Essay
Læsetid: 8 min.

Ny bibel på nydansk: »Syv gange om dagen synger jeg halleluja for dig«

Man kommer den sproglige forståelse af en grundsten i Bibelen, nemlig Salmernes Bog, nærmere ved at læse den nye oversættelse. Det handler ikke kun om sorg og smerte, men også om jubel og glæde
Kultur
24. april 2020
Man kommer den sproglige forståelse af en grundsten i Bibelen, nemlig Salmernes Bog, nærmere ved at læse den nye oversættelse. Det handler ikke kun om sorg og smerte, men også om jubel og glæde

Jesse Jacob

Sidder jeg en lun forårsaften i løvgangen foran min lejlighed i det østtyske Meißen, kan jeg klokken halv ni høre porcelænsklokkerne nede fra Frauenkirche spille en gammel koral. »Lobe den Herren, den mächtigen König der Ehren«, hedder den. Skrevet er den i 1680 af pietisten og præsten Joachim Neander.

Danskerne kender den også, nemlig som »Lover den Herre, den mægtige konge med ære!« Det samme gør englænderne – under titlen »Praise to the Lord, the Almighty, the King of creation«. Også til svensk, polsk, fransk, tjekkisk og adskillige andre sprog er den oversat.

Det samme er forlægget for Neanders tekst, for dette er intet ringere end verdens mest oversatte bog: Bibelen.

Tekststedet er salme 103 i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente. I alt rummer denne bog, denne salmebog, 150 salmer eller hymner.

Oprindeligt har de indgået i liturgien ved templet i Jerusalem, hvor de som hymner netop blev sunget og ikke blot oplæst eller messet. Det tager man ikke hensyn til i en bibeloversættelse, når salmerne ikke skal kunne synges.

Skulle de det og versefødderne derfor passe, ville oversættelsen let ende som en gendigtning. Meningen ville uvægerligt blive ændret – mere end den under alle omstændigheder bliver, da ej heller en simpel oversættelse kan gengive originalens ordlyd, indlejret som denne er i et sprog, en kultur og en historie.

Hvad er Salmernes Bog?

Salmernes Bog er Det Gamle Testamentes (eller som det hedder i nyoversættelsen: Den Gamle Aftales) salmer. Salmernes Bog er en af de mest kendte dele af Bibelen.

Gennem hele kristendommens historie har den været i brug i gudstjenestens fællesskab og i det enkelte menneskes liv.

Den indeholder 150 salmedigte, der spænder fra klage til jubel, fra tryghed og tillid til ensomhed og angst. De 150 salmedigte har i den nye oversættelse fået fællestitlen Tak.

Flere af Bibelens markante personligheder dukker op som stemmen bag salmerne, det gælder både Moses og Salomon, men først og fremmest kong David, der lægger forfatternavn til 73 af salmerne. Derfor kaldes de ofte også Davids Salmer.

De bruges i udstrakt grad i kristne kirker, og samlingen er den ældste liturgiske bog, altså de rituelle forskrifter, efter hvilke gudstjenester foregår. Allerede i den tidligste kristne kirke var salmerne en vej ind i kristen meditation.

Den danske salmebog er fuld af Kingos, Brorsons og Grundtvigs gendigtninger af Davids Salmer.

Også oversættelsen er filtret ind i sprog, kultur og historie, og da den slags er dynamiske størrelser, må der hele tiden nye oversættelser til.

Spørgsmålet er da, om man inden for de filologiske rammer, oversættelsen sætter, vil prioritere den umiddelbare forståelighed så konsekvent, at kontinuiteten med de tidligere oversættelser går tabt. Dermed risikerer man at miste genkendeligheden og den højtidelighed, som ældre oversættelser ofte er forlenet med i kraft af deres mere eller mindre bedagede ord og vendinger. Til gengæld »kan nye læsere begynde her«, som det fyndigt hedder i præsentationen af den seneste bibeloversættelse, Bibelen 2020, »hvor flow og forståelse er i fokus«.

