Klassisk musikskole
Læsetid: 9 min.

Det er oboisten, der sætter kammertonen: »Vi betragter os selv som orkestrets aristokrati«

Oboen er et af verdens sværeste instrumenter at mestre og tiltrækker derfor ofte en fandenivoldsk personlighedstype. I en ny serie om klassiske musikere og deres instrumenter fortæller mangeårig solooboist i Det Kgl. Kapel, Henrik Goldschmidt, om den genstridige og melankolske obo – med udgangspunkt i et konkret mesterværk
Henrik Goldschmidt.

Henrik Goldschmidt.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
1. maj 2020

I 1945, da Anden Verdenskrig var slut, sad Richard Strauss nede i Bayern og så amerikanske soldater køre ind over grænsen i tanks og jeeps med Star & Stripes vajende fra taget. De kom også til byen Garmisch, hvor den aldrende tyske komponist residerede i en stor, gammel villa. Den frygtede han nu ville blive inddraget til militære formål.

Det ville formentlig også have været tilfældet, hvis ikke der blandt de amerikanske soldater havde været en musikkyndig amerikansk officer ved navn John de Lancie. Før han blev sendt til Europa for at bekæmpe nazisterne, havde han været solooboist for Philadelphia Orchestra, og han var en stor beundrer af Strauss. Så i stedet for at ekspropriere den tyske mesterkomponists villa bad John de Lancie om en autograf. Og så dristede han sig samtidig til at spørge Strauss, om han nogensinde havde tænkt på at skrive en obokoncert.

Musiker: Henrik Goldschmidt

Uddannet på Det Fynske Musikkonservatorium og Karan Akademiet i Berlin. Mangeårig solooboist i Det Kgl. Kapel og stifter af fredsorkestret The Middle East Peace Orchestra, der turnerer verden rundt for at skabe forståelse og fællesskab mellem mennesker gennem musikken.

Grundlægger af og rektor for Goldschmidts Musikakademi, en musikskole, hvor trængende børn modtager gratis musikundervisning. Skolen har 250 elever i København, i Aalborg og på Sjælsmark.

Det havde Strauss ikke, svarede han – men et halvt år senere kunne John de Lancie alligevel til sin store overraskelse konstatere, at komponisten havde fulgt hans råd. Richard Strauss’ obokoncert blev uropført i Zürich året efter, og som en lille tak for inspirationen sørgede Strauss for, at John de Lancie fik ret til at opføre værket i USA, så ofte han ønskede det.

»Det er en vildt stemningsfuld obokoncert, Richard Strauss har skrevet – med en næsten ufattelig forhistorie,« siger Henrik Goldschmidt. »Hele hans livserfaring er komponeret ind i værket, som er lige så legende og lyst, som det er mørkt og melankolsk.«

Henrik Goldschmidt er mangeårig solooboist i Det Kgl. Kapel og stifter af fredsorkestret The Middle East Peace Orchestra, der turnerer verden rundt for at skabe forståelse mellem mennesker gennem musikken. Jeg har ringet til ham for at komme i klassisk skole. Den kommende tid vil vi her på Information bede en række musikere, sangere og komponister om at udlægge et klassisk musikværk, der brillerer netop inden for deres felt. Og når det kommer til oboværker er der ingen højere på listen end Richard Strauss’ obokoncert, der slet og ret lyder titlen: Obokoncert.

Nazimusik til begravelsen?

Der er mindst to grunde til, at Henrik Goldschmidt er betaget af Richard Strauss: en personlig og en faglig. Vi begynder med den personlige.

Anders Rye Skjoldjensen

Da Henrik Goldschmidts farfar døde, havde han forinden bedt sit barnebarn, der på det tidspunkt læste på Det Fynske Musikkonservatorium, om at spille en sats fra Strauss’ obokoncert til sin begravelse. Hans farfar var i sin tid flygtet fra krigen til Danmark med sin kone og fire børn, men nu havde den gamle jøde altså bestilt et værk af rigskomponisten i det hedengange Nazityskland. Gik det overhovedet? 

»Min lærer på musikkonservatoriet var på det tidspunkt den gamle mesteroboist Jørgen Hammergaard, og han sagde til mig: ’Det kan du ikke. Du kan ikke spille sådan noget Nazimusik til din jødiske farfars begravelse’. Men min farfar elskede den musik. Og jeg har selv brugt meget af min tid som musiker på at forene dødsfjender gennem musik. Jeg har en musikskole, hvor jeg inviterer muslimske børn til at spille med jødiske og kristne børn. Og den dér forsoning med fortiden, der ligger i at spille Richard Strauss til en jødisk mands begravelse … der var så meget symbolik i det,« siger Henrik Goldschmidt.

