Baggrund
Læsetid: 11 min.

Per Olov Enquists forfatterskab er en himmelharpe, der fortæller om livets inderste gåder

Der er en grundfortælling i hans forfatterskab, som begynder med menneskets fejl og fortabelse og slutter med nåden. Og muligvis også kærlighed og hemmelig elskov. Per Olov Enquist, manden bag et af Europas vægtigste, mest personlige og billedrigeste forfatterskaber, døde lørdag aften, 85 år gammel
Den svenske forfatter Per Olov Enquist døde lørdag aften, 85 år gammel.

Den svenske forfatter Per Olov Enquist døde lørdag aften, 85 år gammel.

Kultur
27. april 2020

Per Olov Enquists far, som døde, da Per Olov var seks måneder gammel, skrev på sit dødsleje en formaning til sønnen: »Bliv en god kristen«, »bliv præst«. Faren selv blev frelst sent, ifølge Enquists erindringsbog Et andet liv var han i lang tid gladere for sin Chevrolet, senere for sin motorcykel med sidevogn og for at skrive digte end for Vorherres strenghed og mange slags afholdsmoral.

Så måske var farens formaning en form for aflad, et sidste undskyld for det med digtene (»digtermisbruget« kalder Enquist det i sine erindringer) og de ukristelige forbrændingsmotorer. I en anden af Enquists bøger, Lewis rejse, om den pietistiske bevægelse, som Enquist kendte lige så godt som sin egen sjæl, er det da også moren, der minder om de formanende ord til sønnen.

Hvorom alting er: Den dobbelte formaning besvarede Per Olov Enquist, da han for længst var blevet en voksen mand og forfatter til et af Nordens og et af Europas vægtigste forfatterskaber, med noget i retning af: »Jamen, mor, jeg blev jo præst.«

Anekdoten fortæller os, at P.O. Enquists forfatterskab, vel nok især romanerne, med dets sammenvævning af selvbiografi og digt er autofiktion af den mere tilslørede slags, længe før begrebet blev opfundet, og at livet med dets mange gådefuldheder, også dem, han bar med sig fra barndommen, var til livslang forhandling i forfatterskabet.

»Rekonstruktion« var forfatterskabets eget ord for dette forsøg på at finde sammenhænge og en klarere forståelse af livsgåderne. Og så fortæller – eller antyder – anekdoten, at kristen mytologi i Enquists egen originale kunstneriske bearbejdelse både var en vital kraft, først og fremmest som digterisk billede, og en konstant uro fra første til sidste bog.

Ikke skovhugger, ikke skrabe bark

Per Olov Enquist blev født i 1934 i den lille by Hjoggböle i det nordlige Sverige. Barndommens kristne strenghed har han beskrevet indfølt i sine erindringer og udfoldet – og altså forskudt og fordoblet – i flere af sine romaner.

Til barndomserindringernes humoristiske del hører skildringen af lille Per Olas betagelse af kuponhæftets bh-reklamer, som han rød af befippelse fordybede sig i på dasset, og den ugentlige bekendelse hos præsten, der skulle føre videre til syndernes forladelse, men som led af den alvorlige mangel, at Vorherres lille synder ikke kunne komme i tanke om en eneste begået synd og derfor måtte lyve sig til en.

Til den alvorligere afdeling, men ikke helt uden munterhed, hører beskrivelsen af »digtermisbruget«, som går i arv til sønnen fra faren som en livsåbnende, men også farlig last. Det samme gør de hovedpinepiller, som Per Olov presser op under læben som snus på jagt efter beruselse, måske som et tidligt varsel om den alkoholisme, som mange år senere var tæt på at tage livet af ham.

Han skulle ikke være skovhugger eller skrabe bark i det nordlige Sverige, skrev han senere i sine erindringer, han skulle ud i verden. Opbruddet fra barndomsbyen og studierne på universitetet i Uppsala fortæller en moderne historie om den voksende ubalance mellem land og by og om en social mobilitet, der gav unge mennesker nye muligheder, men også rev samfund midt over.

