Orhan Pamuk: Hvad de store epidemiromaner kan lære os

I de sidste fire år har jeg skrevet på en historisk roman, der foregår i 1901 i en periode, der kendes som Den Tredje Pestpandemi – et udbrud af byldepest, der tog livet af millioner af mennesker i Asien, men kun af ganske få i Europa. Og i de sidste måneder har venner og familie, redaktører og journalister, som vidste, at dette er temaet for min kommende roman, Pestens nætter, ligefrem bestormet mig med spørgsmål om pandemier.

Mest nysgerrige er de efter at høre, hvilke ligheder jeg kan se imellem den aktuelle coronaviruspandemi og historiens store pest- og koleraudbrud. Der findes da også et væld af ligheder. Lighedstræk mellem de pandemier, vi kender fra historien, men også fra litteraturhistorien, finder vi ikke blot i virussernes virkemåde og i de epidemiske sygdommes forløb og symptombilleder. Frem for alt er det vores første reaktioner på disse sygdomsudbrud, der ligner hinanden.

Den første rektion på et pandemiudbrud har altid været fornægtelse. Nationale og lokale myndigheder har tøvet med at reagere og har ofte fordrejet kendsgerninger og manipuleret med tal for at benægte udbruddets eksistens.

På de første sider af Pestens år (’Journal of the Plague Year’, 1722), det måske mest oplysende litterære værk, der nogensinde er skrevet om epidemisk smitte og dens konsekvenser for menneskelig adfærd, rapporterer Daniel Defoe, at i 1664 forsøgte de lokale myndigheder i visse bydele af London at få antallet af dødsofre for pest til at fremstå lavere ved at registrere frit opfundne sygdomme som dødsårsagen.

Fornægtelse

I en roman fra 1827 – De trolovede (’I promessi sposi’), som nok er den mest realistiske roman, der er skrevet om et pestudbrud – beskriver den italienske forfatter Alessandro Manzoni med stor indføling den lokale befolknings vrede over det officielle svar på pesten i Milano i 1630.

Trods alle de alarmerende tegn i byen vælger Milanos guvernør ikke blot at ignorere sygdomstruslen – han vil end ikke aflyse en lokal fyrstes fødselsdagsfestligheder. Manzoni skildrer, hvor hurtigt pesten breder sig, fordi de modforanstaltninger, som omsider indføres, viser sig utilstrækkelige og håndhæves lemfældigt, samtidig med at de lokale borgere ikke gør nok for at efterleve dem.

En stor del af litteraturen om pest og smitsomme sygdomme fremstiller fravær af rettidig omhu og inkompetence og selviskhed hos magthavere som de afgørende gnister, der antænder massernes vrede. Men de bedste forfattere, som Daniel Defoe og Albert Camus, giver tillige deres læsere indblik i noget mere end den politik, der ligger bag bølgen af folkelig vrede. De viser os også reaktionsmønstre, som er iboende det menneskelige vilkår.

Defoes roman viser os, hvordan der bag de endeløse

protester og det grænseløse raseri mod myndighederne også findes en vrede imod skæbnen, imod en guddommelig vilje, der er vidne til og måske endda billiger al den død og menneskelig lidelse, og en vrede imod den organiserede religions institutioner, der virker usikre på, hvordan de skal håndtere disse udviklinger.

Usande rygter

Menneskehedens anden universelle reaktion, som den uvægerligt ser ud til at forfalde til, har altid været at smede rygter og sprede usande informationer. Under tidligere pandemier blev rygter først og fremmest næret af fejlagtige informationer og af umuligheden af at danne sig et komplet billede.

Defoe og Manzoni skrev om mennesker, der holdt god fysisk afstand, når de mødte hinanden på gaden under pestudbruddene, men også udspurgte hinanden om de seneste nyheder og historier fra deres respektive hjembyer og bydele, således at de tilsammen kunne danne sig et bedre overblik over sygdommen. Kun takket være dette større perspektiv kunne de gøre sig håb om at undslippe døden og finde sikkert ly.

I en verden uden aviser, radio, tv eller internet var det analfabetiske flertal henvist til at bruge deres egen fantasi til at hitte ud af, hvor faren kunne ligge, hvor alvorligt man skulle tage den, og hvor voldsomme pinsler, sygdommen kunne frembringe. Denne afhængighed af fantasien gav hver enkelt persons frygt en unik individuel stemme og forlenede den med en næsten lyrisk kvalitet – lokal, spirituel og mytisk.

De mest almindelige rygter under pestudbrud handlede om, hvad der havde bragt sygdommen ind i samfundet, og hvorfra den var kommet. Da panik og frygt i midten af marts 2020 begyndte at sprede sig i Tyrkiet, var det min bankrådgiver i Cihangir, mit hjemkvarter i Istanbul, der med indforstået mine fortalte mig, at »denne ting« var Kinas økonomiske gengældelsesaktion imod USA og resten af verden.

