Boguddrag
Læsetid: 18 min.

’Ole Wivel havde endnu en brand at slukke, endnu en hemmelighed at holde under låg ...’

Året er 1952. Knud W. Jensen har købt forlaget Gyldendal, og med sig havde han taget og indsat Ole Wivel som central forlagsmand. Der var bare lige det, at de to havde en betændt fortid. Her et uddrag fra Pernille Stensgaards bog om Gyldendals historie
Ole Wivel, 1948.

Ole Wivel, 1948.

Fra bogen ’Selveste Gyldendal - en historie’

Kultur
3. april 2020

Jensen og Wivel var inde, og ingen havde opdaget eller afsløret eller forhindret noget. De havde en fortid. Diskret kaldte de den »vores historie« i breve til hinanden. Hvis fortiden slap ud i offentligheden, ville de tabe nutid og fremtid. Efter befrielsen så de med egne øjne folk falde dybt og æresløst.

Havde Hans Kirk ikke sagt om sin egen opfindelse, Forfatterforeningens Æresret, at dens opgave var at finde og udrense medløbere og nazister, tyskvenlige og »unationale« forfattere, som havde stillet sig på den forkerte side under besættelsen?

Ud med krigens tabere, fremover skulle de ikke betros »selv den ringeste plads inden for det kulturelle livs område«. Her stod de i august 1952 med porten åben, ikke til de ringeste, men til de bedste pladser.

Så betød det ingenting, når Land og Folk et par dage senere skrev om Knud W. Jensen på avisens automatisk rigmandsforagtende facon. Den havde ikke fat i sprængfarligt stof:

»Mens andre millionærer holder væddeløbsheste eller i al stilfærdighed skønhedsdronninger, holder han digtere på stald. Han huser dem, sørger for deres materielle fornødenheder, udgiver deres digte. Og digterne lader sig særdeles gerne holde, akkurat som de velstriglede heste og de manicurerede skønhedsdronninger gør det, og det er virkelig lykkedes ham at fremelske et kuld af skønånder, der hermetisk har lukket sig inde i poesiens elfenbenstårn, hvor de messer deres poesier, som ikke i mindste måde vedkommer mennesker uden for tårnet.«

Samme efterår udkom Martin A. Hansens Orm og tyr på Wivels Forlag som sidste krampetrækning inden indslusningen i Gyldendal. Forfatteren blev hyldet på Knuds stamværtshus, Café Kronborg i Hestemøllestræde, hvor han i årevis spiste frokost med sin far og andre ostefolk fra firmaet i samme gade.

Her ses Ole Wivels fotomontager fra gravøl for Wivels Forlag og Heretica, december 1953.

Her ses Ole Wivels fotomontager fra gravøl for Wivels Forlag og Heretica, december 1953.

Fra bogen ’Selveste Gyldendal - en historie’

Alligevel var det vovet at trække modstandsmanden med derind, for bag disken stod Wivel og Jensens fælles ungdomsven Erik Johansen og skænkede øl. Han bar deres skam, tavs og fidel, den eneste, der blev opdaget, mens de andre gik fri.

I sin korte tale var Martin A. Hansen for beskeden, syntes Tage Skou-Hansen. Hansen roste kun sig selv for den enorme mængde litteratur, han havde måttet pløje sig igennem for at skrive sin historiske beretning om nordboernes sving fra hedenskab til kristendom for tusind år siden.

Bagefter fik Tage Skou-Hansen chancen for at tale med ham for første gang. De sad ved en bordende og diskuterede, om der fandtes nutidige paralleller til det gamle sindelagsskifte, denne mægtige sjælelige forandring hos et helt folk?

Begge mænd tænkte straks på krigen: Skou-Hansen på oprøret den 29. august 1943, da modstandsbevægelsen fik tvunget samarbejdspolitikerne væk, og Martin A. Hansen på folkestrejken i København i juli 1944, da han gik rundt i byen og mærkede, at den endelig rejste sig i modstand.

Om aftenen sad han på sit loftsværelse i en villa ved Utterslev Mose og skrev til den illegale antologi Der brænder en ild. Han forsvarede likvidering af stikkere som nødværgedrab.

Hvad tænkte Ole Wivel og Knud W. Jensen?

Frokostrestauranten var et af deres gamle gerningssteder og Erik Johansen bag disken en slags medskyldig. Han vidste, hvem de havde været under besættelsen.