Bibelen 2020 er ikke en omskrivning af den autoriserede oversættelse fra 1992, men en nyoversættelse fra grundsprogene, i Salmernes Bog hebraisk. Filologerne er heller ikke gået på kompromis med deres faglighed, men har blot haft moderne og ikke nødvendigvis bibelvante læsere for øje.

Et ældre menneske plaget af alderdommens kvaler ville nok glæde sig over at blive »ung igen som en ørn«, som det hed i 1992 i den nævnte salme 103, mens et yngre menneske med hang til depression snarere vil takke Gud, når »han giver mig lyst til livet igen«, som det nu hedder.

Lige såvel kunne de bibelvante i sin tid juble over, at Herren ikke gengælder »vore synder«, ikke lønner os efter »vor skyld«, hvorimod det for nybegynderne i dag giver bedre mening, at han ikke straffer os, »som vi fortjener«, ikke straffer os »for vores svigt.« Alt handler jo i vores noget for noget-samfund om fortjeneste, alt handler i vores årvågne familier og venskaber om svigt.

I Salmernes Bog handler det ikke bare om sorg og smerte, men også om jubel og glæde, der udmønter sig i lovsange til Herren.

Selv om man ikke kender disse sange fra Bibelen, har de fleste alligevel hørt dem, nemlig i den klassiske eller sågar moderne musik. Salme 40 (»Jeg ventede på Herrens hjælp«) går således igen både i duetten »Ich harrete des Herrn« i den tyske komponist Felix Mendelssohn Bartholdys »Lobgesang« fra 1840 og i den irske rockgruppe U2’s »40« fra 1983-albummet War.

Mens Mendelssohn støttede sig til reformatoren Martin Luthers tyske bibeloversættelse, brugte U2 den engelske King James’ Bible:

»I waited patiently for the Lord. He inclined and heard my cry. He brought me up out of the pit, out of the miry clay.«

Men også en tysk popgruppe som Boney M greb i 1978 til den fire hundrede år gamle engelske oversættelse, da den med »Rivers of Babylon« gjorde salme 137 til et hit.

»By the rivers of Babylon, there we sat down. Yea, we wept, when we remembered Zion.«

Eller som det nu hedder i Bibelen 2020:

»Vi satte os og græd ved floderne i Babylon, når vi tænkte på Jerusalem.«

Det er israelitternes historie, der væver sig gennem salmerne som en rød tråd: deres landflygtighed i Babylon, ødelæggelsen af templet i Jerusalem, den forjættede hjemkomst og kampen mod fjenderne. Som fjender af Israel, der er Guds eget folk, er de også fjender af Gud selv. »Vælt glødende kul ned over dem,« bønfaldes han i en salme, »smid dem på ilden, smid dem i bundløse huller, de ikke kan komme op af«.

I andre salmer påkaldes Herren for at stikke fjenden en lussing, slå tænderne ud på ham og udradere hans folk.

»Fyld deres maver med den hævn, du har gemt til dem, lad også deres børn blive mætte, og giv resterne til deres spædbørn!«

Intet under, at Søren Kierkegaard, når han blev træt af sin usle samtids ynkelige lidenskaber, tyede til Det Gamle Testamente:

»Der føler man dog, at det er Mennesker, der taler; der hader man, der elsker man, myrder sin Fjende, forbander hans Afkom gjennem alle Slægter, der synder man.«

Og dog en overraskelse, al den stund den ellers så kristne Kierkegaard næsten synes at glemme, at Jesus byder ham at vende den anden kind til og elske sine fjender.

Nu var Jesus ikke blot en humanistisk pacifist, for – som han siger i Lukasevangeliet – »hvad angår mine fjender, der ikke vil have mig til konge, så hent dem, og hug dem ned her for øjnene af mig«. Jesus ville altså være konge, nemlig den konge, som Salmernes Bog lovede jøderne som deres frelser, deres Messias eller – fra græsk – Kristus.

