Til onlinerave i Berlin mærker jeg, at det er svært at holde en fest alene

Et rødligt og hallucinerende lysshow slører dj’en, som står ved sin mikserpult i midten af billedet. Hans skikkelse pulserer til rytmen fra beatet, hvis lyde minder lidt om et gammelt Pac-Man-spil.

Der klippes til et panoramabillede af Berlin, Fernsehturm kommer til syne, mens musikken fra klubben spiller videre. Hen over skærmen står der:

»#Corona«

»#SaveClubCulture«

»#Soloparty«

Det er lørdag aften, og jeg er taget til fest i Berlin – på min computer. Hoppetosse hedder natklubben, hvorfra aftenens setup med fire forskellige dj’s spiller i tidsrummet 19:00-00:00. Lige nu er det den elektroniske gruppe Triptease, der sender sine beats ud til knap 400 mennesker, som har fået samme idé som mig, nemlig at prøve det der soloparty.

Min krop vil danse

Jeg er alene med lyden på mit kollektivværelse i indre København. Min lænestol er røget ud til siden, så der er bedre plads på gulvet, og jeg har taget en kjole på og smurt mine øjenvipper ind i mascara for første gang i to måneder. Jeg føler mig helt lækker og soigneret igen.

Tidligere på aftenen har jeg siddet på altanen med de andre fra kollektivet og drukket et par glas billig rødvin fra Netto i håbet om at gøre ravesituationen en anelse mindre akavet.

Nu stiller jeg mig på gulvet foran dj’en på skærmen og prøver at bevæge mig lidt. Så får jeg øje på bygningen overfor igennem min altandør og styrter over gulvet for at rulle de lange hvide gardiner for. 

Lyden fra computeren trænger ligesom heller ikke helt ud i rummet. Jeg tænder for min højttaler og skruer op. Sender en tanke til de sovende kvinder og kærestepar på værelserne omkring mig. Ærgerligt for dem – nu skal det her altså lige have et skud.

Så prøver jeg igen. Musikken skifter til noget mere dansevenligt efter min smag, og jeg befrier mit hår fra hårklemmen og bryder ud i dans. Og det føles faktisk underligt fedt. Jeg mærker, hvordan leddene i min krop er blevet stive som gamle elastikker og bare trænger til at bevæge sig.

Ikke engang mit eget spejlbillede i det runde spejl på væggen får mig til at stoppe. Jeg prøver at forestille mig den ravefest, det kunne have været, lukker øjnene og lader musikken styre mine bevægelser med armene ud til siderne. Det går op for mig, at jeg virkelig har savnet at danse og skråle forkerte sangtekster ud i nattemørket. 

Onlinefester

Jeg har klikket mig ind på siden United We Stream Berlin, som for tiden streamer en række livegigs og talks fra forskellige klubber næsten hver aften. De fleste af dem i Berlin, men man kan også tage til Hamborg, Leipzig og Stuttgart.

Nederst på siden kan man donere penge og bestille øl og T-shirts designet til lejligheden med det formål at hjælpe den tyske klubkultur under nedlukningen.

Også på andre platforme forsøger klubber og kunstnere ihærdigt at kompensere for de tabte indtægter. En af dem er den amerikanske dj D-Nice, der har lanceret store livefester fra sin instagramprofil, hvor i omegnen af 80.000 mennesker for tiden tjekker ind fra hele verden og fester med, når han aften efter aften åbner Club Quarantine og vender plader. 

På Instagram kan man se, hvordan de andre deltagere hjemme i stuerne skåler og fester med fra deres egen isolation, når D-Nice deler skærmen og sender den videre. Her kommer også superkendisser forbi såsom Oprah Winfrey, Drake, Joe Biden, Mark Zuckerberg og Will Smith.

»The hottest party in town« bliver Club Quarantine kaldt af The New York Times. 

Også klubben House of Yes tilbyder gennemførte udklædningsfester på platformene Zoom og Instagram Live, ligesom det bugner af såkaldte stay home parties på Facebook. I Danmark kan man for eksempel gå til ravefest på natklubben Ved Siden Af eller drikke sin øl i selskab med andre ølnørder i bryggeriet Mikkellers specialdesignede virtuelle ølbar.

Er man til den lidt mere farverige fest, kan man også tage til queerfest på siden Bad Bruises. 

Der mangler menneskekroppe 

Der er gået en halv time nu, og den første energi er allerede ved at ebbe ud. Jeg tager en slurk af min rødvin og mærker, at det er svært at holde gejsten oppe alene. United We Stream har ikke samme funktion som Club Quarantine, hvor man kan se de andre, der fester med derude. Og jeg ved ikke engang, om det at se andre ville være nok på dette tidspunkt.

Jeg sætter mig på mit gulv. På facebooksiden kan jeg se, at folk lytter med fra blandt andet Montreal og Barcelona, men jeg kan ikke rigtig mærke festen.

Er det måske, fordi min skærm er for lille til, at jeg kan føle mig som en del af fællesskabet?

Nej. Rigtige, fysiske menneskekroppe er, hvad der mangler. Lugten af sved og alkohol, der fylder rummet sammen med røgen og den tunge luft. At se andre mennesker skabe sig og gnide sig op ad hinanden på ølglatte gulve, mens de synger og danser til den samme sang. Ikke at skulle tænke på, om de andre i kollektivet bliver sure på mig i morgen, fordi jeg har hørt høj elektronisk musik på mit værelse. 

Jeg ved ikke, om det er rødvinen, der giver mig mørke tanker, men jeg bliver siddende på gulvet som et trodsigt barn, der bare vil have sin vilje. Jeg vil have, at lockdown snart slutter. Og jeg gider sgu ikke engang feste alene på den her måde. Jeg vil ud. 

Det er snart midnat, så festen slutter helt naturligt om få minutter. Jeg bliver siddende og spiser et stykke kold pizza. Jeg forsøger at glæde mig over, at jeg trods alt har prøvet at være med til et virtuelt rave, for på en måde er det jo ret historisk. Bilder jeg i hvert fald mig selv ind.

Så lukker jeg for browseren og går i seng.