Også den historie vender tilbage i Enquists forfatterskab, blandt andet i romanen Musikanternes udtog (1978), hvor en af fagbevægelsens agitatorer en dag i det tyvende århundredes begyndelse ankommer til det nordlige »Congo«, Enquists barndomsegn, for at vække kristne og ukristne landboere til en ny tids kamp.

Senere – under 1960’ernes borgerrettighedskampe – var Enquist på et ophold i USA, i de sene 1960’eres og tidlige 1970’eres begyndende venstreradikalisme var han i Tyskland, og så igen i USA, denne gang som gæsteprofessor ved UCLA på den amerikanske vestkyst.

Fra 1978 til 1994, i ægteskabet med teaterchef, kulturråd og fiktionschef ved TV 2 Lone Bastholm, boede han skiftevis i København og Paris. Det var tilsyneladende en fortsættelse af opbruddet, sikkert også et udtryk for Enquists rastløshed, det andet arvestykke fra faren med Chevrolet og motorcykel.

Det hjemlige viste sig i det fremmede

Men vigtigere endnu er den skabende dialektik mellem ude og hjemme i Enquists liv. Han projicerede sit eget ud på verden for at møde det igen i en anden skikkelse.

Mødet med den amerikanske borgerrettighedsbevægelse blev et af afsættene, skævt og uforudsigeligt, til Legionærerne (1968), hans roman om udvisningen af en gruppe baltiske soldater, der under Anden Verdenskrig havde gjort tjeneste i den tyske hær.

»Et svensk traume« kaldes sagen i bogen. Opholdet i Berlin blev blamdt andet til romanen Sekundanten (1971) om den svenske mester i hammerkast, som snød ved at lette sit redskab for 400 gram, og om sønnens forsøg på at bringe farens bedrag, den politiske radikalisering og sportens, troens og kærlighedens sensualisme på en fælles formel.

På nogenlunde samme måde, men måske mindre overraskende, blev reportagerejsen til München i olympiadeåret 1972 til »undersøgerens« (som Enquist mange steder i forfatterskabet kalder sin fortæller) personlige forening af politisk drama og idræt og gennem den sammensmeltning til banebrydende sportsjournalistik i bogen Katedralen i München (1972).

Enquist var i øvrigt selv gammel idrætsmand med en personlig rekord i højdespring på 1,97 m. Og så var han livet igennem en engageret politisk debattør, for det meste en fri intellektuel, i lange perioder fast tilknyttet forskellige svensker aviser. Sin anden kone, journalisten og politikeren Gunilla Thorgren, mødte han, betegnende nok for sin mangestedsnærværelse, midt i en af 1990’ernes ophedede EU-debatter.

Det hjemlige viste sig i det fremmede, det fremmede åbnede nye veje til det, som han anelsesfuldt kendte i forvejen. Det gjaldt det fremmede i betydningen ’andre steder’, det kom mere og mere – senest med de store historiske romaner – til også at gælde det fremmede i betydningen ’andre tider’.

Enquists eget ord for stedet for den stadige tilbageføring, der er så karakteristisk for forfatterskabet og gør hans værk til en livslang kunstnerisk bearbejdelse af de samme fundamentale temaer, var »et indre forankringspunkt«. Det var Hjoggböle i Västerbotten, det var barndommen, forældrene, troen, syntesen af det hele, det vil sige først og fremmest ham selv og en grundfortælling.

Fortælleren ’rekonstruerer’

Grundfortællingen er som et vandmærke i romanerne, den har flere træk.

Det begynder med en synd, der skal udlignes, eller en gåde, der skal løses. Sådan var det i forfatterskabets to første romaner, Kristallögat (1961) og Färdvägen (1963), som handler om henholdsvis en ung kvinde, en levende død, der skal vækkes til live, og en ung mand, hvis synd knytter sig til en trafikulykke, og hvis redning leder ham væk fra løgnens og uskyldens skyggeverden og tilbage til de levende.

Romanerne vakte ikke stor opsigt, de var følsomme, måske også lidt tågede afprøvninger, men vigtige anslag. Opsigt vakte til gengæld Magnetisørens femte vinter (1964) om den fiktive 1700-talsskikkelse Friedrich Meisner, der med et dramatisk sceneshow og blodige kyllingerester forfører en befolkning, men også gengiver den håbet.