Ind ad døren til de samme lokaler, hvor nu Martin A. Hansen stilfærdigt talte om modstand og sindelagsskifte, trådte Fritz Waschnitius den 3. september 1939. Tretten år var gået siden deres på alle måder skæbnesvangre møde med den indtagende østrigskfødte tysker: boheme, litterat og propagandist for store mænd og helteskikkelser.

Fra den aften tog han en kreds af unge mænd under belæring om det højeste, reneste, tyske. Samme dag hørte danskerne en træt og bevæget Chamberlain erklære, at England var i krig med Tyskland.

Ole Wivel og Knud W. Jensen var lige blevet venner. De gik til klassiske koncerter sammen, på Café Kronborg og videre ind på forbudt område. Et par måneder inde i deres venskab var de også sam­men om at holde med Tyskland i skikkelse af Waschnitius.

[...]

Café Kronborg 1939: På afstand havde Knud W. Jensen og Ole Wivel set hinan­den på tennisbanen og til fester i landliggernes huse langs kysten. Knud W. Jensen var 23, den anden 18.

I cigaretrøg og myggesværm talte de om ting, de skulle nå i deres liv: først og fremmest finde ud af, hvem de var, og hvordan de undslap den borgerlige resignation og kedsomhed, som de syntes lå ligefor med deres opvækst.

Heldige Wivel skrev digte og studerede litteratur på universitetet, sat fri af familieforetagendet, som hans storebror, Per, måtte tage sig af. Knud følte sig fanget i ostefirmaet og ville hellere læse kunsthistorie. Sent på aftenen bad han Ole lægge sig på den ene af bilens forskærme og kørte ham hjem igennem det kølige, duftende mørke.

I sensommeren gik de til Händelkoncert i Slotskirken og mødte Fritz Waschnitius. Knud kendte ham i forvejen. Bagefter gik de på Café Kronborg, hvor Erik Johansen med pandehår og høgenæse skæn­kede fadøl langt efter lukketid. Ham kendte Knud også.

Johansen ville være maler og var kommet ind på Kunstakademiet, imens hjalp han til på sin fars værtshus. Familien boede i Vedbæk og solgte sene­re deres træhus til Knud W. Jensen, som byggede ét til ved siden af og installerede de to jyske magistre Thorkild Bjørnvig og Bjørn Poulsen i hvert sit.

Fra denne aften i 1939 samlede Waschnitius flokken om sig; tættere og tættere. De dyrkede germansk åndsliv i skikkelse af digteren Stefan George, som selv omgav sig med en kreds af mandlige beundrere i München i tiden lige efter århundredeskiftet.

George digtede om selvopofrelse, magt og heroisme, men fandt Hitler vulgær. Det forhindrede ikke nationalsocialisterne i at beundre George, fordi han spurgte: Hvem skal bestemme i verden? Middel­mådigheden eller den oplyste? Man må lade lyset, intelligensen, talentet bestemme.

Kredsen fra Café Kronborg kaldte sig Ringen, sandsynligvis efter Georges digtcyklus Der siebente Ring (1907). Senere, da Erik Johansen i firserne forvandlede sig fra fidel tjener til sarkastisk pengeafpresser, foreslog han, at der var tale om ringmusklen som navneinspirator, for Fritz Waschnitius havde misbrugt ham og været sammen med flere andre mænd i Ringen.

Den danske menighed havde som centrum en karismatisk leder med samme seksuelle præference som George. Nogle gange sås de på Kronborg, andre gange i Waschnitius’ hus i Vedbæk eller i skovene nærved. Altid sørgede Knud W. Jensen for ost og rødvin.

Ud over Ole Wivel og Knud W. Jensen bestod kredsen af maleraspiranten Erik Johansen, Peter Tramsen, en dansksindet homoseksuel mand fra Flensborg, og dyrlægestuderende Holger Nielsen, som boede sammen med Fritz og var så desperat over ud­sigten til at blive færdig med sin uddannelse, få arbejde på landet og derfor være tvunget til at rejse fra Waschnitius, at han brækkede sin arm med vilje for at udsætte det.

