, attraktiv, favoritten, den yngste. Den anden, den ældste, er Korede, som også er historiens fortæller.
Hun forstår sig selv som Ayoolas modsætning, og kalder sig selv en voodoofigur i samme sætning som hendes lillesøster kaldes en Bratz-dukke. Igennem romanen bruger hun rengøring som en strategi til at håndtere, at selv om hun ser med umilde øjne på sin søsters gerninger, føler hun sig alligevel forpligtet til at assistere hende efter mordene. For når hun assisterer Ayoola, beskytter hun hende.
En nigeriansk roman
I romanen bliver der spist agbalumo og båret agbada. Er det fremmedord for læseren, kan Oyinkan Braithwaite godt forstå det. Men det er ikke ensbetydende med, at hun anser det for sin opgave kulturelt at oversætte det, hun skriver, hverken at retfærdiggøre eller forklare romanens indhold.
»Hvis det er en nigeriansk roman, man tager, er det også det, man får,« siger hun, da jeg møder hende i København under hendes internationale turné med romanen.
Med Min søster er seriemorder får man ikke en nigeriansk roman, der kortlægger landets historie på pædagogisk vis. Man får en nigeriansk roman, der bygger sin historie på menneskeskæbner, der kunne have boet i samtidens Lagos.
Det er særligt sproget, der giver fornemmelsen af, at det er en nigeriansk roman, man har i hænderne. For eksempel når enkelte replikker gengives på yoruba, der er et af de mest talte blandt de omtrent fem hundrede sprog, der tales i Nigeria ud over engelsk.
Forfatteren har mange gange prøvet ufrivilligt at blive gjort til talsperson for både sit hjemland og for kontinentet. Det fortæller hun, da vi diskuterer, om der er særlige forventninger, fra bogmarkedet, forlæggere eller læsere, som man bliver mødt med som nigeriansk forfatter. For mange af hendes internationale læsere er dette første gang, de overhovedet møder litteratur fra Nigeria.
Men talsperson for et land er ikke noget, hun har hverken lyst til eller kan være. Egentlig er det ret enkelt: »Jeg kan kun tale med udgangspunkt i, den jeg er.«
Og hvem er hun så, Oyinkan Braithwaite?
Hun er født i 1988 i Lagos. Hun er vokset op i pendul mellem Nigeria og England og er uddannet i Creative Writing og jura fra Kingston University uden for London. Min søster er seriemorder er den officielle debutroman, men ikke forfatterens første udgivelse.
Egenhændigt har hun, foruden udmærkelse ved poetryslamarrangementer, udgivet digte og desuden arbejdet som forlægger og grafisk designer. En målbevidst, kreativ kamæleon.
»Jeg har skrevet hele mit liv,« fortæller forfatteren. »Siden jeg var ti år gammel, har jeg vidst, jeg ville være forfatter. Så alt, hvad jeg har foretaget mig lige siden, har jeg gjort for at opnå det.«
Alligevel lå det ikke i kortene, at hendes roman skulle blive en international bestseller. Min søster er seriemorder, der nu er udgivet i 32 lande, blev nemlig udløst af en skriveblokering.
Fra skriveblokering til international succes
Det er 2017. Egentlig skriver Braithwaite på en bog om identitet og hjemkomst. Men hun sidder fast, og for at bringe sig selv ud af skriveblokeringen, rammesætter hun sit arbejde: Hun sætter sig for at skrive hver eneste dag, at skrive en måned i streg, og for at færdiggøre teksten uanset hvad.
I lyset af dette kan det være svært at genkende forfatterens beskrivelse af sig selv som én, der kan have svært ved at følge projekter til dørs. Måske var det springende punkt, at denne roman var sjov at skrive, fortæller Braithwaite. At hun skrev den for sin egen skyld.
Bogen, det således aldrig var meningen skulle udgives, har i dag krydset kontinenter. Den har vundet international anerkendelse, blandt andet med en LA Times Award i Mystery/Thriller-kategorien og en nominering til Booker Prize i 2019.
»En fantastisk følelse« kalder forfatteren det faktum, at bogen er udkommet internationalt, og fortsætter i et selvironiserende toneleje »Det har været vidunderligt at opdage, at mange andre mennesker er mindst lige så skøre som jeg selv er.«
Inspirationen til romanens motiv, en kvinde, der uden nogen åbenlys årsag likviderer sine kærester, trækker silketråde tilbage til en digtsamling, Braithwaite skrev for mere end ti år siden. I den havde hun skrevet om et noget makabert parringsritual hos edderkoppearten den sorte enke, hvor hunnen efter sigende spiser hannen efter parring. Det hensynsløse og unødvendige i handlingen både fascinerede og frastødte forfatteren.
Ud over dens kvindelige hovedkarakterer, er romanen befolket af patriarkalske arketyper. Et korrupt politi og en tyranniserende far er bipersoner i Korede og Ayoolas fortælling, men som ikke desto mindre strukturerer de karakterernes tilværelse. De afhører, begærer, kontrollerer og objektificerer.
En kvinde der uden åbenlys årsag likviderer sine kærester. En kvindelig bøddel i et kriminarrativ. Det kunne lyde som en feministisk agenda, men Braithwaite er tilbageholdende – hun er bestemt feminist, forklarer hun, og jeg fornemmer, hun er blevet fremlagt denne læsning en del gange: »Men jeg er ikke sikker på, at en kvinde, der dræber mænd, nødvendigvis er feministisk.«
Ikke desto mindre giver romanen plads til, at man laver sine egne følgeslutninger. Ayoola er, som den sorte enke, fremstillet uden motiv, forklarer Braithwaite. Som læser får man derfor aldrig nogen årsagsforklaringer.