Meisner er en forklædt Messias og en svindler, han er derfor lige så meget gåden i det menneske, der rækker ud efter ham, som selv en gåde. Med romanen introducerede Enquist sin særlige »undersøger«-fortællerstil, hvor temaets gådefuldhed gentages i formens langsomme afsøgning og spændingsfyldte »rekonstruktion«.

Det greb gentog Enquist i Legionærerne, hvor han lod dokument og roman smelte sammen. Her består gåden tilsyneladende i de baltiske soldaters skæbne: Hvad skete der med dem, da de blev udleveret til Sovjetunionen?

Romanen interesserer sig imidlertid endnu mere for den proces i landets befolkning og blandt dets beslutningstagere, der førte til udleveringen. Her spillede bevægelse som følelse og ophidset folkestemning en rolle, som igen peger både bagud og fremad i forfatterskabet. Det handler om »undersøger«-fortællerens meddelagtighed i det fortalte, hans projektioner og indlevelse. Det handler også om troens og idrættens frigørelse, det vil sige bevægelse som lethed og ekstase.

For romanen modtog Enquist Nordisk Råds Litteraturpris, han fik også et stort internationalt publikum.

Messiasskikkelsen genbesøgt

Det er den fortællerposition, den deltagendes, med i bevægelsen, han mange steder i bøgerne sætter ord på, men nok delvis på grund af sit temperament som regel måtte spejde langt efter. For eksempel da han (med citater fra erindringsbogen) som »genert iagttager«, »høj og tavs« som »et omkringvandrende fyrretræ«, dækkede de olympiske lege i München i 1972.

Motivet går igen i Musikanternes udtog, og hvor han senere skal skrive om folkelige bevægelser, og med ordet bevægelse også mene den følelsesmæssige og konkret fysiske bevægelse, herunder troens og liderlighedens.

Herrnhuternes overophedede blodteologi i forening med oplysningens køligere regime, følelse og fornuft var afsæt for romanerne Livlægens besøg (1999, tildelt Augustprisen, senere kåret som årets udenlandske roman i Frankrig og en stor international succes både som teater og film) og Lewis rejse (2001).

Den første handler om den tyske læge og oplysningsmand Johan Friedrich Struensees enevældige, men kortvarige regeringsperiode og senere henrettelse. Den anden fortæller pietismens svenske historie med den karismatiske leder Lewi Pethrus i hovedrollen. Det er messiasskikkelsen genbesøgt, det er også på et højst personligt plan et forsøg på at rekonstruere familiens og morens forhistorie og udfylde dens huller.

Det samme kan siges om den flere gange nævnte erindringsbog Et andet liv (2008, også udmærket med Augustprisen) og det, der skulle blive Enquists sidste roman, Lignelsesbogen (2013). Begge bøger runder noget af og trækker en sidste gang linjen mellem voksenlivets mange slags kampe og barndommen og dermed mellem selvbiografi og kunstnerisk granskning.

Titlens ’lignelse’ ligner en bekendelse, en udbasuneret vedgåelse af arv og gæld. For i ordet ligger selvfølgelig både en hilsen til kristendommens fortællinger og til fiktionens fordoblinger og forskydninger, det vil sige til Enquists poetik og endnu et vigtigt træk af forfatterskabets grundfortælling.

Dramaernes personlige konfliktstof

Enquists tekster til teatret udgør en stor og selvstændig del af hans produktion og blev vægtige bidrag til hans internationale berømmelse.

De gentog et greb, overføringen af en personlig historie på en fremmed skikkelse, herefter rikochetteringen tilbage til det personlige. Det gjaldt debutstykket Tribadernes nat (1975, siden oversat til godt 20 sprog og spillet verden over), hvor hovedkaraktererne er August Strindberg og hustruen Siri von Essen, og emnet en blodig overlevelseskamp mellem ægtefællerne og mellem kønnene.

