Læsetid: 18 min.

’Ole Wivel havde endnu en brand at slukke, endnu en hemmelighed at holde under låg ...’

Året er 1952. Knud W. Jensen har købt forlaget Gyldendal, og med sig havde han taget og indsat Ole Wivel som central forlagsmand. Der var bare lige det, at de to havde en betændt fortid. Her et uddrag fra Pernille Stensgaards bog om Gyldendals historie
Ole Wivel, 1948.

Ole Wivel, 1948.

Fra bogen ’Selveste Gyldendal - en historie’

3. april 2020

Jensen og Wivel var inde, og ingen havde opdaget eller afsløret eller forhindret noget. De havde en fortid. Diskret kaldte de den »vores historie« i breve til hinanden. Hvis fortiden slap ud i offentligheden, ville de tabe nutid og fremtid. Efter befrielsen så de med egne øjne folk falde dybt og æresløst.

Havde Hans Kirk ikke sagt om sin egen opfindelse, Forfatterforeningens Æresret, at dens opgave var at finde og udrense medløbere og nazister, tyskvenlige og »unationale« forfattere, som havde stillet sig på den forkerte side under besættelsen?

Ud med krigens tabere, fremover skulle de ikke betros »selv den ringeste plads inden for det kulturelle livs område«. Her stod de i august 1952 med porten åben, ikke til de ringeste, men til de bedste pladser.

Så betød det ingenting, når Land og Folk et par dage senere skrev om Knud W. Jensen på avisens automatisk rigmandsforagtende facon. Den havde ikke fat i sprængfarligt stof:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Schmidt-Nielsen
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
  • Marianne Stockmarr
  • Anders Reinholdt
  • Oluf Husted
Dorte Schmidt-Nielsen, David Zennaro, Ejvind Larsen, Marianne Stockmarr, Anders Reinholdt og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jeg holder vældig meget af Pernille Steensgaards letflydende pen, og derfor undrer det og bekymrer mig lidt, at hun lægger denne journalist-skriver-tung-og-vægtig-historie-tone over det.
Vi er nærmest ude i en parafrase over tiden og Heretica-tådyppen i det brusende sproghav.

Som bekendt er der ikke andet nyt, end det, der er glemt. Det gælder også her, hvor læserne får at vide, at nu fældes den definitive dom over Wivels medløb, både før og efter den 9. april.
Jeg bider mærke i, at iflg. Stengaard, så sker hans kursændring i efteråret 1943 - altså efter at det blev klart, at tyskerne ville tabe krigen. Holder det stik, da var Wivel langtfra den eneste, der "besindede" sig i god tid.
Stensgaard er dog ikke ene om at behandle emnet litterært. I 2004 kom den bornholmske journalist Hans Aage Bøggilds grundige og fængslende tidsbillede "Ringen om Ole" - med Ole Høst som den centrale figur, men som også fortæller om Ringen, Wivels og Knud W. Jensens rolle i miljøet. De digte og breve, der citeres ovenfor kan - plus flere andre - læses i Bøggilds anbefalelsesværdige bog, der bedømmer Wivels og Jensens virke som kollaboration eftersom fjenden nu stod i landet.
Men - men - der kommer jo nye generationer til, og også de bør kende til historiske forløb af alle slags, og hvis denne bog er af samme beskaffenhed som Stensgaards øvrige, så venter der bestemt nogle gode, oplysende stunder forude.