Senere forsynede han sin gamle kæreste med amfetamin. I udkanten befandt maleren Ole Høst sig, søn af maleren Oluf Høst på Bornholm og en af Knud W. Jensens bekendte fra drengeårene. Wivel syntes ikke, Ole Høst var intelligent nok til at træde helt ind i Ringen.

Det samme gjaldt en ungdomskam­merat ved navn Hans Erik Wallin, som Wivel og Jensen mente var »for svag«. Malerne Sven Havsteen­-Mikkelsen og Helge Bertram be­rørte kortvarigt Ringen, men trak sig efter besættelsen den 9. april.

[…]

Tyskerne var kommet i april [1940, red.], nu var det oktober. Ole Wivel udgav sin første digtsamling trykt med Caslon Antikva på håndgjort papir og tilegnet Friderico; et latiniseret Friedrich, Fritz’ rigtige navn.

Digte kom kun i 75 eksemplarer og indeholdt seks lovdigte kaldet »Ringen«. Det sjette vers handlede om Knud W. Jensen og hans rolle i fremtidens rige:

Hyl dine skuldre så slanke i togaens slag

Sval din cæsariske pande i duftende blade

Ædle ætling af stålsatte aner i nord!

Træd ned mod torvet fra trappen mod jublende larm

Hæv den gyldne ring på fyrstelig finger.

Stilheden løfter dit bud om stat og lov.

En tiljublet 24 år gammel diktator ved navn Knud W. Jensen med magt til at byde om stat og lov. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre?

Ringens medlemmer, de syv brødre (hvoraf én forrådte dem) samledes den 24. oktober 1940 i en lejlighed på Vesterbrogade 9, fjerde sal. De spiste og drak rødvin, røg et par North State. Så rejste Ole Wivel sig foran de andre og deklamerede sine vers fra Digte.

Da han var færdig, rejste Fritz Waschnitius sig, greb ham om nakken og trykkede et kys på digterens pande. Altid havde Ole Wivel lommerne fulde af ministerlister og fotografier af folk, værdige til det ene og det andet embede under det nye styre.

Dette ifølge indehaveren af Digte eksemplar nummer fem: Erik Johansen. Med tiden nåede vennerne i studiekredsen forbi kunst og poesi, filosofi og musik og frem til politik og handling. Krigen optog dem, det aktuelle og voldsomme. De jublede, da Tyskland gik ind i Sovjetunionen i juni 1941.

Endelig et angreb på bolsjevismen, den egentlige og frygtelige fjende. Sam­men med tyskerne deltog finnerne i offensiven mod øst.

»Med unge smil de mod døden lo,« digtede Wivel. En uge senere, den 28. juni 1941, skrev han et strålende, overstyret brev til Erik Johansen. Op­muntret af krigens udvikling så han sin egen plads i et nyt Europa:

»Det, som virkelig giver mig styrke, er bevidstheden om den store linje, om at jeg nu har begyndt den kamp, som skal ledes ind i det hø­jeste statslige plan. Mange nye toner klinger frem, og jeg har tro til fremtiden. Måske har de sidste dages vidunderlige og ufattelige krigs­ hændelse fået nyt blod til at strømme i det store germanske legeme, og også vi har ret til at knytte håb ved drømmene om et nyt Europa.«

Mange og store opgaver ventede gruppen, skrev han, hvis de havde alvor og mod til at »bekræfte skæbnens og livets love«. Ingen time eller dag måtte gå, hvor de ikke søgte »en større renhed«.

Målet skulle nås »ved vor brændende vilje«. Nogle uger senere skrev Ole Wivel igen til Erik Johansen og sendte ham sit lejlighedsdigt i otte vers. Han kaldte det »Korset«:

Nu kalder korset: danske mænd

Til kamp til kamp for fælles sag:

Germaner goter cimbrers dag

Skal gry igen –

 

I fimbulnatten finske mænd

Med unge smil til døden lo:

Nu vrister de af gulen klo

Et land igen

En mægtig fører. Streng og varm

Som tugtede fra goldheds splid

De blonde børn til frugtbar id

Til hellig harm

Har rakt en større frit sin hånd,

Har tegnet Nordens kristne kors

I blod til Odins hagekors:

Den samme ånd

 

For samme sag, for samme liv

I syden under Cæsars eg

Sig hæver over kornets neg

En romer-kniv -:

 

Mod tanketåger, lighed lam,

Mod fremmed races tro og vold,

Mod fremtidsguden teknisk kold,

Mod fejheds skam

 

Mod alt som intet offer vil

Sig løfter Stor-Germaniens sang

På sejrørnens vingefang

Ad himlen til –

 

Ser I som jeg? O se, o se!

Et sluttet kosmos’ gyldne rand

Fra Middelhavets pinjestrand

Til Laplands sne.

 

Unge Ole dyrkede døden og kampen under en mægtig fører, foragtede handlingslammende tanketåger, lighed, fremmede racer, fejhed og moderniteten som en kold fremtidsgud. Erik Johansen gemte propagandadigtet.

Da han ombestemte sig i februar 1942 og alligevel ikke ville til østfronten, fordi han havde gjort en pige gravid, fik han igen brev fra Ole Wivel. Også det gemte han:

»Da du tog beslutningen om at gå i krig, rystede du med fuld ret enhver forpligtelse af dig. Den som vil døden vinder livet. Jeg nærede ærbødighed for dig og min tro på dig fornyedes. At du vilde stå fast til trods for denne sidste prøvelse var så dybt befæstet i mit hjerte, at jeg frydede mig over at kunne triumfere, fordi du – min ven – bekræftede den heroiske holdning, der har båret alt det vi var og er. Dit nederlag er uigenkaldeligt. I dette fald, du ved det, river du al det med dig, som hidtil har været mellem os. Min foragt for dig er stor, og jeg er utrøstelig.«

Ringens medlemmer sympatiserede med den magt, der havde besat deres land og nu var på felttog i Sovjetunionen. De støttede eller opmuntrede Erik Johansen og Ole Høst i at indrullere sig i fjendens styrker, fulgte dem til Københavns Hovedbanegård og vinkede farvel, da de rejste et halvt år til brunkulslejren Elise II i landsbyen Mücheln tæt på Leipzig for at arbejde.

På perronen stod Waschnitius i sin nye lange militærlæderfrakke. Det var festligt. Senere, i august 1942, fulgte nogle af vennerne Ole Høst til toget og tog afsked med ham under blafrende naziflag. Johansen fastholdt sit nej trods Wivels raseri. Deres ven døde på østfronten i juli 1943.

[…]

I efteråret 1943 afleverede Ole Wivel sin afhandling til det filosofiske fakultet på Københavns Universitet under titlen Stefan George og hans stilling i tysk åndsliv. Ifølge sine erindringer satte han med afhandlingen effektfuldt punktum for sin »tyske besættelse«, sin »romantisk-heroiske vildfarelse«.

Samme efterår skrev han et langt brev til sin ven maleren Sven Havsteen-Mikkelsen, som han ikke havde set siden 1941. Han insisterede på, at han aldrig havde været nazist, men forblændet, og at Havsteen i to et halvt år gjorde ham blodig uret.

»Det er uudholdeligt for mig,« skrev han. »Det vilde være urimeligt i et brev at forsøge på at skildre den udvikling jeg i de sidste år har gennemgået siden vort status quo blev oprettet. Jeg kan ikke indlade mig på at beskrive den lange vej det har været at gå fra forblindet begejstring til bitter erkendelse, og fra håbløs ensomhed og fortvivlelse til en ny alvorlig glæde.«

Fordi Havsteen selv havde kendt Fritz og engang skrevet til Ole Wivel, at han havde meget at takke manden for, måtte han kunne tænke sig, hvor svært det havde været for Wivel, som var så meget yngre, at være sig selv eller rettere at blive sig selv i samvær med ham.

»Jeg har tømt et bæger til bunds – det som Fritz rakte mig – og nu siger jeg: Det var godt det samme. Først da jeg havde nået bunden blev jeg klartseende. Og derfor behøver jeg intet fortryde. Sælsomme er de veje som fører os mod vore mål – selvom vi længe, ja måske altid har set dem, må vi dog gå i store buer, svinge fra side til side.«

Wivel kaldte sit brud definitivt, et ydre tegn på en epokes afslutning og afklaring.

[…]

I de lykkelige, men letantændelige dage og uger efter befrielsen må Knud W. Jensen og Ole Wivel have været anspændte. Kunne de være sikre på omgivelsernes tavshed og beskyttelse?

Små ting blev hårdt straffet, ikke altid med fængsel, men med foragt, tab af levebrød, udelukkelse og tilbagekaldelse af tidligere anseelse. At blive anklaget for åndeligt værnemageri eller intellektuel uhæder­lighed kunne forvandle et strålende menneske med fremtiden for sig til ingenting: en ruin.

Ingen af dem foretog sig noget strafbart under krigen; de meldte sig ikke ind i DNSAP, tog ikke til østfronten, deltog ikke i tyskernes arrangementer, skrev ikke i nazivenlige aviser og blade. Hverken upublicerede kampdigte, Hitler­fascination eller at sende sine venner af sted til østfronten var ulovligt, trods alt var 6.000 frivillige danskere taget afsted. Det var bare fuldkommen forfærde­ligt.

I besættelsens tre første år vendte Knud W. Jensen og Ole Wivel sig mod demokratiet til fordel for den diktatoriske magt, som i Dan­mark og Europa tog friheden fra folk og livet af dem. Nu kom de rene efter deres slags.

I 1945 lå retfærdigheden lavt og trangen til hævn højt både i det formelle retssystem, i organisationer og foreningers egne æresretter og ved folkedomstolen; der var ingen enkel, logisk eller indlysende sammenhæng i, hvem der blev knaldet.

Dog begyndte man med de små og straffede dem hårdest. Selv det ringeste forhold til tyskere eller nazister, besættelsesmagten eller dens ideologi ekskluderede folk fra samfundet.

Wivel havde endnu en brand at slukke, endnu en hemmelighed at holde under låg. Siden maj 1944 havde han været gift med Ann Grethe Helsteen, kaldet Kil. Lige efter befrielsen blev hun arresteret og sigtet for at være stikker. Modstandsmanden, lægen Jørgen Røjel, stod bag.

Hun havde plejet omgang med den tyske officer Fritz Renner, som omkom under de allieredes bombning af Shellhuset. Han kom og gik i den lejlighed på Kastelsvej 21A på Østerbro, hun delte med sin bror Max. I naboopgangen holdt en del af modstandsgruppen Holger Danske til.

Under en razzia i lejligheden fik Gestapo fat i fire mænd; to af dem døde i koncentrationslejr. Havde hun sladret? Røjel havde flere andre mistanker og fandt det påfaldende, hvor ofte der skete noget risikabelt i den unge kvindes nærhed.

2. juni 1945 sigtede politiet, Københavns Amts Nordre Birk, den højgravide Kil for angiveri og begyndte at afhøre en lang række vidner. Undersøgelsen varede over et år, men førte til, at sagen blev henlagt.

Et billede af palæet i Klareboderne tilbage i 1940.

Fra bogen ’Selveste Gyldendal - en historie’
Røjel indrømmede senere, at der ikke fandtes beviser for hans mistanker og påstande. Under besættelsen vidste modstandsbevægelsen ikke, at Kil omgikkes Fritz Renner for at få sin bror Max løsladt fra Gestapo. Dette drama udfoldede sig, mens Ole Wivel var i fuld gang med at etablere Wivels Forlag, og modstandsfolk overalt ledte efter de sidste urene.

Vennen Erik Johansen blev arresteret og sad fængslet, fordi han og Ole Høst rejste til brunkulsminen i Tyskland, inden de meldte sig under SS’ kommando, kraftigt opfordret af Wivel og Knud W. Jensen.

Før østfronten lovede Jensen at udstyre dem med dyre termobrynjer som ekstra beskyttelse og privat værn mod at dø. Erik Johansen mistede sin kammerat Ole alligevel og i maj 1945 også sin værdighed og fremtid.

Som stemplet gik han i stå, også selv om sigtelsen siden blev frafaldet. Han blev aldrig maler og aldrig »til noget«; det gjorde de andre to. Mens Erik Johansen sad fængslet, åbnede de Wivels Forlag og arbejdede sig frem mod deres positioner i den højeste kulturelle klasse.

De kunne ikke komme højere, han ikke lavere, og dog havde de været samme sted. Erik Johansen blev en serviceperson, en som skænkede øl og bar skammen. Indtil han et halvt århundrede senere kom efter dem med Wivels digt og brev brændende i lommen.

Helt tæt på Ole Wivel var også den brutale hændelse i Røde Kors. Efter at han sent i 1943 afleverede sin afhandling om Stefan George, ledte han efter arbejde og fik i sommeren 1944 foden indenfor hos Dansk Røde Kors og direktøren Helmer Rosting.

Onsdag den 29. september 1943 havde direktøren opsøgt den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best med et forslag, som Best fandt »interessant«: Kunne man indespærre alle danske jøder på danske kaserner og advare modstandsbevægelsen om, at man for hver sabotagehandling ville deportere 50 eller 100 jøder til Tyskland?

Et usædvanligt forslag fra en Røde Kors-mand. Helmer Rosting gik ud fra, at sabotørerne ville tage hensyn til de danske jøder og holde inde med deres skadelige modstandsarbejde.

I sidste ende ignorerede Werner Best forslaget om jøder-for-sabotører, men det blev ikke glemt, og det gjorde Rostings nidkære, vrangvillige indstilling til arbejdet med at støtte danske kz-fanger heller ikke.

Hjælpearbejdet og senere hjemtransporter med de hvide busser kørte uden om ham, fordi han hele tiden stillede sig i vejen. Forvaltningscheferne i det såkaldte departementschefstyre fra 1943 opfattede direktøren fra Røde Kors som en stiv bureaukrat, en kompliceret og kontroversiel, men – i forhold til besættelsesmagten – indflydelsesrig samarbejdspartner. På kort tid blev den sprogkyndige Ole Wivel direktørens sekretær og højre hånd.

Ole Wivel var medlem af Dansk Forfatterforening, da Hans Kirk en uge efter befrielsen i Land og Folk skrev om »litterære forrædere« og det akutte behov for at straffe dem. »Nu går der en strid vind over landet, og alt kommer på sin rette plads.«

Han foreslog en æresret til at dømme og ekskludere forfattere på den forkerte side. Wivel stod hverken på foreningens liste over suspekte medlemmer, fordi ’Korset’ ikke var publiceret nogen steder, eller i Carsten Høegs kartotek.

Da Æresretten trådte sammen i det tidlige forår 1946 under et farvestrålende maleri af Henrik Pontoppidan, sad i nogle tilfælde gyldendalforfattere på begge sider af bordet: på den ene side den kommunistiske forfatter Hans Kirk som dommer og moralsk vinder af krigen og på den anden side de anklagede Harald Bergstedt og Svend Fleuron, begge var populære og folkelige forfattere.

Bergstedt skrev »Solen er så rød, mor« (1915) og »Jeg ved en lærkerede« (1921) og var overbevist socialdemokrat, indtil han under besættelsen begyndte at skrive for nationalsocialistiske organer og meldte sig ind i DNSAP.

Han og Svend Fleuron mistede alt. Sidstnævnte også en villavej i Søborg, Svend Fleurons Allé, som i årene 1925-46 var opkaldt efter ham; en af landets mest elskede og solgte forfattere. Bergstedt var renlivet nazist, Fleuron ikke.

[…]

Rene Ingeborg Andersen (Gyldendals daværende direktør, red.) og hemmeligt belastede Wivel byttede plads i januar 1954, og for Gyldendal var det et stort held. Forlagets indflydelse steg fra ebbe til flod.

Ingeborg Andersen i 1946. »Når man besøgte Ingeborg - alle hendes forfattere var på fornavn med hende - var det ikke først og fremmest sin forlægger, man talte med, men en god og moderlig veninde,« skrev Hans Kirk om den konservative direktør for Gyldendal.

Fra bogen ’Selveste Gyldendal - en historie’
Under afskedsfesten sad de langt fra hinanden i Hotel d’Angleterres Louis XVI-sal og spiste rombudding pyntet med hendes initialer i sukkertøj. Aftenen var ikke let for Ole Wivel, Jokum Smith og Knud W. Jensen, som var inviteret med.

Alle vidste, at de tre unge mænd bildte sig ind at kunne erstatte festens hædersgæst; den lille, tætte kvinde i skinnende gallakjole og ridderkors ved hovedbordet med undervisningsminister Julius Bomholt på den ene side og museumsdirektør Johannes Brøndsted på den anden.

Omkring dem spiste og drak 250 mænd og kvinder fra toppen af dansk åndsliv og videnskab, politik og bankvæsen sig igennem en aften, hvor Ingeborg Andersen blev badet i kærlighed.

Sidste suk fra l’ancien régime, sidste bal på slottet.