Til Fædra (1980), der med klassisk græsk forlæg og Racine-inspiration fortsatte fortællingen om kønnene, og Fra regnormenes liv (1981), om H.C. Andersens og skuespilleren Johanne Luise Heibergs intense møde og samtale i løbet af én aften, udgør sammen med Tribadernes nat en trilogi (eller ’en triptyk’, som den blev kaldt) om kærlighedens og ægteskabets vilkår. Og vel også om kunstnerens og mandens frygt for ydmygelse og udslettelse.

Endnu en nyklassiker blandt dramaerne er Søstrene (2000), som bearbejder Tjekhovs Tre Søstre og i en fremskrivning af stykkets skæbner bekræfter det udsigtsløse i deres drøm om et bedre liv et andet sted. Stykket fik en teaterhistorisk urpremiere på Betty Nansen med Bodil Udsen, Susse Wold og Ghita Nørby i hovedrollerne; allerede inden premieren var alt udsolgt spilleperioden ud.

To år før havde Billedmagerne (1998) haft premiere på samme scene. Også det stykke, der handler om Selma Lagerlöf (spillet af Bodil Udsen) og hendes liv som kunstner og barn af en alkoholiker, virkede som en dobbelteksponering af personligt konfliktstof. I øvrigt til nogle kritikeres ærgrelse; hvad skulle Selma Lagerlöf nu blandes ind i det for?

Billedfrisen gennem forfatterskabet

Alkoholisme. Og kærlighed. Begge dele i både snæver og bredere betydning; et svigt, der findes tilgivelse for, en synder, et monster, »ikke noget menneske«, som det hedder i Den forstødte engel (1985), der tages til nåde og finder kærligheden.

Det var hovedtemaer i dramaerne. Og endnu to afgørende træk ved grundfortællingen, der strakte sig gennem hele forfatterfatterskabet. At det også var Enquists egen opfattelse, fremgik af måden, han valgte at afrunde det på.

Erindringsbogen har ligefrem alkoholismen som kompositionsprincip, den er spejlet, han fortolker sit eget liv gennem. »Et andet liv« er livet efter den 6. februar 1990, da han holdt op med at drikke og blev, hvad der på hans barndoms hjemegn hed »totalafholdsmand«.

Tidsmæssigt faldt det sammen med romanen Kaptajn Nemos bibliotek (1991), som han påbegyndte på afvænningsklinikken og færdiggjorde på rekordtid. Romanen er i lignelsernes mange billeder en genfortælling af barndommen, den handler med romanens egne ord om en »genopstandelse«, en tilbagevenden til »et indre forankringspunkt« og for forfatteren selv en tilbagevenden til livet uden spruttens dybe bedøvelse.

Romanen er vel det kunstneriske højdepunkt i et forfatterskab, der ellers ikke mangler højde. Den er også på mange måder den inderste gåde og det lange kunstneriske svar på den i form af genkommende digteriske billeder, der forener kristendom og västerbottensk stoflighed.

Hvad skal man kalde den usædvanlige billedfrise, der lægger sig hen over grundfortællingen og binder bøgerne sammen? Den er barndomserindring, eventyr, den er også drøm og ubevidsthed, digt og romantisk vision. Den er ganske bestemt også et kunstnerisk greb, det vil sige forførelse og illusion.

Med til billedfrisen hører ’isen’, der som en glasvæg spærrer mennesket inde. ’Fuglefjeren’, der som sprog eller ånde får isen til at smelte. ’Himmelharpen’, som er telefontrådene fastgjort til træhusets – barndomshjemmets – ydervæg, så huset i blæsevejr omdannes til et gigantisk musikinstrument svævende i universet.

Det kunne være et billede på hele forfatterskabet. Der er også ’fuglen’, der hvert tusinde år kommer flyvende og hvæsser sit næb mod bjerget. »Og når bjerget var slidt væk var der gået et sekund af evigheden«. Og ’velgøreren’, som er en usynlig hjælper, halvt virkelig, halvt fantasi. Endelig er der som nævnt ’genopstandelsen’ og ’agape’, nåden, som mod al rimelighed og i et overskud af kærlighed redder mennesket tilbage til de levende.