Musikken overvinder alt. Det er Henrik Goldschmidts grundopfattelse, og af samme grund spiller han også stadig musik af Richard Wagner, selv om netop han var »den værste antisemit og et dumt svin.«

»Men hvis vi kun skal spille musik af flinke mennesker, ville jeg dårligt nok have noget repertoire,« siger han og tilføjer, at Richard Strauss i øvrigt næppe var fuldtonet nazist, selv om han mødte Hitler flere gange – men snarere et apolitisk væsen, der befandt sig bedst i sin egen kunstneriske verden.

Når det skal være rigtig trist

Men tilbage til oboen, for hvad er det overhovedet for et instrument? Oboen tilhører træblæserfamilien og er lavet af en meget fin træsort ved navn grenadil. Selve ordet ’obo’ kommer af det franske ’hautbois’, som ordret oversat betyder ’høj træ’, det vil sige ’højtlydende træblæseinstrument’. Men det, der især adskiller oboen fra andre træblæsere, er dens mundstykke: To ultratynde stykker bambus sat overfor hinanden og bundet på oboen, hvilket giver instrumentet en »mellemøstlig, slangetæmmeragtig nasal klang, der ofte bruges til at udtrykke melankoli med,« som Henrik Goldschmidt formulerer det.

»Når det skal være rigtig trist og indadvendt som for eksempel i Svanesøen, er det oboen, der bærer hovedtemaet: ’Di la da da da di la di’,« nynner Henrik Goldschmidt.

»Det var i øvrigt også Johann Sebastian Bachs yndlingsinstrument, og han brugte den især, når han skrev nogle af sine kantater over de mest tragiske steder i Bibelen: ’Ich steh mit einem Fuß im Grabe’, lyder det et sted– og så kommer der ellers en obo ind.«

Instrument: Obo

Et musikinstrument i træblæserfamilien med dobbelt rørblad. Ordet obo stammer fra det franske ’hautbois’, som ordret oversat betyder ’høj træ’, dvs. ’højtlydende træblæseinstrument’. En obo kaldtes tidligere for en ’hobo’ på dansk.

Oboen er svær at mestre, fortæller Henrik Goldschmidt. Faktisk er den kendt for at være et af de allermest utilgængelige instrumenter overhovedet. Det skyldes ikke mindst det meget sårbare mundstykke.

»Oboister bygger selv deres egne mundstykker – det er simpelthen en del af uddannelsen. Vi har sådan nogle små høvlemaskiner, vi laver dem på, og da mundstykkerne kun holder nogle få dage, er det et næsten dagligt arbejde.«

Henrik Goldschmidt har selv indrettet et lille værksted i sin lejlighed med høvlemaskiner, knive og andet værktøj. Og måleapparater ikke mindst. For når mundstykkerne skal snedkereres, skal der arbejdes med hundredele af millimeter.

»Hvis jeg er ude at rejse, har jeg også altid noget værktøj med i kufferten. For du kan ikke bare tage en obo ud af tasken og begynde at spille på den, som man kan med en fløjte. Det er et dagligt arbejde at holde sin obo klar.«

Et dagligt arbejde, men samtidig et meget vigtigt arbejde. For mundstykket er ifølge Henrik Goldschmidt »altafgørende« for oboens klang. 

»Jeg vil faktisk mene, at mundstykket er det vigtigste på hele oboen. Det er umuligt for selv den bedste oboist at spille på et dårligt mundstykke,« siger han.

Anders Rye Skjoldjensen

Samtidig er det hjemmegjorte mundstykke et personligt vandmærke, der er med til at give hver enkelt oboist sin helt egen klang.

»Lige som sangere har forskellige stemmer, fordi deres fysik har udstyret dem med forskellige stemmebånd, så har oboister også forskellige klange alt efter deres mundstykke. Jeg kan for eksempel med lukkede øjne genkende alle mine kolleger, når de spiller. Uden problemer.«

– Hvad kendetegner din egen klang?