Litteraten Hakon Stangerup sled i det som toastmaster. Senere beskrev han festen som anakronistisk, fordi det var sidste gang, en hel nation samlede sig om en enkelt person. Det var en af de helt sjældne lejligheder, hvor fårene fandt sig i at græsse sammen med bukkene, »jeg mener, vi var der alle sammen fra Hans Kirk til den, der i ydmyghed skriver disse linjer«.

Stangerup var en af de øjenbrynsbrændte fra besættelsen, men i modsætning til Ole Wivel var hans unationale skriverier offentligt kendt. Han var eller havde været et af de bedste hoveder i en generation af højtbegavede litteraturfolk.

Med sin flid og ambitioner var han udset til at overtage det næste ledige professorat i litteratur på Københavns Universitet, men det var før, han i avisartikler skrev, at nazismen var bolsjevismens modstykke og ikke dens sidestykke.

I 1936 kritiserede Stangerup »uforstående« kritik af det nye Tysklands autoritære kulturpolitik og angreb danske forlæggere for at udgive antinazistiske bøger, når et neutralt land netop burde oversætte betydelige nazistisk orienterede digtere.

At han over­ hovedet befandt sig i rollen som festens dirigent, var forbløffende, og endda i samme rum som Hans Kirk, eksperten i udrensning. Ikke at Stangerup var en af de ekskluderede; han var ikke medlem af forenin­gen, men alligevel frakendt alt. Han måtte begynde forfra på provins­bladene, langsomt arbejde sig op på niveau nul og videre derfra.

Tænk, hvis Ole Wivel og Knud W. Jensen var blevet afsløret. Var de allerede syv år senere tilgivet og klar til Gyldendal, en institution på linje med Det Kongelige Teater, og få år senere også kunstmuseet Louisiana? Det er så godt som udelukket.

Hvis digtet »Korset« var kendt, ville Ole Wivel mest sandsynligt være blevet ekskluderet af Dansk Forfatterforening eller have fået en misbilligelse. Ole Wivel havde ikke kunnet samle forfatterne om sig, slet ikke kommunister og andre modstandsfolk og alle dem, der ville ønske, de havde været det.

Havde det været en tilbagetrukket produktion af barbervand eller ost, de interesserede sig for, var det noget andet, men frembringelse af kunst og litteratur i stor skala krævede samfundets velsignelse og opbakning.

Selvfølgelig kunne de to venner stifte deres eget lille for­lag, men i modvind og helt uden gennemslagskraft. Historien ville se anderledes ud og Gyldendal ikke være deres.

Dette er et redigeret uddrag af første kapitel af Pernille Stensgaards ’Selveste Gyldendal - en historie’, der udkom på Gyldendal den 26. marts.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Jeg holder vældig meget af Pernille Steensgaards letflydende pen, og derfor undrer det og bekymrer mig lidt, at hun lægger denne journalist-skriver-tung-og-vægtig-historie-tone over det.
Vi er nærmest ude i en parafrase over tiden og Heretica-tådyppen i det brusende sproghav.

Som bekendt er der ikke andet nyt, end det, der er glemt. Det gælder også her, hvor læserne får at vide, at nu fældes den definitive dom over Wivels medløb, både før og efter den 9. april.
Jeg bider mærke i, at iflg. Stengaard, så sker hans kursændring i efteråret 1943 - altså efter at det blev klart, at tyskerne ville tabe krigen. Holder det stik, da var Wivel langtfra den eneste, der "besindede" sig i god tid.
Stensgaard er dog ikke ene om at behandle emnet litterært. I 2004 kom den bornholmske journalist Hans Aage Bøggilds grundige og fængslende tidsbillede "Ringen om Ole" - med Ole Høst som den centrale figur, men som også fortæller om Ringen, Wivels og Knud W. Jensens rolle i miljøet. De digte og breve, der citeres ovenfor kan - plus flere andre - læses i Bøggilds anbefalelsesværdige bog, der bedømmer Wivels og Jensens virke som kollaboration eftersom fjenden nu stod i landet.
Men - men - der kommer jo nye generationer til, og også de bør kende til historiske forløb af alle slags, og hvis denne bog er af samme beskaffenhed som Stensgaards øvrige, så venter der bestemt nogle gode, oplysende stunder forude.

Stadig et udmærket tidsbillede. Så må man selv skille skæg fra snot. Uanset bollerum mv.