Billederne til og med kærligheden går altså igen, Enquist trækker flittigt på dem. Fra de første søgende udkast over mesterværkerne, videre til de store historiske romaner, blandt dem Livlægens besøg og Bogen om Blanche og Marie (2004) om hysteripatienten Blanche Wittmann og den franske kemiker Marie Curie, der mere end noget andet er netop romaner om kærlighed.

Og frem til Enquists egen hemmelige elskovsfortælling i Lignelsesbogen, den rørende historie om det erotiske møde i den tidligste ungdom (Enquist var 15 år gammel) med en 51-årig kvinde kun et stenkast fra det pietistiskfromme barndomshjem.

Med det slutter han forfatterskabet. Gådens inderste, i denne omgang, skulle man måske tilføje: kærlighed, hemmelig elskov.

’Hvordan forvaltede du dit pund?’

Enquist havde en evne til diskret at gå ind og ud af sine egne bøger, også meget konkret. Man læser en bog om pinsebevægelsen, så står forfatteren selv pludselig på brødremenighedens kirkegård i Christiansfeld. Man læser en bog om de største ting, så sidder forfatteren pludselig foran sin afdøde mor og modtager strenge ordrer om ikke at tørre fingrene af i bukserne.

Det er dokumentaristen og magnetisøren, der signalerer maksimalt tilstedevær. »Undersøgeren« på arbejde. Men den direkte konfrontation med sin egen digtede virkelighed er også et udtryk for, hvad han lagde i digtningen. Et forpligtende ansvar, den fortsatte forhandling om de livsvigtigste anliggender.

Det rakte ud over bøgerne.

I et interview sagde han: »Jeg er vokset op i et miljø, hvor man stillede eksistentielle spørgsmål om godt og ondt og liv og død og kærlighed og død, og hvad er rigtigt, og hvad er forkert. Spørgsmålene var der ikke noget galt med. Svarene, derimod, var tit dårlige.«

Han sagde også: »Vi har kun ét liv. Når man har passeret de 50 år, kan man ikke lade være med at spørge sig selv: ’Hvad blev det til?’ ’Hvordan forvaltede du dit pund?’«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Per Olov Enquist var en skadefro person, der efter Phnom Penhs Exodus godtede sig over indbyggernes ulykke og død.

In May 1975, one month after the Khmer Rouge evacuated the capital, the Swedish author Per Olov Enquist wrote: "The brothel has been emptied and the clean-up is in progress.
Only pimps can regret what is happening."
citat The Guardian
https://www.theguardian.com/lifeandstyle/2010/jan/10/malcolm-caldwell-po...

Tak til Thomas Thurah for en meget fin artikel

Anders Sørensen

@Torben Lindegaard, udviser du skadefryd over vedkommendes død? Hvem er i så fald den bedste af dig og ham?

Ib Gram-Jensen

Torben Lindegaard, for at få lidt proportionssans i fordømmelsen bør man netop bide mærke i, at Enquist skrev den pågældende bemærkning - som den viden vi efterhånden fik om udviklingen i landet grundigt afslørede som uholdbar - én måned efter De Røde Khmerers magtovertagelse, og på et tidspunkt, hvor landet var stort set afskåret fra omverdenen, og få eller ingen (veldokumenterede) informationer om, hvad der foregik, var sluppet ud. Med mindre Enquist havde været synsk, kunne han på det tidspunkt dårligt kende eller forudse de uhyrligheder, som fulgte. Han tog grundigt fejl, men hans ord berettiger ikke til at beskylde ham for at være skadefro eller godte sig over indbyggernes død og ulykke.

Torben Lindegaard

@Ib Gram-Jensen 29. april, 2020 - 10:17

Din undskyldning for Per Olov Enquist holder ikke.

Enquist kommenterer netop fordrivelsen af over 2 mio mennesker fra Phnom Penh -
så selvfølgelig vidste han besked om Phnom Penhs Exodus.

Enquist's bevæggrunde kender jeg selvfølgelig ikke;
men at han godter sig over indbyggernes ulykke står krystalklart -
og det er selve definitionen af skadefryd.