»Jeg er så heldig, at jeg blev uddannet på Karan Akademiet i Berlin hos Lothar Koch, som jeg har beundret, siden jeg var dreng. Han var solooboist i Berlin og havde en helt særlig syngende varme i sin klang, som har dannet skole for mange oboister siden.

En obo kan som sagt godt lyde meget nasal og gennemtrængende, nærmest som en sækkepibe nogle gange – og det må den ikke i min opfattelse. Den skal være blød og kærlig og varm, og det kræver meget arbejde at få klangen i den retning. Men det er mit ideal.«

En del af aristokratiet

Henrik Goldschmidt er ud af en musikalsk familie. Hans far spillede klaver og klarinet, og hans mor var pianist og sangerinde. Selv begyndte han fra en tidlig alder på blokfløjten og klarinetten.

»Men da jeg blev 11, fik jeg stukket en obo i hånden, og – ja, det lyder måske som en kliche – jeg kunne bare mærke, at ’yes, her er mit instrument’. Jeg udviklede mig meget hurtigere på oboen, end jeg havde gjort på nogle af de andre instrumenter.«

Værk: Richard Strauss’ Obokoncert

Et af de største og mest krævende værker skrevet for obo. Et klassisk senromantisk værk, som den over 80-årige Strauss skrev lige efter Anden Verdenskrig på opfordring fra en obospillende amerikansk officer.

Som 15-årig blev han optaget på musikkonservatoriet, efter at hans far – der spillede klaver til optagelsesprøven – med et glimt i øjet havde meddelt optagelseskomiteen, at hans søns optagelse i sidste ende ville være en større gevinst for konservatoriet end for ham selv.

I løbet af de kommende år blev den erfaring, Henrik Goldschmidt havde gjort sig allerede som 11-årig, kun tydeligere for ham. Han var ikke bare musiker, han var oboist. Og det er stadig sådan, han ser på det: Man kan lære at mestre mange instrumenter i løbet af et liv, men i sidste ende er man kun ét. Henrik Goldschmidt er en obo.

»Jeg tror på, at ens instrument skal passe til ens sjæl. Jeg elskede den inderlighed, der er i oboen, den sårbarhed, der er. Og jeg elsker den risiko, der altid er forbundet med oboen. Når man skal spille meget svagt, skal man have de to bambusblade til at gå i svingninger, og der er en grænse for, hvor svagt du kan puste, for at det sker. Det er ligesom en linedanser, der kan falde ned hvert øjeblik. Det er også derfor, vi som publikum er fascineret af tenorens høje stemme, for den kan jo knække. Men hvis han tør at risikere det, så kan han give os nogle oplevelser, vi aldrig glemmer. Det er det samme med oboisten.«

Netop fordi oboen er så vanskelig at have med at gøre – og fordi der er så mange faktorer, der kan påvirke dens klang og udtryk – tiltrækker den ofte en særlig personlighedstype.

Anders Rye Skjoldjensen

»Oboister er som regel lidt fandenivoldske. Sådan lidt ’det skal fandeme nok gå!’ Og hvis ikke man har den psyke, skal man nok vælge et safety first-instrument. Oboister er som regel også stærke personligheder i orkestret. Det er altid oboisten, der stemmer orkestret. Det er ham, der sætter kammertonen, og det præger nok også lidt vores selvopfattelse: Vi betragter os selv som adelen i orkestret. Vi er en del af aristokratiet.«

Et helt liv i et enkelt værk

Men tilbage til den tyske mesterkomponist Richard Strauss og hans obokoncert. For vi mangler stadig at forstå, hvad der gør netop dette værk til noget helt særligt. Ifølge Henrik Goldschmidt er det, fordi værket er helstøbt i egentlig forstand: I løbet af de 20 minutter, koncerten varer, når man at komme igennem stort set alle livsstadier og følelser i det menneskelige register. Ligesom det liv, Richard Strauss selv havde levet, da han skrev den. 

»Førstesatsen er udadvendt, og man spiller til publikum, men i andensatsen går man ind i sig selv og spiller til dem, man elsker og tænker på. Det var den, jeg spillede til min farfars begravelse. Og så endelig i tredje sats får man igen lov til at slutte af med en nærmest valseagtig wienerdans.«

– Er der en særlig detalje i værket, man bør lægge mærke til?

»Ja, mod slutningen af anden sats går oboen ned i tempo og spiller en lille duet med hornene. Det er inderlighed i tiende potens, hvor man spiller med al den sorg, man selv rummer. Og så kommer kadencen (en fri improvisation, red.), hvor oboisten får lov til at vise sig frem: ’Badi badam, ladi – hør, min ven, nu kommer foråret!’ Det er en følelse, jeg tror, de fleste mennesker kender. På et tidspunkt letter sorgen, og glæden finder vej igen.«

Serie

Informations klassiske musikskole

Den klassiske musik er kun en lukket verden for den, der ikke forsøger at nærme sig den. I artikelserien Informations klassiske musikskole beder vi en række musikere, komponister og dirigenter om at åbne døren til den klassiske musik ved at fortælle om et konkret mesterværk. Vi stiller de spørgsmål, du aldrig selv har turdet stille, og vores kritiker Valdemar Lønsted guider til de værker, du ikke vidste, du ville høre. Så tag med i skole. Vi lover, det bliver sjovt

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Sørensen

Det er ikke sværere at spile obo end de fleste andre instrumenter. Men det er klart, at man ved at mestre obo mestrer et instrument, som ikke mange spiller.

Man bliver skidegod til curling, når man ikke kan spille fodbold. Og så søger man at tro og bilde hinanden og folk ind, at curling og obo er for de særligt udvalgte.

Christian Mondrup

Som musikstuderende lærte jeg i min ungdom at spille et beslægtet instrument, klarinet, der ligesom oboen har en stump bambus som en afgørende komponent i lydfrembringelsen. Ændringer i bambusmaterialets kvalitet og tilvirkning kan ændre Instrumentets klang afgørende. Jeg tror det er med oboer som klarinetter, at ikke kun musikernes musikalske udtrykspotentiale, men mindst lige så meget deres fysiske træning for at udvikle og vedligeholde såvel kompression som læbernes muskelstyrke, skiller fårene fra bukkene. Når jeg hører optagelser af Radiosymfoniorkestret fra min ungdom i 60-erne er der en verden fra datidens snævre og indeklemte oboklang til den af Goldschmidt fremhævede "syngende varme", som høres hos nutidens oboister, når de er bedst. Men det er helt afgjort ikke noget enhver kan lære.

Erik Karlsen

Spillet alene eller som eneste soloinstrument foran et orkester kan oboen godt undertiden virke lidt skinger.
Men med en fagot til at støtte sig op ad bliver oboen (sammen med fagotten) pludselig til det kærlige, kælende og melankolske instrument, som det nævnes i artiklen.

Bedøm selv: https://www.youtube.com/watch?v=ll6PuMDOiVg

olivier goulin

Der er forskel på klarinet og obo - selvom begge er træblæsere med rørbladsystemer

Klarinetten har, ligesom saxofonen, et enkelt bredt blad - oboen har et meget smalt dobbeltblad.
Dette system findes i mange træblæsere verden over, som er i familie med oboen - eksempelvis den indiske Shenai.

Begge systemer kræver daglig øvelse for at holde embouchuren i form - men det er nok rigtigt at det lille dobbeltrørblad kræver noget mere kontrol at styre - alene p.gr.a. geometrien. Det har større luftmodstand - så det kræver både gode lunger og embouchurekontrol - og det har større tendens til at 'kollapse' end et enkeltblad.

/O

olivier goulin

Men oboen er er bestemt en af 'kongerne' i symfoniorkestret.
Det har en enorm projektion - og er derfor særdeles egnet som solistinstrument - eller blot når en stemme i partituret skal trænge stærkt igennem

/O

Henrik Plaschke

Oboen er næppe mere skinger end andre højt klingende blæsere. Men det kan være hård kost, hvis musikeren ikke behersker sit instrument…

Tak til Erik Karlsen for et fint link – det er bestemt ikke skingert!

Lad mig kvittere med et link til en optagelse med den aserbajdsjanske obomester Kamil Jalilov (født 1938), der her improviser i et traditionelt mugam stykke for solo obo: https://www.youtube.com/watch?v=FJ2metCiu20.

Flemming Olsen

Ved en klaverkoncert er det vel flyglet, der anslår kammertonen og ikke oboen. Hvis resten af orkestret spiller i en anden stemning end pianisten, bliver det da en køn redelighed.

Lillian Bondo

Som ven og beundrer af Henrik Goldschmidt og ikke mindst som søster til en klarinettist - Asger Bondo - har jeg glædet mig over artiklen. Træblæsere har fyldt mit barndoms- og ungdoms lydbillede. Det er så godt skildret.