Denne skulle være af samme slægt som David, deres historiske konge og profet, der tilskrives forfatterskabet af halvdelen af salmerne. Derfor identificeres Jesus i Det Nye Testamente (eller Den Nye Aftale, som det kaldes i Bibelen 2020) bestandigt med David, ligesom han lægges salmistens ord i munden.

»Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«

Sådan råber den forsmåede David i salme 22, og det samme gør Kristus på korset. »I din hånd lægger jeg min ånd,« stønner David, ligesom også Jesus gør det, da han udånder. Men Kristi rige er ikke af denne verden, så end ikke døden kan hindre ham i at arve det og give sine disciple lod og del i udødeligheden.

»For du lader mig ikke ligge i dødsriget, dem, der tror på dig, skal ikke ende i graven,« triumferer David i salme 16 – og med ham også Jesus i Händels oratorium Messiah, hvor en sopran gengiver hans ord:

»But Thou didst not leave his Soul in Hell, nor didst Thou suffer thy Holy One to see Corruption.«

For de første kristne var Bibelen identisk med de skrifter, der først senere blev kendt som Det Gamle Testamente (eller Den Gamle Aftale). Epistlerne var blotte og bare breve, og hverken Evangelierne eller Apostlenes Gerninger var skrevet eller kanoniseret. I urkristendommen var det derfor ganske som i jødedommen ikke mindst Salmernes Bog, man brugte i liturgien. Og sådan forblev det for så vidt, da munkene tilrettelagde deres uger og dage i klosteret efter salmerne.

»Syv gange om dagen synger jeg halleluja for dig,« normerer salme 119.

Med dette bud var grunden lagt for de tidebønner, som munkene sang syv gange i løbet af døgnet, tidebønner, som ifølge de såkaldte Benediktsregler satte dem i stand til i løbet af en uge at komme igennem alle 150 salmer – på latin.

Som en reminiscens af tidebønnerne lyder klokkespillet fra Frauenkirche i Meißen også syv gange i løbet af dagen, første gang klokken halv syv om morgenen og sidste gang halv ni om aftenen. Klokken halv seks hører man koralen til Luthers »Ein’ feste Burg ist unser Gott« – på dansk »Vor Gud han er så fast en borg« – som digteren Heinrich Heine rammende kaldte »reformationens Marseillaise«.

Som tidligere munk var Luther fortrolig med Salmernes Bog, hvor den troende bestandigt betrygger sig ved Gud som sin borg. Af størst betydning for Luther var det, at salmerne bekræftede ham i, at han ikke kunne retfærdiggøre sig ved egne gerninger, men kun ved troen på Guds nåde og barmhjertighed.

»Errette mich durch deine Gerechtigkeit,« bønfalder han i sin oversættelse af et vers i salme 31.

»Du er retfærdig, red mig,« lyder det i Bibelen 2020.

Nye læsere kan begynde her. Men også gamle læsere kan støde sig tilpas meget på den nye oversættelse til at besinde sig på, hvad der egentlig står bag alle de (alt for) velkendte vendinger. Dem skal man dog heller ikke kimse ad, for de indgår i salmernes 2.500-årige virkningshistorie.

Summa summarum, man kommer den sproglige forståelse af Salmernes Bog nærmere ved at læse den i Bibelen 2020, som dog hverken suspenderer den autoriserede danske oversættelse af 1992 eller alle de andre oversættelser til græsk og latin, tysk og engelsk, som man må kende, hvis man vil have fuldt udbytte af Mozarts vespermesser og Bachs kantater, den anglikanske kirkes evensong – eller klokkespillet fra Frauenkirche i Meißen.

Serie

Bibelen på nydansk

Den litterære klassiker over dem alle, Bibelen, er kommet i en nyoversættelse. Det er en kulturel begivenheden og en omfattende sag. Derfor har vi delt Bibelen op i syv og bedt syv forskellige forfattere og teologer om at anmelde hver en del.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

På ét punkt giver jeg Pia Kjærsgaard ret: Religion fylder ALT, ALT for meget i samfundet - og nu også i Inf. Overlad dog den slags halvinfantile myter til Kristelig Dagblad.