Ib Gram-Jensen

Torben Lindegaard, du skrev, at Enquist "var en skadefro person, der efter Phnom Penhs Exodus godtede sig over indbyggernes ulykke og død." Og selvfølgelig vidste Enquist, som alle andre, at byen var blevet tømt for indbyggere, hvilket også ganske rigtigt fremgår af hans ord. Men efter Khmer Rouge's indtog og tømningen af byen blev Cambodia lukket, og Enquist kan ikke have vidst besked med indbyggernes skæbne efter evakueringen, da han skrev, hvad han gjorde. Så der er ikke grundlag for at påstå, at han godtede sig over deres ulykke og død.

Torben Lindegaard

@Ib Gram-Jensen 29. april, 2020 - 15:17

Vi er så enige om, at Enquist godtede sig over Phnom Penhs indbyggeres ulykke i form af fordrivelsen fra byen ??

Jeg fastholder dog, at Enquist også godtede sig over indbyggernes død -
også selvom omfanget af folkedrabet var ukendt i maj 1975, da han skrev artiklen.

Men man kan ikke bare lade som om, at man ikke fatter følgerne af at sende over 2 mio mennesker på tvangsmarch ud i junglen uden organiserede forsyninger af nogen art.
Selvfølgelig vil en uantagelig stor andel af disse mennesker dø af det ene eller det andet -
sult, tørst, malaria, udmattelse, henrettelse ....

Jeg kan slet ikke acceptere Enquists underliggende antagelse af, at Khmer Rouge på en eller anden facon var berettiget til at iværksætte dette Exodus.

Ib Gram-Jensen

Torben Lindegaard, jeg mener ikke, at man ud fra de to sætninger, der citeres i artiklen i The Guardian, løsrevet fra deres sammenhæng, kan konkludere, hvorvidt Enquist "godtede sig" over nogens ulykke eller død eller ej. Helt konkret kan han ikke, én måned efter Khmer Rouge's magtovertagelse og efterfølgende tømning af Phnom Penh, have vidst besked med folkemordet, endsige dets omfang. Om han havde fattet konsekvenserne (eller de sandsynlige konsekvenser) af at sende de 2 millioner indbyggere ud af byen under de givne omstændigheder må blive et gæt. Man kan mene, at han burde have fattet dem, men hvis han faktisk ikke gjorde det, kan man ikke beskylde ham for at "godte sig" over dem.

Måske var Enquist skyldig i "himmelråbende ønsketænkning", som det hedder i artiklen i The Guardian, med hensyn til Khmer Rouge og situationen i Cambodia ved deres magtovertagelse. Men der er langt derfra og til at være en skadefro person, der godter sig over 2 millioner menneskers ulykke og død. Og dér må sagen blive liggende, hvis det ikke skal blive til rent gætteri om mandens tanker på det pågældende tidspunkt.

Torben Lindegaard

@Ib Gram-Jensen 30. april, 2020 - 11:44

At sende over 2 mio mennesker på tvangsmarch ud i junglen er i sig selv en forbrydelse -
ikke en afrensning af bordellet .... heller ikke i maj 1975.

At iværksætte tvangsmarchen uden logistiske forberedelser af nogen art - være sig føde, vand, logi, sanitet, transport etc. - gør tvangsmarchen til en dødsmarch á la de nazistiske kz-lejr dødsmarcher 30 år tidligere .... dette stod klart allerede i maj 1975.

Jeg spiser ikke foie gras - og jeg læser ikke Per Olov Enquist ....
begge dele er modbydelige.

Over&out

Ib Gram-Jensen

Torben Lindegaard, jeg vil blot for en ordens skyld understrege, at jeg på ingen måde benægter, at rømningen af Phnom Penh og det, der fulgte, var en forbrydelse; spørgsmålet er, om Per Olov Enquist, da han skrev, hvad han skrev, var klar over, hvad motivet for rømningen var, under hvilke forhold den foregik (og hvorhen og hvor langt), og hvad der i det hele taget foregik i Cambodia efter Khmer Rouge's magtovertagelse. Og modsat hvad din opfattelse åbenbart er, er det min, at det var han efter al sandsynlighed ikke. Og derfor kan man heller ikke, på det foreliggende grundlag, fordømme ham for at godte sig over de 2 millioners ulykke og død.