Som ondskaben selv er pesten altid blevet fremstillet som noget, der kom udefra. Den havde slået til andre steder før, men der var ikke gjort nok for at inddæmme den. I sin beretning om pestens eskalerende spredning i Athen indleder Thukydid med at notere, at udbruddet oprindelig begyndte langt væk, i Etiopien og Egypten.

Dæmonisk

Sygdommen er fremmed. Den kommer udefra og bringes ind i en ondskabsfuld hensigt. Rygter om dens oprindelige bæreres formodede identitet er altid de mest gennemslagskraftige og populære.

I De trolovede beskriver Manzoni en figur, der har været fast indslag i den folkelige fantasi omkring pestudbrud siden Middelalderen: Hver dag gik der rygter om, at denne ondsindede, dæmoniske skikkelse, som vandrede rundt i mørke og smurte pestinficerede sekreter på dørhåndtag og vandfontæner. Eller måske blev en træt gammel mand, som havde sat sig på kirkegulvet for at tage sig et hvil, anklaget af en kvinde, som beskyldte ham for at have gnedet sin kåbe rundt omkring i kirken for at sprede sygdommen. Og snart ville en lynchpøbel tage form.

Disse uventede og ukontrollerbare udbrud af vold, rygtedannelse, panik og oprør er almindelige i beretninger om pestepidemier fra renæssancen og frem. Marcus Aurelius beskyldte Romerrigets kristne for det udbrud af kopper, som fandt sted under kejser Antonius, fordi de ikke ville deltage i ritualerne for at formilde de romerske guder. Og under de pestudbrud, som siden fulgte, blev jøderne anklaget for at forgifte brønde i både Osmannerriget og det kristne Europa.

Historien og litteraturen om de store epidemier viser os, at lidelsens intensitet, frygten for døden og den metafysiske rædsel i en ramt befolkning også vil blive afgørende for dybden af samme befolknings vrede og politiske modvilje.

Ligesom ved tidligere tiders pestpandemier har grundløse rygter og beskyldninger baseret på nationalistiske, etniske, og regionalistiske identiteter haft en markant effekt på, hvordan begivenhederne har udfoldet sig under dette udbrud af coronavirus. De sociale medier og de højrepopulistiske mediers tilbøjelighed til at puste løgnene op har også spillet en rolle.

Begravelsesoptog

Men i dag har vi adgang til en langt større strøm af pålidelige informationer om den pandemi, vi gennemlever, end folk nogensinde har haft under tidligere pandemier. Dette er også, hvad der gør den stærke og forståelige frygt, vi alle føler i dag, så anderledes. Vores rædsel næres i mindre grad af rygter end af korrekte og præcise informationer.

Mens vi ser de røde prikker på vores lande- og verdenskort mangedobles, indser vi, at der ikke nogen steder, vi kan flygte hen. Vi har ikke engang brug for vores fantasi for at frygte det værste. Vi ser videoklip af korteger af store sorte militærlastbiler, der kører lig fra små italienske byer til nærliggende krematorier, som overværede vi vores egne begravelsesoptog.

Den rædsel, vi føler, udelukker imidlertid fantasi og individualitet, og den afslører, hvor uventet fælles vores skrøbelige liv og delte menneskelighed i virkeligheden er. Frygten såvel som tanken om at skulle dø får os til at føle os alene, mens erkendelsen af, at vi alle oplever samme angst, omvendt trækker os ud af vores ensomhed.

Bevidstheden om, at hele menneskeheden fra Thailand til New York deler vores angst og tvivl om, hvor og hvordan man skal bruge ansigtsmaske, om hvordan vi sikrest behandler den mad, vi har købt i supermarkedet, eller om vi skal gå i hjemmekarantæne, er en konstant påmindelse om, at vi ikke er alene. Den avler en sans for solidaritet. Vi er ikke længere lammede af vores egen frygt. Vi opdager en ydmyghed i frygten, som tilskynder os til gensidig forståelse.

Når jeg ser tv-indslag med mennesker, der venter i køer foran verdens største hospitaler, ser jeg også, at min rædsel deles af resten af menneskeheden, og jeg føler mig ikke længere helt så alene. Som tiden går, skammer jeg mig stadig mindre over min frygt og betragter den i stigende grad som en fuldkommen meningsfuld reaktion. Jeg bliver mindet om ordsproget, at under pandemier og pest er det dem, som frygter mest, der lever længst.

Fatalisme

I sidste ende indser jeg, at frygten fremkalder to vidt forskellige svar i mig og måske i os alle. Nogle gange får den mig til at trække mig ind i mig selv, til at søge ensomheden og stilheden. Men til andre tider lærer den mig at være ydmyg og at praktisere solidaritet.