Bjarne Bisgaard Jensen, Mogens Holme, Erik Winberg, Mikael Nielsen og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Arne Lund, religion fylder meget i samfundet, fordi det er en vigtig del deraf. Samfundet er som bekendt ikke lige pludselig opstået, selvom de fleste af og til lader til at tro det.

Som samfund kunne man da godt pludselig bestemme, at religion var uvæsentligt og undlade at skrive herom. Man kunne også vende det blinde øje til alt andet, man fandt ubekvemt og ude af trit med den samtid, hvoraf man selv føler sig som den vigtigste part, med sine idiosynkrasier i tryg behold.

L. Andreasen, Ete Forchhammer , Preben Haagensen, Rolf Andersen, Erik Karlsen, arne tørsleff og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Mikael Nielsen

En ny udgivelse af en fabel

Arne Lund, Mogens Holme, Erik Winberg og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Mikael Nielsen, det var godt nok kontroversielt sagt. Vil du dermed sige, at du - lissom - betragter Biblen som fiktion?

Stærke sager!

Det bedste ved monoteister er, at de kun er 1 gud fra ateisme...

Anders Sørensen

Jens Kofoed, de er vel samme afstand fra to guder.

godt, jo flere der læser bogen fra ende til anden, desto flere ateister, der er rigtig meget vås, især i det gamle testamente.

Marianne Ljungberg

Altså, vi er enige om at biblen er kanoniseret - som tekst- 4. århundrede? Og at den derefter er oversat til dansk utallige gange med forskellige nuancer? Er vi enige om at biblen er menneskeskabt?

Henrik Ljungberg

Anders Sørensen

Marianne Ljungberg, er vi enige om, at Henrik Ljungbjerg er din mand, og omvendt?

Er vi enige om, at I udgør en entitet, der - lissom - ikke gider besvære sig med at være individer?

Anders Sørensen. Hvad går din kommentar ud på? Antyder du, at vi i stedet for bibelens treenighed står over for et nutidigt to-foldigt menneske? Er det tanken om, at en familie på to personer på samme tid kan være to individer og kun have et avisabonnement, der er en gåde?

Marianne Ljungberg

Anders Sørensen, svarede du på mit spørgsmål? Er biblen menneskeskabt? Drop lige min hustru i denne sammenhæng. Svar på mit spørgsmål? Vi betaler begge til abonnementet!
Henrik Ljungberg

Ja, abonnementer er til at tage og føle på-:)

Bibelen er verdenslitteratur som Gilgamesh, Iliaden, Odyseen, Den ældre Edda osv. osv. Selvfølgelig menneskeskabt - hvem skulle ellers have skrevet den. Om man kan lige den nye oversættelse eller ej, er vel en smagssag, og man bliver vel aldrig enige om, hvordan den rent faktisk skal oversættes, eller hvorvidt en oversættelse fører til en (bevidst) fejlfortolkning. Men litteraturhistorie og kulturhistorie er fascinerende, og i den sammenhæng, hvordan den i den grad har været med til at forme vores kultur, er det litterære værk Bibelen et meget væsentligt værk.

Peter Knap, Viggo Okholm, Hanne Ribens, Ete Forchhammer , Irene Larsen, Preben Haagensen, Trond Meiring og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

Anders Sørensen - fejlskud på fejlskud - Du tillægger mig synspunkter jeg ikke har:
"Samfundet er som bekendt ikke lige pludselig opstået, selvom de fleste af og til lader til at tro det."
Det ved jeg nu godt. Ved også, at der var noget, der gik forud for kristendommen, bl.a. den hellenske kultur, og den finder jeg mere brugbar i stedet for biblens opkog af faderdominans, infantile myter i stil med de 72 jomfruer osv.
Et samfund kan ikke klare sig uden etik og alm. pli og hensyntagen - det behøver man ikke kirkens og biblens klæge krav om evig underkastelse til. Folk må naturligvis skrive hvad de vil om religionen og deslige, men må så også acceptere at blive modsagt - som her.
Jeg ved ikke af, at jeg vender det blinde øje til noget der er ubekvemt. Kan du uddybe? Og gøre rede for hvad det er for noget ubekvemt, som kun kan findes i biblen og ikke i al god kunst og kultur - som jeg foretrækker.
Biblen har i min optik ikke eneret på ubekvemme sandheder - det kan altsammen findes i kunst, også dén der ikke er inspireret af biblen.
Desværre er dine afsluttende bemærkninger om at være (dvs. jeg AL) "er ude af trit med den samtid, hvoraf man selv føler sig som den vigtigste part med sine idiosynkrasier i god behold" tomme postulater. Jeg ed sq ikke af at kirken er i trit med samtiden. Også her må du gerne uddybe.
Det kan du af gode grunde ikke vide, og kan heller ikke bedømme det ud fra det korte indlæg jeg skrev indledningsvis. Så hold dig til emnet, og undgå personlige bemærkninger i denne tråd.

Kenneth Jacobsen

Man må ryste på hovedet over, at en så lødig artikel kan føre til så magre automatreaktioner, men da moderatoren med sikkerhed vil slette enhver kritik, må det blive ved den hovedrysten. Men tak til informeren for at bringe artikler, som ikke bare bekræfter læserne i deres verdensbillede. Det gør dagbladet nu iøvrigt osse på andre punkter, hvorfor det slet ikke er det ringeste - og hvorfor en nyoversættelse af bibelen skulle være undtaget, fortaber sig da osse i tågerne.

Viggo Okholm og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar

Selvfølgelig bør Information tage Bibelen op i et land som officielt er kristen om end mange "kun" er det kulturelt og hvad så?
Alle som er født her skal høre fortællingen om hvad kristendom er, men vi har trods alt trosfrihed og det har muslimer så også og det er tilladt at undre sig for de der ikke tror.
Uanset så kan mennesket ikke ignorere millioner af menneskers beghov for at tro.
Videnskaben forsøger stadig at forstå og mystikken stiger for Universet er vel helt udenfor vores fatteevne og derfor kan vi heller ikke vide om der er en større kraft,at vi så forestiller os eller nogle gør at denne "gud" er som os kan jo så være total pløk,hvis vi giver de videnskabelige opdagelser ret.
Livs visdom og etik og moral er vel grundlæggende udsprunget af en form for tro og erkendelse.
Personlig har jeg så valgt at vende ryggen til kristendommen, men uanset vil de jo ha en plads et sted i psyke og sind.

Carsten Nørgaard

Jeg er ganske interesseret i den nye oversættelse, men det var temmelig ærgeligt at læse i en anden avis den anden dag, at der allerede nu er fundet en fejl i oversættelsen. De siger, rettelsen først kommer med i næste oplag, så jeg vælger at vente.

er der slet ikke nogen af bidragyderne i denne tråd, der undrer sig over, hvad der dog er sket med Peter Tudvad, siden han i beg. af 90'erne var en sand "street fighting man", bl.a. på Fælledvej d. 18. maj 1993, og - hvis jeg husker rigtigt - blev såret af politiets vilde skyderier.
Nu er han så blevet gammel, og betyder det så dermed at den politiske aktivisme er lagt på hylden, og har så vendt sig til kristendommen.
Den debat er måske væsentligere - rent principielt, og ikke fordi det lige netop er Tudvad - end ok så mange tolkninger af Salmernes Bog.
Det er jo ingen naturlov, at fordi vi ældes, at vi så også bliver religiøse, og/eller a-politiske.

Kenneth Jacobsen

Njah, Arne - det er nu ikke så sært med Peter Tudvad: få år efter blev han cand mag i filosofi med teologi som sidefag. Han arbejdede derpå en årrække på Søren Kierkegaard-centeret, og har foruden arbejdet med den nye udgave af SKs samlede selv udgivet flere bøger om filosofen. Men også om Bonhoeffer og senest Jan Hus. Så han er velbevandret i teologiske kredse. Altsammen uden at han vil kalde sig religiøs. Thi det lader sig jo snildt gøre.