Man får en thriller uden tilstedeværelse under drabsøjeblikket, uden forløsning og uden afslutning. Måske skyldes dette, at drabsmotivet ikke er det vigtigste motiv, men en anledning til at sætte familiære relationer på spidsen.
Voodoofiguren og Bratz-dukken
Bogen beskæftiger sig med de roller, som vi sætter os selv og hinanden i – særligt i familiære relationer. Her taler Braithwaite af erfaring:
»Det er muligt at elske sine søskende af hele sit hjerte – og stadig have lyst til at slå dem ihjel en gang imellem.«
Jeg er selv den ældste storesøster og jeg fortæller Braithwaite, at jeg kan komme til at opføre mig som en Korede, hvilket vil sige at være bedrevidende og selvretfærdig. Derfor kan jeg heller ikke dy mig for at spørge, om hun selv er storesøster.
»Ja,« siger hun og holder en kunstpause. Vi griner lidt ad os selv.
Som mig er hun storesøster til tre.
Det, som særligt karakteriserer søstrenes relation, fremhæver Braithwaite, er hvor forskellige livserfaringer de har på grund af deres udseende. I bogen har forfatteren undersøgt netop udseende som noget, der har afgørende betydning for hvordan vi navigerer i tilværelsen.
Hvilke privilegier og forventninger, der er knyttet an til den, der lever op til normative skønhedsidealer. I Min søster er seriemorder får vi gennem Korede udlagt den smerte, der er knyttet an til at være den person, der falder uden for den kategori.
»Enten er man smuk, og man får automatisk opmærksomhed, eller også må man kompensere,« fortæller Braithwaite om sin motivation til at beskæftige sig med skønhed som en levet erfaring.
Problemet er overfladiskheden, forklarer hun. At skønhed anses for at være en dyd snarere end et karaktertræk: »Måske beslutter man sig for at være ’Den Sjove Person’ eller ’Den Intelligente Person’. Men uanset hvad man beslutter sig for, må man altid vælge sin strategi. Hvis du ikke er smuk, skal du altid gøre en ekstra indsats.«
Inspirationen til Korede har Braithwaite fundet i Charlotte Brontës karakter Jane Eyre fra romanen af samme navn fra 1847. Som Korede er Jane Eyre en fortæller, der er opmærksom på sit ’jævne udseende’ og navigerer derefter.
#FemiDurandIsMissing
Braithwaite havde egentlig ikke tænkt sig at inkludere sociale medier i sin roman. Men når man skriver om to kvinder i tyveårsalderen i dagens Lagos, ræsonnerer hun, havde det egentlig været urealistisk ikke at inkludere dem.
Det endte med at blive et centralt spor i romanen.
I takt med at Braithwaite arbejdede hashtags, statusopdateringer og blogindlæg ind i sit sprog og bogens handlingsforløb, opdagede hun, at sociale medier gør netop det, som hun gerne ville adressere.
I bogen følger vi løbende eftersøgningen på Ayoolas ’forsvundne’ kæreste Femi online under hashtagget #FemiDurandIsMissing. Men de sociale medier glemmer efterhånden hans navn.
De sociale medier skaber en økonomi omkring det, der ser godt eller korrekt ud på overfladen. Korede minder konstant sin søster om, hvad hun bør lægge op på internettet: Hvad der ser rigtigt ud.
Ayoolas følelsesliv bliver gjort til en performance, hvor hun skal vise, at følelserne er der. Den ulige distribution af skønhed og dermed privilegier, som er så indlejret i bogens fremstilling af både søstrenes relation og sociale medier, har den konsekvens for handlingsforløbet, at Korede langt hen ad vejen er en observatør frem for en aktør i fortællingen.
Der er så sparsom plads til Koredes følelser, at hun kun kan bekende sig til en mand, der ligger i koma på det hospital, hun arbejder. Som der står i romanen:
»På et tidspunkt overvejede jeg at gå i terapi, men Hollywood har afsløret, at psykologer har pligt til at bryde tavshedspligten, hvis patientens eller en andens liv er i fare.«
Humoren i romanen er, som Koredes situation, rimelig sort.
Hvad ville du gøre?
Det er netop de valg, Korede træffer om at hjælpe sin søster, som mange læsere har bidt mærke i, fortæller forfatteren. Et dilemma, som har fået dem til at spørge sig selv, hvad de ville gøre i samme situation. Ville de hjælpe deres søster?
»Det gør mig håbefuld, at bogen er nået så bredt ud. Det viser, at vi ikke er så forskellige, som mange gerne vil have os til at tro, vi er. Mange er kommet hen til mig og sagt, at de genkender ansvarsfølelsen, har følt sig vurderet på udseendet, eller følt sig mindre værd end andre, præcis ligesom Korede.«
Et af de mennesker, der har taget bogen til sig, er en boghandler i Seattle, USA, der efter sigende skulle have gået rundt med en kopi af Min søster er seriemorder foran sig og fået folk til at undre sig og spørge, hvad det var for en bog, han bar rundt på.
Boghandleren, som Braithwaite hverken kender eller har nogen relation til, er bare ét led i den kæde af mennesker, der har udbredt kendskabet til bogen og i sidste ende hende til det sted, hvor hun befinder sig, imens jeg taler med hende: I et kontor på forlaget People's Press.
Igennem ruderne kan man fra kontoret se ned på gaden, hvor mennesker passerer hinanden. Det regner.
Det sker, at man slet ikke kan komme rundt i Lagos, når det begynder at regne, fortæller Braithwaite.
»Vores regn er som bibelsk regn. Vi køber ikke engang paraplyer, for det kan simpelthen ikke betale sig. Regnen er så voldsom, at den alligevel bare ødelægger dem.«