Jeg begyndte første gang at drømme om at skrive en pestroman for 30 år siden, og selv i denne tidlige fase var frygten for døden mit fokus. I 1561 under Suleiman den Prægtiges regeringstid undslap Ogier Ghiselin de Busbecq, som var Habsburgrigets gesandt i Osmannerriget, pesten i Istanbul ved at søge tilflugt seks timer væk på øen Prinkipo, den største af Prinseøerne i Marmarahavet sydøst for Istanbul. Han havde bemærket sig de ikke tilstrækkeligt vidtgående karantænelove, som var indført i Istanbul og erklærede, at tyrkerne var ’fatalister’ på grund af deres religion, islam.

Omkring halvandet årtusind senere skrev selv den begavede Defoe i sin London-pestnovelle, at tyrkere og muhamedanere »hylder en prædestinationslære og tror, at alle menneskers endeligt er forudbestemt«. Min egen pestroman skal hjælpe mig til at genoverveje denne muslimske ’fatalisme’ i lyset af sekularisme og modernitet.

Fatalister eller ej er det et historisk faktum, at det altid har været vanskeligere at overbevise muslimer end kristne om nødvendigheden af at udholde karantæneforanstaltninger, især i Osmannerriget. De økonomisk motiverede protester, som butiksejere og landbobefolkningen af alle trosretninger var tilbøjelige til at gribe til som en modstandsakt imod karantæne, blev i muslimske samfund forstærket af bekymringer for kvindelig beskedenhed og privat uforstyrrethed. Muslimske samfund i begyndelsen af 1800-tallet krævede ’muslimske læger’, for på den tid var de fleste læger kristne, selv i Osmannerriget.

Fra 1850’erne, og efterhånden som rejser med dampskibe blev billigere, blev pilgrimme, der rejste til islams vigtigste hellige byer, Mekka og Medina, til verdens mest effektive bærere og spredere af smitsomme sygdomme. Ved indgangen til det 20. århundrede etablerede den britiske kolonimagt en af verdens førende karantæneinstitutioner i Alexandria i Egypten for at kontrollere strømmen af pilgrimme til og fra Mekka og Median på det britisk kontrollerede territorium.

Asiatisk ophav

Disse historiske udviklinger var ansvarlige for at udbrede ikke blot den stereotype forestilling om muslimsk ’fatalisme’, men også den fordom, at Mellemøstens muslimer og Asiens øvrige folkeslag både var ophav til og eneste bærere af smitsomme sygdomme.

Da Raskolnikov, hovedpersonen i Fjodor Dostojevskijs roman Forbrydelse og straf drømmer om pesten, taler han ind i samme litterære tradition: »Han drømte, at hele verden var dømt til en ny og mystisk pest, der var kommet til Europa fra det dybe Asien.«

På kort fra det 17. og 18. århundrede blev Osmannerrigets politiske grænser, hvor verden hinsides Vesten formodedes at begynde, markeret af floden Donau. Men de kulturelle og antropologiske grænser imellem de to verdener blev i høj grad også signaleret ved pesten og ved den omstændighed, at farerne for at pådrage sig pestsmitte var langt højere øst for Donau. Alt dette forstærkede ikke blot den forestilling om medfødt fatalisme, som østlige og asiatiske kulturer så ofte blev tillagt, men også den forudfattede opfattelse, at pestudbrud og andre epidemier altid havde deres oprindelse i Østens mest obskure afkroge.

Det billede, vi kan samle fra utallige lokale historiske beretninger fortæller os, at selv under de store pestpandemier, vedblev Istanbuls moskeer med at udføre begravelsesritualer, ligesom sørgende vedblev med at besøge hinanden for at kondolere og hengive sig til tårevædede favntag, og snarere end at bekymre sig for, hvorfra sygdommen var kommet, gik lokalbefolkningen mere op i at forberede sig islamisk korrekt på den næste begravelse.

Under den aktuelle coronaviruspandemi har den tyrkiske regering dog anlagt en sekulær tilgang og forbudt afholdelse af offentlige begravelser for dem, som er døde af sygdommen, og truffet den utvetydige beslutning helt at lukke moskeer på fredage, hvor de troende ellers ville forsamles i store grupper til ugens vigtigste bøn. Tyrkerne har da heller ikke modsat sig disse skridt. Hvor stor vores frygt end er, modereres den også af fornuft og tålmodighed.

Skal en bedre verden opstå efter denne pandemi, må vi favne og bygge videre på disse følelser af ydmyghed og solidaritet, som øjeblikkets krise har næret iblandt os.

Orhan Pamuk, som i 2006 blev hædret med Nobelprisen i litteratur, er forfatter til den kommende roman, ’Pestnætter’.

© The Wylie Agency og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen